Du kan efterligne Abrahams og Saras tro

HAN kaldes „fader til alle som tror“. (Romerne 4:11) Hans højt elskede hustru havde også en stærk tro. (Hebræerne 11:11) Vi taler om patriarken Abraham og hans hustru, Sara, som begge frygtede Gud. Hvorfor var de gode eksempler i tro? Hvilke prøver udholdt de? Og hvordan kan beretningen om deres liv være til gavn for os i dag?

Abraham viste tro da Gud befalede ham at forlade sit hjem. Jehova sagde: „Rejs bort fra dit land og fra dine slægtninge og fra din faders hus til det land som jeg vil vise dig.“ (1 Mosebog 12:1) Den trofaste patriark fulgte Guds befaling, for der siges: „Ved tro adlød Abraham da han blev kaldet til at gå ud til et sted han skulle få i arv; og han drog ud skønt han ikke vidste hvor han kom hen.“ (Hebræerne 11:8) Prøv at forestille dig hvad det indebar.

Abraham boede i Ur, i det nuværende sydlige Irak. Ur var et af Mesopotamiens blomstrende handelsområder hvorfra der blev handlet med lande omkring Den Persiske Bugt og sandsynligvis også Indusdalen. Sir Leonard Woolley, som har ledet den systematiske udgravning af Ur, peger på at de fleste huse på Abrahams tid var bygget af mursten og havde pudsede og hvidkalkede vægge. For eksempel har man fundet resterne af et toetages beboelseshus med en brolagt gårdsplads, som havde tilhørt en af byens velstående borgere. I stueetagen boede tjenestefolkene og gæsterne. Langs muren var der ud for første sal en svalegang af træ hele vejen rundt hvorfra der var adgang til familiens private rum. Sådanne huse med 10 til 20 værelser var „forholdsvis rummelige, og det gav mulighed for en livsstil der var behagelig og, efter Østens standard, luksuriøs,“ siger Leonard Woolley. Husene tilhørte „hovedsagelig civiliserede borgere og opfyldte de behov man havde i et højt udviklet bysamfund“. Hvis det var et sådant hjem Abraham og Sara forlod med udsigt til at bo i telte, har det at adlyde Jehova været forbundet med store ofre.

Først flyttede Abraham med sin familie til Karan, en by der lå i den nordlige del af Mesopotamien, og derefter til Kana’an. Det var en strækning på omkring 1600 kilometer — meget langt at flytte for et ældre ægtepar. Da de forlod Karan, var Abraham  75 år gammel, og Sara var 65. — 1 Mosebog 12:4.

Hvordan mon Sara har følt det da Abraham fortalte hende at de skulle flytte fra Ur? Måske har det bekymret hende at skulle forlade sit trygge, komfortable hjem, bosætte sig i et fremmed og muligvis fjendtligt land og affinde sig med en lavere levestandard. Ikke desto mindre underordnede Sara sig sin mand og kaldte ham „herre“. (1 Peter 3:5, 6) Nogle forskere mener at det var et udtryk for den ’respektfulde indstilling og væremåde som Sara plejede at have over for sin mand’, et vidnesbyrd om at hun „virkelig tænkte og følte sådan“. Men vigtigst af alt, Sara stolede på Jehova. Hendes tro og villighed til at underordne sig er et godt eksempel for kristne hustruer.

Vi er ikke blevet bedt om at forlade vort hjem for at adlyde Gud, skønt nogle heltidsforkyndere har forladt deres hjemland for at forkynde den gode nyhed i andre lande. Men uanset hvor vi tjener Gud, vil han give os det vi behøver, så længe vi sætter de åndelige interesser først i livet. — Mattæus 6:25-33.

Hverken Abraham eller Sara fortrød den beslutning de havde truffet. „Hvis de var blevet ved med at huske på det de var draget ud fra, havde de haft lejlighed til at vende tilbage,“ siger apostelen Paulus. Men de vendte ikke tilbage. I tillid til at Jehova „belønner dem som ivrigt søger ham“, troede de på hans løfter. Det samme må vi gøre hvis vi fortsat skal vise Jehova udelt hengivenhed. — Hebræerne 11:6, 15, 16.

