Hovedpunkter fra Femte Mosebog
Jehovas ord er levende
Hovedpunkter fra Femte Mosebog
ÅRET er 1473 f.v.t. Det er fyrre år siden Jehova udfriede Israels sønner fra trældommen i Ægypten. Alle disse år har israelitterne tilbragt i ørkenen, og de er stadig en nation uden land. Endelig står de på tærskelen til det forjættede land. Hvad venter der dem når de skal tage det i besiddelse? Hvilke problemer vil de komme ud for, og hvordan skal de klare dem?
Inden israelitterne går over Jordanfloden og ind i Kana’ans land, forbereder Moses menigheden på den betydningsfulde opgave der ligger foran dem. Hvordan? Han holder en række opmuntrende og formanende taler. Han minder israelitterne om at Jehova Gud fortjener udelt hengivenhed, og at de ikke må efterligne de omboende nationer. Disse taler udgør hovedparten af Femte Mosebog. Den vejledning de indeholder, har vi lige så stort behov for i dag, eftersom vi også lever i en verden hvor det er en udfordring at vise Jehova udelt hengivenhed. — Hebræerne 4:12.
Femte Mosebog er skrevet af Moses, bortset fra det sidste kapitel, og den dækker en periode på lidt over to måneder. * (5 Mosebog 1:3; Josua 4:19) Lad os se hvordan det der er skrevet her, kan hjælpe os til at elske Jehova Gud af hele vort hjerte og tjene ham trofast.
’GLEM IKKE DE TING DU MED EGNE ØJNE HAR SET’
I sin første tale opremser Moses noget af det israelitterne oplevede i ørkenen — især det som vil være gavnligt for dem at huske nu hvor de forbereder sig på at indtage det forjættede land. Beretningen om udnævnelsen af dommere fortæller dem at den måde Jehova organiserer sit folk på, er et tegn på hans kærlige omsorg. Moses nævner også at de ti spioners dårlige rapport var årsag til at den forrige generation ikke kom ind i det forjættede land. Dette advarende eksempel virker stærkt på Moses’ tilhørere her hvor landet ligger foran dem.
Erindringerne om de sejre Jehova havde givet Israels sønner inden de gik over Jordan, må have indgivet dem mod da de står på den anden side af floden, klar til at begynde deres erobring. Det land de skulle indtage, var fyldt med afgudsdyrkelse. Det var derfor meget passende at Moses gav en klar advarsel mod billeddyrkelse.
Svar på spørgsmål til bibelteksten:
2:4-6, 9, 19, 24, 31-35; 3:1-6 — Hvorfor udslettede israelitterne kun nogle af de folk der boede øst for Jordan, og ikke alle? Jehova gav israelitterne den befaling at de ikke måtte indlade sig i strid med Esaus sønner. Hvorfor? Fordi de var efterkommere af Jakobs bror. Israelitterne måtte hverken gå i kamp mod eller forulempe moabitterne og ammonitterne, for de var efterkommere af Abrahams nevø Lot. Amoritterkongerne Sihon og Og havde dog ikke en sådan tilknytning til landet og kunne derfor heller ikke gøre krav på det land der var i deres besiddelse. Da Sihon nægtede at lade israelitterne drage igennem og Og kom for at møde dem i kamp, befalede Jehova derfor at israelitterne skulle jævne byerne med jorden og ikke lade nogen overleve.
4:15-20, 23, 24 — Betyder forbuddet mod at lave udskårne billeder at det er forkert at have kunstneriske skulpturer stående? Nej. Forbuddet her drejer sig om at lave billeder til brug i tilbedelsen — „at bøje [sig] for dem og dyrke dem“. Bibelen forbyder ikke skulpturer eller billeder som tjener et kunstnerisk formål. — 1 Kongebog 7:18, 25.
Hvad vi kan lære:
1:2, 19. Israels sønner vandrede gennem ørkenen i omtrent 38 år, selvom Kadesj-Barnea kun var „elleve dagsrejser fra Horeb [bjerglandet omkring Sinaj Bjerg hvor De Ti Bud blev givet] ad vejen til Se’irs bjergland“. Det var en høj pris at betale for deres oprør mod Jehova Gud. — 4 Mosebog 14:26-34.
