Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Giver Bibelen råd om børneopdragelse?

Giver Bibelen råd om børneopdragelse?

Giver Bibelen råd om børneopdragelse?

ORKIDÉEN er en meget smuk blomst, men er ret vanskelig at dyrke. Skal det lykkes, må man sørge for at orkidéen får den rette mængde varme og lys, og at dens urtepotte har den rigtige størrelse. Det er heller ikke lige meget hvilken grobund den har, og hvilken gødning den får. Desuden kan sygdomsangreb og skadedyr nemt ødelægge den. Derfor går det ikke altid som man kunne ønske sig, første gang man forsøger at dyrke en orkidé.

At opdrage børn kræver også stor omhu, men er langt mere vanskeligt og kompliceret. Forældre kan derfor ofte føle sig rådvilde når det drejer sig om at opdrage børn. Mange indser at de har behov for hjælp, ligesom en orkidéejer kan have behov for råd fra en ekspert. Alle forældre ønsker naturligvis at få den bedst mulige rådgivning. Hvor finder man den?

Nu er Bibelen jo ikke en håndbog i børneopdragelse, men Skaberen har inspireret dens skribenter til at nedskrive mange praktiske råd om dette emne. Guds ord understreger vigtigheden af at man arbejder på at få gode og positive egenskaber, noget som mange synes der gøres for lidt ud af i dag. (Efeserne 4:22-24) Bibelen indeholder således en grundlæggende faktor for afbalanceret undervisning. Mange tusinder har haft gavn af at følge dens vejledning, uanset hvor de bor, og hvilken kulturel baggrund de har. Følgende bibelske råd kan derfor hjælpe dig til at opdrage dine børn på en god måde.

Forældres eksempel — den bedste undervisning

„Er så du, som underviser en anden, sådan at du ikke underviser dig selv? Du som forkynder: ’Stjæl ikke,’ stjæler du? Du som siger: ’Begå ikke ægteskabsbrud,’ begår du ægteskabsbrud?“ — Romerne 2:21, 22.

Direktøren for Seouls skolekommission siger: „Den bedste undervisning forældre kan give deres børn, er at være eksempler i ord og handling.“ Hvis forældre giver deres børn en specifik vejledning, men ikke selv er gode eksempler på området, vil barnet hurtigt opfatte dem som hyklere. Forældrenes ord vil ikke have den ønskede virkning. Hvis forældre vil lære deres børn at være ærlige, må de selv være ærlige. Forældre der ikke lige har lyst til at komme til telefonen, får til tider deres barn til at sige: „Min far (eller mor) er desværre ikke hjemme.“ Et barn der får besked på at sige sådan, sættes i forlegenhed og bliver forvirret. Det kan senere føre til at barnet forsøger at lyve sig ud af ubehagelige situationer uden at føle dårlig samvittighed. Hvis forældre oprigtigt ønsker at deres børn skal være ærlige, må de derfor selv være ærlige i ord og handling.

Vil du gerne have at dine børn skal tale pænt og respektfuldt? Så må du selv bruge et pænt og respektfuldt sprog. Børn er hurtige til at efterligne. Sung-sik, en far til fire, siger: „Min kone og jeg satte os for at vi aldrig ville bruge et grimt sprog. Vi viste hinanden respekt og hævede ikke vore stemmer når vi var vrede. Et godt eksempel er langt mere virkningsfuldt end ord. Vi glæder os over at vore børn taler høfligt og respektfuldt til andre.“ Bibelen siger i Galaterbrevet 6:7: „Hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ Forældre der ønsker at deres børn skal have en høj moral, må selv vise hvad det vil sige.

Bevar en god kommunikation

„Du skal indprente din søn [Guds bud] og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ — 5 Mosebog 6:7.

