Loyale og urokkelige — før i tiden og nu

I den sydlige del af Polen, nær grænsen til Slovakiet og Tjekkiet, ligger den lille by Wisła. Det kan godt være at du aldrig har hørt om Wisła, men den har en historie som sande kristne nok vil finde fascinerende. Det er en historie der bærer præg af loyalitet og nidkærhed for tilbedelsen af Jehova. Hvordan det?

WISŁA ligger i et bjergområde hvor naturen er ualmindelig smuk. Rislende bække og to vandløb munder ud i floden Wisła, som snor sig gennem skovklædte bjerge og dale. Den venlige lokalbefolkning og et særdeles behageligt klima gør byen Wisła til et populært kur- og feriested både sommer og vinter.

Det ser ud til at byen har heddet sådan siden 1590’erne, hvor de første slog sig ned i området. Der blev opført et savværk, og snart bosatte folk sig på sletterne i bjergene hvor de begyndte at opdrætte får og kvæg og at dyrke jorden. Imidlertid blev disse beskedne mennesker ramt af en storm af religiøse forandringer. De religiøse reformer som Martin Luther iværksatte, fik stor indflydelse i området, og den lutherske tro blev ifølge forskeren Andrzej Otczyk „statsreligion i 1545“. Trediveårskrigen og den katolske modreformation der fulgte efter, forandrede dog på dramatisk vis situationen. „I 1654 blev alle protestantiske kirker beslaglagt. Det blev forbudt at holde gudstjenester, og Bibelen og andre religiøse bøger blev konfiskeret,“ fortsætter Andrzej Otczyk. Hovedparten af lokalbefolkningen forblev dog lutheranere.

Sandhedens første sædekorn

Lykkeligvis var der en religiøs reformation af langt vigtigere betydning i vente. For i 1928 blev de første sædekorn af bibelske sandheder  sået af to nidkære bibelstudenter, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Det følgende år ankom Jan Gomola til Wisła med en grammofon og afspillede plader med bibelske foredrag. Senere flyttede han til en nærliggende dal, hvor han fandt en opmærksom lytter — Andrzej Raszka, en lille, tætbygget bjergboer med et åbent sind og hjerte. Andrzej Raszka tog øjeblikkeligt sin bibel frem for at efterprøve det der blev sagt i de bibelske grammofonforedrag. Derpå udbrød han: „Min broder, endelig har jeg fundet sandheden! Jeg har ledt efter svar siden jeg var i skyttegravene under den første verdenskrig.“

Andrzej Raszka tog i sin overstrømmende begejstring Jan Gomola med for at introducere ham for sine venner Jerzy og Andrzej Pilch. Også de tog ivrigt imod Rigets budskab. En broder ved navn Andrzej Tyrna, som havde lært sandheden fra Bibelen at kende i Frankrig, hjalp dem til at uddybe deres bibelkundskab, og kort efter blev de døbt. I midten af 1930’erne besøgte brødre fra nabobyerne denne lille gruppe bibelstudenter i Wisła for at støtte dem. Det gav forbløffende resultater.

Der var en bemærkelsesværdig tilstrømning af nyinteresserede. Familier fra lokalområdet der tilhørte den lutherske kirke, var vant til at læse i Bibelen. Så snart de fik overbevisende bibelske argumenter imod læren om helvede og treenigheden, kunne mange derfor skelne sandhed fra løgn. Mange familier valgte at frigøre sig fra falske religiøse læresætninger, og det var grunden til at menigheden i Wisła havde så stor vækst. I 1939 var omkring 140 tilsluttet menigheden. Overraskende nok var de fleste i denne menighed aldrig blevet døbt. Helena var et af de første Jehovas Vidner i området, og hun fortæller: „Det betød dog ikke at disse udøbte forkyndere ikke havde taget standpunkt for Jehova. I de trosprøver som de kort efter kom ud for, viste de deres loyalitet over for Jehova.“