1:16, 17. Gud har ikke ændret syn på domsafsigelser. De som har fået den opgave betroet at være med i et dømmende udvalg, må ikke lade partiskhed eller frygt for mennesker påvirke deres afgørelse.
4:9. Hvordan det ville gå israelitterne, afhang i vid udstrækning af om de ’glemte de ting de med egne øjne havde set’. Nu hvor den lovede nye verden er nær, er det også vigtigt at vi holder os Jehovas underfulde gerninger for øje ved flittigt at studere hans ord.
ELSK JEHOVA, OG ADLYD HANS BUD
Moses beretter i sin anden tale om hvordan Loven blev givet på Sinaj Bjerg og gentager De Ti Bud. Syv nationer er bestemt til fuldstændig undergang. Israels sønner bliver mindet om den vigtige lektie de lærte i ørkenen, at „mennesket ikke lever af brød alene, men af alt hvad der udgår af Jehovas mund“. Nu må de „holde hele [hans] bud“. — 5 Mosebog 8:3; 11:8.
I løftets land har israelitterne ikke alene brug for love angående tilbedelse, men også vedrørende domsafsigelse, krig og dagligdagens samfunds- og privatliv. Moses repeterer disse love og betoner nødvendigheden af at elske Jehova og adlyde hans bud.
Svar på spørgsmål til bibelteksten:
8:3, 4 — Hvordan kan det være at israelitternes tøj ikke blev slidt, og at deres fødder ikke hævede under ørkenvandringen? Der var tale om et mirakel, ligesom den regelmæssige manna. Israelitterne brugte de samme klæder og det samme fodtøj i alle årene, og tøjet gik sandsynligvis i arv efterhånden som børnene voksede op og nogle af de voksne døde. Eftersom optællingen ved begyndelsen og slutningen af ørkenvandringen viste at antallet af israelitter ikke var blevet større, ville det oprindelige antal klæder have været nok. — 4 Mosebog 2:32; 26:51.
14:21 — Hvorfor kunne israelitterne give et selvdødt dyr som blodet ikke var løbet fra, til fastboende udlændinge eller sælge det til en fremmed når de ikke selv ville spise det? I Bibelen bruges udtrykket „udlændingen“ både om en ikkeisraelit som var gået over til jødedommen, og om en indvandrer som overholdt landets grundlæggende love, men ikke antog tilbedelsen af Jehova. Fremmede og fastboende udlændinge som ikke blev proselytter, var ikke underlagt Loven og kunne derfor bruge et selvdødt dyr på forskellige måder. Israelitterne havde lov til at give eller sælge sådanne dyr til dem. Proselytten var derimod bundet af Lovpagten. Som det fremgår af Tredje Mosebog 17:10, havde en sådan ikke lov til at spise blod af dyr.
24:6 — Hvorfor kunne det at „tage en håndkværn eller den øverste møllesten som pant“ sammenlignes med at tage „sjælen“? En håndkværn og dens øverste møllesten repræsenterede selve „sjælen“, eller livet. At tage en af disse livsnødvendigheder ville frarøve hele familien det daglige brød.
25:9 — Hvad ligger der i at tage en mands sandal af og spytte ham i ansigtet hvis han nægtede at indgå svogerægteskab? Nu var det „skik førhen i Israel med hensyn til genløsningsret og med hensyn til byttehandel . . . En mand tog sin sandal af og gav den til sin næste.“ (Rut 4:7) Det at man tog sandalen af en mand som nægtede at indgå svogerægteskab, var derfor et udtryk for at han havde givet afkald på sin besiddelse og ret til at frembringe afkom for sin afdøde bror. Det var skændigt og vanærende. (5 Mosebog 25:10) At blive spyttet i ansigtet var en ydmygelse. — 4 Mosebog 12:14.
Hvad vi kan lære:
6:6-9. Ligesom israelitterne fik befaling om at kende Loven, må vi også kende Guds bud, altid have dem for øje og indprente dem i vore børn. Vi må ’binde dem som et tegn på vor hånd’ hvilket vil sige at vi ved vore handlinger — repræsenteret ved hænderne — må vise at vi er lydige mod Jehova. Og som ’et pandesmykke mellem vore øjne’ må vores lydighed være tydelig for alle.
6:16. Måtte vi aldrig sætte Jehova på prøve som israelitterne gjorde ved Massa, hvor de troløst knurrede over mangelen på vand. — 2 Mosebog 17:1-7.