Det bliver mere og mere almindeligt at tage ekstra arbejde. Når både manden og hustruen er udearbejdende, har det stor indvirkning på børnene. For mange forældres vedkommende giver det mindre tid til at være sammen med deres børn. Når forældrene er hjemme, går tiden med husligt arbejde og andre gøremål, og derefter er de højst sandsynlig trætte og udmattede. Hvordan kan man under sådanne forhold bevare en god kommunikation med sine børn? Der er mulighed for at snakke sammen hvis forældre og børn hjælper hinanden med det huslige. En familiefar skilte sig af med fjernsynet, hovedsagelig for at få mere tid til at tale med sine børn. Han siger: „I begyndelsen kedede børnene sig, men efterhånden som vi spillede nogle lærerige spil sammen og drøftede interessante bøger, accepterede de forandringen.“

Det er vigtigt at børn i en tidlig alder bliver vant til at kommunikere med deres forældre. Ellers kan det være at de i pubertetsalderen ikke betragter deres forældre som fortrolige venner der kan hjælpe dem med deres problemer. Hvordan får man børnene til at åbne sig? Ordsprogene 20:5 siger: „Det der besluttes i en mands hjerte er som vand der ligger dybt, men en mand med dømmekraft kan trække det op.“ Forældre kan tilskynde deres børn til at give udtryk for hvad de tænker og føler, ved at stille spørgsmål som „Hvad mener du selv?“

Hvordan vil du reagere hvis dit barn begår en alvorlig fejl? På et sådant tidspunkt har barnet netop behov for at blive behandlet venligt og hensynsfuldt. Behersk dig mens du lytter til dit barn. En far fortæller hvad han gør for at tackle en sådan situation: „Når børnene har gjort noget forkert, prøver jeg at undgå at overreagere. Jeg sætter mig ned og lytter til hvad de har at sige. Jeg forsøger at forstå situationen. Hvis jeg har svært ved at beherske mig, venter jeg et øjeblik til jeg er faldet lidt ned.“ Hvis du kan beherske dine følelser og du forstår at lytte, vil vejledningen lettere blive accepteret.

Vigtigt at irettesætte i kærlighed

„I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ — Efeserne 6:4.

Det er meget vigtigt at du irettesætter på en kærlig måde, hvis det skal have den ønskede virkning. Hvordan kunne forældre komme til at ’irritere deres børn’? Hvis tilrettevisningen er helt ude af proportioner med den fejl der er begået, eller hvis den gives på en meget kritisk måde, vil børnene blive trodsige. Irettesættelse bør altid gives i kærlighed. (Ordsprogene 13:24) Når man ræsonnerer med sine børn, vil de forstå at man irettesætter dem fordi man elsker dem. — Ordsprogene 22:15; 29:19.

Det skader dog ikke at børnene oplever at en forkert adfærd af og til kan få ubehagelige konsekvenser. Hvis et af dine børn for eksempel har båret sig forkert ad over for en anden, kan du bede barnet om at give vedkommende en undskyldning. Når børnene bryder husreglerne, kan du pålægge dem nogle restriktioner for at understrege at reglerne skal tages alvorligt.

Hvis man skal retlede, er det vigtigt at gøre det på det rigtige tidspunkt. Der siges i Prædikeren 8:11: „Fordi dommen over den onde gerning ikke eksekveres hurtigt, derfor er menneskesønnernes hjerte fuldstændig besluttet på at handle ondt.“ Mange børn prøver om de kan slippe godt fra at have gjort noget forkert. Så hvis du én gang har advaret dem om hvad følgen vil blive for en bestemt forseelse, må du være konsekvent.

Vigtigt med sund adspredelse

„Der er . . . en tid til at le . . . og en tid til at danse omkring.“ — Prædikeren 3:1, 4.

Fritid og sund, ligevægtig adspredelse er vigtigt i forbindelse med et barns mentale og fysiske udvikling. Når forældrene gør noget sammen med deres børn, styrkes familiebåndene, og børnene opnår en vis tryghed. Hvilke former for adspredelse kan man foretage som familie? Hvis man bruger sin fantasi, kan man finde på meget at gøre sammen. Man kan dyrke udendørsaktiviteter som at tage på cykelture eller spille boldspil, der kan være tennis, badminton eller volleyball. Og man kan få mange glædelige stunder ved at spille sammen på musikinstrumenter. Det kan også give mange gode oplevelser at tage rundt i omegnen og nyde naturen.

