Livsberetning

Små ofre bragte os store velsignelser

FORTALT AF GEORGE OG ANN ALJIAN

Aldrig i vores vildeste fantasi havde min kone eller jeg forestillet os at vi en dag skulle forveksle ordet „lærer“ med ordet „mus“. Aldrig havde vi troet at vi efter at have rundet de tres skulle sidde fordybet over mærkeligt udseende skrifttegn for at kunne kommunikere med folk fra Fjernøsten. Det er ikke desto mindre hvad Ann og jeg gjorde sidst i 1980’erne. Lad os fortælle hvordan de små ofre vi har bragt gennem årene, har ført til mange velsignelser.

JEG er ud af en familie af armensk afstamning og var som ung tilknyttet den armenske kirke. Ann var katolik. Vi fandt et kompromis med hensyn til vores tro da vi blev gift i 1950. Dengang var jeg 27, og Ann var 24. Vi bosatte os i en lejlighed oven over mit renseri i Jersey City i New Jersey, USA. På det tidspunkt havde jeg ejet forretningen i omkring fire år.

I 1955 købte vi et smukt hus med tre soveværelser i Middletown, New Jersey. Det lå cirka 60 kilometer fra mit renseri, hvor jeg arbejdede seks dage om ugen. Jeg kom altid sent hjem om aftenen. Den eneste kontakt jeg havde med Jehovas Vidner, var når de en gang imellem kom til renseriet og gav mig bibelsk læsestof. Det læste jeg med stor interesse. Selv om mit arbejde optog det meste af min tid og opmærksomhed, fik jeg efterhånden dyb respekt for Bibelen.

Kort tid efter opdagede jeg at Vagttårnets radiostation, WBBR, udsendte bibelske foredrag på tidspunkter hvor jeg kørte til og fra min forretning. Jeg lyttede opmærksomt til  disse foredrag, og min interesse voksede så meget at jeg bad Jehovas Vidner besøge mig. I november 1957 besøgte George Blanton mig i vores hjem og begyndte et bibelstudium med mig.

Vores familie forenes i den rene tilbedelse

Hvad syntes Ann om alt det her? Jeg vil lade hende selv fortælle.

„I begyndelsen var jeg stærk modstander. Jeg forstyrrede så meget under Georges bibelstudium at han besluttede at studere et andet sted. Det gjorde han i otte måneder. I den periode begyndte George at komme til møderne i rigssalen om søndagen. Da gik det op for mig at han mente det alvorligt med sit studium af Bibelen, for søndag var hans eneste fridag. Han blev dog ved med at være en god ægtemand og far — faktisk blev han endnu bedre — og lidt efter lidt ændrede jeg indstilling. Somme tider, når jeg tørrede spisestuebordet af og ingen var i nærheden, tog jeg det Vågn op! som George plejede at lade ligge dér, og læste i det. Andre gange læste George Vågn op!-artikler højt for mig som ikke direkte berørte trosspørgsmål, men som satte fokus på Skaberens personlighed.

En aften mens George var ude at studere Bibelen med broder Blanton, tog jeg et blad op som vores lille George på to år havde lagt på mit natbord. Det handlede om de døde. Selv om jeg var træt, begyndte jeg at læse det fordi jeg var meget fortvivlet over at min bedstemor lige var død. Jeg forstod straks Bibelens sandhed om at de døde ikke lider et eller andet sted, og at de vil få livet igen i en fremtidig opstandelse. Snart sad jeg lysvågen i sengen og læste ivrigt mens jeg understregede de punkter jeg ville vise George når han kom hjem fra sit bibelstudium.

Min mand kunne knap nok kende mig igen. Da han forlod huset, var jeg modstander, og nu sprudlede jeg af glæde over de skønne bibelske sandheder jeg havde lært! Vi talte om Bibelen til den lyse morgen. George fortalte mig om Guds hensigt med jorden, og samme nat spurgte jeg ham om han kunne have sit bibelstudium herhjemme så jeg kunne deltage.