8:11-18. Materialisme kan få os til at glemme Jehova.
9:4-6. Vi må vogte os mod selvretfærdighed.
13:6. Vi må aldrig lade nogen føre os bort fra tilbedelsen af Jehova.
14:1. Det er manglende respekt for det menneskelige legeme at skamfere det; det kan forbindes med falsk religion og må undgås. (1 Kongebog 18:25-28) Et så overdrevent udtryk for sorg over en der er død, hænger ikke sammen med vores tro på opstandelsen.
20:5-7; 24:5. Der bør tages hensyn til dem med særlige omstændigheder, selv i forbindelse med vigtige opgaver.
22:23-27. En af de mest effektive forsvarsmetoder for en kvinde der udsættes for voldtægtsforsøg, er at skrige.
„DU SKAL VÆLGE LIVET“
Moses nævner i sin tredje tale at israelitterne, når de er gået over Jordanfloden, må skrive Loven på store sten og fremsige forbandelserne for ulydighed og velsignelserne for lydighed. I begyndelsen af den fjerde tale fornys pagten mellem Jehova og israelitterne. Moses advarer igen mod ulydighed og tilskynder folket til at „vælge livet“. — 5 Mosebog 30:19.
Ud over at Moses holder disse fire taler, fortæller han at de vil få en ny leder, og lærer israelitterne en smuk sang som priser Jehova og advarer om de veer der følger med troløshed. Moses velsigner stammerne inden han dør, og begraves i en alder af 120 år. Sørgeperioden varer 30 dage og svarer til næsten halvdelen af den tid Femte Mosebog omspænder.
Svar på spørgsmål til bibelteksten:
32:13, 14 — Hvad menes der med at israelitterne spiste „fedt af lam og væddere“ når de ikke havde lov til at spise noget som helst fedt? Udtrykket er her brugt billedligt og betegner det bedste af hjorden. At der er tale om et poetisk udtryk, fremgår af at der i samme vers nævnes „nyrefedt af hvede; og drueblod“.
33:1-29 — Hvorfor blev Simeon ikke nævnt specifikt da Moses velsignede Israels sønner? Det var fordi Simeon og Levi havde ladet deres raseri ’fare hårdt frem’, og fordi deres vrede var „grusom“. (1 Mosebog 34:13-31; 49:5-7) Den arvelod de fik, var ikke helt den samme som de øvrige stammers. Levi fik 48 byer, og Simeons del lå inden for Judas område. (Josua 19:9; 21:41, 42) Moses velsignede derfor ikke Simeon specifikt. Men Simeons velsignelse var indbefattet i den generelle velsignelse af Israel.
Hvad vi kan lære:
31:12. Børn og unge skal sidde sammen med de voksne ved menighedens møder og bestræbe sig for at lytte og lære.
32:4. Alt hvad Jehova gør, er fuldkomment fordi hans egenskaber retfærdighed, visdom, kærlighed og magt er i fuldkommen balance.
Af stor værdi for os
Femte Mosebog præsenterer Jehova som „én Jehova“. (5 Mosebog 6:4) Det er en bog om et folk med et enestående forhold til Gud. Den advarer også mod afgudsdyrkelse og understreger hvor vigtigt det er at vise den sande Gud udelt hengivenhed.
Femte Mosebog er af stor værdi for os. Skønt vi ikke er underlagt Loven, lærer den os meget om at ’elske Jehova Gud af hele vort hjerte og hele vor sjæl og hele vor virkekraft’. — 5 Mosebog 6:5.
[Fodnote]
^ par. 3 Det sidste kapitel, som indeholder beretningen om Moses’ død, må enten være skrevet af Josua eller af ypperstepræsten Eleazar.
[Kort på side 24]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
SE’IR
Kadesj-Barnea
Sinaj Bjerg (Horeb)
Det Røde Hav
[Kildeangivelse]
Baseret på kort fra Pictorial Archive (Near Eastern History) Est. og Survey of Israel
[Illustration på side 24]
Moses’ taler udgør hovedparten af Femte Mosebog
[Illustration på side 26]
Hvad lærer vi af at Jehova sørgede for manna?
[Illustration på side 26]
At tage en håndkværn eller den øverste møllesten som pant kan sammenlignes med at tage „sjælen“
