Livsberetning

Vi tog et fast standpunkt for Guds styre

FORTALT AF MICHAL ŽOBRÁK

Efter en måned i isolationsfængsel blev jeg slæbt for en forhørsleder. Det varede ikke længe før han blev rød i hovedet af raseri og råbte: „I er spioner! Amerikanske spioner!“ Hvorfor blev han så vred? Han havde lige spurgt mig hvilken religion jeg tilhørte, og jeg havde svaret: „Jeg er et af Jehovas Vidner.“

DETTE skete for over 50 år siden. Dengang var landet jeg boede i, under kommunistisk styre. Men allerede lang tid før dette havde vi oplevet en stærk modstand mod vores kristne undervisningsarbejde.

Krigens smertefulde virkning

Jeg var otte år gammel da den første verdenskrig brød ud i 1914. På det tidspunkt hørte min landsby, Zálužice, ind under det østrig-ungarske rige. Krigen rystede verden, og min barndom fik en brat ende. Min far, som var soldat, døde allerede i krigens første år. Det efterlod min mor, mine to små søstre og mig i dyb fattigdom. Som den ældste af børnene og eneste ’mand’ i huset måtte jeg tage mig af mange opgaver på vores lille landbrug og i hjemmet. Helt fra mine unge år har jeg været meget religiøs. Præsten i den reformerte (calvinistiske) kirke som vi tilhørte, bad mig endda om at vikariere for ham og undervise mine skolekammerater når han var forhindret.

Da den første verdenskrig sluttede i 1918, blev vi meget glade. Det østrig-ungarske rige var blevet styrtet, og vi blev borgere i republikken Tjekkoslovakiet. Mange fra vores område var immigreret til USA, men de vendte  nu hjem. En af dem var Michal Petrík, som kom til vores by i 1922. Da han besøgte en familie i nabolaget, var min mor og jeg også inviteret.

Guds styre bliver virkeligt for os

Michal var en af bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt, og han bragte interessante bibelske emner på bane som vakte min nysgerrighed. Det mest fremtrædende var indførelsen af Jehovas rige. (Daniel 2:44) Da han fortalte at der den følgende søndag skulle holdes et kristent møde i landsbyen Záhor, bestemte jeg mig for at tage derhen. Jeg stod op klokken fire om morgenen og gik cirka otte kilometer til min fætters hjem for at låne en cykel. Efter at have lappet den cyklede jeg 24 kilometer til Záhor. Jeg vidste ikke hvor mødet skulle holdes, så jeg cyklede langsomt op ad en af gaderne. Pludselig genkendte jeg en af Rigets sange som blev sunget i et af husene. Hvor blev jeg glad! Jeg gik ind i huset og forklarede hvorfor jeg var kommet. Familien inviterede mig til at spise morgenmad sammen med dem, og bagefter tog de mig med til mødet. Selvom jeg sammenlagt skulle cykle og gå 32 kilometer for at komme hjem, følte jeg mig slet ikke træt. — Esajas 40:31.

Jeg var betaget af de enkle bibelske forklaringer som Jehovas Vidner gav mig. Udsigten til at leve et indholdsrigt og tilfredsstillende liv under Guds styre gjorde et dybt indtryk på mig. (Salme 104:28) Både min mor og jeg besluttede os for at aflevere et brev til kirken med vores udmeldelse. Det skabte stort røre i byen. Nogle ville endda ikke tale med os i et stykke tid, men vi glædede os over det opbyggende samvær med de mange lokale Jehovas Vidner. (Mattæus 5:11, 12) Kort efter blev jeg døbt i floden Uh.

Forkyndelsen bliver det centrale i mit liv

Vi benyttede enhver lejlighed til at forkynde Jehovas rige. (Mattæus 24:14) Vi lagde især vægt på velorganiserede forkyndelsesture om søndagen. Dengang stod folk generelt tidligere op, og vi kunne derfor begynde at forkynde ret tidligt. Senere på dagen var der arrangeret et offentligt møde. Talerne holdt som regel deres foredrag uden manuskript. De tog hensyn til hvor mange interesserede der var til stede, deres religiøse baggrund og hvilke emner der optog dem.

