Livsberetning

Et lykkeligt liv trods store sorger

FORTALT AF AUDREY HYDE

Når jeg ser tilbage på over 63 år i heltidstjenesten — heraf 59 på Jehovas Vidners hovedkontor — kan jeg sige at jeg har haft et lykkeligt liv. Det var ganske vist forfærdeligt at se min første mand langsomt sygne hen af kræft og til sidst dø og min anden mand lide af de frygtelige følger af Alzheimers syge. Men lad mig fortælle hvordan jeg har kunnet bevare glæden trods disse sorger.

JEG voksede op på en gård i nærheden af den lille by Haxtun på prærien i det nordøstlige Colorado, nær grænsen til Nebraska. Jeg var det femte af Orille og Nina Mocks seks børn. Russell, Wayne, Clara og Ardis blev født mellem 1913 og 1920, og jeg kom til verden året efter. Curtis blev født i 1925.

I 1913 blev mor bibelstudent, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt, og med tiden fulgte resten af familien hendes eksempel.

Et sundt liv ude på prærien

Far var med på det sidste nye. Vi havde for eksempel elektrisk lys i alle gårdens bygninger, og det var meget usædvanligt dengang. Der var mange fordele ved at bo på en gård — vi fik æg fra vores egne høns og mælk, fløde og smør fra vores egne køer. Vi brugte heste til arbejdet i marken og dyrkede jordbær og kartofler foruden hvede og majs.

Far mente at vi børn havde godt af at lære at bestille noget. Allerede før jeg begyndte i  skolen, lærte jeg at arbejde i marken. Jeg kan huske sommerdage hvor jeg skulle luge lange rækker i haven i den bagende sol. ’Mon jeg nogen sinde når ned til enden af rækken?’ spurgte jeg mig selv. Sveden drev af mig, og jeg blev stukket af bier. Somme tider havde jeg ondt af mig selv fordi andre børn ikke skulle arbejde lige så hårdt som vi skulle. Men når jeg nu ser tilbage på min barndom, er jeg taknemmelig for at vi lærte at bestille noget.

Vi havde alle sammen nogle bestemte opgaver. Ardis var bedre til at malke køer end jeg, så jeg blev sat til at muge ud i hestestalden. Men vi lavede da også sjov og legede. Ardis og jeg spillede softball på et lokalt hold. Jeg var kaster eller stod ved tredje base, og Ardis stod ved første base.

Den klare nattehimmel var så smuk ude på prærien. De mange tusind stjerner fik mig til at tænke på Skaberen, Jehova Gud. Allerede som barn kendte jeg Salme 147:4, hvor der står: „Han [Jehova] har tal på stjernernes mængde; han kalder dem alle ved navn.“ På mange af disse klare aftener lagde vores hund, Judge, sig ved siden af mig med hovedet i mit skød. Om eftermiddagen sad jeg tit på verandaen og kiggede ud over de grønne hvedemarker. Når vinden blæste hen over dem, skinnede de som sølv i solen.

Mors gode eksempel

Min mor var en god og kærlig hustru. Far var husets herre, og mor lærte os at vi skulle respektere ham. I 1939 blev også han et af Jehovas Vidner. Vi var klar over at far elskede os selvom han satte os til at arbejde hårdt og ikke pakkede os ind i vat. Om vinteren gav han os tit en tur på en slæde trukket af et spand heste. Hvor vi nød disse ture i den glitrende sne!

Men det var mor der lærte os at elske Gud og respektere Bibelen. Vi lærte at Guds navn er Jehova, og at han er livets kilde. (Salme 36:9; 83:18) Vi lærte også at han har givet os nogle retningslinjer, ikke for at gøre livet surt for os, men for at hjælpe os. (Esajas 48:17) Mor mindede os ofte om at vi har fået en særlig opgave at udføre. Vi lærte at Jesus sagde til sine disciple: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — Mattæus 24:14.

Hvis mor ikke var i huset når jeg kom hjem fra skole, gik jeg ud for at lede efter hende. Da jeg var seks-syv år, fandt jeg hende engang ude i laden. Vi var oppe på  høloftet da der kom et voldsomt skybrud, og jeg spurgte hende om Gud nu sendte endnu en vandflod. Hun forsikrede mig om at Gud havde lovet at han aldrig mere ville ødelægge jorden ved hjælp af en vandflod. Jeg kan også huske at vi mange gange søgte ly i kælderen, for det var ikke usædvanligt at der kom tornadoer.

