Oldtidens sportskampe og betydningen af at vinde

„ENHVER som tager del i en idrætskamp, viser selvbeherskelse i alt.“ „Hvis nogen tager del i kamplegene . . . krones [han] ikke medmindre han har kæmpet efter reglerne.“ — 1 Korinther 9:25; 2 Timoteus 2:5.

De ’kamplege’ apostelen Paulus hentydede til, var en integreret del af oldtidens græske kultur. Hvad fortæller historien os om disse idrætskampe og den atmosfære der omgav dem?

En udstilling der kunne ses i Roms Colosseum i sidste halvdel af 2003 med titlen Nike — Il gioco e la vittoria („Nike — kampen og sejren“), * besvarer i nogen grad ovennævnte spørgsmål og giver også anledning til nogle betragtninger over det kristne syn på sportskampe.

 En institution med dybe rødder

Grækenland var ikke det første sted hvor man afholdt idrætskampe, men allerede omkring det ottende århundrede før vor tidsregning beskrev den græske digter Homer et samfund hvor man blev opildnet af helteidealer og stimuleret af en konkurrenceånd som lagde vægt på kampmod og atletiske færdigheder. De første græske idrætskampe, forklarede udstillingen, begyndte som religiøse begivenheder til ære for guderne når store helte skulle begraves. For eksempel beskriver Homers Iliaden, det ældste eksisterende værk i den græske litteratur, hvordan ædle krigere, Achilleus’ ledsagere, lagde deres våben ved Patroklos’ begravelse og dystede om at vise deres mod ved bokse- og brydekampe, diskoskast, spydkast og væddeløbskørsel.

Med tiden afholdtes lignende sportskampe over hele Grækenland. I kataloget over udstillingen hedder det: „Sportskampene gav grækerne mulighed for midlertidigt — til ære for deres guder — at afstå fra deres endeløse og ofte voldelige stridigheder og få afløb for deres karakteristiske konkurrenceånd ved en mere fredelig, men ikke mindre alvorligt ment kamp: den sportslige konkurrence.“

Flere bystater antog den skik regelmæssigt at samles ved centralt beliggende helligdomme for at ære deres guder ved idrætskonkurrencer. Med tiden voksede fire sådanne idrætsstævner i betydning — De Olympiske og De Nemeiske Lege, begge viet til Zeus, og De Pythiske og De Isthmiske Lege, som var viet til henholdsvis Apollon og Poseidon — indtil de fik status af at være panhellenske, det vil sige at de var åbne for deltagere fra hele den græske verden. Ved stævnerne blev guderne æret med ofre og bønner, men også med de ypperste atletiske og kunstneriske konkurrencer.

De ældste og mest ansete af disse stævner, som siges at gå tilbage til 776 f.v.t., blev holdt hvert fjerde år i Olympia til ære for guden Zeus. Derefter kom De Pythiske Lege, som blev afholdt i Delfi, hvor oldtidens mest berømte orakel fandtes. Her var der også idrætskonkurrencer, men vægten lå på sang og dans til ære for musikkens og digtningens beskytter, Apollon.

Disciplinerne

Sammenlignet med nutidige idrætsstævner var antallet af discipliner ret begrænset, og der var kun mandlige deltagere. Ved oldtidens Olympiske Lege var der aldrig mere end omkring ti discipliner. På udstillingen i Colosseum kunne man se dem fremstillet i skulpturerne og afbildet på reliefferne, mosaikkerne og terrakottavaserne.

Der var løb over tre distancer: et kort løb på knap 200 meter, som var stadions længde. Derefter var der den dobbelte distance, to banelængder, på omkring 400 meter; og endelig var der et langdistanceløb på cirka 4500 meter. Deltagerne konkurrerede fuldstændig nøgne. I femkamp, pentatlon, var disciplinerne løb, længdespring, diskos- og spydkast og brydning. Andre kampe bestod af boksning og den såkaldte pankration, der beskrives som „en brutal sport hvor boksning med de bare næver var kombineret med brydning“. Så var der væddeløbskørsel over otte stadionlængder, det vil sige knap 1600 meter. Køretøjerne var lette stridsvogne der var åbne bagtil, forsynet med små hjul og forspændt med to eller fire unge eller fuldvoksne heste.

Boksekampene var hårde og endte undertiden med døden for den ene part. Boksernes  hænder var omviklet med remme af hårdt læder der var besat med skarpe metalstykker. Det er ikke så mærkeligt at en bokser ved navn Stratofonte ikke kunne kende sig selv da han så sig i spejlet efter en fire timers boksekamp. Antikke statuer og mosaikker viser at nævekæmperne blev frygteligt vansirede.

