Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vær på vagt over for „de fremmedes stemme“

Vær på vagt over for „de fremmedes stemme“

Vær på vagt over for „de fremmedes stemme“

„En fremmed vil de ikke følge, men de vil tværtimod flygte fra ham, for de kender ikke de fremmedes stemme.“ — JOHANNES 10:5.

1, 2. (a) Hvordan reagerer Maria da Jesus kalder hende ved navn, og hvilken udtalelse som Jesus tidligere har fremsat, illustrerer dette? (b) Hvad sætter os i stand til at holde os nær til Jesus?

DEN opstandne Jesus får øje på en kvinde der står i nærheden af hans tomme grav. Han kender hende godt. Det er Maria Magdalene. Knap to år tidligere helbredte han hende for dæmonbesættelse. Siden da har hun fulgt ham og hans apostle og sørget for deres daglige fornødenheder. (Lukas 8:1-3) Men i dag græder Maria. Hun er overvældet af sorg fordi hun har set Jesus dø, og nu er hans legeme endda borte! Jesus spørger hende: „Kvinde, hvorfor græder du? Hvem søger du?“ I den tro at han er havemanden, svarer hun: „Herre, hvis du har fjernet ham, så sig mig hvor du har lagt ham, og jeg vil tage ham væk.“ Nu siger Jesus: „Maria!“ Straks genkender hun den velkendte måde han taler til hende på. „Lærer!“ udbryder hun glad og omfavner ham. — Johannes 20:11-18.

2 Denne beretning illustrerer på en rørende måde noget Jesus tidligere havde sagt. Han havde sammenlignet sig selv med en hyrde og sine disciple med får og sagt at hyrden kalder sine egne får ved navn, og at de kender hans stemme. (Johannes 10:3, 4, 14, 27, 28) Ligesom et får genkender sin hyrde, genkendte Maria sin Hyrde, Kristus. Det samme gælder Jesu disciple i dag. (Johannes 10:16) Et fårs fintfølende øre sætter det i stand til at holde sig nær til sin hyrde, og på samme måde sætter vores åndelige skelneevne os i stand til at gå i den rigtige hyrdes, Jesu Kristi, fodspor. — Johannes 13:15; 1 Johannes 2:6; 5:20.

3. Hvilke spørgsmål rejser Jesu billedtale om fårefolden?

3 Den samme illustration viser imidlertid også at fårets evne til at genkende menneskestemmer ikke blot sætter det i stand til at kende sine venner, men også sine fjender. Det er meget vigtigt, for vi er oppe imod nogle durkdrevne modstandere. Hvem er de? Hvilke metoder gør de brug af? Hvordan kan vi beskytte os mod dem? For at finde svarene på disse spørgsmål vil vi se nærmere på hvad Jesus ellers sagde i sin billedtale om fårefolden.

’Den der ikke går ind gennem døren’

4. Hvem vil fårene i billedtalen om den rigtige hyrde følge, og hvem vil de ikke følge?

4 Jesus siger: „Den der går ind gennem døren er fårenes hyrde. Ham lukker dørvogteren op for, og fårene hører hans stemme, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. Når han har fået alle sine egne ud, går han foran dem, og fårene følger ham, for de kender hans stemme. En fremmed vil de ikke følge, men de vil tværtimod flygte fra ham, for de kender ikke de fremmedes stemme.“ (Johannes 10:2-5) Læg mærke til at Jesus tre gange bruger ordet „stemme“. To gange omtaler han hyrdens stemme, men den tredje gang taler han om „de fremmedes stemme“. Hvilken „fremmed“ er det Jesus tænker på?

5. Hvorfor ville man ikke vise gæstfrihed mod den type fremmede som omtales i Johannes, kapitel 10?

5 Jesus taler ikke om den type fremmede som man ville vise gæstfrihed — et ord der på Bibelens grundsprog ordret betyder „kærlighed til fremmede“. (Hebræerne 13:2) Den fremmede i Jesu billedtale er ikke en indbudt gæst. Han ’går ikke ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted’. Han er „en tyv og en røver“. (Johannes 10:1) Hvem var ifølge Guds ord den første der blev en tyv og en røver? Det var Satan Djævelen, som det fremgår af Første Mosebog.

Første gang den fremmedes stemme hørtes

6, 7. Hvorfor kan Satan med rette kaldes en fremmed og en tyv?

6 Første Mosebog 3:1-5 beskriver hvordan det gik til da den fremmedes stemme første gang lød på jorden. Ifølge beretningen henvendte Satan sig til den første kvinde, Eva, gennem en slange og talte til hende på en vildledende måde. I denne beretning omtales Satan ganske vist ikke direkte som „en fremmed“, men hans handlinger viser at han på mange måder var ligesom den fremmede der beskrives i Jesu billedtale i Johannes, kapitel 10. Lad os se på nogle lighedspunkter.