Mor var begyndt at deltage i forkyndelsen allerede før jeg blev født. En gruppe mødtes hjemme hos os, og alle dens medlemmer havde håb om at komme i himmelen sammen med Kristus. Mor havde ikke let ved at forkynde fra hus til hus, men hendes kærlighed til Gud sejrede over frygten. Hun var trofast til sin død den 24. november 1969, da hun var 84 år. „Mor, du kommer i himmelen, og du skal være sammen med dem du kender,“ hviskede jeg i hendes øre. Jeg var så glad for at jeg kunne være hos hende da hun døde, og forsikre hende om min tillid til det håb hun havde. Hun svarede stille: „Du er så god mod mig.“

Vi begynder at forkynde

I 1939 blev Russell pioner, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes. Han var pioner i Oklahoma og Nebraska indtil 1944 da han blev indbudt til at tjene på Jehovas Vidners hovedkontor (kaldet Betel) i Brooklyn, New York. Jeg begyndte som pioner den 20. september 1941 og tjente forskellige steder i Colorado, Kansas og Nebraska. Det var nogle dejlige år, ikke bare fordi jeg kunne hjælpe andre til at lære Jehova at kende, men også fordi jeg selv lærte at stole helt på ham.

Omkring den tid da Russell begyndte som pioner, læste Wayne på et universitet på østkysten efter at han havde haft verdsligt arbejde i en periode. Senere blev han indbudt til at tjene på Betel. I nogle år boede han på Kingdom Farm i nærheden af Ithaca, New York. Her blev der dyrket frugt og grøntsager til den lille stab der arbejdede på farmen, og desuden til de cirka 200 der arbejdede på Betel i Brooklyn. Wayne brugte sine evner og sin erfaring i tjenesten for Jehova frem til sin død i 1988.

Min søster Ardis blev gift med James Kern, og de fik fem børn. Hun døde i 1997. Min anden søster, Clara, er forblevet trofast mod Jehova frem til i dag, og når jeg har ferie, besøger jeg hende i Colorado. Vores lillebror, Curtis, kom til Brooklyn Betel i midten af 1940’erne. Han kørte en lastbil til og fra Kingdom Farm med forskellige varer og afgrøder. Han giftede sig aldrig, og i 1971 døde han.

Mit højeste ønske — beteltjeneste

Mine storebrødre kom på Betel før mig, og det var også mit højeste ønske at tjene der. Jeg er sikker på at det var på grund af deres gode eksempel at jeg blev indbudt. Når jeg hørte min mor tale om Guds folks historie, og når jeg med egne øjne så opfyldelsen af Bibelens profetier om de  sidste dage, styrkede det mit ønske om at komme på Betel. I en bøn til Jehova lovede jeg at hvis han lod mig tjene på Betel, ville jeg aldrig flytte derfra medmindre jeg fik bibelske forpligtelser at tage mig af.

Jeg kom til Betel den 20. juni 1945 og fik til opgave at gøre rent. Jeg skulle passe 13 værelser med 26 senge der skulle redes hver dag, foruden gange og trapper der skulle vaskes, og vinduer der skulle pudses. Det var hårdt arbejde. Hver dag når jeg var i gang med arbejdet, sagde jeg til mig selv: ’Ja, du er træt, men du er på Betel, i Guds hus!’

Da jeg lige var kommet på Betel, skete der noget rigtig pinligt. Jeg kom jo fra landet og anede ikke at man kaldte en lille vareelevator en ’dumbwaiter’ — en ’stum tjener’. En dag blev der ringet til mig på arbejdet, og én sagde: „Vil du godt lige sende ’den stumme tjener’ ned?“ Forbindelsen blev afbrudt med det samme, så jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Men så kom jeg i tanker om at der på den etage hvor jeg gjorde rent, boede en broder der var tjener i spisesalen. Jeg bankede så på hans dør og sagde: „De spørger efter dig nede i køkkenet!“

Jeg bliver gift med Nathan Knorr

Siden 1920’erne var de betelitter der ønskede at gifte sig, blevet bedt om at forlade Betel og tjene Rigets sag et andet sted. Men i begyndelsen af 1950’erne fik nogle få der havde tjent på Betel i lang tid, lov til at blive når de giftede sig. På et tidspunkt begyndte Nathan H. Knorr, der dengang ledede det verdensomspændende arbejde for Riget, at vise interesse for mig, og jeg tænkte: ’Nå, her er da i hvert fald en der bliver på Betel!’

