Livsberetning

Mens jeg var blind, blev mine øjne åbnet!

FORTALT AF EGON HAUSER

Efter to måneders bogstavelig blindhed, fik jeg øjnene op for bibelske sandheder som jeg havde ignoreret hele mit liv.

NÅR jeg ser tilbage på over syv årtier, er der meget i mit liv som har givet mig stor glæde og tilfredshed. Men der er én ting som jeg kunne have ønsket mig anderledes — at jeg havde lært Jehova Gud at kende på et meget tidligere tidspunkt i mit liv.

Jeg blev født i 1927 i Uruguay, et lille pæreformet land der ligger mellem Argentina og Brasilien, og som er begunstiget med kilometervis af smukt landskab langs Atlanterhavskysten. Befolkningen består hovedsagelig af efterkommere af italienske og spanske immigranter; mine forældre kom dog fra Ungarn. Da jeg var barn, levede vi under beskedne kår, men der var et godt sammenhold i kvarteret. Vi behøvede ikke at låse vores døre eller sætte gitre for vinduerne. Vi havde ingen problemer med racefordom. Udlændinge og indfødte, sorte og hvide — vi var alle venner.

Mine forældre var rettroende katolikker, og da jeg var ti år, blev jeg messedreng. Som voksen var jeg engageret i sogneanliggender og med i en gruppe som stiftets biskop kunne spørge til råds. Eftersom jeg havde valgt lægegerningen, blev jeg engang inviteret til Venezuela for at deltage i et seminar som var arrangeret af den katolske kirke. Jeg var i en gruppe af læger der havde gynækologi som speciale, og vi fik til opgave at undersøge de forskellige typer p-piller som var ved at komme på markedet.

 Mine betragtninger i studietiden

Da jeg som lægestuderende lærte om menneskelegemet, blev jeg mere og mere imponeret over den visdom der ses i dets opbygning. Jeg var blandt andet forbløffet over kroppens evne til at heles og komme sig efter et traume, som for eksempel når leveren eller et ribben vokser til normal størrelse efter at være blevet delvist fjernet.

Jeg så også mange ofre for alvorlige ulykker, og det bedrøvede mig når nogle døde fordi de havde fået blodtransfusion. Jeg husker stadig hvor svært det var at tale med pårørende til patienter der døde på grund af komplikationer i forbindelse med blodtransfusion. I de fleste tilfælde fik de ikke at vide at dødsfaldet skyldtes blodtransfusion. Der blev anført andre grunde. Selv om der nu er gået mange år, mindes jeg endnu hvor ubehageligt til mode jeg følte mig ved brugen af blodtransfusion. Til sidst nåede jeg til den konklusion at der var noget galt ved den behandling. Hvis bare jeg havde kendt Jehovas lov om blodets hellighed! Så havde jeg måske forstået hvorfor jeg var betænkelig ved denne praksis. — Apostelgerninger 15:19, 20.

Tilfredsstillelsen ved at hjælpe andre

Med tiden blev jeg kirurg og leder af en klinik i byen Santa Lucía. Jeg arbejdede også på det nationale institut for biologisk videnskab. Det var et meget tilfredsstillende arbejde. Jeg behandlede sygdomme, lindrede folks smerter, reddede mange menneskeliv og hjalp nye liv til verden. På grund af mine tidligere erfaringer med blodtransfusion undlod jeg at anvende denne behandling og udførte tusinder af operationer uden brug af blod. Jeg ræsonnerede at en blødning er ligesom vand der siver ud af et hul i en tønde. Det eneste rigtige er at lukke hullet, ikke at blive ved med at fylde tønden.

Jeg behandler Jehovas Vidner

Jeg stiftede bekendtskab med Jehovas Vidner i 1960’erne da de begyndte at komme til vores klinik for at blive opereret uden brug af blod. En patient jeg aldrig vil glemme, var en pioner (heltidsforkynder) som hed Mercedes Gonzalez. Hun var så anæmisk at lægerne på universitetshospitalet ikke turde operere hende, da de var sikre på at hun ikke ville overleve. Selv om hun havde mistet meget blod, opererede vi hende på vores klinik. Operationen gik godt, og hun fortsatte som pioner i mere end 30 år indtil hun for nylig døde i en alder af 86.

Det gjorde altid et dybt indtryk på mig at se den kærlighed og interesse Vidnerne viste deres kristne trosfæller der var indlagt. Når jeg gik stuegang, kunne jeg godt lide at høre dem tale om deres tro, og jeg tog imod de publikationer de tilbød mig. Jeg havde ikke forestillet mig at jeg en dag ikke blot ville være deres læge, men også deres åndelige broder.