7 Jesus siger at den fremmede går krogveje for at nå ind til sine ofre i fårefolden. På samme måde kontaktede Satan sit offer på en indirekte måde, gennem en slange. Denne udspekulerede fremgangsmåde afslører at Satan i virkeligheden er en lumsk og ubuden gæst. Den fremmede i billedtalen har desuden til hensigt at stjæle fårene fra den retmæssige ejer. Faktisk er han værre end en tyv, for hans mål er også at „slagte og ødelægge“. (Johannes 10:10) Satan var også en tyv. Ved at føre Eva bag lyset stjal han så at sige hendes troskab fra Gud. Dertil kommer at Satan bragte død over menneskene. Han er derfor en morder.

8. Hvordan fordrejede Satan Jehovas ord og motiver?

Satans uærlighed kom tydeligt til udtryk gennem den måde han fordrejede Jehovas ord og motiver på. „Er det virkelig rigtigt at Gud har sagt I ikke må spise af hvert eneste træ?“ spurgte han Eva. Satan foregav at være rystet; det var som om han sagde: ’Hvordan kan Gud være så urimelig?’ Han tilføjede: „Gud véd at den dag I spiser af [frugten], vil jeres øjne blive åbnet.“ Læg mærke til hans ord: „Gud véd.“ Satan sagde i virkeligheden: ’Jeg ved hvad Gud ved. Jeg kender hans motiver, og de er ikke gode.’ (1 Mosebog 2:16, 17; 3:1, 5) Sørgeligt nok vendte Eva og Adam sig ikke bort fra denne fremmedes stemme. I stedet lyttede de til den og bragte store vanskeligheder over sig selv og deres efterkommere. — Romerne 5:12, 14.

9. Hvorfor kan vi forvente at de fremmedes stemme høres i dag?

Satan bruger lignende metoder for at vildlede Guds folk i dag. (Åbenbaringen 12:9) Han er „løgnens fader“, og de der ligesom han forsøger at vildlede Guds tjenere, er hans børn. (Johannes 8:44) Lad os se nærmere på nogle af de måder disse fremmedes stemme høres på i dag.

Hvordan de fremmedes stemme høres i dag

10. På hvilken måde høres de fremmedes stemme i dag?

10 Vildledende ræsonnementer. Apostelen Paulus skrev: „Lad jer ikke føre bort af forskellige og fremmede lærdomme.“ (Hebræerne 13:9) Hvilken form for lærdomme tænkte han på? Eftersom de kan ’føre os bort’, er det tydeligt at Paulus sigtede til lærdomme der kan få os til at miste den åndelige ligevægt. Hvem giver udtryk for den slags fremmede lærdomme? Paulus sagde til en gruppe kristne ældste: „Fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ (Apostelgerninger 20:30) Ligesom det var tilfældet på Paulus’ tid, forsøger tidligere medlemmer af den kristne menighed i dag at vildlede fårene ved at fremføre „fordrejede ting“ — løgne og halve sandheder. Apostelen Peter sagde at de ville bruge „falske ord“ — ord der ligner sandheden, men i virkeligheden er lige så værdiløse som falske penge. — 2 Peter 2:3.

11. Hvordan afsløres de frafaldnes metoder og mål i Andet Petersbrev 2:1, 3?

11 Peter afslører videre de frafaldnes metoder ved at sige at de „vil liste ødelæggende sekter ind“. (2 Peter 2:1, 3) Ligesom tyven i Jesu billedtale „ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted“, kontakter de frafaldne os på underfundige måder. (Galaterne 2:4; Judas 4) Hvad er deres mål? Peter tilføjer: „De [vil] udnytte jer.“ Ja, uanset hvad de frafaldne påstår, er deres sande mål at „stjæle og slagte og ødelægge“. (Johannes 10:10) Vær på vagt over for disse fremmede!

12. (a) Hvordan kan vi blive udsat for de fremmedes stemme i vores omgangskreds? (b) Hvilken lighed er der mellem Satans metoder og de fremmedes metoder i dag?