De bibelske sandheder vi forkyndte, gav mange retsindige mennesker større åndelig forståelse. Kort efter at jeg var blevet døbt, forkyndte jeg i landsbyen Trhovište. Ved et hus talte jeg med en meget venlig og interesseret dame, fru Zuzana Moskal. Hele familien hørte til calvinisterne, sådan som jeg selv havde gjort. Hun var godt kendt med Bibelen, men havde alligevel mange spørgsmål til den. Vi talte sammen i en time, og jeg gav hende bogen Guds Harpe. *

Familien Moskal sørgede straks for at oplæsning af bogen blev en del af deres regelmæssige bibelmøder. Flere familier i byen viste interesse og begyndte at overvære vores møder. Deres calvinistiske præst advarede på det kraftigste mod os og vores publikationer. Nogle af de interesserede foreslog imidlertid præsten at han kom til vores møde og modbeviste vores lære i en offentlig debat.

Præsten kom, men han kunne ikke fremføre et eneste argument fra Bibelen der støttede hans lære. For at forsvare sig sagde han: „Man kan ikke tro på alt i Bibelen. Den er skrevet af mennesker, og religiøse spørgsmål kan udlægges på mange måder.“ Det var et vendepunkt for mange. Nogle sagde til præsten at hvis han ikke selv troede på Bibelen, ville de ikke komme og lytte til hans prædikener mere. De meldte sig derfor ud af den calvinistiske kirke, og omkring 30 fra denne landsby tog et fast standpunkt for sandheden.

 Min tilværelse var bygget op omkring forkyndelsen af den gode nyhed om Riget, og da jeg senere gerne ville giftes, skulle det naturligvis være med en søster fra en åndeligt stærk familie. En af mine makkere i forkyndelsen var Ján Petruška, som havde lært sandheden at kende i USA. Hans datter Mária gjorde et dybt indtryk på mig, for hun forkyndte for alle, ligesom sin far. I 1936 blev vi gift, og Mária var min trofaste livsledsager de næste 50 år, lige til sin død i 1986. I 1938 blev vores eneste barn, Eduard, født. Men på det tidspunkt var endnu en krig i Europa under opsejling. Hvordan ville den påvirke vores forkyndelsesarbejde?

Vores kristne neutralitet prøves

Da den anden verdenskrig brød ud, var Slovakiet, som blev et selvstændigt land, underlagt det nazistiske styre. Men der blev ikke fra myndighedernes side taget nogen særlige forholdsregler mod Jehovas Vidner som organisation betragtet. Vi måtte selvfølgelig arbejde i det skjulte, og vores bøger og blade blev censureret. Ikke desto mindre fortsatte vi ’forsigtigt’ vores arbejde. — Mattæus 10:16.

Da krigen intensiveredes, blev jeg indkaldt til hæren — selvom jeg var over 35 år. Da jeg ønskede at bevare min kristne neutralitet, nægtede jeg at deltage i krig. (Esajas 2:2-4) Lykkeligvis blev alle fra min aldersgruppe sendt hjem inden myndighederne havde besluttet hvad de ville gøre med mig.

Vi blev klar over at det var langt sværere for vores brødre i byerne at skaffe det fornødne til livets opretholdelse end det var for os ude på landet. Vi ville gerne dele det vi havde, med dem. (2 Korinther 8:14) Vi pakkede derfor så mange madvarer som vi kunne bære, og rejste over 500 kilometer gennem landet til Bratislava. Den kærlighed der knyttede os sammen i krigsårene, holdt os oppe i de vanskelige år som lå foran os.

En tiltrængt opmuntring

Efter den anden verdenskrig blev Slovakiet igen en del af Tjekkoslovakiet. Fra 1946 til 1948 holdt Jehovas Vidner landsstævner enten i Brno eller i Prag. Fra Østslovakiet rejste vi med særtog der var lejet til stævnedeltagerne. Man kunne kalde disse tog for „de syngende tog“, for vi sang under hele turen. — Apostelgerninger 16:25.

Jeg husker især områdestævnet i 1947 i Brno, hvor tre kristne tilsynsmænd fra hovedkontoret var til stede. En af dem var broder Nathan H. Knorr. For at annoncere det offentlige  foredrag gik mange af os gennem byen med sandwichplakater hvorpå foredragets titel stod. Vores søn, Eduard, som dengang kun var ni år gammel, var meget ked af at han ikke fik en plakat. Brødrene lavede derfor nogle mindre plakater, ikke kun til ham, men også til mange andre børn. Denne gruppe af unge var meget ihærdige med at avertere foredraget!

