Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Modstå den ånd der kendetegner en verden i forandring

Modstå den ånd der kendetegner en verden i forandring

Modstå den ånd der kendetegner en verden i forandring

„Vi [har] ikke fået verdens ånd, men den ånd som er fra Gud.“ — 1 Korinther 2:12.

1. Hvordan blev Eva bedraget?

„DET var slangen der bedrog mig.“ (1 Mosebog 3:13) Med disse få ord prøvede den første kvinde, Eva, at forklare hvorfor hun havde gjort oprør mod Jehova Gud. Det hun sagde var sandt, selv om det ikke var nogen undskyldning for hendes overtrædelse. Apostelen Paulus blev nemlig senere inspireret til at skrive: „[Eva] blev grundigt bedraget.“ (1 Timoteus 2:14) Hun blev bedraget til at tro at det ville gavne hende at være ulydig, at hun ville blive ligesom Gud hvis hun spiste af den forbudte frugt. Hun blev også bedraget i den forstand at bedrageren skjulte sin identitet for hende. Hun vidste ikke at det var Satan Djævelen der blot brugte slangen som talerør. — 1 Mosebog 3:1-6.

2. (a) Hvordan vildleder Satan mennesker i dag? (b) Hvad er „verdens ånd“, og hvilke spørgsmål skal vi nu se på?

2 Siden Adam og Evas tid er Satan blevet ved med at bedrage mennesker. Bibelen siger endda at han „vildleder hele den beboede jord“. (Åbenbaringen 12:9) Hans metoder har ikke ændret sig. Selv om han ikke længere gør brug af en bogstavelig slange, skjuler han fortsat sin identitet. Gennem dele af underholdningsindustrien og medierne og på andre måder vildleder Satan folk til at tro at de hverken har brug for eller gavn af Guds kærlige vejledning. Djævelens omfattende bedrag har bevirket at mennesker overalt på jorden har fået en oprørsk indstilling til Bibelens love og principper. Bibelen kalder denne indstilling for „verdens ånd“. (1 Korinther 2:12) Denne ånd har stor indflydelse på hvad de der ikke kender Gud, tror, tænker og gør. Hvordan kommer denne ånd til udtryk, og hvordan kan vi modstå dens nedbrydende påvirkning? Lad os se.

Moralnormernes forfald

3. Hvorfor er „verdens ånd“ blevet mere og mere fremherskende i vor tid?

3 I vor tid er „verdens ånd“ blevet mere og mere fremherskende. (2 Timoteus 3:1-5) Du har sikkert lagt mærke til at moralnormerne er i forfald. Bibelen fortæller hvorfor. Efter Guds riges oprettelse i 1914 udbrød der krig i himmelen. Satan og hans dæmonengle blev besejret og kastet ned i jordens nærhed. I sin store harme har Satan intensiveret sine bestræbelser for at vildlede hele verden. (Åbenbaringen 12:1-9, 12, 17) Med ethvert middel forsøger han „at vildlede endog de udvalgte, om muligt“. (Mattæus 24:24) Som Guds folk er vi hans primære angrebsmål. Han er ude på at ødelægge vores åndelighed så vi mister Jehovas gunst og udsigten til evigt liv.

4. Hvordan betragter Jehovas tjenere Bibelen, og hvordan betragtes den af mange i verden?

Satan forsøger at nedgøre Bibelen, den dyrebare bog der lærer os om vor kærlige Skaber. Jehovas tjenere elsker Bibelen og sætter den højt. Vi ved at den er Guds inspirerede ord og ikke menneskers ord. (1 Thessaloniker 2:13; 2 Timoteus 3:16) Men Satans verden vil gerne have os til at tro noget andet. I et forord til en bog der angriber Bibelen, hedder det: „Der er intet ’helligt’ ved Bibelen. Den er heller ikke ’Guds ord’. Den blev ikke skrevet af hellige mænd under inspiration af Gud, men af præster der søgte at opnå magt.“ De der bliver forledt til at tro på den slags, kan let få den fejlagtige opfattelse at de kan dyrke Gud som de vil — eller for den sags skyld helt undlade at tilbede ham. — Ordsprogene 14:12.

5. (a) Hvad har en forfatter sagt om de religioner der forbindes med Bibelen? (b) Hvordan er nogle idéer som er almindelige i verden, i modstrid med det Bibelen siger? (Se rammen på næste side).

