Møller som skaffer brød på bordet

MAN har kaldt det en fundamental livsnødvendighed, alle fødevarers konge og menneskets livsopretholder gennem umindelige tider. Ja, brød har helt fra oldtiden været et hovednæringsmiddel, og faktisk har et af menneskehedens mest presserende behov været at skaffe sig det daglige brød.

Hovedbestanddelen af brød er mel, som man fremstiller ved at formale korn. At male korn til mel er således en ældgammel kunst. Hvilket slidsomt arbejde må det ikke have været at male korn til mel uden tekniske hjælpemidler! På Bibelens tid forbandt man håndkværnens lyd med normale og fredelige tilstande. Hørtes den ikke, var det et tegn på at der var noget galt. — Jeremias 25:10, 11.

Hvad har formaling af korn omfattet gennem tiderne? Hvilke metoder og redskaber har været brugt dertil? Og hvordan ser de møller ud som skaffer os brød på bordet i dag?

Hvorfor har vi brug for møller?

Det var til Adam og Eva, de to første mennesker, at Jehova sagde: „Se, jeg har givet jer alle frøbærende planter som er på hele jordens flade, og hvert træ hvorpå der er træfrugter med frø i. Jer skal det tjene til føde.“ (1 Mosebog 1:29) Frø fra græsarter var altså blandt de fødevarer Jehova gav menneskene. Det var en livsvigtig fødekilde, idet alle kornsorter — deriblandt hvede, byg, rug, havre, ris, hirse, durra og majs — indeholder kulhydrater i form af stivelse, som legemet er i stand til at omdanne til dets vigtigste brændstof, glukose.

Men vi mennesker er ikke indrettet til at kunne fordøje hele og uforarbejdede kerner. Vi kan meget lettere fordøje kornet når det er malet til mel og derefter tilberedt på forskellig vis. De enkleste metoder til findeling af korn består i at støde kernerne i en morter, knuse dem mellem to sten eller kombinere de to metoder.

Håndkværne

Statuetter fra ægyptiske grave viser hvordan man brugte den sadelformede skubbekværn, en forløber for den moderne mølle. Den bestod af to sten — nederst en skrånende, let skålformet sten og øverst en mindre sten. Arbejderen — for det meste en kvinde — lå på knæ bag kværnen og holdt den øverste sten fast med begge hænder. Med hele sin vægt bevægede hun så overstenen frem og tilbage på stenen nedenunder og knuste kornet mellem de to sten. Enkelt, men effektivt!

Det var dog ikke uden omkostninger at tilbringe så mange timer på knæ. At skubbe overstenen frem og tilbage på understenen udgjorde en vedvarende belastning for  arbejderens ryg, arme, lår, knæ og tæer. Undersøgelser af knogleskader på skeletter fra oldtidens Syrien har fået palæontologer til at drage den konklusion at unge kvinder som brugte sådanne kværne, fik kroniske belastningsskader — skader på knæskaller og den nederste ryghvirvel samt svær slidgigt i storetæerne. Det lader til at det var tjenestepigernes lod at betjene håndkværnen i det gamle Ægypten. (2 Mosebog 11:5) * Nogle lærde mener at det var skubbekværne israelitterne tog med sig da de forlod Ægypten.

Senere gjorde man formalingen mere effektiv ved blandt andet at forsyne begge sten med riller. En tragtformet åbning i overstenen gjorde det muligt at påhælde korn, som så løb ned mellem stenene. I det fjerde eller femte århundrede før vor tidsregning konstruerede man i Grækenland en primitiv mekanisk kværn. Et horisontalt håndtag eller en vægtstang blev fæstnet til overstenen, og når man bevægede stangens frie ende frem og tilbage i en kort bue, fik det overstenen til at skure mod stenen nedenunder, mens kornet løb ned gennem det tragtformede hul.

Alle de ovennævnte kværne havde en alvorlig begrænsning. De kunne kun drives af mennesker, da de fungerede ved en frem- og tilbagegående bevægelse som dyr ikke kunne dresseres til at udføre. Men så dukkede en ny teknologi op — drejekværnen, og dermed blev det muligt at bruge trækdyr.

Drejekværne letter arbejdet

Drejekværnen blev højst sandsynligt opfundet i Middelhavsområdet omkring det andet århundrede før vor tidsregning. I det første århundrede efter vor tidsregning var sådanne møller velkendte blandt jøderne i Palæstina, for Jesus talte om „en af de møllesten der drejes af et æsel“. — Markus 9:42.