Nathan havde meget at se til i forbindelse med Jehovas Vidners virksomhed i hele verden. Han var meget åben og oprigtig over for mig og nævnte mange grunde til at jeg skulle tænke mig godt om før jeg lovede at gifte mig med ham. Han rejste dengang meget for at besøge Jehovas Vidners afdelingskontorer i hele verden og var ofte væk i flere uger ad gangen. Han forklarede mig derfor at vi nu og da ville være adskilt i lange perioder.

Som ung pige havde jeg drømt om at blive gift om foråret og tilbringe hvedebrødsdagene på Hawaii. Vi blev imidlertid gift om vinteren, den 31. januar 1953, og hvedebrødsdagene, lørdag eftermiddag og søndag, tilbragte vi i New Jersey. Om mandagen begyndte vi på arbejdet igen. Men en uge efter rejste vi på en otte dages bryllupsrejse.

 En flittig ægtemand

Nathan var 18 da han kom på Betel i 1923. Han fik en værdifuld oplæring af erfarne brødre som Joseph F. Rutherford, der ledede Jehovas Vidners arbejde, og trykkeritilsynsmanden Robert J. Martin. Da broder Martin døde i september 1932, blev Nathan trykkeritilsynsmand. Året efter tog broder Rutherford Nathan med da han besøgte nogle af Jehovas Vidners afdelingskontorer i Europa. I januar 1942, da broder Rutherford døde, fik Nathan det ansvar at føre tilsyn med Jehovas Vidners verdensomspændende arbejde.

Nathan så altid fremad og lagde planer for fremtidig vækst. Nogle syntes at det var upassende, for man mente jo at enden for denne tingenes ordning snart ville komme. En broder der så hvad Nathan havde planlagt i forbindelse med trykkerivirksomheden, spurgte ham endda: „Hvad er det her for noget, broder Knorr? Har du ingen tro?“ Nathan svarede: „Jo, det har jeg, men nu er vi klar hvis det viser sig at enden ikke kommer så hurtigt som vi forventer.“

En idé som Nathan gik særlig stærkt ind for, var at der skulle oprettes en skole for missionærer. Den 1. februar 1943 begyndte det første hold elever at blive undervist på den store farm hvor min bror Wayne dengang arbejdede. Eleverne skulle studere Bibelen grundigt i løbet af cirka fem måneder. Nathan sørgede dog for at de også fik noget adspredelse. Han var med til at spille bold med de første klasser, men senere turde han ikke spille med fordi han var bange for at få skader så han ikke kunne komme til sommerens områdestævner. I stedet valgte han at være dommer. Til elevernes store fornøjelse fraveg han alle regler til fordel for de udenlandske elever på holdene.

Rejser sammen med Nathan

Med tiden begyndte jeg at komme med på Nathans rejser til udlandet. Jeg nød at tale med missionærerne og dem der arbejdede på afdelingskontorerne. Deres kærlighed og gudhengivenhed gjorde indtryk på mig, og jeg lærte om deres dagligdag og levevilkår i de lande hvor de tjente. Gennem årene har jeg fået mange breve der udtrykker taknemmelighed for vores besøg.

Når jeg tænker tilbage på vores rejser, kan jeg huske mange oplevelser. Da vi besøgte Polen, var der for eksempel to søstre som hviskede sammen mens jeg var til stede. Jeg spurgte: „Hvorfor hvisker I?“ De undskyldte og forklarede at de var blevet vant til at hviske da Jehovas Vidners arbejde var forbudt i Polen og deres hjem blev aflyttet.

Søster Adach var en af de mange der havde virket under forbuddet i Polen. Hun havde krøller og pandehår. Engang strøg hun pandehåret væk og viste mig et dybt ar som hun havde fået efter at en modstander havde slået hende. Jeg var rystet over at se følgerne af den grusomme behandling vores brødre og søstre havde måttet udholde.