5 Direkte og indirekte angreb på Bibelen samt religiøst hykleri hos dem der hævder at tro på den, har resulteret i en voksende modvilje mod religion, deriblandt religioner der forbindes med Bibelen. Både i nyhedsmedierne og i akademiske kredse er religionen under angreb. En forfatter har sagt: „Den offentlige mening er præget af et negativt syn på jødedommen og kristendommen. I bedste fald betragtes de blot som et levn fra en svunden tid; i værste fald som religioner med forældede synspunkter der hindrer folk i at blive intellektuelt modne og videnskaben i at gøre fremskridt. I de senere år er denne foragt vokset til latterliggørelse og direkte fjendtlighed.“ Denne fjendtlige holdning stammer ofte fra dem der benægter Guds eksistens, og som er blevet „tomhjernede i deres overvejelser“. — Romerne 1:20-22.

6. Hvilken holdning har verden til seksuelle forhold som Gud fordømmer?

6 Det er derfor ikke så mærkeligt at folk bevæger sig længere og længere bort fra Guds normer for hvad der er ret. For eksempel omtaler Bibelen homoseksuelle forhold som „uanstændige“. (Romerne 1:26, 27) Den siger også at utugtige og ægteskabsbrydere ikke skal arve Guds rige. (1 Korinther 6:9) I mange lande bliver sådanne seksuelle forhold ikke alene betragtet som acceptable, men forherliges i bøger, blade, sange, film og tv-shows. De der tager til orde imod den slags, bliver opfattet som intolerante, fordømmende og ude af trit med nutidens oplyste tankegang. I stedet for at betragte Guds normer som et udtryk for kærlig omsorg ser folk i verden disse normer som noget der hindrer dem i at leve som de vil, som et indgreb i deres personlige frihed. — Ordsprogene 17:15; Judas 4.

7. Hvilke spørgsmål kan vi stille os selv?

7 Vi lever i en verden der er stadig mere besluttet på at modstå Gud, og det vil derfor være klogt at vi ser nærmere på vores personlige indstilling og værdinormer. Fra tid til anden bør vi ærligt og under bøn ransage os selv for at forvisse os om at vi ikke er ved at glide bort fra Jehovas tankegang og normer. Vi kunne for eksempel spørge os selv: ’Lader jeg mig underholde af noget som jeg for nogle år siden ville have gået langt uden om? Er jeg blevet mere tolerant over for noget som Gud fordømmer? Er jeg tilbøjelig til at tage åndelige gøremål mindre alvorligt end førhen? Viser den måde jeg lever på, at jeg sætter Rigets interesser først i livet?’ (Mattæus 6:33) Sådanne overvejelser vil hjælpe os til at modstå verdens ånd.

’Glid ikke bort’

8. Hvordan kan man glide bort fra Jehova?

8 Apostelen Paulus skrev til sine kristne trosfæller: „Vi [bør] vise det vi har hørt, mere end almindelig opmærksomhed, for at vi ikke skal glide bort.“ (Hebræerne 2:1) Et skib der blot driver for vejr og vind, når ikke sit mål. Hvis en kaptajn ikke er opmærksom på strøm- og vindforhold, vil hans skib let kunne drive forbi en sikker havn og løbe på grund på en klippekyst. Vi kan også glide bort fra Jehova og lide åndeligt skibbrud hvis vi ikke hele tiden er opmærksomme på de dyrebare sandheder i Guds ord. Vi behøver ikke nødvendigvis direkte at forkaste sandheden for at lide et sådant tab. Faktisk er det ikke ret mange der pludseligt og med fuldt overlæg vrager Jehova. Det sker langt oftere at de gradvis bliver involveret i noget der distraherer dem så de ikke giver agt på Guds ord. Næsten umærkeligt glider de hen imod en syndig adfærd. Ligesom en kaptajn der sover på sin post, vågner de ikke før det er for sent.

9. Hvordan velsignede Jehova Salomon?

9 Det er lærerigt at betragte det der skete med Salomon. Jehova skænkede ham kongedømmet over Israel, lod ham bygge templet og inspirerede ham til at nedskrive dele af Bibelen. Ved to lejligheder talte Jehova til ham, og han gav ham rigdom, gjorde ham berømt og sørgede for at han havde fred i hele sin regeringstid. Frem for alt velsignede Jehova Salomon med stor visdom, for Bibelen siger: „Gud fortsatte med at give Salomon visdom og forstand i meget stort mål og et hjerte der spændte så vidt som sandet der er ved havets bred. Og Salomons visdom var større end alle østerlændingenes visdom og al Ægyptens visdom.“ (1 Kongebog 4:21, 29, 30; 11:9) Man skulle tro at hvis nogen ville forblive trofast mod Gud, så var det Salomon. Men Salomon gled bort og blev frafalden. Hvordan gik det til?