Hvad så med børnene? De forstod at deres forældre havde fundet sandheden. Franciszek Branc beretter: „Da min far blev klar over at det var sandheden, begyndte han at undervise min bror og mig i Bibelen. Vi var henholdsvis otte og ti år. Far stillede os enkle spørgsmål som: ’Hvem er Gud, og hvad er hans navn? Hvad véd I om Jesus Kristus?’ Vi måtte skrive vores svar ned og underbygge dem med skriftsteder.“ Et andet af Jehovas Vidner siger: „Mine forældre reagerede positivt på Rigets budskab, og i 1940 forlod de den lutherske kirke. Af den grund fik jeg modstand i skolen og blev slået. Men jeg er mine forældre taknemmelig for at de lærte mig Bibelens principper at kende. Det var dét der hjalp mig til at overleve disse hårde tider.“

 Tro under prøve

Da nazisterne indtog området under Anden Verdenskrig, var de besluttede på at udrydde Jehovas Vidner. I begyndelsen blev voksne — især fædre — tilskyndet til at skrive under på at de havde tysk nationalitet for at kunne opnå visse fordele. Men Vidnerne nægtede at stille sig på nazisternes side. Mange brødre og interesserede i den værnepligtige alder stod over for et dilemma: De kunne enten gå ind i hæren, eller også kunne de forholde sig strengt neutrale, men det indebar at de blev hårdt straffet. Andrzej Szalbot, som i 1943 blev arresteret af Gestapo, fortæller: „At nægte militærtjeneste betød at man blev sendt til en koncentrationslejr, som regel Auschwitz. Jeg var endnu ikke døbt, men jeg kendte Jesu trøstende ord i Mattæus 10:28, 29. Jeg vidste at hvis jeg døde på grund af min tro på Jehova, kunne han give mig livet igen ved en opstandelse.“

I begyndelsen af 1942 arresterede nazisterne 17 brødre fra Wisła. Inden der var gået tre måneder, var 15 af dem døde i Auschwitz. Hvordan virkede det på de Jehovas Vidner der var tilbage i Wisła? Det animerede dem til at holde sig nær til Jehova frem for at gå på kompromis og fornægte deres tro. I løbet af det næste halve år blev forkyndertallet i Wisła fordoblet. Snart fulgte der flere arrestationer. Både forkyndere, nyinteresserede og børn, i alt 83, fik Hitlers knusende magt at føle. Af dem blev 53 sendt til koncentrationslejre (hovedsagelig Auschwitz) eller til lejre i Polen, Tyskland og Bøhmen for at udføre tvangsarbejde i miner og stenbrud.

Loyale og trofaste

I Auschwitz prøvede nazisterne at få Jehovas Vidner til at gå på kompromis ved at lokke dem med udsigten til øjeblikkelig frihed. En SS-vagt sagde til en broder: „Hvis blot du underskriver en erklæring om at du ikke længere vil have noget med bibelstudenterne at gøre, er du fri og kan gå hjem.“ Dette tilbud blev gentaget mange gange. Alligevel gik broderen ikke på kompromis, men viste troskab mod Jehova. Det førte til at han blev slået og spottet, og at han måtte udføre slavearbejde både i Auschwitz og i Mittelbau-Dora i Tyskland. Kort før befrielsen undslap denne broder med nød og næppe døden da den lejr som han befandt sig i, blev bombarderet.

Paweł Szalbot, et af Jehovas Vidner som døde for nylig, har fortalt: „Under forhørene spurgte Gestapo mig gang på gang hvorfor jeg nægtede at gå ind i den tyske hær og at sige ’Heil Hitler!’“ Efter at have givet en bibelsk begrundelse for sin kristne neutralitet blev han dømt til at arbejde på en våbenfabrik. „Naturligvis kunne jeg af samvittighedsgrunde ikke gå med til den slags arbejde, så i stedet satte de mig til at arbejde i en mine.“ Alligevel forblev han trofast.

De der ikke var blevet fængslet — for eksempel kvinder og børn — sendte pakker med mad til dem der var i Auschwitz. En broder som dengang var barn, fortæller: „Om sommeren plukkede vi tranebær i skovene og byttede dem med hvede. Søstrene bagte boller og dyppede dem i fedt, og så sendte vi bollerne i små portioner til vores trosfæller der var i lejren.“

 I alt blev 53 Jehovas Vidner fra Wisła sendt til koncentrationslejre og blev underlagt tvangsarbejde. Af dem døde 38.