Jeg fik en nærmere tilknytning til Jehovas Vidner da jeg blev gift med Beatriz, datteren af en af mine patienter. Størstedelen af hendes familie havde forbindelse med Jehovas Vidner, og efter at vi var blevet gift, blev hun  selv et Jehovas vidne. Jeg, derimod, var helt opslugt af mit arbejde og nød en vis agtelse inden for lægeverdenen. Jeg var meget glad for det liv jeg levede. Lidet anede jeg at min verden snart ville synke i grus.

Jeg rammes af modgang

Noget af det værste der kan ske for en kirurg, er at miste synet. Det var lige det der skete for mig. Jeg fik en nethindesygdom i begge øjne — jeg blev blind og anede ikke om jeg ville få synet igen. Efter at jeg var blevet opereret, lå jeg i sengen med bind for øjnene og blev dybt deprimeret. Jeg følte mig så ubrugelig og tom indeni at jeg besluttede at gøre ende på mit liv. Jeg befandt mig på fjerde sal, så jeg stod op af sengen og følte mig frem langs væggen i et forsøg på at finde et vindue som jeg kunne springe ud ad. Jeg endte dog ude på hospitalsgangen, og en sygeplejerske førte mig tilbage til sengen.

Jeg forsøgte ikke igen at tage mit eget liv. Men på grund af min blindhed var jeg fortsat deprimeret og irritabel. I den periode lovede jeg Gud at hvis jeg nogen sinde kom til at se igen, ville jeg læse Bibelen fra ende til anden. Med tiden fik jeg synet delvis igen, og jeg kunne læse. Jeg kunne dog ikke fortsætte som kirurg. Men „intet er så galt at det ikke er godt for noget,“ som man siger. Jeg skulle snart erfare sandheden i den talemåde.

En dårlig begyndelse

Jeg ville gerne købe The Jerusalem Bible med store typer. Men så hørte jeg at Jehovas Vidner havde en bibel der var billigere, og et ungt Jehovas vidne tilbød at aflevere et eksemplar på min bopæl. Næste formiddag stod han ved døren med den bibel jeg havde bestilt. Min kone lukkede op og talte med ham. Inde fra huset råbte jeg at hvis hun havde betalt ham for Bibelen, var der ikke nogen grund til at han skulle blive længere, og at han derfor godt kunne gå. Det gjorde han forståeligt nok øjeblikkeligt. Dengang anede jeg ikke at den selv samme person snart ville spille en stor rolle i mit liv.

En dag kom jeg til at love min kone noget som jeg ikke kunne holde. For at råde bod på det og gøre hende glad, sagde jeg at jeg ville tage med hende til den årlige højtid som Jehovas Vidner holder til minde om Kristi død. Da dagen oprandt, huskede jeg hvad jeg havde lovet, og overværede højtiden sammen med hende. Den venlige atmosfære og varme velkomst jeg fik, gjorde indtryk på mig. Da taleren indledte sit foredrag, så jeg til min overraskelse at det var den samme unge mand som jeg så uvenligt havde bedt om at forsvinde fra mit hus. Hans foredrag berørte mig dybt, og jeg havde det dårligt med at jeg havde været så uforskammet over for ham. Hvordan kunne jeg gøre det godt igen?

Jeg bad min kone invitere ham til at komme og spise en aften, men hun sagde: „Ville det ikke være mere passende at du inviterede ham? Bliv bare stående, så kommer han nok hen til os.“ Og ganske rigtigt, han kom hen og hilste på os og tog med glæde imod indbydelsen.

Den drøftelse vi fik den aften, var begyndelsen til mange forandringer i mit liv. Han viste mig bogen Sandheden der fører til evigt liv, * hvorefter jeg viste ham seks eksemplarer af selv samme bog. Jeg havde fået dem af forskellige hospitalspatienter der var Jehovas Vidner, men jeg havde aldrig læst i dem. Under og efter måltidet og til langt ud på natten blev jeg ved med at stille spørgsmål — og han besvarede dem alle ud fra Bibelen. Samtalen varede til den lyse morgen. Før den unge mand tog hjem, tilbød han at studere Bibelen med mig ved hjælp af ’Sandhedsbogen’. Vi gennemgik den på tre måneder og fortsatte med bogen „Babylon den store er faldet!“ Guds  rige hersker! * Derefter indviede jeg mit liv til Jehova og blev døbt.

