En arv du kan regne med
En arv du kan regne med
„HVIS du gennem et brev bliver underrettet om at der ligger en arv og venter på dig, og at du blot skal melde dig og gøre krav på den, så pas på. Brevet kan være fra en svindler der kun er ude på at narre penge fra dig.“
Det var United States Postal Inspection Service der bragte denne advarsel på sin hjemmeside. Hvorfor? Fordi tusinder af mennesker havde modtaget et brev med en meddelelse om at ’en fjern slægtning var død og havde efterladt dem en arv’. De skulle indsende 30 dollars eller mere for en erklæring som angiveligt ville oplyse dem om hvori arven bestod, og hvordan de kunne gøre krav på den. Det gjorde mange, og de blev bittert skuffede. Alle der havde reageret, fandt hurtigt ud af at der slet ikke var mulighed for at arve noget som helst.
Hvorfor har svindlere held med at få nogle til at tro på den slags fupnumre? Måske fordi dét at arve er så naturligt et ønske for de fleste. Der er jo ikke noget forkert i at efterlade eller modtage en arv. Det omtales også positivt i Bibelen, hvor der for eksempel siges: „Den gode efterlader en arv til sønners sønner.“ (Ordsprogene 13:22) Jesus omtalte også en arv der med rette appellerer til os. Det var i hans berømte bjergprædiken, hvor han sagde: „Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.“ — Mattæus 5:5.
Jesu ord minder om det fortidens kong David blev inspireret til at nedskrive hundreder af år forinden: „De sagtmodige skal få landet i arv og eje og glæde sig over stor lykke.“ — Salme 37:11, da. aut.
At „arve jorden“ og „få landet i arv“ — det kan da kaldes et spændende fremtidsperspektiv. Men kan vi nu være sikre på at der ikke er tale om endnu et udspekuleret bedrag? Ja, det kan vi. Eftersom jorden er en del af Jehovas fantastiske skaberværk, har han som Skaber og Ejer retten til at lade den gå i arv til hvem han vil. Gennem kong David gav Jehova dette profetiske løfte til sin elskede søn, Jesus Kristus: „Bed mig, så vil jeg give dig nationer i arv og den vide jord i eje.“ (Salme 2:8) Apostelen Paulus beskrev som følge heraf Jesus som den „[Gud] har indsat som arving til alle ting“. (Hebræerne 1:2) Vi kan derfor have fuld tillid til at Jesus havde grundlag for at kunne sige at de ydmyge „skal arve jorden“. Og han har også myndigheden til at opfylde sit løfte. — Mattæus 28:18.
Det afgørende spørgsmål er derfor: Hvordan vil dette løfte blive indfriet? Hvor end vi
vender blikket, ser det jo ud til at det er de dominerende og hovmodige som har overtaget og tager hvad de vil have. Og hertil kommer at jorden er plaget af alvorlige forureningsproblemer, og at grådighed og manglende fremsynethed har ført til at der er blevet drevet rovdrift på dens ressourcer. Hvad er der så tilbage til de sagtmodige? Vil jorden overhovedet være værd at arve? Vi opfordrer dig til at læse den næste artikel for at finde svaret på disse og andre vigtige spørgsmål.[Illustration på side 3]
Er du blandt dem der vil modtage en virkelig arv?