Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Herliggør Gud „med én mund“

Herliggør Gud „med én mund“

Herliggør Gud „med én mund“

’Måtte . . . I enigt og med én mund . . . herliggøre vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader.’ — ROMERNE 15:5, 6.

1. Hvad lærte Paulus sine trosfæller angående uoverensstemmelser?

IKKE alle kristne træffer de samme valg eller synes om de samme ting. Men alligevel skal vi alle følges ad, skulder ved skulder, på vejen til livet. Er det muligt? Ja, hvis vi ikke blæser små uoverensstemmelser op til store stridsspørgsmål. Det lærte apostelen Paulus sine trosfæller noget om i det første århundrede. Hvordan forklarede han dette vigtige punkt? Og hvordan kan vi følge hans inspirerede vejledning i dag?

Betydningen af kristen enhed

2. Hvordan understregede Paulus behovet for enhed?

2 Paulus vidste hvor vigtigt det er at bevare den kristne enhed, og han gav sine trosfæller en god vejledning for at hjælpe dem til at affinde sig med hinanden i kærlighed. (Efeserne 4:1-3; Kolossenserne 3:12-14) Men efter at han i en periode på mere end 20 år havde oprettet og besøgt mange menigheder, vidste han at det kunne være vanskeligt at bevare enheden. (1 Korinther 1:11-13; Galaterne 2:11-14) Derfor gav han sine trosfæller i Rom denne tilskyndelse: „Måtte den Gud som skænker udholdenhed og trøst, nu give jer at . . . I enigt og med én mund kan herliggøre vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader.“ (Romerne 15:5, 6) I dag må vi også herliggøre Jehova Gud „med én mund“ som hans forenede folk. Gør vi det?

3, 4. (a) Hvilke forskellige baggrunde havde de kristne i Rom? (b) Hvordan kunne de kristne i Rom tjene Jehova „med én mund“?

3 Mange kristne i Rom var personlige venner af Paulus. (Romerne 16:3-16) Selvom de havde forskellig baggrund, betragtede Paulus alle sine brødre som nogle Gud elskede. Han skrev: „[Jeg] takker . . . min Gud gennem Jesus Kristus for jer alle, fordi jeres tro bliver omtalt i hele verden.“ De kristne i Rom var åbenbart gode eksempler på mange områder. (Romerne 1:7, 8; 15:14) Men samtidig så nogle af dem forskelligt på visse ting. I dag kommer kristne fra mange forskellige samfundslag og kulturer, og en nærmere undersøgelse af Paulus’ inspirerede vejledning om hvordan man skal tackle meningsforskelle, kan hjælpe dem til at tale „med én mund“.

4 I Rom var der både jødiske og ikkejødiske kristne. (Romerne 4:1; 11:13) Nogle af de jødekristne havde åbenbart ikke lyst til at holde op med at praktisere de skikke de havde fulgt under Moseloven, selvom de burde have indset at det ikke var nødvendigt at holde dem for at blive frelst. På den anden side forstod mange af de jødekristne at Kristi offer befriede dem for de begrænsninger de havde været underlagt før de blev kristne, og de ændrede derfor nogle af deres personlige vaner. (Galaterne 4:8-11) Men som Paulus påpegede, var de alle „Guds elskede“. De kunne prise Gud „med én mund“ hvis de bevarede den rette indstilling til hinanden. I dag ser vi måske også forskelligt på nogle ting, og derfor vil det være godt at vi tænker nøjere over hvordan Paulus forklarer denne vigtige sandhed. — Romerne 15:4.

„I skal . . . acceptere hinanden“

5, 6. Hvorfor havde de kristne i Rom forskellige opfattelser?

5 I sit brev til romerne omtaler Paulus en situation som de kristne så forskelligt på. Han skriver: „Én har tro til at spise alt, men den svage spiser grøntsager.“ Hvordan kunne det være? Jo, under Moseloven måtte man ikke spise svinekød. (Romerne 14:2; 3 Mosebog 11:7) Efter Jesu død gjaldt denne lov imidlertid ikke længere. (Efeserne 2:15) Og tre og et halvt år efter Jesu død forklarede en engel apostelen Peter at ingen fødevarer var urene i Guds øjne. (Apostelgerninger 11:7-12) Med dette i tanke har nogle jødekristne måske følt at de med god samvittighed kunne spise svinekød — eller andre fødevarer der havde været forbudt under Loven.

