Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jagten efter lykke

Jagten efter lykke

Jagten efter lykke

FOR nogle år siden blev en del franskmænd, tyskere, briter og amerikanere spurgt hvad de mente der skulle til for at blive lykkelig. Af de interviewede svarede 89 procent at det afhang af et godt helbred; 79 procent pegede på et godt ægteskab eller partnerskab; 62 procent på glæden ved at have børn; og 51 procent mente at lykke hang sammen med at gøre karriere. Og selv om man siger at lykken ikke afhænger af penge, var 47 procent af de adspurgte overbeviste om det modsatte. Hvad viser kendsgerningerne?

Lad os først se på den formodede sammenhæng mellem penge og lykke. En forespørgsel blandt de 100 rigeste personer i USA viste at de ikke var lykkeligere end folk i almindelighed. Og til trods for at mange i USA nærmest har fået dobbelt så mange materielle besiddelser i løbet af de sidste 30 år, er folk ifølge sundhedseksperterne ikke mere glade end de var førhen. „I samme periode er depressioner blevet hyppigere. Antallet af selvmord blandt teenagere er tredoblet, og skilsmissetallet er fordoblet,“ fremgår det af en rapport. I hen mod 50 forskellige lande er forskere der har studeret sammenhængen mellem penge og lykke, kommet til den konklusion at lykken ikke kan købes for penge.

Hvilken betydning har faktorer som et godt helbred, et godt ægteskab og en karriere så for ens lykke? Hvis disse faktorer var absolut nødvendige for at man kunne være lykkelig, hvad så med de millioner af mennesker som ikke har et godt helbred eller et godt ægteskab? Hvad med de ægtepar som er barnløse, eller alle de mænd og kvinder der ikke har skabt sig en karriere? Er de dømt til at være ulykkelige? Og vil den lykke der formodes at hænge sammen med et godt helbred og et godt ægteskab, forsvinde hvis situationen ændrer sig?

Søger vi de rette steder?

Vi ønsker alle at være lykkelige. Det er ikke overraskende eftersom menneskets Skaber beskrives som ’den lykkelige Gud’, og eftersom vi er skabt i hans billede. (1 Timoteus 1:11; 1 Mosebog 1:26, 27) Det er derfor kun naturligt at vi søger efter lykken. Men det er gået op for mange at det at holde på lykken er som at holde på sand — begge dele glider let en af hænde.

Kunne det tænkes at nogen søger lykken for ihærdigt? Det mente forfatteren Paul Claudel. Han udtalte: „Den bedste måde at undgå lykken på er at lede efter den.“ Søger man efter lykken de forkerte steder, kan man være sikker på at blive skuffet og frustreret. Det medfører ikke lykke at stræbe efter rigdom, berømmelse eller anerkendelse, at arbejde på at nå politiske, sociale eller økonomiske mål, eller at leve et selvcentreret liv optaget af at tilfredsstille sine ønsker. Ikke uden grund har nogle tilsluttet sig en forfatters ironiske udtalelse: „Hvis vi bare ville holde op med at jage efter lykken, kunne vi såmænd have det helt godt.“

Meningsmålingen som er omtalt i indledningen af denne artikel, viste interessant nok også at 4 ud af 10 føler at lykken hænger sammen med at gøre noget for andre. Og hver fjerde mente at lykken i høj grad afhang af tro og religiøs overbevisning. Det er tydeligt at der er grund til at se nærmere på hvad der skal til for at blive virkelig lykkelig. Det vil vi gøre i den følgende artikel.

[Illustrationer på side 3]

Mange mener at lykken er betinget af penge, et godt familieliv eller en karriere. Mener du også det?