Næst efter Betel er Hawaii det bedste sted jeg kender. Jeg kan huske det stævne der i 1957 blev holdt i byen Hilo på Hawaii. Det var et stort arrangement, og tilhørerantallet oversteg det samlede antal lokale Jehovas Vidner. Nathan fik endda overrakt byens nøgler af borgmesteren. Mange kom for at hilse på os og gav os blomsterkranse om halsen.

Et andet spændende stævne blev holdt i 1955 på Hitlers tidligere  paradeplads i Nürnberg. Det er almindeligt kendt at Hitler havde svoret at ville udrydde Jehovas tjenere i Tyskland, men nu var dette stadion fyldt med Jehovas Vidner! Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Podiet var kæmpestort og havde en imponerende baggrund bestående af 144 søjler. Jeg var på podiet og kunne se ud over den enorme tilhørerskare på over 107.000. Jeg kunne dårligt nok se den bagerste række, så stor var afstanden.

Vi fik et indtryk af de tyske brødres uangribelighed og den styrke de havde fået fra Jehova mens de blev forfulgt af nazistyret. Det styrkede vores egen beslutning om at forblive loyale og bevare vores uangribelighed over for Jehova. Nathan holdt det afsluttende foredrag, og til sidst vinkede han farvel til tilhørerne. De begyndte straks at vinke tilbage med deres lommetørklæder. Det lignede en smuk blomstereng.

Vores tur til Portugal i december 1974 var også uforglemmelig. Vi var med til det første møde Jehovas Vidner holdt i Lissabon efter at vores arbejde var blevet legaliseret. Det havde været forbudt i 50 år! Dengang var der kun 14.000 forkyndere i landet, men der kom over 46.000 til de to møder der blev holdt. Jeg fik tårer i øjnene da brødrene sagde: „Nu behøver vi ikke længere at skjule os. Vi er frie.“

Lige siden jeg rejste sammen med Nathan har jeg syntes godt om gadearbejde og uformel forkyndelse — i flyvemaskiner eller på restauranter. Jeg har altid noget læsestof med, så jeg er forberedt. Engang da vi ventede på et fly der var forsinket, spurgte en dame mig hvor jeg arbejdede. Det førte til en samtale med hende og andre der sad og lyttede i nærheden. Forkyndelsen og min tjeneste på Betel har altid givet mig stor glæde og holdt mig travlt beskæftiget.

Sygdom og opmuntrende afskedsord

I 1976 fik Nathan kræft, og jeg og andre af betelfamiliens medlemmer måtte pleje ham. Trods hans svigtende helbred inviterede vi forskellige brødre og søstre fra andre afdelingskontorer ind på vores værelse når de var på kursus i Brooklyn. Vi havde besøg af Don og Earlene Steele, Lloyd og Melba Barry, Douglas og Mary Guest, Martin og Gertrud Pötzinger, Pryce Hughes og mange andre. De fortalte ofte oplevelser fra det land de kom fra. Oplevelser der handlede om brødrenes udholdenhed under forbud, gjorde især indtryk på mig.

Da Nathan forstod at han snart skulle dø, gav han mig nogle gode råd for at hjælpe mig til at klare at blive enke. Han sagde: „Vi har haft et lykkeligt ægteskab. Det er der mange der aldrig oplever.“ Noget af det der gjorde vores ægteskab lykkeligt, var at Nathan var så betænksom. Når vi var ude at rejse og mødte forskellige mennesker, sagde han for eksempel til mig: „Audrey, hvis jeg somme tider ikke præsenterer dem for dig, er det fordi jeg ikke lige kan huske hvad de hedder.“ Jeg var så glad for at han havde sagt det på forhånd.

Nathan mindede mig også om dette: „Med døden er håbet sikret os, og vi skal aldrig lide mere.“ Så sagde han indtrængende til mig: „Du skal se fremad, for det er dér din belønning er. Lev ikke i fortiden — selvom du har minderne. Tiden vil læge dine sår. Du skal ikke blive bitter eller få ondt af dig selv. Vær glad for at du har haft glæder og velsignelser. Efter et stykke tid vil du opdage at minderne giver dig glæde. Minder er Guds gave til os.“ Han tilføjede: „Sørg for at have travlt — brug dit liv til at gøre noget for andre. Det vil hjælpe dig til at finde glæde ved livet.“ Den 8. juni 1977 afsluttede Nathan sit jordiske livsløb.