6 Men for andre jødekristne har selve tanken om at spise fødevarer der tidligere var urene, sikkert været afskyelig. Måske har de instinktivt følt sig stødt over at se deres jødekristne brødre spise disse ting. På den anden side har nogle af de ikkejødiske kristne, hvis religiøse baggrund sikkert ikke omfattede regler for hvad man måtte spise, måske undret sig over at nogen kunne gøre mad til et problem. Det var naturligvis ikke forkert at nogle afholdt sig fra visse fødevarer hvis blot de ikke mente at det var en betingelse for at blive frelst. Men de forskellige synspunkter kunne let have skabt strid i menigheden. De kristne i Rom måtte passe på at sådanne meningsforskelle ikke hindrede dem i at herliggøre Gud „med én mund“.

7. Hvilke forskellige opfattelser havde de kristne angående det at helligholde en bestemt dag i ugen?

7 Paulus nævner endnu et eksempel: „Én bedømmer én dag som bedre end en anden; en anden bedømmer hver dag som god.“ (Romerne 14:5a) Under Moseloven måtte man ikke udføre noget som helst arbejde på sabbatten. Selv rejseaktivitet var stærkt begrænset på den dag. (2 Mosebog 20:8-10; Mattæus 24:20; Apostelgerninger 1:12) Men da Loven blev ophævet, blev disse forbud fjernet. Alligevel har nogle jødekristne måske haft det dårligt med at arbejde eller rejse langt på en dag som de tidligere havde betragtet som hellig. Selv efter at de var blevet kristne, satte de måske den syvende dag til side til åndelige formål til trods for at sabbatsloven set med Guds øjne ikke længere var i kraft. Var det forkert af dem? Nej, kun hvis de insisterede på at overholdelse af sabbatten var et krav fra Gud. Af hensyn til sine kristne brødres samvittighed skrev Paulus derfor: „Lad enhver være fuldt overbevist i sit eget sind.“ — Romerne 14:5b.

8. Hvad måtte de kristne i Rom ikke gøre selvom de skulle tage hensyn til andres samvittighed?

8 Skønt Paulus kærligt opfordrede sine brødre til at have tålmodighed med dem der kæmpede med samvittighedsspørgsmål, fordømte han i stærke vendinger dem der søgte at tvinge deres trosfæller til at følge Moseloven som en betingelse for at opnå frelse. Omkring år 61 e.v.t. skrev Paulus for eksempel Hebræerbrevet, et magtfuldt brev til de jødekristne hvori han meget klart gjorde rede for at det ikke havde nogen værdi at følge Moseloven, da kristne havde et bedre håb baseret på Jesu genløsningsoffer. — Galaterne 5:1-12; Titus 1:10, 11; Hebræerne 10:1-17.

9, 10. Hvad bør kristne undlade at gøre, og hvorfor?

9 Som vi har set, forklarer Paulus at det ikke nødvendigvis truer enheden at kristne træffer forskellige valg, hvis blot der ikke er tale om en overtrædelse af kristne principper. Paulus spørger derfor de kristne der har en svagere samvittighed: „Hvorfor dømmer du din broder?“ Og derefter spørger han dem der er stærkere (måske dem hvis samvittighed tillader dem at arbejde på sabbatten eller at spise visse fødevarer der havde været forbudt under Loven): „Hvorfor ser du ned på din broder?“ (Romerne 14:10) Ifølge Paulus må kristne med en svag samvittighed ikke fordømme dem af deres brødre der er mere tolerante. Samtidig må stærke kristne ikke se ned på dem der stadig har en svag samvittighed på visse områder. De skal hver især respektere andres motiver og ikke „tænke højere om sig selv end [de] bør tænke“. — Romerne 12:3, 18.