12 Dårligt selskab. De fremmedes stemme kan også lyde gennem dem vi kommer sammen med. Det er især farligt for unge at komme i dårligt selskab. (1 Korinther 15:33) Husk på at Satan først henvendte sig til Eva — den yngste og mindst erfarne. Han overbeviste hende om at Jehova havde sat urimelige grænser for hendes frihed, mens det modsatte i virkeligheden var tilfældet. Jehova elskede de mennesker han havde skabt, og ønskede at det skulle gå dem godt. (Esajas 48:17) På samme måde forsøger fremmede i dag at overbevise jer unge om at jeres kristne forældre holder jer i alt for stramme tøjler. Hvordan kan de fremmede påvirke jer? En kristen pige indrømmer: „I en periode blev min tro til en vis grad svækket af mine klassekammerater. De blev ved med at sige at min religion var restriktiv og urimelig.“ Men sandheden er at jeres forældre elsker jer. Så når jeres skolekammerater siger at I ikke kan stole på jeres forældre, må I ikke blive vildledt sådan som Eva blev det.

13. Hvilken vís handlemåde fulgte David, og hvordan kan vi efterligne ham?

13 Angående dårligt selskab sagde salmisten David: „Jeg har ikke siddet blandt usandfærdige mænd; og blandt fordægtige kommer jeg ikke.“ (Salme 26:4) Læg igen mærke til det typiske kendetegn for de fremmede: De er fordægtige; de lægger skjul på hvem de er. I dag skjuler nogle umoralske mennesker deres identitet og sande hensigt når de bruger internettet. I chatrooms kan perverse voksne endda give sig ud for at være unge for at lokke andre i en fælde. I unge må være meget forsigtige så I ikke lider åndelig skade. — Salme 119:101; Ordsprogene 22:3.

14. Hvordan bliver medierne undertiden brugt som talerør for de fremmede?

14 Falske anklager. Skønt nogle nyhedsmedier giver Jehovas Vidner en fair behandling, hænder det også at medierne lader sig bruge som talerør for de fremmede og således udbreder deres fordomsfulde stemme. I ét land berettede medierne for eksempel løgnagtigt at Jehovas Vidner havde samarbejdet med Hitlerstyret under den anden verdenskrig. I et andet land blev Jehovas Vidner beskyldt for at begå hærværk mod kirker. I adskillige lande har medierne anklaget Jehovas Vidner for at nægte deres børn lægebehandling og for at se gennem fingre med alvorlige synder begået af deres trosfæller. (Mattæus 10:22) Men oprigtige mennesker der kender os personligt, indser at sådanne anklager intet har på sig.

15. Hvorfor er det ikke klogt at tro på alt hvad der fremføres i medierne?

15 Hvad skal vi gøre hvis vi bliver konfronteret med anklager der spredes af de fremmede? Det vil være klogt af os at følge vejledningen i Ordsprogene 14:15: „Den uerfarne tror hvert ord, men den kloge overvejer sine skridt.“ Det er ikke klogt at tro på alt hvad der fremføres i medierne. Vi er naturligvis ikke skeptiske over for alle informationer fra verdslige kilder, men vi holder os altid for øje at „hele verden ligger i den ondes magt“. — 1 Johannes 5:19.

„Prøv de inspirerede udtalelser“

16. (a) Hvordan viser bogstavelige fårs opførsel at Jesu ord i Johannes 10:4 er sande? (b) Hvad tilskynder Bibelen os til at gøre?

16 Hvordan kan vi med sikkerhed vide om vi står over for en ven eller en fjende? Jesus sagde at fårene følger hyrden fordi „de kender hans stemme“. (Johannes 10:4) Det er altså ikke hyrdens udseende der får fårene til at følge ham; det er hans stemme. I en bog om Bibelens lande fortælles det at en besøgende engang påstod at det var hyrdens tøj og ikke hans stemme fårene kunne genkende. For at bevise det modsatte byttede en hyrde tøj med den fremmede. Iført hyrdens tøj kaldte den fremmede nu på fårene, men de reagerede ikke. De kendte ikke hans stemme. Men da hyrden kaldte på dem, kom de straks løbende selvom han var forklædt. For fårene er det altså ikke tilstrækkeligt at man ligner en hyrde. De analyserer så at sige den stemme de hører, ved at sammenligne den med hyrdens. Guds ord siger at vi skal gøre det samme; vi skal ’prøve de inspirerede udtalelser for at se om de er af Gud’. (1 Johannes 4:1; 2 Timoteus 1:13) Hvad kan hjælpe os til at gøre det?

17. (a) Hvordan kan vi lære Jehovas stemme at kende? (b) Hvad sætter kundskab om Jehova os i stand til at gøre?