Åndelige og materielle rigdomme

Da Abraham var kommet til Kana’an, sagde Gud til ham: „Dit afkom giver jeg  dette land.“ Det fik Abraham til at bygge et alter for Jehova og ’påkalde Jehovas navn’. (1 Mosebog 12:7, 8) Jehova gjorde Abraham rig, og hans husstand var blevet stor. Eftersom han engang mønstrede 318 trænede mænd, trælle der var født i hans hus, mener man at „hele hans husstand må have udgjort langt over tusind“. Uanset grunden, betragtede folk ham som „en Guds høvding“. — 1 Mosebog 13:2; 14:14; 23:6.

Abraham førte an i tilbedelsen, og han underviste sin husstand i hvordan man „holder sig til Jehovas vej ved at øve retfærdighed og ret“. (1 Mosebog 18:19) Kristne familieoverhoveder i dag kan hente opmuntring i Abrahams eksempel med hensyn til at lære deres familie at stole på Jehova og handle retfærdigt. Det er derfor ikke overraskende at Saras ægyptiske tjenestepige Hagar, patriarkens ældste tjener og Abrahams søn Isak satte deres lid til Jehova Gud. — 1 Mosebog 16:5, 13; 24:10-14; 25:21.

Abraham som fredsstifter

Begivenheder i Abrahams liv viste at han i sin personlighed prøvede at efterligne Gud. Han ville ikke tillade at der fortsat var en strid mellem hans egne og nevøen Lots hyrder. Derfor foreslog Abraham at de delte deres lejre, og han tilbød den yngre Lot at vælge det landområde han foretrak. Abraham var en fredsstifter. — 1 Mosebog 13:5-13.

Hvis vi kommer i den situation at vi må vælge mellem at holde på vores ret eller at bøje os for at bevare freden, er det værd at lægge mærke til at Jehova ikke lod Abraham lide afsavn fordi han viste Lot hensyn. Tværtimod. Gud lovede derefter Abraham og hans afkom hele det land Abraham så i alle retninger. (1 Mosebog 13:14-17) „Lykkelige er de som stifter fred,“ sagde Jesus, „for de vil blive kaldt ’Guds sønner’.“ — Mattæus 5:9.

Hvem ville blive Abrahams arving?

Trods løfterne om et afkom forblev Sara ufrugtbar. Abraham lagde sagen frem for Gud. Ville hans tjener Eliezer arve alt det han ejede? Nej, for Jehova sagde: „Denne mand kommer ikke til at arve dig, men en der udgår fra dit eget indre kommer til at arve dig.“ — 1 Mosebog 15:1-4.

Alligevel var de stadig barnløse, og den 75-årige Sara havde opgivet håbet om at blive gravid. Derfor sagde hun til Abraham: „Jehova har udelukket mig fra at føde børn. Jeg beder dig, gå ind til min tjenestepige. Måske kan jeg få børn ved hende.“ Abraham tog derefter Hagar som sin medhustru, havde omgang med hende, og hun blev gravid. Så snart Hagar blev klar over at hun var gravid, begyndte hun at foragte sin frue. I sin bitterhed beklagede Sara sig til Abraham og ydmygede derefter tjenestepigen så hun løb bort. — 1 Mosebog 16:1-6.

Abraham og Sara handlede i god tro ved at følge det der var skik og brug dengang. Men det var ikke på den måde Jehova ville give Abraham et afkom. Vores kultur kræver måske at vi under forskellige omstændigheder gør nogle bestemte handlinger, men det kan være at Jehova ser helt anderledes på sagen. Vi må derfor søge Guds ledelse og bede ham vise os hvordan han ønsker vi skal handle. — Salme 25:4, 5; 143:8, 10.