10. Hvilken vejledning undlod Salomon at følge, og hvad blev resultatet?

10 Salomon kendte og forstod udmærket Guds lov. Han har uden tvivl været særlig opmærksom på den vejledning der var blevet givet til alle der skulle være konger i Israel. Det hed blandt andet: „[Kongen] må heller ikke tage sig mange hustruer, for at hans hjerte ikke skal vende sig bort.“ (5 Mosebog 17:14, 17) Trods denne tydelige vejledning tog Salomon sig syv hundrede hustruer og tre hundrede medhustruer, og mange af disse kvinder tilbad fremmede guder. Vi ved ikke hvorfor Salomon tog sig så mange hustruer, og vi ved heller ikke hvordan han retfærdiggjorde det. Det vi ved, er at han undlod at adlyde Guds klare vejledning. Udfaldet blev præcis som Jehova havde advaret om. Vi læser: „[Salomons] hustruer bøjede efterhånden . . . hans hjerte så han fulgte andre guder.“ (1 Kongebog 11:3, 4) Ja, „efterhånden“ mistede han den visdom han havde fået af Gud. Langsomt, men sikkert, gled han bort. Salomons ønske om at behage sine hedenske hustruer fortrængte med tiden hans ønske om at adlyde og behage Gud. Hvor tragisk, for Salomon havde tidligere skrevet ordene: „Vær vís, min søn, og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“ — Ordsprogene 27:11.

Verdens ånd er stærk

11. Hvordan berører det vi fylder sindet med, vores tankegang?

11 Eksemplet med Salomon viser at det er farligt at tro at vi er immune over for verdens påvirkning blot fordi vi kender sandheden. Ligesom bogstavelig føde påvirker vores legeme, vil det vi fylder sindet med, forme vores tankegang og indstilling. Det er handelsverdenen udmærket klar over, og derfor bruger den hvert år milliarder af kroner på at markedsføre sine produkter. Effektive reklamer gør brug af smarte slogans og billeder for at appellere til kundernes ønsker og lyster. Reklamefolk ved også at folk normalt ikke skynder sig ud for at købe et produkt blot fordi de har set en reklame en enkelt gang. Men når kunderne den ene gang efter den anden udsættes for en påvirkning, vil det ofte give dem en positiv holdning til en bestemt vare. Reklamer virker — ellers var der ingen der ville bruge penge på dem. De har en stærk indflydelse på folks tankegang og holdninger.

12. (a) Hvordan påvirker Satan folks tankegang? (b) Hvad viser at det er muligt at påvirke kristne?

12 Satan bruger samme taktik som reklameverdenen og fremmer sine idéer ved at præsentere dem på en tiltalende måde. Han ved at han med tiden kan få folk til at tænke ligesom han tænker. Gennem underholdningsverdenen og ved hjælp af andre virkemidler bedrager Satan folk så de tror at godt er ondt og ondt er godt. (Esajas 5:20) Selv sande kristne er blevet ofre for Satans vildledende propaganda. Bibelen siger advarende: „Den inspirerede udtalelse siger udtrykkeligt at i senere tidsperioder vil nogle falde fra troen, idet de agter på vildledende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme, ved hykleri hos mennesker som taler løgn, mærkede i deres samvittighed som med et brændejern.“ — 1 Timoteus 4:1, 2; Jeremias 6:15.

13. Hvad er dårligt selskab, og hvordan påvirkes vi af vores omgangskreds?

13 Ingen af os er immune over for verdens ånd. De vinde og understrømme der findes i Satans verden, er meget kraftige. Bibelen giver os derfor følgende kloge råd: „Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ (1 Korinther 15:33) Dårligt selskab kan indbefatte alt og alle der afspejler verdens ånd — selv inden for menigheden. Hvis vi har den opfattelse at dårligt selskab ikke kan skade os, er det så ikke det samme som at sige at godt selskab ikke kan gavne os? Men sådan forholder det sig jo ikke. Bibelen siger det meget klart: „Den der vandrer med de vise bliver vís, men den der omgås tåber går det dårligt.“ — Ordsprogene 13:20.

14. Hvordan kan vi bekæmpe verdens ånd?

14 For at bekæmpe verdens ånd må vi komme sammen med dem der er vise, dem der tjener Jehova. Vi må fylde sindet med det der styrker troen. Apostelen Paulus skrev: „Alt hvad der er sandt, alt hvad der er af alvorlig betydning, alt hvad der er retfærdigt, alt hvad der er rent, alt hvad der er værd at holde af, alt hvad der tales godt om, hvad der er dydigt og hvad der er rosværdigt, dette skal I fortsat have i tanke.“ (Filipperne 4:8) Som mennesker der er skabt med en fri vilje, kan vi selv vælge hvad vi vil tænke på. Lad os altid vælge at tænke på det der vil give os et nærmere forhold til Jehova.