10 Paulus forklarede den ligevægtige holdning på denne måde: „Lad ikke den der spiser, se ned på den der ikke spiser, og lad ikke den der ikke spiser, dømme den der spiser, for Gud har accepteret vedkommende.“ Desuden sagde han: „Messias [har også] accepteret os, til ære for Gud.“ Eftersom både de stærke og de svage accepteres af Gud og Kristus, bør vi også være storsindede og „acceptere hinanden“. (Romerne 14:3; 15:7) Hvem kan med rette bestride det?

Broderkærlighed skaber enhed i dag

11. Hvilken speciel situation opstod på Paulus’ tid?

11 I sit brev til romerne beskrev Paulus en helt speciel situation. Jehova havde kort tid forinden ophævet én pagt og indstiftet en ny. Nogle havde svært ved at tilpasse sig den nye pagt. En fuldstændig tilsvarende situation findes ikke i dag, men fra tid til anden kan der opstå lignende problemer.

12, 13. I hvilke situationer kan kristne i dag tage hensyn til deres trosfællers samvittighed?

12 For eksempel har en kristen kvinde måske tidligere tilhørt et trossamfund der lagde vægt på at man klæder sig meget enkelt og ikke bruger makeup. Når hun lærer sandheden at kende, har hun måske svært ved at vænne sig til tanken om at det ikke er forkert at bruge en diskret makeup eller klæde sig farverigt, men samtidig beskedent og passende til lejligheden. Da der ikke er nogen bibelske principper involveret, vil det ikke være rigtigt at forsøge at overtale hende til at gå imod sin samvittighed. På den anden side må hun indse at hun ikke bør kritisere kristne kvinder der med god samvittighed bruger makeup og går i farverigt tøj.

13 Lad os tage et andet eksempel. En kristen mand er måske vokset op i et miljø hvor det ikke var velset at drikke alkohol. Nu hvor han har fået kundskab om sandheden, har han lært at vin ifølge Bibelen er en gave fra Gud der gerne må nydes med måde. (Salme 104:15) Det accepterer han, men som følge af sin baggrund vælger han alligevel at afholde sig helt fra alkohol. Han kritiserer dog ikke dem der drikker alkohol med måde. Derved følger han Paulus’ vejledning: „Lad os . . . jage efter det der skaber fred og er til indbyrdes opbyggelse.“ — Romerne 14:19.

14. I hvilke situationer kan kristne vise at de forstår ånden i Paulus’ vejledning til romerne?

14 Der opstår også andre situationer der kræver at vi forstår ånden i Paulus’ vejledning til romerne. Den kristne menighed består af mange forskellige personer, og de har ikke alle samme smag. Derfor træffer de individuelle valg, for eksempel hvad påklædning og frisure angår. I Bibelen findes der naturligvis nogle klare principper som alle oprigtige kristne følger. Ingen af os bør have en påklædning eller en frisure der er aparte eller ubeskeden, eller som sætter os i bås med elementer i verden som vi ikke ønsker at efterligne. (1 Johannes 2:15-17) Kristne holder sig for øje at de altid, også når de slapper af, er Jehovas tjenere og repræsenterer universets Suveræn. (Esajas 43:10; Johannes 17:16; 1 Timoteus 2:9, 10) Men på mange områder har kristne en bred vifte af valgmuligheder. *

Undgå at bringe andre til snublen og fald

15. Hvornår vil en kristen af hensyn til sine brødre undlade at gøre noget som han ellers har ret til?

15 I sin vejledning til de kristne i Rom henleder Paulus vores opmærksomhed på endnu et vigtigt princip. Undertiden vil en kristen med en veloplært samvittighed måske fravælge noget som han ellers har ret til. Hvorfor? Fordi han er klar over at det kunne skade andre. Hvad kan vi gøre i et sådant tilfælde? Paulus skrev: „Det er godt ikke at spise kød, ikke at drikke vin, ikke at gøre noget som kan blive en snublesten for din broder.“ (Romerne 14:14, 20, 21) Ja, „vi som er stærke er skyldige at bære deres svagheder som ikke er stærke, og ikke være os selv til behag. Lad enhver af os være sin næste til behag i det der er godt til hans opbyggelse.“ (Romerne 15:1, 2) Hvis vore valg kunne såre en trosfælles samvittighed, vil broderkærligheden få os til at tage hensyn og undlade visse ting. Et eksempel kunne være det at drikke alkohol. En kristen har lov til at drikke vin med måde. Men hvis det kunne få hans broder til at snuble, vil han ikke holde på sin ret.