Broder Blanton rådede os til også at lade børnene være med. Vi mente at de var for små, for de var kun to og fire år. Men broder Blanton viste os Femte Mosebog 31:12, hvor der står: ’Kald folket sammen, mændene og kvinderne og småbørnene . . . for at de kan høre og for at de kan lære.’ Vi var glade for denne vejledning og sørgede endda for at børnene svarede under bibelstudiet. Vi forberedte os i fællesskab, men vi lagde altid vægt på at børnene skulle svare med egne ord. Det har efter vores mening været  medvirkende til at vi kunne hjælpe vores børn til at gøre sandheden til deres egen overbevisning. Vi vil altid være taknemmelige for den vejledning broder Blanton gav os så vi kunne hjælpe vores børn til at vokse åndeligt.“

Udfordringer der betød ofre

Nu da vi var forenede i et fælles bibelstudium, var der nye udfordringer der skulle tackles. Eftersom mit renseri lå så langt fra vores hjem, var jeg normalt ikke tilbage fra arbejde før klokken ni om aftenen. Derfor kunne jeg ikke overvære de kristne møder til hverdag, men kun om søndagen. På det tidspunkt var Ann med til alle møderne og gjorde hastigt fremskridt. Jeg ønskede også at overvære alle møder og at lede et meningsfyldt familiestudium. Jeg vidste at jeg var nødt til at bringe nogle ofre. Så jeg besluttede at skære ned på min arbejdstid, selv med risiko for at miste nogle af mine kunder.

Det gik fint. Vi tog familiestudiet lige så alvorligt som de fem andre ugentlige møder i rigssalen. Så vi fastsatte en bestemt dag og et præcist klokkeslæt — hver onsdag klokken 20.00. Vi kaldte det vores sjette møde. Somme tider når vi var færdige med at vaske op efter aftensmaden, kunne en af os finde på at sige: „Nu er det snart tid til ’mødet’!“ Hvis jeg ikke kunne nå hjem fra arbejde til tiden, plejede Ann at begynde mødet, og jeg tog over så snart jeg kom hjem.

Noget andet der hjalp os til at forblive stærke og forenede som familie, var at læse dagsteksten sammen om morgenen. Det var dog ikke let at koordinere, for alle stod op på forskellige tidspunkter. Vi snakkede det igennem og besluttede at stå op samtidig, spise morgenmad klokken 6.30 og sammen drøfte dagsteksten. Det havde vi stor gavn af. Da vores sønner blev store, valgte de at tage beteltjenesten op. Vi følte at disse daglige drøftelser havde bidraget til at de var blevet åndeligsindede mennesker.

Tjenesteprivilegier efter dåben krævede større ofre

Jeg blev døbt i 1962, og efter at have haft egen forretning i 21 år solgte jeg den og tog et arbejde i byen hvor vi boede, for at være tættere på min familie så vi kunne tjene Jehova sammen. Dette banede vejen for mange velsignelser. Vi satte os alle som mål at tage heltidstjenesten op. Det mål kom vi nærmere i begyndelsen af 1970’erne da vores ældste søn, Edward, blev heltidstjener, eller pioner, lige efter highschool. Lidt senere begyndte vores søn George og dernæst Ann i pionertjenesten. Jeg følte mig meget opmuntret af dem alle tre fordi de fortalte mig oplevelser de havde haft i tjenesten. Vi tog en familiedrøftelse om hvordan vi kunne forenkle vores liv så vi alle kunne være i heltidstjenesten, og vi besluttede at sælge huset. Her havde vi boet i 18 år og opfostret vores to sønner. Vi elskede virkelig vores hjem, men Jehova velsignede vores beslutning om at sælge det.

Edward blev indbudt til at komme på Betel i 1972, og George i 1974. Ann og jeg savnede dem, men vi undgik at tænke for meget over hvor dejligt det ville være hvis de boede i nærheden, giftede sig og fik børn. I stedet glædede vi os over at vores sønner tjente Jehova på Betel. * Vi er helt enige i  det der står i Ordsprogene 23:15: „Min søn, hvis dit hjerte er víst, vil også mit hjerte fryde sig.“

Vi tager specialpionertjenesten op

Begge vores sønner var altså nu på Betel, og vi fortsatte i pionertjenesten. Så modtog vi en dag i 1975 et brev med indbydelsen til at tage specialpionertjenesten op i ledigt distrikt i Clinton County, Illinois. Sikken en overraskelse! Det betød at vi måtte forlade New Jersey, hvorfra der ikke var så langt til vores sønner i New York, og hvor vi havde venner og familie. Men vi betragtede denne udfordring som en opgave Jehova havde tildelt os, og bragte et offer. Det førte til nye velsignelser.