Den næste generation viser sin trofasthed

Jehovas Vidners børn var også berørt af nazisternes tvangsforanstaltninger. Nogle børn blev sammen med deres mødre sendt til midlertidige lejre i Bøhmen. Andre blev fjernet fra deres forældre og sendt til den berygtede ungdomslejr i Łódź.

Tre af dem der oplevede dette, fortæller: „Vi var ti børn i alderen fra 5 til 9 år som blev taget af tyskerne og sendt med den første transport til Łódź. Vi holdt modet oppe hos hinanden ved at bede og tale om bibelske emner. Det var ikke let at holde ud.“ I 1945 vendte alle disse børn hjem. De var i live, men udmagrede og chokerede over det de havde oplevet. På trods af det de havde været igennem, kunne intet ødelægge deres forhold til Gud.

Efterkrigstiden

Da Anden Verdenskrig nærmede sig sin afslutning, var Jehovas Vidner fra Wisła stadig stærke i troen og parate til nidkært og beslutsomt at genoptage deres forkyndervirksomhed. Grupper af brødre opsøgte folk der boede så langt som 40 kilometer fra Wisła, for at forkynde og uddele bibelsk læsestof. „Snart var der tre aktive menigheder i vores by,“ siger Jan Krzok. Den religiøse frihed varede dog ikke længe.

Det kommunistiske styre, som erstattede det nazistiske, forbød i 1950 Jehovas Vidners arbejde i Polen. De lokale brødre måtte derfor være opfindsomme i deres forkyndelsesarbejde. Når de besøgte folk i deres hjem, foregav de nogle gange at de skulle købe husdyr eller korn. De kristne møder blev sædvanligvis holdt sent om aftenen i små grupper. Men alligevel lykkedes det for sikkerhedspolitiet at arrestere mange af Jehovas Vidner, og de blev anklaget for at arbejde for en fremmed efterretningstjeneste — en fuldstændig grundløs anklage. Nogle politibetjente truede Paweł Pilch og sagde sarkastisk: „Hitler fik ikke knækket dig, men det gør vi.“ Imidlertid forblev Paweł loyal over for Jehova og var i fængsel i fem år. Da nogle unge Jehovas Vidner nægtede at underskrive et kommunistisk partidokument, blev de bortvist fra skolen eller fyret fra deres arbejde.

Jehova er fortsat med dem

I 1989 skete der store politiske forandringer, og Jehovas Vidner blev juridisk anerkendt i Polen. Trofaste tilbedere af Jehova i Wisła forøgede deres indsats betydeligt, som antallet af pionerer, eller heltidsforkyndere, har vist. Cirka 100 brødre og søstre fra dette område er begyndt i pionertjenesten. Det er derfor ikke overraskende at byen har fået tilnavnet ’Pionerfabrikken’.

I Bibelen kan man læse om hvordan Guds tjenere i fortiden oplevede hans støtte: „Hvis ikke Jehova havde været for os, dengang mennesker rejste sig mod os, da ville de have slugt os levende.“ (Salme 124:2, 3) På trods af udbredt ligegyldighed og umoralitet blandt den almene befolkning i vor tid forsøger Jehovas tilbedere i Wisła at være loyale over for ham, og de bliver rigt velsignet. Efterfølgende generationer af Jehovas Vidner i dette område kan bevidne sandheden i Apostelen Paulus’ ord: „Når Gud er for os, hvem vil da være imod os?“ — Romerne 8:31.

[Illustration på side 26]

Emilia Krzok blev sammen med sine børn Helena, Emilia og Jan sendt til en midlertidig lejr i Bøhmen

[Illustration på side 26]

Paweł Szalbot blev dømt til at arbejde i en mine fordi han nægtede at udføre militærtjeneste

[Illustration på side 27]

At flere brødre blev sendt til Auschwitz og også døde dér, fik ikke arbejdet i Wisła til at gå i stå

[Illustration på side 28]

Paweł Pilch og Jan Polok kom i en ungdomslejr i Łódź

[Kildeangivelse på side 25]

Bær og blomster: © R.M. Kosinscy / www.kosinscy.pl