16. Hvordan kan vi tage hensyn til dem der bor i vores distrikt?

16 Dette princip kan også anvendes på vores opførsel uden for den kristne menighed. For eksempel bor vi måske i et område hvor tilhængerne af den fremherskende religion betragter en af ugens dage som en hviledag. Så vil vi på den dag i videst muligt omfang undlade at foretage os noget der kunne støde vore naboer og lægge hindringer i vejen for forkyndelsen. Man kunne også forestille sig at en velhavende kristen gerne vil tjene hvor behovet er større og derfor flytter til et område hvor folk er fattige. Han vil måske vælge at tage hensyn til sine naboer ved at klæde sig meget enkelt eller ved at leve mere beskedent end hans midler giver ham mulighed for.

17. Hvorfor er det rimeligt at vi tager hensyn til andre når vi træffer personlige valg?

17 Er det rimeligt at forvente at de „som er stærke“, tager hensyn til andre på den måde? Tænk engang over denne illustration: Du kommer kørende ud ad en landevej og ser nogle børn der går faretruende tæt på vejbanen længere fremme. Fortsætter du med at køre med den højest tilladte hastighed bare fordi du har lov til det? Nej, du sætter farten ned for at undgå at bringe børnene i fare. På samme måde er det indimellem nødvendigt at vi udviser en vis forsigtighed i forholdet til vore trosfæller eller andre. Måske foretager vi os noget som vi er i vores fulde ret til at gøre. Vi overtræder ingen bibelske principper. Men hvis det kunne volde anstød hos andre eller skade nogle med en svag samvittighed, vil kristen kærlighed få os til at fare med lempe. (Romerne 14:13, 15) Det er vigtigere at bevare enheden og fremme Rigets sag end at holde på sin ret.

18, 19. (a) Hvordan følger vi Jesu eksempel når vi tager hensyn til andre? (b) På hvilket område er vi helt forenede, og hvad vil blive behandlet i den næste artikel?

18 Når vi på den måde tager hensyn til andre, følger vi det bedst tænkelige eksempel. Paulus skrev: „Heller ikke Messias var sig selv til behag; men som der står skrevet: ’Forsmædelserne fra dem der smædede dig, er faldet på mig.’“ Jesus var villig til at ofre sit liv for os. Vi er naturligvis også villige til at ofre nogle af vore rettigheder hvis det kan hjælpe dem der „ikke er stærke“, til at herliggøre Gud i enhed sammen med os. Ved at være hensynsfulde og storsindede over for kristne der har en svagere samvittighed — eller ved godvilligt at begrænse vores valgfrihed og undlade at holde på vores ret — viser vi at vi har „samme sindsindstilling over for hinanden som den Kristus Jesus havde“. — Romerne 15:1-5.

19 Selvom vi måske ser lidt forskelligt på spørgsmål hvor der ikke er bibelske principper involveret, er vi helt forenede når det gælder tilbedelsen af Gud. (1 Korinther 1:10) Denne enhed kommer tydeligt til udtryk, for eksempel ved den måde vi reagerer på over for dem der modstår den sande tilbedelse. I Guds ord kaldes disse modstandere fremmede, og vi advares om at vi skal være på vagt over for „de fremmedes stemme“. (Johannes 10:5) Hvordan kan vi kende disse fremmede? Hvordan bør vi reagere over for dem? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.

[Fodnote]

^ par. 14 Mindreårige børn må følge deres forældres ønsker hvad påklædning angår.

Repetition

● Hvorfor truer det ikke vores enhed at vi ser forskelligt på personlige anliggender?

● Hvorfor bør vi som kristne tage kærligt hensyn til hinanden?

● På hvilke måder kan vi i dag anvende Paulus’ vejledning om enhed, og hvad vil motivere os til det?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 9]

Paulus’ vejledning om enhed var af stor betydning for menigheden

[Illustration på side 10]

Kristne er forenede selvom de har forskellig baggrund

[Illustration på side 12]

Hvad bør bilisten nu gøre?