Føler mig nyttig igen

Som følge af min blindhed blev mit „hjertes øjne“ åbnet for bibelske sandheder som jeg indtil da havde ignoreret. (Efeserne 1:18) Da jeg lærte Jehova og hans kærlige hensigt at kende, forandrede det mit liv totalt. Nu føler jeg mig igen nyttig og glad. Jeg hjælper folk både fysisk og åndeligt, og jeg viser dem hvordan de kan forlænge deres liv nogle år i denne tingenes ordning og få evigt liv i den nye ordning.

Ud over at holde mig ajour med det der sker inden for lægebehandling, har jeg foretaget research i emner som for eksempel risici ved blodtransfusion, alternative behandlingsmetoder, patientrettigheder og bioetik. Jeg har også haft lejlighed til at dele min viden med andre læger når jeg er blevet indbudt til at tale om disse emner på lægekonferencer. I 1994 overværede jeg den første konference om lægebehandling uden blod i Rio de Janeiro, Brasilien, hvor jeg holdt et indlæg om hvordan man kan behandle blødninger. Nogle af oplysningerne var med i en artikel jeg skrev, som hed: „Forslag til fremgangsmåde ved anti-hæmoragisk behandling,“ som blev publiceret i lægetidsskriftet Hemoterapia.

Min integritet sættes på prøve

Oprindeligt var mine betænkeligheder ved blodtransfusion overvejende baseret på den viden jeg havde som læge. Men da jeg blev indlagt som patient, fandt jeg ud af at det var en helt anden sag selv at skulle afvise blodtransfusion og holde fast ved sin tro under stærkt pres fra lægerne. Efter et alvorligt hjerteanfald måtte jeg i over to timer forklare en læge min holdning til brugen af blod. Han var søn af et ægtepar som jeg var meget gode venner med, og han sagde at han ikke ville lade mig dø hvis han mente at blodtransfusion kunne redde mig. Jeg bad stille Jehova om at hjælpe denne læge til at forstå og respektere mit standpunkt selv om han ikke var enig med mig. Til sidst lovede han at respektere mit ønske.

Da der ved en anden lejlighed skulle fjernes en stor svulst fra min blærehalskirtel, opstod der en blødning. Endnu en gang måtte jeg gøre rede for hvorfor jeg ikke vil have blodtransfusion, og selv om jeg mistede to tredjedele af mit blod, respekterede lægerne mit standpunkt.

En ændret indstilling

Som medlem af den internationale forening for bioetik har jeg haft den glæde at opleve en forandring i lægers og myndigheders indstilling til patientrettigheder. Lægernes formynderiske holdning er ved at blive erstattet af respekt for patienternes ret til informeret samtykke. Nu tillader de at patienterne har medindflydelse på deres egen behandling. Jehovas Vidner betragtes ikke længere som fanatikere der ikke fortjener lægebehandling. I stedet betragtes de som velinformerede patienter hvis rettigheder skal respekteres. På lægekonferencer og i tv-programmer har kendte professorer sagt: „Takket være Jehovas Vidners indsats forstår vi nu . . . ,“ „Vi har lært af Vidnerne . . .“ og „De har lært os at gøre forbedringer“.

 Det er blevet sagt at livet er vigtigere end alt andet, for uden det er frihed og værdighed uden betydning. Men mange accepterer nu et overordnet retsprincip idet de erkender at vi hver især har personlige rettigheder og selv kan vælge hvilke af disse rettigheder der skal prioriteres i en enhver given situation. På den måde bliver den enkeltes værdighed, valgfrihed og religiøse opfattelse sat i forgrunden. Patienten har selvbestemmelsesret. Jehovas Vidners Hospitalinformation har hjulpet mange læger til at få en større forståelse af dette spørgsmål.

Min families fortsatte støtte har givet mig mulighed for at være brugbar i tjenesten for Jehova og virke som ældste i den kristne menighed. Det jeg beklager mest, er, som allerede nævnt, at jeg ikke lærte Jehova at kende på et tidligere tidspunkt i mit liv. Jeg er dog meget taknemmelig for at han åbnede mine øjne for det vidunderlige håb om at leve under Guds riges styre, hvor „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg’“. — Esajas 33:24. *

[Fodnoter]

[Illustration på side 24]

Da jeg i trediveårsalderen arbejdede på et hospital i Santa Lucía

[Illustration på side 26]

Med min kone, Beatriz, i 1995