Spørgsmål fra læserne

Hvordan kan det være at israelitiske mænd havde lov til at gifte sig med tilfangetagne fremmede kvinder når Moseloven forbød israelitterne at gifte sig med fremmede? — 5 Mosebog 7:1-3; 21:10, 11.

Det var tilladt på grund af nogle særlige omstændigheder som gjorde sig gældende i den situation. Jehova havde befalet israelitterne at ødelægge de byer der tilhørte syv af de folkeslag som boede i Kana’ans land, og dræbe alle deres indbyggere. (5 Mosebog 20:15-18) Når det gjaldt andre folkeslag, var jomfruer der var blevet taget til fange, de eneste voksne som havde mulighed for at overleve. (4 Mosebog 31:17, 18; 5 Mosebog 20:14) En israelit kunne gifte sig med en sådan kvinde, men kun under visse forudsætninger.

Angående de skridt en sådan kvinde måtte tage, siger Bibelen: „Hun skal barbere sit hoved og pleje sine negle og tage den kappe af hun bar ved sin tilfangetagelse, og bo i dit hus og græde over sin fader og sin moder en hel månemåned; og derefter kan du gå ind til hende og tage hende i eje som din brud, så hun bliver din hustru.“ — 5 Mosebog 21:12, 13.

En tilfangetaget jomfru som en israelit ønskede at tage til ægte, måtte altså barbere sit hår af. At klippe sit hår af var et udtryk for sorg og ulykke. (Esajas 3:24) Eksempelvis klippede patriarken Job håret af sit hoved som et tegn på sorg da han havde mistet alle sine børn og alt hvad han ejede. (Job 1:20) Den fremmede kvinde måtte også „pleje sine negle“, eller som det gengives i en anden oversættelse, „klippe sine negle“, måske for at undgå at hendes hænder skulle se attraktive ud selv hvis hun havde farvet sine negle. (5 Mosebog 21:12, Kalkar) Hvad menes der med at hun skulle „tage den kappe af hun bar ved sin tilfangetagelse“? Når hedenske byer var ved at blive erobret af fjenden, var det almindeligt at de kvindelige indbyggere iførte sig deres flotteste klæder for at vinde de fremmede soldaters gunst. En tilfangetaget kvinde som bar sorg, måtte aflægge denne klædedragt.

En kvinde der var taget til fange, og som nu skulle giftes med en israelit, måtte desuden i en hel månemåned sørge over sine pårørende. Ødelæggelsen af de besejrede byer skulle nemlig være så fuldstændig at hele hendes familie og omgangskreds ville være udslettet. Eftersom de israelitiske soldater ville have tilintetgjort hendes gudebilleder, ville de genstande hun tidligere havde tilbedt, være borte. Denne sørgemåned var også en renselsesperiode som den tilfangetagne kvinde brugte til at skaffe sig af med alt hvad der havde med hendes tidligere gudsdyrkelse at gøre.

Hvis der var tale om fremmede kvinder i almindelighed, var det en anden sag. I den situation gjaldt princippet: „Du må ikke besvogre dig med dem. Din datter må du ikke give til hans søn, og hans datter må du ikke tage til din søn.“ (5 Mosebog 7:3) Hvad var begrundelsen for denne begrænsning? Svaret fremgår af Femte Mosebog 7:4: „For han vil vende din søn bort fra mig, og de vil tjene andre guder.“ Formålet med dette forbud var altså at beskytte israelitterne imod religiøs besmittelse. En fremmed kvinde som befandt sig i den situation der er beskrevet i Femte Mosebog 21:10-13, udgjorde imidlertid ikke en sådan trussel. Alle hendes pårørende var døde, og hendes afgudsbilleder var blevet tilintetgjort. Hun havde ingen forbindelse med nogle der dyrkede falske guder. Under sådanne omstændigheder havde en israelit lov til at gifte sig med en fremmed kvinde.