 Jeg bliver gift med Glenn Hyde

Nathan havde sagt at jeg kunne vælge at leve i fortiden med mine minder eller begynde på et nyt liv. I 1978, efter at jeg var flyttet til Watchtower Farms i Wallkill, New York, giftede jeg mig så med Glenn Hyde, en meget flot, stille og venlig mand. Før han blev et af Jehovas Vidner, havde han tjent i flåden da De Forenede Stater var i krig med Japan.

Glenn havde arbejdet i maskinrummet på en torpedobåd. På grund af maskinstøjen havde han mistet en del af hørelsen. Efter krigen var han blevet brandmand. I årevis havde han mareridt på grund af det han havde været igennem under krigen. Han havde lært sandheden at kende gennem sin sekretær, der havde forkyndt uformelt for ham.

I 1968 var Glenn blevet kaldt ind på Betel for at virke som brandmand i Brooklyn. Da Watchtower Farms så fik en brandbil, blev han flyttet dertil i 1975. Senere blev han ramt af Alzheimers syge, og da vi havde været gift i ti år, døde han.

Hvordan skulle jeg klare det? De kloge ord Nathan havde sagt til mig da han vidste at han skulle dø, var nu til trøst for mig endnu en gang. Jeg læste igen og igen det han havde skrevet til mig om at leve som enke. Jeg giver stadig hans råd videre til andre der mister deres ægtefælle, og de er også blevet trøstet af dem. Ja, det er godt at se fremad, som Nathan rådede mig til at gøre.

Det dyrebare brodersamfund

Noget der især har bidraget til mit lykkelige, meningsfyldte liv, er de kære venner jeg har i betelfamilien. En særlig nær veninde er Esther Lopez, der i 1944 udgik fra den tredje klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead. I februar 1950 vendte hun tilbage til Brooklyn for at oversætte bibelske bøger og blade til spansk. Når Nathan var ude at rejse, var jeg ofte sammen med Esther. Hun bor også på Watchtower Farms. Nu er hun midt i halvfemserne og ikke længere rask, så hun bliver passet på vores sygeafdeling.

Af min nærmeste familie er det kun Russell og Clara der lever endnu. Russell er over 90 og tjener stadig trofast på Betel i Brooklyn. Han var en af de første der fik lov til at blive på Betel efter at han var blevet gift. I 1952 giftede han sig med en betelsøster, Jean Larson. Jeans bror Max kom på Betel i 1939 og efterfulgte i 1942 Nathan som trykkeritilsynsmand. Max har stadig et stort ansvar på Betel, og desuden er han med til at passe sin kære hustru, Helen, der lider af multipel sklerose.

Når jeg ser tilbage på over 63 år i heltidstjenesten for Jehova, må jeg sige at jeg har haft et lykkeligt liv. Betel blev mit hjem, og jeg finder stadig stor glæde ved at tjene her. Jeg er taknemmelig for at mine forældre lærte os gode arbejdsvaner og gav os ønsket om at tjene Jehova. Men det der virkelig gør livet værd at leve, er vort dejlige brodersamfund og håbet om at komme til at leve sammen med vore brødre og søstre på en paradisisk jord og i al evighed tjene vor store Skaber, den eneste sande Gud, Jehova.

[Illustration på side 24]

Mine forældre på deres bryllupsdag i juni 1912

[Illustration på side 24]

Fra venstre til højre: Russell, Wayne, Clara, Ardis, mig og Curtis i 1927

[Illustration på side 25]

Her står jeg mellem Frances og Barbara McNaught da jeg var pioner i 1944

[Illustration på side 25]

På Betel i 1951. Fra venstre til højre: Mig, Esther Lopez og min svigerinde, Jean

[Illustration på side 26]

Sammen med Nathan og hans forældre

[Illustration på side 26]

Med Nathan i 1955

[Illustration på side 27]

Med Nathan på Hawaii

[Illustration på side 29]

Sammen med min anden mand, Glenn