Kan neutralitet forenes med kristen kærlighed?

AT VÆRE kristen indbefatter mere end at læse i Bibelen, bede til Gud og synge salmer om søndagen. Man skal også gøre noget for Gud og for sine medmennesker. Bibelen siger: „Lad os ikke elske med ord, heller ikke med tungen, men i gerning og sandhed.“ (1 Johannes 3:18) Jesus tog sig kærligt af andre, og kristne ønsker at efterligne ham. Paulus tilskyndede sine trosfæller til altid at have „rigeligt at gøre i Herrens gerning“. (1 Korinther 15:58) Hvori består „Herrens gerning“? I at virke for politiske reformer til gavn for de fattige og undertrykte? Gjorde Jesus det?

Jesus blev faktisk opfordret til at tage parti i politiske spørgsmål og gribe ind i politik, men han afslog. Han afviste Satans tilbud om magt over alle verdens riger, nægtede at  lade sig inddrage i en debat om betaling af skat og trak sig tilbage da en folkebevægelse ville gøre ham til konge. (Mattæus 4:8-10; 22:17-21; Johannes 6:15) Men at han var neutral, hindrede ham ikke i at gøre godt mod andre.

Jesus koncentrerede sig om det der kunne gavne andre varigt. Da han bespiste fem tusind og helbredte de syge, var det en midlertidig velgerning mod et fåtal. Hans forkyndelse gav derimod alle mennesker udsigt til evige goder. Jesus blev ikke kendt som nødhjælpsorganisator, men slet og ret som „Læreren“. (Mattæus 26:18; Markus 5:35; Johannes 11:28) Han sagde: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ — Johannes 18:37.

Et bedre budskab end politiske programmer

Jesus udbredte ingen politisk teori. Han talte derimod om det rige hvori han selv skulle være konge. (Lukas 4:43) Riget er en himmelsk regering som vil erstatte alle jordiske administrationer og indføre varig fred. (Esajas 9:6, 7; 11:9; Daniel 2:44) Det er derfor menneskers eneste troværdige håb. Er det ikke mere næstekærligt at informere om dette sikre håb end at opfordre folk til at stole på at mennesker kan sørge for en tryg fremtid? I Bibelen står der: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hos hvem der ikke er frelse. Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde. Lykkelig er den der har Jakobs Gud som sin hjælp, den hvis håb står til Jehova hans Gud.“ (Salme 146:3-5) Jesus sendte derfor ikke sine disciple ud for at forkynde et politisk systemskifte, men ’den gode nyhed om riget’. — Mattæus 10:6, 7; 24:14.

Dette er „Herrens gerning“, som kristne forkyndere har fået til opgave at udføre. Guds riges undersåtter har lært at elske hinanden, og derfor vil Riget til sin tid kunne fjerne fattigdom ved at fordele ressourcerne ligeligt. (Salme 72:8, 12, 13) Det er en god nyhed som afgjort er værd at forkynde.

I dag udfører Jehovas Vidner „Herrens gerning“ i 235 lande. De adlyder Jesu befaling og respekterer myndighederne i alle lande. (Mattæus 22:21) Men de følger også hans ord om at de ’ikke skulle være en del af verden’ fordi han ’havde valgt dem ud af verden’. — Johannes 15:19.

Nogle der har udbredt politiske budskaber, har ændret holdning efter at de omhyggeligt har undersøgt Bibelen. En italiensk politiker der var medlem af Katolsk Aktion, en kirkeligt kontrolleret organisation, beretter: „Jeg gik ind i politik fordi jeg mente at man burde bidrage aktivt til samfundets politiske og sociale udvikling.“ Da han var trådt tilbage fra borgmesterposten for at blive et af Jehovas Vidner og forkynde Guds rige, forklarede han hvorfor nok så velmente politiske bestræbelser slår fejl: „Verden er som den er, ikke fordi anstændige mennesker har forholdt sig passive med hensyn til samfundsforholdene, men  fordi fåtallets velmente bestræbelser er blevet modvirket af flertallets uretfærdigheder.“

At sande kristne holder sig ude af politik og i stedet forkynder det eneste troværdige håb, hindrer dem ikke i at hjælpe andre. De der lytter til budskabet om Guds rige, lærer at aflægge destruktive holdninger, respektere myndighed, gøre meget ud af familiens trivsel og anlægge et ligevægtigt syn på det materielle. Og som det vigtigste hjælper Jehovas Vidner andre til at opnå et nært forhold til Gud.

De der forkynder Guds rige, gavner samfundet. Og de lærer tilmed andre at se tillidsfuldt hen til et styre der er virkeligt, et der vil sørge for at alle der elsker Gud, kommer til at opleve evig fred. Kristnes neutralitet betyder at de frit kan yde den hjælpetjeneste der er til varig gavn.

[Ramme/illustration på side 7]

Fra politiker til forkynder af Guds rige

Som dreng i byen Belém i Brasilien hørte Átila sognepræsterne anbefale befrielsesteologien. Tanken om at afskaffe al undertrykkelse tiltalte ham. Han gik ind i et aktivistsamfund hvor han lærte at organisere protestmarcher og opmuntre til civil ulydighed.

Átila var også glad for at undervise gruppens børn ved hjælp af en bog han havde fået, Vi lytter til den store Lærer. * Den anbefalede god opførsel og lydighed mod myndighederne. Det fik Átila til at spekulere over hvorfor befrielsesteologiens tilhængere ikke fulgte Jesu høje moralnormer, og hvorfor nogle glemmer de undertrykte når de kommer til magten. Han trak sig ud af det politiske arbejde. En dag bankede Jehovas Vidner på hans dør og talte med ham om Guds rige. Det varede ikke længe før han studerede Bibelen og fandt ud af hvordan undertrykkelse virkelig vil blive afskaffet.

Omtrent samtidig overværede Átila et katolsk seminar om tro og politik, som ifølge lærerne var to sider af samme sag. Han fandt en slående kontrast da han gik til et møde i Jehovas Vidners rigssal. For eksempel var der ingen som røg, drak eller fortalte sjofle vittigheder. Átila valgte at blive et af Jehovas Vidner og forkynde sammen med dem, og kort efter blev han døbt. Nu forstår han hvorfor befrielsesteologien ikke er den virkelige løsning på de fattiges problemer.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 6]

Kristnes neutralitet hindrer dem ikke i at hjælpe andre