Livsberetning

Fra de dystre fangehuller til De Schweiziske Alper

FORTALT AF LOTHAR WALTHER

Efter at jeg havde tilbragt tre lange år i de dystre fangehuller i Østtysklands kommunistiske fængsler, kunne jeg næsten ikke vente med igen at smage friheden og være sammen med min kære familie.

MEN jeg var ikke forberedt på det forvirrede udtryk min seksårige søn, Johannes, mødte mig med. I de sidste tre år havde han ikke set sin far. For ham var jeg en fuldstændig fremmed.

I modsætning til min søn havde jeg i min barndom kunnet glæde mig over at være sammen med mine kærlige forældre. Jeg er født i Chemnitz i Tyskland i 1928, og der var en varm atmosfære i vores hjem. Min far lagde ikke skjul på sin utilfredshed med religion. Han kunne huske hvordan „kristne“ soldater fra begge sider af fronten under den første verdenskrig ønskede hinanden en glædelig jul den 25. december, for dagen efter at fortsætte myrderierne. For ham var religion den værste form for hykleri der fandtes.

Desillusionering erstattes af tro

Lykkeligvis blev jeg sparet for den slags skuffelser. Den anden verdenskrig sluttede da jeg var 17 år gammel, og jeg undgik lige netop at blive indkaldt til militæret. Men der var alligevel nogle spørgsmål som foruroligede mig: ’Hvorfor slår mennesker hinanden ihjel? Hvem kan jeg stole på? Hvor kan jeg finde virkelig tryghed?’ Østtyskland, hvor vi boede, kom nu under sovjetisk styre. De kommunistiske idealer om retfærdighed, lighed, solidaritet og fredelig sameksistens appellerede til  dem der var lede og kede af krigens ødelæggelser. Men der gik ikke lang tid før mange af disse oprigtige mennesker blev stærkt desillusionerede — ikke over religion, men over politik.

Det var da jeg selv søgte efter nogle meningsfyldte svar på livets spørgsmål, at en af mine mostre, der var et af Jehovas Vidner, fortalte mig om sin tro. Hun gav mig en bog om Bibelen som fik mig til for første gang i mit liv at læse hele det 24. kapitel i Mattæusevangeliet. Bogens fornuftige og overbevisende forklaringer gjorde indtryk på mig. Den viste at vi befinder os ved „afslutningen på tingenes ordning“, og pegede på den egentlige årsag til menneskehedens problemer. — Mattæus 24:3; Åbenbaringen 12:9.

Jeg fik snart flere af Jehovas Vidners publikationer, og efterhånden som jeg slugte dem, gik det op for mig at jeg havde fundet den sandhed jeg så ivrigt havde søgt efter. Det var betagende at lære at Jesus Kristus var blevet indsat på tronen i himmelen i 1914, og at han inden længe ville fjerne alle ugudelige elementer og indføre velsignelser for de mennesker der ville adlyde ham. Noget andet der var en stor åbenbaring for mig, var da jeg forstod læren om genløsningen. Det hjalp mig til at henvende mig til Jehova Gud i en inderlig bøn for at bede ham om tilgivelse. Jeg blev dybt bevæget over den kærlige opfordring i Jakob 4:8: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“

Trods min store begejstring for min nyfundne tro havde mine forældre og min søster i begyndelsen svært ved at acceptere det jeg fortalte dem. Men det lagde ikke en dæmper på mit ønske om at overvære de kristne møder som en lille gruppe Jehovas Vidner holdt i nærheden af Chemnitz. Til min overraskelse tog mine forældre og min søster med mig til det første møde. Det var i vinteren 1945-46. Da der senere blev dannet en bibelstudiegruppe i Harthau, hvor vi boede, begyndte min familie at overvære møderne regelmæssigt.

„Jeg er kun en dreng“

Den forståelse jeg havde fået af vigtige bibelske lærepunkter, og det regelmæssige samvær med Jehovas folk fik mig til at indvi mit liv til Jehova, og den 25. maj 1946 blev jeg døbt. Til min store glæde gjorde mine forældre og min søster også åndelige fremskridt, og med tiden blev alle tre trofaste Jehovas Vidner. Min søster er stadig en aktiv forkynder i en af menighederne i Chemnitz. Min mor og far forblev trofaste til deres død. Mor døde i 1965, og far i 1986.