Kværne drevet af trækdyr anvendtes i Rom og i en stor del af det romerske verdensrige. Mange af dem befinder sig stadig i Pompeji. De består af en tung, timeglasformet øvre sten, løberen, der virkede som fødetragt, og en konisk understen kaldet liggeren. Når løberen drejede om liggeren, trillede kernerne ned mellem de to sten og blev knust til mel. De løbere af denne art der endnu eksisterer, har en diameter på mellem 45 og 90 centimeter, og selve møllerne var op til 180 centimeter høje.

Man ved ikke om de små hånddrevne drejekværne blev udviklet fra dyretrukne møller eller omvendt, men de havde i hvert fald det fortrin at de var transportable og nemme at bruge. Drejehåndkværnen bestod af to cirkelformede sten, måske 30-60 centimeter i diameter. Liggerens overflade var en anelse konveks, og undersiden af den øverste sten tilsvarende konkav, således at de passede sammen. Løberen hvilede på en midteraksel og blev drejet ved hjælp af et træhåndtag. Som oftest sad to kvinder over for hinanden og drejede kværnen, hver med en hånd på håndtaget. (Lukas 17:35) Den ene af kvinderne hældte små mængder korn i løberens fødehul, og den anden samlede melet sammen efterhånden som det dryssede fra kværnens kant og ned i en bakke eller i et klæde der var bredt ud under kværnen. For soldater, sømænd eller små husstande som befandt sig langt fra større møller, var den slags kværne tilstrækkelige.

 Vand- og vindmøller

Omkring år 27 f.v.t. beskrev den romerske ingeniør Vitruvius en af tidens vandmøller. Strømmende vand skubbede til skovlene på et lodret hjul med vandret aksel og fik det til at dreje rundt. Bevægelsen overførtes til en lodret aksel ved hjælp af tandhjul, og akselen drev så møllens store oversten.

Hvor effektiv var vandmøllen i sammenligning med andre møller? Man mener at håndkværne kunne male mindre end 10 kilo korn i timen, og den mest effektive dyretrukne mølle op imod 50 kilo. Vitruvius’ vandmølle kunne derimod male 150 til 200 kilo i timen. Med talløse modifikationer og forbedringer blev det grundlæggende princip som Vitruvius beskrev, fortsat brugt af møllebyggere gennem de efterfølgende århundreder.

Strømmende vand var ikke den eneste naturlige energikilde man brugte til at dreje møllesten. Hvis man erstattede vandhjulene med vindmøllernes sejl, kunne man opnå samme resultat. I Europa begyndte man formentlig at anvende vindmøller i det tolvte århundrede, og i Belgien, Holland, Tyskland og andre steder brugte man dem i vid udstrækning til formaling af mel. * De var i drift indtil møller drevet af damp og andre former for energi lidt efter lidt gjorde alle øvrige kraftkilder forældede.

„Vort brød for denne dag“

Trods fremskridtene har mange af de tidligere tiders formalingsmetoder overlevet rundt omkring på jorden. Morter og pistil anvendes stadig i store dele af Afrika og Oceanien. Skubbekværne bruges ved formaling af majsmel til tortillas i Mexico og Centralamerika. Derudover er mange vand- og vindmøller stadig i brug rundt omkring.

Det meste af det mel der bruges til brødfremstilling i den industrialiserede verden i dag, bliver dog produceret i fuldt mekaniserede og automatiserede valsemøller. Kornets kerner bliver lidt efter lidt findelt til mel ved at blive knust ad flere omgange mellem rillede stålvalser som roterer med forskellig hastighed. Ved hjælp af denne metode er det muligt at fremstille mel af diverse kvaliteter ganske billigt.

Selvom det at skaffe mel til bagning måske ikke længere er så slidsomt et arbejde som det var engang, skal vi huske at takke Skaberen for at han ikke alene har givet os korn, men også opfindsomhed til at forarbejde det til „vort brød for denne dag“. — Mattæus 6: 11.

[Fodnoter]

[Illustration på side 23]

Ægyptisk skubbekværn

[Kildeangivelse]

Soprintendenza Archeologica per la Toscana, Firenze

[Illustration på side 23]

Til fremstilling af olie pressede man oliven i en mølle der blev drevet af et trækdyr

[Kildeangivelse på side 22]

Fra Self-Pronouncing Edition of the Holy Bible, som indeholder King James Version og Revised Version