I sådanne situationer har forældre mulighed for at give deres børn et ligevægtigt syn på adspredelse. En kristen far til tre sønner siger: „Jeg forsøger at interessere mig for hvad mine børn beskæftiger sig med. Hvis de for eksempel spiller computerspil, spørger jeg hvad det går ud på. Når de begejstret fortæller om det, benytter jeg anledningen til at tale med dem om farerne ved at beskæftige sig med noget nedbrydende. Jeg har lagt mærke til at de undgår skadelig underholdning.“ Ja, børn der kan lide at hygge sig sammen med familien, er mindre tilbøjelige til at ty til fjernsynsprogrammer, film og spil på internettet som skildrer vold, umoralitet og alkoholmisbrug.

Hjælp dine børn til at få gode venner

„Den der vandrer med de vise bliver vís, men den der omgås tåber går det dårligt.“ — Ordsprogene 13:20.

En kristen far der har opdraget fire gudfrygtige børn, siger: „Vigtigheden af at vælge de rette venner kan ikke understreges kraftigt nok. En dårlig ven kan ødelægge alt det man har bygget op.“ For at hjælpe sine børn til at opbygge gode venskaber stillede han dem nogle tankevækkende spørgsmål som: ’Hvem er din bedste ven? Hvorfor kan du godt lide ham? Kunne du nogen gange godt tænke dig at være ligesom ham?’ En anden far sørger for at børnene inviterer deres kammerater med hjem. På den måde har han lejlighed til at iagttage dem så han kan lede sine børn i den rigtige retning.

Det er også vigtigt at lære børnene at de lige så vel kan blive venner med ældre, som med jævnaldrende. Bum-sun, som har tre sønner, siger: „Jeg prøver at få mine børn til at forstå at venner ikke nødvendigvis behøver at være jævnaldrende, og hertil har jeg brugt eksemplet fra Bibelen med David og Jonatan. Jeg inviterer kristne i forskellige aldersgrupper hjem for at vi alle kan hygge os sammen. Det har betydet at børnene kommer sammen med flere som ikke lige er på deres egen alder.“ Det kan børnene have stor gavn af.

Børneopdragelsen kan lykkes

En undersøgelse foretaget i USA viste at mange forældre som gjorde noget for at lære deres børn egenskaber som selvbeherskelse, selvdisciplin og ærlighed, ikke havde særlig meget held med det. Hvorfor er det så svært? En mor som deltog i spørgeundersøgelsen, sagde: ’Det sørgelige er at det eneste man kan gøre hvis man fuldstændig ville beskytte sine børn, er at låse dem inde i et rum og aldrig lade dem komme ud i verden.’ Hun henviste til at det miljø børnene vokser op i, er værre end nogen sinde før. Kan det virkelig lykkes at opdrage børn godt i et så nedbrydende miljø?

Hvis du gerne vil have held med at dyrke en orkidé, men er bange for at den skal visne, kan du nemt miste modet. Du ville sikkert være mere rolig hvis en orkidéekspert kom forbi, gav dig nogle gode råd og fortrøstningsfuldt sagde: „Du vil få de bedste resultater ved at gøre det på den og den måde.“ Jehova, som er langt bedre i stand til at rådgive end noget menneske, har fortalt os hvordan vi bedst kan opdrage vore børn. Han siger: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ (Ordsprogene 22:6) Når du følger Bibelens råd om børneopdragelse, kan du få den glæde at se dine børn blive ansvarsbevidste voksne der tager hensyn til andre og har høje moralske værdinormer. Så vil de blive elsket af andre og ikke mindst af Jehova, vor himmelske Fader.