Efter at have forkyndt i det ledige distrikt i adskillige måneder begyndte vi at holde møder i et forsamlingshus i Carlyle, Illinois. Men vi ville gerne have et fast mødested. En lokal broder og hans kone fandt en grund med et meget lille hus på som vi kunne leje. Vi gjorde både huset og det udendørs toilet i stand og omdannede det til et lille mødested. Noget der er sjovt at tænke tilbage på, er en hest der var nysgerrig efter at vide hvad vi var for nogle. Den stak ofte hovedet ind ad vinduet for at se hvad der foregik ved mødet!

Med tiden blev der dannet en menighed i Carlyle, og vi var glade for at have haft en andel i det. Vi blev hjulpet af et ungt pionerægtepar, Steve og Karil Thompson, der også var kommet for at arbejde i ledigt distrikt. Dette ægtepar blev der i flere år. Senere overværede de Vagttårnets Bibelskole Gilead og fik tildelt missionærdistrikt i Østafrika, hvor de virker i rejsetjenesten.

Det varede ikke længe før vores mødested blev for lille, og vi fik brug for en større rigssal. Den lokale broder og hans kone der før havde givet os en håndsrækning, hjalp os endnu en gang ved at købe en egnet grund. Nogle få år senere havde vi den store glæde at blive indbudt til indvielsen af en nybygget rigssal i Carlyle! Jeg havde den forret at holde indvielsestalen. At tjene dér har været en dejlig oplevelse for os, en velsignelse fra Jehova.

Nye muligheder åbner sig for os

I 1979 fik vi tildelt et nyt distrikt i Harrison, New Jersey. Her var vi i omkring 12 år. I den periode påbegyndte vi et bibelstudium med en kinesisk dame, noget der førte til mange andre studier med kinesere. Vi fandt ud af at der boede tusinder af kinesiske studerende og familier i vores område. Af den  grund blev vi opfordret til at lære kinesisk. Det indebar mange timers studium af sproget hver dag, men førte også til mange skønne bibelstudier med kineserne.

I disse år oplevede vi mange morsomme situationer, især når vi forsøgte at tale kinesisk. En dag ville Ann ved et besøg i forkyndelsen præsentere sig som ’bibellærer’. Men i stedet kom hun til at sige ’bibelmus’; de to ord ligner hinanden meget på kinesisk. Den besøgte smilede og sagde: „Jamen så kom indenfor. Jeg har aldrig før talt med en bibelmus.“ Vi kæmper stadig med sproget.

Senere fik vi tildelt et andet distrikt i New Jersey hvor vi kunne fortsætte med at forkynde blandt de kinesisktalende. Derefter blev vi opfordret til at flytte til Boston, Massachusetts, hvor der i løbet af tre år var blevet dannet en kinesisk gruppe. Vi har haft den forret at støtte denne gruppe i de sidste syv år og den glæde at se hvordan gruppen den 1. januar 2003 blev til en menighed.

Velsignelserne ved at bringe ofre i sit liv

I Malakias 3:10 læser vi Jehovas opfordring til sit folk om at bringe ofre så han kunne tømme sine velsignelser i overmål ud over det. Vi har opgivet en forretning som jeg var meget glad for. Vi har solgt vores hjem, som vi holdt meget af. Derudover har vi givet afkald på andre ting. Men sammenlignet med velsignelserne har ofrene været små.

Jehova har afgjort tømt velsignelser ud over os i rigt mål! Vi har haft den tilfredsstillelse at se vores børn tage imod sandheden, vi har haft den glæde på heltidsbasis at være engageret i en livreddende gerning, og vi har mærket hvordan Jehova har dækket vores behov. Vores små ofre har virkelig bragt os store velsignelser!

[Fodnote]

[Illustration på side 25]

Louise og George Blanton med Ann, 1991

[Illustration på side 26]

Rigssalen i Carlyle, der blev indviet den 4. juni 1983

[Illustration på side 27]

Med den nyligt oprettede kinesiske menighed i Boston

[Illustration på side 28]

Med Edward, Connie, George og Grace