I brydning var det kun tilladt at gribe om modpartens overkrop, og sejrherren var den der først bragte sin modstander til fald tre gange. I modsætning hertil var der ingen forbudte greb i pankration. De kæmpende havde lov til at sparke, anvende stød og vride leddene om. Det var kun forbudt at trykke øjnene ud på modstanderen og at kradse og bide. Målet var at tvinge modstanderen i jorden og holde ham fast så han ikke kunne bevæge sig, og få ham til at overgive sig. Nogle mente at denne kamp var „den bedste man kunne se i Olympia“.

Den mest berømte pankrationkamp i oldtiden siges at have fundet sted i den olympiske finale i 564 f.v.t. En bryder ved navn Arrhachion var ved at blive kvalt af modstanderens greb, men havde åndsnærværelse nok til at vride en af modstanderens tæer om. Overvældet af smerte overgav denne sig et sekund før Arrhachion udåndede. Dommerne udråbte den døde Arrhachion til sejrherre!

Væddeløbskørsel med lette vogne var den mest prestigefyldte og mest populære disciplin blandt aristokraterne, for sejrherren var ikke vognstyreren, men vognens og hestenes ejer. De kritiske øjeblikke under kørselen var dels i begyndelsen af løbet, hvor vognstyrerne skulle holde deres bane, og dels ved vendepunkterne hvor vognene skulle køre rundt om stolperne ved banens ender. Ureglementeret kørsel kunne blive årsag til ulykker som gjorde denne populære sport endnu mere dramatisk.

Sejrsprisen

„Ved I ikke,“ sagde apostelen Paulus, „at løberne i et løb alle løber, men kun én får sejrsprisen?“ (1 Korinther 9:24) Det der betød noget, var at opnå sejrsprisen. Der var ingen sølv- eller bronzemedalje, ingen anden- eller tredjeplads. „Sejr, ’Nike’, var atletens egentlige mål,“ forklaredes det i oplysningerne om udstillingen. „Kun at sejre ville være tilfredsstillende, for kun dét ville genspejle sejrherrens sande karakter, både fysisk og moralsk, og være til ære for hans hjemby.“ Denne indstilling kan opsummeres med en linje fra Homer: „Jeg har lært bestandig at være tapper i strid.“ — Homers Iliade, oversat af Otto Steen Due, Sjette Sang, 444, 445.

Sejrsprisen i de panhellenske lege var rent symbolsk — en krans af blade. Paulus kaldte den „en forgængelig krone“. (1 Korinther 9:25) Men den rummede en dyb betydning. Den repræsenterede selve naturens kraft som var blevet overført til sejrherren. Sejren, som var opnået ved målrettet beslutsomhed, betød intet mindre end gudernes gunst. Udstillingen viste hvordan oldtidens kunstnere forestillede sig at Nike, sejrens vingede gudinde, satte kransen på sejrherrens hoved. En sejr i Olympia var højdepunktet af enhver atlets karriere.

Ved De Olympiske Lege var kransene lavet af blade af vild oliven, ved De Isthmiske af  fyrrekviste, ved De Pythiske af laurbærblade og ved De Nemeiske af vild selleri. Andre steder lovede legenes arrangører præmier i form af pengebeløb eller andet for at tiltrække de bedste idrætsfolk. Adskillige vaser på udstillingen i Colosseum havde været præmier ved De Panathenæiske Lege, som blev afholdt i Athen til ære for gudinden Athena. Disse vaser, såkaldte amforaer, havde oprindelig indeholdt kostbar attisk olie. En af vaserne har på den ene side et billede af gudinden Athena og bærer påskriften „Præmie for idrætskampene til ære for Athena“. På den anden side er der et billede af en sportsgren, sandsynligvis den hvori atleten vandt præmien.

De græske byer solede sig i deres idrætsmænds berømmelse, som gjorde dem til helte i de byer de kom fra, og deres hjemkomst blev fejret med triumftog. Statuer blev rejst til ære for dem og som en tak til guderne — en ære som ellers ikke blev vist nogen dødelige — og digtere sang om deres mod og tapperhed. Sejrherrerne fik derefter de forreste pladser ved offentlige ceremonier og modtog en pension af det offentlige.

Gymnasierne og idrætsudøverne

Idrætskonkurrencerne blev betragtet som et vigtigt element i bysoldatens uddannelse. Alle græske byer havde deres gymnasier, hvor fysisk træning for unge mænd var kombineret med undervisning i intellektuelle og åndelige fag. Gymnasiernes bygninger lå rundt om store åbne pladser hvor den sportslige udøvelse foregik. De var omgivet af søjlegange og andre overdækkede arealer hvor der var biblioteker og klasseværelser. Gymnasierne blev især benyttet af unge mænd fra velhavende familier som havde råd til at bruge tid på at uddanne sig i stedet for at arbejde. Atleterne underkastede sig en lang og intens forberedelse til deres deltagelse i legene, hjulpet af trænere, som også kunne foreskrive en bestemt kost og sikre at atleterne var seksuelt afholdende.