Guds ånd er stærkere

15. Hvordan adskilte de kristne i fortidens Korinth sig fra byens øvrige indbyggere?

15 I modsætning til dem der er blevet vildledt af verdens ånd, lader sande kristne sig lede af Guds hellige ånd. Paulus skrev til menigheden i Korinth: „Nu har vi ikke fået verdens ånd, men den ånd som er fra Gud, for at vi kan kende det som Gud i sin godhed har givet os.“ (1 Korinther 2:12) Fortidens Korinth var helt gennemsyret af verdens ånd. De fleste af byens indbyggere var så moralsk fordærvede at udtrykket „at leve korinthisk“ fik betydningen „at leve umoralsk“. Satan havde forblindet folks forstand. De forstod derfor kun lidt eller intet om den sande Gud. (2 Korinther 4:4) Men ved hjælp af sin hellige ånd åbnede Jehova øjnene hos nogle af korintherne og hjalp dem til at få kundskab om sandheden. Hans ånd motiverede og ledede dem til at gøre store forandringer i deres liv så han kunne godkende og velsigne dem. (1 Korinther 6:9-11) Selv om verdens ånd var stærk, var Jehovas ånd endnu stærkere.

16. Hvordan kan vi få og fortsat eje Guds ånd?

16 Det samme gælder i dag. Jehovas hellige ånd er den stærkeste kraft i universet, og han giver den frit og gavmildt til alle der i tro beder ham om den. (Lukas 11:13) For at få Guds ånd må vi imidlertid gøre mere end at modstå verdens ånd. Vi må regelmæssigt studere og anvende Guds ord i vores liv sådan at vores ånd — eller sindelag — er i overensstemmelse med hans tankegang. Hvis vi gør det, vil Jehova styrke os til at modstå alle Satans forsøg på at ødelægge vores åndelighed.

17. Hvordan kan Lots erfaring være en trøst for os?

17 Skønt kristne ikke er en del af verden, er de i verden. (Johannes 17:11, 16) Ingen af os kan helt undgå verdens ånd, for vi bliver i mange tilfælde nødt til at arbejde og måske endda bo sammen med nogle der ikke elsker Gud eller det han står for. Har vi det ligesom Lot, der boede i Sodoma og var „stærkt plaget“ af indbyggernes lovløse gerninger? (2 Peter 2:7, 8) I givet fald er der trøst at hente. Jehova beskyttede og udfriede Lot. Han kan også beskytte og udfri os. Vor kærlige Fader ser og kender vore omstændigheder, og han kan give os den hjælp og styrke der skal til for at vi kan bevare vores åndelighed. (Salme 33:18, 19) Hvis vi stoler på ham og kalder på ham, vil han hjælpe os til at modstå verdens ånd, uanset hvor vanskelig vores situation måtte være. — Esajas 41:10.

18. Hvorfor bør vi betragte vort forhold til Jehova som noget dyrebart?

18 I en verden der har fjernet sig fra Gud og er blevet bedraget af Satan, er vi som Jehovas folk blevet velsignet med kundskab om sandheden. Derfor oplever vi en fred og glæde som verden ikke kender. (Esajas 57:20, 21; Galaterne 5:22) Vi glæder os over det storslåede håb om evigt liv i et paradis hvor denne døende verdens ånd vil være borte. Lad os derfor værdsætte vort dyrebare forhold til Gud og være på vagt over for enhver tendens til i åndelig forstand at glide bort. Lad os knytte os stadig nærmere til Jehova. Så vil han hjælpe os til at modstå verdens ånd. — Jakob 4:7, 8.

Spørgsmål til repetition

● Hvordan har Satan bedraget og vildledt mennesker?

● Hvordan kan vi undgå at glide bort fra Jehova?

● Hvad viser at verdens ånd er stærk?

● Hvordan kan vi få og bevare Guds ånd?

[Studiespørgsmål]

[Oversigt på side 11]

VERDENS VISDOM KONTRA VISDOMMEN FRA GUD

Sandhed er noget relativt — folk opstiller deres egen sandhed.

„[Guds] ord er sandhed.“ — Johannes 17:17.

Stol på dine følelser når du skal afgøre hvad der er rigtigt og forkert.

„Hjertet er mere forræderisk end noget andet, og desperat.“ — Jeremias 17:9.

Gør som du vil.

„Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ — Jeremias 10:23.

Rigdom er vejen til lykke.

„Kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt.“ — 1 Timoteus 6:10.

[Illustration på side 10]

Salomon gled bort fra den sande tilbedelse og begyndte at dyrke afguder

[Illustration på side 12]

Med samme taktik som benyttes i reklameverdenen, fremmer Satan verdens ånd. Modstår du denne ånd?