Intet er „for usædvanligt for Jehova“

Da tiden var inde, fødte Hagar Abraham en søn som fik navnet Ismael. Han var dog ikke det lovede afkom. Det var Sara der skulle føde denne arving på trods af sin høje alder. — 1 Mosebog 17:15, 16.

 Da Gud sagde at Sara skulle føde Abraham en søn, „faldt Abraham på sit ansigt og lo, idet han sagde i sit hjerte: ’Kan der fødes et barn til en mand der er hundrede år gammel, og kan Sara, ja en kvinde der er halvfems år gammel, føde børn?’“ (1 Mosebog 17:17) Da en engel gentog budskabet inden for Saras hørevidde, gav hun sig til at „le indvendig“. Men intet er „for usædvanligt for Jehova“. Vi må stole på at han kan gøre hvad som helst han beslutter sig for. — 1 Mosebog 18:12-14.

Det var „ved tro“ at Sara fik „kraft til at undfange, og det skønt hun var ude over aldersgrænsen, eftersom hun anså ham for trofast som havde givet løftet“. (Hebræerne 11:11) Da tiden var inde, fødte Sara Isak, hvis navn betyder „latter“.

Ubetinget tillid til Guds løfter

Jehova bekendtgjorde at Isak var den længe ventede arving. (1 Mosebog 21:12) Abraham må derfor have været chokeret da Gud bad ham om at ofre sin søn. Abraham havde dog gode grunde til ubetinget at stole på Jehova. Var Jehova ikke i stand til at oprejse Isak fra de døde? (Hebræerne 11:17-19) Havde Gud ikke allerede vist sin magt ved mirakuløst at genoplive Abrahams og Saras forplantningsevne så Isak kunne blive født? Overbevist om Guds evne til at opfylde sine løfter var Abraham villig til at adlyde. Han blev ganske vist forhindret i at dræbe sin søn. (1 Mosebog 22:1-14) Men det Abraham her måtte igennem, hjælper os til at forstå hvor vanskeligt det må have været for Jehova Gud ’at give sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv’. — Johannes 3:16; Mattæus 20:28.

Som følge af sin tro på Gud stod det klart for Abraham at arvingen til Guds løfter ikke kunne gifte sig med en afgudsdyrker i Kana’ans land. Hvordan kunne en gudfrygtig far som Abraham bifalde at hans søn giftede sig med én der ikke tjente Jehova? Han prøvede derfor at finde en passende kone til Isak blandt sine slægtninge i Mesopotamien, mere end 800 kilometer væk. Gud velsignede Abrahams anstrengelser ved at tilkendegive at Rebekka var den kvinde han havde udvalgt til at blive Isaks brud og en af Messias’ stammødre. Ja, Jehova ’velsignede Abraham i alt’. — 1 Mosebog 24:1-67; Mattæus 1:1, 2.

Velsignelser for alle nationerne

Abraham og Sara var gode eksempler med hensyn til at udholde prøver og at tro på Jehovas løfter. Opfyldelsen af sådanne løfter har betydning for menneskehedens  evige fremtid, for Jehova forsikrede Abraham: „Ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig fordi du har hørt efter min røst.“ — 1 Mosebog 22:18.

Naturligvis var Abraham og Sara ufuldkomne, ligesom vi er. Men da de forstod hvad Guds vilje var, rettede de sig uden tøven efter den — uanset hvad det indebar. Abraham bliver derfor husket som „Jehovas ven“, og Sara som en ’hellig kvinde der håbede på Gud’. (Jakob 2:23; 1 Peter 3:5) Ved at bestræbe os for at efterligne Abrahams og Saras tro kan vi glæde os over et dyrebart og nært forhold til Gud. Vi kan også få gavn af de værdifulde løfter Jehova gav Abraham. — 1 Mosebog 17:7.

[Illustration på side 26]

På grund af Abrahams og Saras tro velsignede Jehova dem med en søn i deres alderdom

[Illustration på side 28]

Abrahams eksempel hjælper os til at forstå hvad det betød for Jehova at lade sin enestefødte søn dø