På Colosseum-udstillingen var der lejlighed til at beundre antikke skulpturer af atleter, for det meste romerske kopier af oprindelig græske skulpturer. Eftersom fysisk fuldkommenhed i den klassiske græske filosofi var lig med moralsk fuldkommenhed, repræsenterede de velproportionerede kroppe af sejrrige atleter et filosofisk ideal. Romerne beundrede dem som kunstværker og brugte dem til udsmykning af stadioner, bade, villaer og paladser.

Hos romerne var de sportsgrene hvor det gik hårdest til, de mest populære at overvære, så af alle de græske discipliner der blev indført i Rom, var boksning, brydning og pankration de mest yndede og dem der havde den største tilslutning. Romerne betragtede ikke disse sportsgrene som konkurrencer mellem ligemænd der dystede om hvem der var den bedste, men blot som underholdning. Den oprindelige opfattelse af sporten som et led i elitekrigeres og eliteatleters kollektive uddannelse havde man forladt. For romerne var de græske sportslege reduceret enten til sund motion før badet eller til en tilskuersport udøvet af professionelle der tilhørte de lavere klasser. Det gjaldt for eksempel gladiatorkampene.

 De kristne og legene

For de første kristne var legenes religiøse karakter en af grundene til at undgå dem, for „hvad overensstemmelse er der mellem Guds tempel og afguder?“ (2 Korinther 6:14, 16) Hvordan forholder det sig med sportskampe i dag?

Selvfølgelig afholdes sportskampe i vor tid ikke til ære for hedenske guder. Men er det ikke sandt at nogle sportskampe i dag er omgivet af en næsten religiøs begejstring som kan sammenlignes med den man så i oldtiden? Ydermere er nogle sportsudøvere — i deres stræben efter at vinde — forfaldet til at tage præstationsfremmende medikamenter som er til fare for deres liv og helbred.

For kristne er den legemlige opøvelse af begrænset værdi. Det er „hjertets skjulte menneske“, de åndelige egenskaber, der er noget værd i Guds øjne. (1 Peter 3:3, 4) Vi véd godt at det ikke er alle sportsudøvere i dag der er fyldt af en stærk konkurrenceånd, men mange er. Vil samvær med dem hjælpe os til at følge Bibelens opfordring til ’intet at gøre af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed at agte andre højere end os selv’? Vil det ikke snarere føre til „fjendskaber, strid, skinsyge, vredesudbrud, tilfælde af stridbarhed [og] splittelser“? — Filipperne 2:3; Galaterne 5:19-21.

I mange nutidige sportsgrene med to eller flere deltagere er muligheden til stede for at der øves vold. Enhver der føler sig tiltalt af sådanne sportsgrene, bør tænke på ordene i Salme 11:5: „Jehova ransager såvel den retfærdige som den ugudelige, og den der elsker vold, ham hader Hans sjæl.“

Det er i orden at dyrke sport når den holdes på sin rette plads. Apostelen Paulus sagde jo også at „legemlig opøvelse er gavnlig til lidt“. (1 Timoteus 4:7-10) Men når han henviste til de græske kamplege, brugte han dem kun til at illustrere betydningen af egenskaber som selvbeherskelse og udholdenhed, som kristne også må have. Det mål Paulus frem for alt stræbte efter at nå, var den ’sejrspris’ som Gud ville skænke ham, det evige liv. (1 Korinther 9:24-27; 1 Timoteus 6:12) Heri er han et eksempel for os!

[Fodnote]

[Ramme/illustrationer på side 31]

En bokser efter kampen

På denne bronzeskulptur fra det fjerde århundrede før vor tidsregning ses de katastrofale følger af oldtidens boksesport. Det hedder i kataloget over udstillingen i Roms Colosseum: „Bokserens modstand . . . under de udmattende kampe, hvor ’sår blev givet for sår’, blev lovprist som et efterfølgelsesværdigt eksempel.“ Og der siges videre: „Mærker efter den netop afsluttede kamp er føjet til arrene efter tidligere kampe.“

[Illustration på side 29]

Væddeløbskørsel var den mest prestigefyldte af disciplinerne i oldtidens sportskampe

[Illustration på side 30]

De antikke kunstnere forestillede sig at Nike, sejrens vingede gudinde, satte sejrskransen på vinderens hoved