17 Det siger sig selv at jo bedre vi kender Jehovas stemme, eller budskab, jo bedre kan vi genkende en fremmeds stemme. Med følgende ord viser Bibelen hvordan vi kan opnå en sådan kundskab: „Dine ører vil høre et ord bag dig sige: ’Dette er vejen. Gå på den!’“ (Esajas 30:21) Dette „ord“ bag os kommer fra Guds ord, Bibelen. Hver gang vi læser i Bibelen, hører vi så at sige den store Hyrdes, Jehovas, stemme. (Salme 23:1) Jo mere vi studerer Bibelen, jo mere fortrolige bliver vi derfor med Guds stemme. Dette indgående kendskab vil også sætte os i stand til straks at identificere de fremmedes stemme. — Galaterne 1:8.

18. (a) Hvad indebærer det at kende Jehovas stemme? (b) Hvorfor skal vi adlyde Jesu stemme ifølge det der står i Mattæus 17:5?

18 Hvad mere indebærer det at kende Jehovas stemme? Det er ikke nok at lytte, vi må også adlyde. Læs igen ordene i Esajas 30:21. Guds ord siger: „Dette er vejen.“ Ja, ved at studere Bibelen hører vi Jehovas anvisninger. Han giver os dernæst denne befaling: „Gå på den!“ Jehova ønsker at vi skal handle ud fra det vi hører. Ved at følge det vi lærer, viser vi at vi ikke blot har hørt Jehovas stemme, men at vi også har adlydt. (5 Mosebog 28:1) At adlyde Jehovas stemme indebærer også at vi adlyder Jesu stemme, for det har Jehova påbudt. (Mattæus 17:5) Hvad siger Jesus, den rigtige hyrde, at vi skal gøre? Han lærer os at gøre disciple og at stole på „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45; 28:18-20) At adlyde hans stemme betyder evigt liv for os. — Apostelgerninger 3:23.

’De vil flygte fra ham’

19. Hvordan skal vi reagere på de fremmedes stemme?

19 Hvordan skal vi reagere på de fremmedes stemme? Ligesom får. Jesus sagde: „En fremmed vil de ikke følge, men de vil tværtimod flygte fra ham.“ (Johannes 10:5) Der er to sider af vores reaktion. For det første vil vi ikke følge en fremmed. Vi vil resolut afvise ham. I den græske grundtekst er der her brugt en formulering som udtrykker den stærkest mulige afvisning. (Mattæus 24:35; Hebræerne 13:5) For det andet vil vi „flygte fra ham“, eller vende os bort fra ham. Det er den eneste rigtige måde at reagere på over for nogle der fremfører en lære som ikke harmonerer med den rigtige hyrdes stemme.

20. Hvordan vil vi reagere når vi (a) støder på løgnagtige frafaldne? (b) udsættes for dårligt selskab? (c) konfronteres med fordomsfulde historier i medierne?

20 Når vi konfronteres med nogle der giver udtryk for frafaldnes tanker, ønsker vi at gøre som der står i Guds ord, at „holde øje med dem som er årsag til splittelser og snublen i modstrid med den lære [vi] har modtaget; undgå dem“. (Romerne 16:17; Titus 3:10) På samme måde ønsker kristne unge der konfronteres med farerne ved dårligt selskab, at følge det råd Paulus gav den unge Timoteus: „Flygt . . . fra de ønsker der hører ungdommen til.“ Og når medierne retter falske anklager mod os, vil vi huske på hvad Paulus videre skrev til Timoteus: „De [der lytter til de fremmedes stemme] vil . . . vende sig til usande historier. Du, derimod, vær ædru i alle ting.“ (2 Timoteus 2:22; 4:3-5) Uanset hvor tiltalende de fremmedes stemme måtte lyde, vil vi flygte fra alt hvad der kan undergrave vores tro. — Salme 26:5; Ordsprogene 7:5, 21; Åbenbaringen 18:2, 4.

21. Hvilken belønning venter der dem som nægter at lytte til de fremmedes stemme?

21 Ved at nægte at lytte til de fremmedes stemme følger de salvede kristne den opfordring som den rigtige hyrde gav i Lukas 12:32. Her siger Jesus til dem: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ ’De andre får’ ser på samme måde ivrigt frem til at høre Jesu ord: „Kom, min Faders velsignede, arv det rige som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse.“ (Johannes 10:16; Mattæus 25:34) Hvor er det en vidunderlig belønning der venter os hvis vi nægter at lytte til „de fremmedes stemme“!

Repetition

● Hvordan passer beskrivelsen af den fremmede i Jesu billedtale på Satan?

● Hvordan høres de fremmedes stemme i dag?

● Hvordan kan vi genkende de fremmedes stemme?

● Hvordan bør vi reagere på de fremmedes stemme?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 15]

Maria genkendte Kristus

[Illustration på side 16]

Den fremmede henvender sig ikke til fårene på en åben og ærlig måde

[Illustration på side 18]

Hvordan reagerer vi på de fremmedes stemme?