Seks måneder efter min dåb begyndte jeg som specialpioner. Det markerede begyndelsen til et liv hvor jeg har tjent både ’når tiden var gunstig og når tiden var ugunstig’. (2 Timoteus 4:2) Der gik ikke lang tid før der viste sig nye muligheder for tjeneste. Der var brug for heltidsforkyndere i et fjerntliggende område i Østtyskland. Sammen med  en anden broder stillede jeg mig til rådighed selv om jeg ikke følte at jeg havde den nødvendige erfaring eller modenhed til så ansvarsfuld en opgave. Eftersom jeg kun var 18 år gammel, følte jeg det som Jeremias der sagde: „Ak, . . . Jehova! Se, jeg ved jo ikke hvordan jeg skal tale, for jeg er kun en dreng.“ (Jeremias 1:6) Trods mine betænkeligheder besluttede de ansvarshavende brødre kærligt at give os lov til at prøve om vi kunne klare opgaven. Vi fik derfor tildelt distrikt i Belzig, en lille by i delstaten Brandenburg.

Det var en stor udfordring at forkynde i dette distrikt, men det gav mig en værdifuld oplæring. Med tiden fik adskillige fremtrædende forretningskvinder tro på budskabet om Riget og blev Jehovas Vidner. Ved at tage dette standpunkt gik de imod de dybt rodfæstede traditioner og satte sig ud over den mistro der prægede det lille landsbysamfund. Både de katolske og protestantiske præster var stærke modstandere af vores arbejde og bagtalte os fordi vi forkyndte. Men vi så hen til Jehova efter vejledning og beskyttelse og var derfor i stand til at hjælpe flere interesserede til at tage imod sandheden.

Intolerancens skyer trækker sammen

I 1948 oplevede vi både velsignelser og uventede vanskeligheder. Først fik jeg et pionerdistrikt i Rudolstadt, Thüringen. Her lærte jeg mange trofaste brødre og søstre at kende som jeg nød at samarbejde med. I juli samme år fik jeg endnu en velsignelse der fik stor indflydelse på mit liv. Jeg giftede mig med Erika Ullmann, en trofast og aktiv ung kristen kvinde som jeg havde kendt siden jeg begyndte at overvære møderne i menigheden i Chemnitz. Vi begyndte sammen i pionertjenesten i min hjemby, Harthau, men af helbredsgrunde og andre årsager var Erika efter nogen tid ikke i stand til at fortsætte i heltidstjenesten.

Det var svære tider for Jehovas folk. Arbejdsanvisningskontoret i Chemnitz annullerede mit rationeringskort til mad i et forsøg på at tvinge mig til at holde op med at forkynde og i stedet tage et fuldtidsarbejde. De ansvarshavende brødre brugte min sag som anledning til at anmode staten om at give Jehovas Vidner juridisk anerkendelse. Det blev afslået, og den 23. juni 1950 blev jeg idømt en bøde eller 30 dages fængsel. Vi appellerede dommen, men en højere retsinstans afviste appellen, og jeg blev sat i fængsel.

Det var bare en forsmag på den modstand og de genvordigheder der ventede os. Knap en måned senere, i september 1950, forbød det kommunistiske regime vores arbejde efter at have iværksat en smædekampagne mod os i medierne. På grund af vores neutralitet og den hurtige vækst vi oplevede, blev vi stemplet som farlige agenter der spionerede til fordel for Vesten og udførte „tvivlsomme aktiviteter“ under dække af religion. Samme dag som forbuddet blev udstedt, fødte min hustru vores søn, Johannes, i vores hjem mens jeg sad i fængsel. Trods jordemoderens protester trængte folk fra statssikkerhedstjenesten ind i vores lejlighed og gennemsøgte den for at finde beviser for deres anklager. De fandt selvfølgelig intet. Men det lykkedes dem senere at plante en stikker i vores menighed. Det medførte at jeg og alle andre ansvarshavende brødre blev fængslet i oktober 1953.

