Husker du?
Husker du?
Har du haft udbytte af at læse de seneste udgaver af Vagttårnet? Prøv din hukommelse ved hjælp af følgende spørgsmål:
● Hvoraf fremgår det at Jesus havde brødre og søstre?
Det står i Bibelen i Mattæus 13:55, 56 og Markus 6:3. Det græske ord for broder der forekommer her, angiver „en form for kødeligt eller legalt slægtskabsforhold [og] betyder . . . kun hel- eller halvbroder“. (The Catholic Biblical Quarterly, januar 1992.) — 15/12, side 3.
● I hvilken forstand har krig fået et nyt ansigt, og hvad har givet næring hertil?
Hovedparten af de krige der har plaget menneskeheden i de senere år, har været borgerkrige, det vil sige krige mellem fjendtlige befolkningsgrupper i samme land. Det der fortrinsvis har givet næring til disse borgerkrige, er had mellem etniske grupper og stammer, religiøse forskelle, uretfærdigheder og politiske omvæltninger. En anden faktor har været griskhed — begær efter magt og penge. — 1/1, side 3-4.
● Hvordan ved vi at Jesus ikke mente at kristne skulle gentage ordene i mønsterbønnen som en udenadlært remse?
Jesus gav i sin bjergprædiken et eksempel på bøn. Omkring halvandet år senere gentog han de væsentligste punkter fra denne tidligere vejledning om bøn. (Mattæus 6:9-13; Lukas 11:1-4) Det er værd at lægge mærke til at han ikke gentog den ordret, for det viser at han ikke gav sine disciple en liturgisk bøn der skulle fremsiges som en udenadlært remse. — 1/2, side 8.
● Hvor havde duen fundet det olivenblad som den vendte tilbage til arken med, efter Vandfloden?
Vi kender ikke til saltindholdet i eller temperaturen af det vand der oversvømmede jorden. Men selv oliventræer der bliver fældet, sætter somme tider nye skud. Nogle træer har åbenbart overlevet Vandfloden og har kunnet sætte blade bagefter. — 15/2, side 31.
● Hvordan modtog Jehovas Vidner i Biafra åndelig føde under borgerkrigen i Nigeria der havde ført til en blokade af Biafra?
En embedsmand der var et af Jehovas Vidner, fik tildelt en post i Europa, og en anden broder arbejdede på den eneste flyveplads i Biafra. Disse to Jehovas Vidner påtog sig frivilligt den risikable opgave at kanalisere åndelig føde ind i Biafra, hvilket mange brødre høstede gavn af lige til krigen sluttede i 1970. — 1/3, side 27.
● Hvad udrettede Den Westfalske Fred, og hvilken rolle havde religionen spillet?
Reformationen spaltede Det Hellige Romerske Rige mellem katolikker, lutheranere og calvinister. Tidligt i 1600-tallet blev Den Evangeliske Union og Den Katolske Liga dannet. Der udbrød en religionskrig i Bøhmen, som udviklede sig til en international magtkamp. Katolske og protestantiske herskere sloges om rigdomme og politisk overhøjhed. Endelig blev der indledt fredsforhandlinger i den tyske provins Westfalen. Efter næsten fem år blev Den Westfalske Fred ratificeret i 1648. Den afsluttede Trediveårskrigen og indvarslede det Europa vi kender i dag, bestående af suveræne stater. — 15/3, side 20-23.
● Hvad betyder „vilddyrets“ mærke eller navn — tallet 666?
Mærket omtales i Åbenbaringen 13:16-18. Vilddyret er et symbol på menneskers herredømme, og at det har „et menneskes tal“, sigter til at de jordiske regeringer bærer præg af menneskets ufuldkomne tilstand. At tallet 6 er skrevet tre gange som summen af 6 plus 60 plus 600, viser at vilddyret er fuldstændig utilstrækkeligt i Guds øjne. De der bærer vilddyrets mærke, ærer og tilbeder den politiske stat, eller ser hen til den efter frelse. — 1/4, side 4-7.