I dystre fangehuller

Efter at have fået domme på tre til seks år blev vi indsat i de uhumske fangehuller i borgen  Osterstein i Zwickau, hvor flere af vore brødre allerede sad indespærret. Trods de forfærdelige forhold var det en stor glæde at være sammen med modne brødre. Vi var berøvet vores frihed, men manglede ikke åndelig føde. Selv om Vagttårnet var forbudt og foragtet af regimet, fandt det vej ind i fængselet, ja, helt ind i vore celler! Hvordan gik det til?

Nogle af brødrene fik til opgave at arbejde i kulminer hvor de mødte Jehovas Vidner udefra der gav dem bladene. Derefter smuglede brødrene dem ind i fængselet, og ved hjælp af ren og skær opfindsomhed lykkedes det at videregive den stærkt tiltrængte åndelige føde til resten af os. Det var en stor glæde og opmuntring for mig at opleve Jehovas ledelse og omsorg på denne måde.

Mod slutningen af 1954 blev vi overført til det berygtede fængsel i Torgau. De Jehovas Vidner der sad der, var lykkelige for at vi kom. Indtil da var de forblevet åndeligt stærke ved at genkalde sig det de kunne huske, fra ældre numre af Vagttårnet. Hvor de dog længtes efter en ny forsyning af åndelig føde! Nu var det vores opgave at give dem del i det vi havde studeret i Zwickau. Men hvordan bar vi os ad eftersom det var strengt forbudt at tale med hinanden under de daglige gårdture? Brødrene havde givet os nogle nyttige tips om hvad vi kunne gøre, og Jehova holdt sin vældige beskyttende hånd over os. Det lærte os at det er vigtigt at studere Bibelen flittigt og tænke over det man lærer, mens man har muligheden for det.

Nogle vigtige beslutninger

Med Jehovas hjælp holdt vi ud. I slutningen af 1956 gav man til vores store overraskelse flere af os amnesti. Det er svært at beskrive den glæde vi følte da fængselsportene blev åbnet! På det tidspunkt var min søn seks år gammel, og jeg var ovenud lykkelig for igen at kunne være sammen med min hustru og hjælpe hende med at opdrage vores barn. Et stykke tid betragtede Johannes mig som en fremmed, men inden længe var der knyttet et nært venskabsbånd imellem os.

Jehovas Vidner i Østtyskland stod over for en meget vanskelig tid. Den tiltagende fjendtlighed mod vores kristne forkyndelse og det neutrale standpunkt vi indtog, betød at vi konstant havde en trussel hængende over hovedet. Det var et udmarvende liv i angst og fare. Erika og jeg måtte derfor omhyggeligt overveje situationen under bøn, og vi følte at vi måtte flytte for at kunne leve under mere gunstige forhold så vi ikke blev helt opslugt af bekymring. Vi ønskede at have frihed til at tjene Jehova og arbejde hen imod de åndelige mål vi satte os.

I foråret 1957 fik vi mulighed for at flytte til Stuttgart i Vesttyskland. Her var forkyndelsesarbejdet ikke forbudt, og vi kunne frit samles med vore brødre. Deres kærlige støtte var overvældende. Vi tilbragte syv år i menigheden i Hedelfingen. I disse år begyndte vores søn at gå i skole og gjorde gode fremskridt i sandheden. I september 1962 fik jeg den forret at overvære Rigets Tjenesteskole i Wiesbaden. Her blev jeg opfordret til sammen med min familie at flytte hen hvor der var brug for tysktalende brødre som kunne undervise i Bibelen. Det gjaldt blandt andet nogle områder i Tyskland og Schweiz.

Vi flytter til De Schweiziske Alper

I 1963 flyttede vi derfor til Schweiz. Vi fik til opgave at arbejde sammen med en lille menighed i Brunnen ved den smukke sø Urner See, i den centrale del af De Schweiziske Alper. For os var det som at være i et paradis. Vi skulle vænne os til den tyske dialekt man talte der, og til lokalbefolkningens mentalitet og måde at leve på. Men vi nød at kunne arbejde og forkynde blandt fredselskende mennesker. Vi tilbragte 14 år i Brunnen, og det var her vores søn voksede op.

 I 1977, da jeg var næsten 50 år, blev vi indbudt til at tjene på det schweiziske betelhjem i Thun. Det betragtede vi som et uventet privilegium, og vi tog imod det med stor værdsættelse. Min hustru og jeg tilbragte ni år i beteltjenesten, en tid der har haft særlig betydning for vores kristne liv og åndelige vækst. Vi glædede os også over at arbejde sammen med de lokale forkyndere i Thun og de nærliggende områder, hvor vi altid kunne betragte Jehovas storslåede skaberværk, de majestætiske snedækkede Berner Alper. — Salme 9:1.

Vi flytter igen

Næste gang vi flyttede, var i begyndelsen af 1986. Vi blev bedt om at tjene som specialpionerer i menigheden i Buchs som havde et meget stort distrikt i den østlige del af Schweiz. Nu måtte vi igen vænne os til en anden tilværelse. Men ønsket om at tjene Jehova der hvor vi kunne gøre mest nytte, hjalp os til, med hans velsignelse, at klare denne nye opgave. Af og til har jeg som vikar for kredstilsynsmænd besøgt nogle menigheder for at styrke dem. Der er nu gået atten år, og vi har haft mange glædelige oplevelser med at forkynde i dette område. Menigheden i Buchs er vokset, og vi glæder os over at kunne samles i en smuk rigssal, der blev indviet for fem år siden.

Jehova har gavmildt sørget for os. Vi har brugt det meste af vores liv i heltidstjenesten, men vi har aldrig manglet noget. Vi har den glæde og tilfredshed at se vores søn og svigerdatter og deres børn samt børnenes familier vandre trofast på Jehovas vej.

Jeg kan i dag se tilbage på et liv hvor vi har tjent Jehova ’når tiden har været gunstig, og når tiden har været ugunstig’. Den kristne tjeneste har medført at jeg både har oplevet de dystre fangehuller i kommunistiske fængsler og de pragtfulde bjerge i De Schweiziske Alper. Min familie og jeg har ikke fortrudt et eneste øjeblik.

[Ramme på side 28]

Ofre under to diktaturer står fast under forfølgelse

I Østtyskland, officielt betegnet som DDR (Deutsche Demokratische Republik), blev Jehovas Vidner udsat for brutal undertrykkelse. Optegnelser viser at mere end 5000 Jehovas Vidner blev sendt i tvangsarbejdslejre og interneringslejre på grund af deres kristne forkyndelse og neutralitet. — Esajas 2:4.

Nogle af dem er blevet betegnet som „dobbelte ofre“. Omkring 325 havde været indespærret i nazisternes koncentrationslejre og fængsler, og i 1950’erne blev de så forfulgt og fængslet af Stasi, DDR’s statssikkerhedstjeneste. Faktisk blev nogle af fængslerne brugt under begge regimer — først af nazisterne og senere af Stasi.

I løbet af det første årti med intens forfølgelse, fra 1950 til 1961, var der i alt 60 Jehovas Vidner — både mænd og kvinder — som døde i fængslerne på grund af mishandling, underernæring, sygdom og alderdom. Tolv Jehovas Vidner blev idømt livstidsstraffe som senere blev ændret til 15 års fængsel.

I dag findes der i det tidligere Stasi-hovedkvarter i Berlin en permanent udstilling som kaster lys over de 40 år hvor Jehovas Vidner officielt blev forfulgt i Østtyskland. Udstillingens billeder og personskildringer er et tavst vidnesbyrd om disse trofaste Vidners mod og åndelige styrke under denne ildprøve.

[Illustration på side 24]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikationer)

ØSTTYSKLAND

Rudolstadt

Belzig

Torgau

Chemnitz

Zwickau

[Illustration på side 25]

Borgen Osterstein i Zwickau

[Kildeangivelse]

Fotosammlung des Stadtarchiv Zwickau, Tyskland

[Illustration på side 26]

Med min hustru, Erika