I februar 1948 kom kommunisterne til magten. Vi vidste at det kun var et spørgsmål om tid inden myndighederne ville tage skridt til at begrænse forkyndelsen. I september 1948 blev der afholdt et områdestævne i Prag, og vi var meget spændte fordi vi ventede et forbud mod at samles offentligt, efter blot tre år med forsamlingsfrihed. Ved stævnets afslutning vedtog vi en resolution der i uddrag lød: „Vi, Jehovas Vidner, som er forsamlet her, . . . er besluttede på at øge vores lykkelige tjeneste endnu mere, og, ved Herrens ufortjente godhed, at holde ud deri både når tiden er gunstig og ugunstig, og at forkynde budskabet om Guds rige med endnu større nidkærhed.“

„Fjender af staten“

Kun to måneder efter områdestævnet i Prag stormede det hemmelige politi betelhjemmet nær Prag. De beslaglagde ejendommen, konfiskerede alle bøger og blade samt arresterede alle betelitter og nogle andre brødre. Men det stoppede ikke ved det.

Natten mellem den 3. og 4. februar 1952 gennemsøgte sikkerhedsstyrkerne hele landet og arresterede mere end 100 forkyndere. Jeg var en af dem. Ved tretiden om natten vækkede politiet hele min familie. Uden at give nogen forklaring bad de mig om at følge med. Jeg fik håndjern på og bind for øjnene og blev sammen med flere andre smidt om bag i en lastvogn. Jeg havnede derefter i isolationsfængsel.

Der gik en hel måned uden at jeg fik lov til at tale med nogen. Den eneste jeg så, var vagten som skubbede et tarveligt måltid mad ind gennem en åbning i døren. Jeg blev derefter stillet for den forhørsleder som jeg nævnte i indledningen. Efter at han havde råbt at jeg var spion, fortsatte han: „Religion er uvidenhed. Der findes ikke nogen Gud! Du får ikke lov til at narre vores arbejderklasse. Du vil enten blive hængt eller rådne op i fængselet. Og hvis din Gud skulle dukke op, vil vi også dræbe ham!“

Myndighederne vidste at der ikke var nogen lov som direkte forbød vores kristne arbejde, og de forsøgte derfor at fremstille os som „fjender af staten“ og som fremmede spioner så de kunne henvise til eksisterende love. Men for at det kunne lade sig gøre, måtte de først få os til at bryde sammen og „tilstå“ falske anklager. Efter forhøret den nat fik jeg ikke lov til at sove. Nogle få timer senere blev jeg igen forhørt. Denne gang ville forhørslederen have mig til at underskrive en erklæring der lød: „Som fjende af det demokratiske Tjekkoslovakiet meldte jeg mig ikke til det [kollektive landbrug] fordi jeg ventede at amerikanerne ville komme.“ Da jeg nægtede at underskrive denne løgn, blev jeg sendt til en afstraffelsescelle.

 Jeg fik hverken lov til at sove, lægge mig eller sætte mig. Jeg måtte enten stå op eller gå omkring. Når jeg blev udmattet, lagde jeg mig på betongulvet. Så førte vagten mig tilbage til forhørslederens kontor. „Vil du underskrive nu?“ spurgte forhørslederen. Da jeg igen nægtede, slog han mig i ansigtet. Jeg begyndte at bløde. Han snerrede til vagterne: „Han er ude på at begå selvmord. Hold øje med at han ikke gør det.“ Jeg blev igen isolationsfængslet. I et halvt år blev jeg adskillige gange udsat for denne forhørstaktik. Ingen ideologisk prædiken eller forsøg på at få mig til at indrømme at jeg var en fjende af staten, kunne svække min beslutning om at forblive loyal over for Jehova.

En måned før jeg skulle stilles for retten, kom en anklager fra Prag og forhørte hver enkelt af de 12 brødre i vores gruppe. Han spurgte mig: „Hvad vil du gøre hvis vestlige imperialister angriber vores land?“ „Det samme som jeg gjorde da dette land sammen med Hitler angreb Sovjetunionen. Dengang gik jeg ikke i krig, og jeg vil ikke kæmpe nu, for jeg er kristen og forholder mig neutral.“ Så sagde han: „Vi kan ikke tolerere Jehovas Vidner. Hvis vestlige imperialister angriber os, har vi brug for soldater, og vi skal bruge soldater til at befri arbejderklassen i Vesten.“

Den 24. juli 1953 blev vi ført ind i retslokalet. En efter en blev vi 12 brødre kaldt frem foran dommerpanelet. Vi benyttede lejligheden til at fortælle om vores tro. Efter at vi havde gendrevet de falske anklager som var slynget mod os, rejste en advokat sig og sagde: „Jeg har mange gange været i dette retslokale. Som regel er der mange tilståelser, stor anger og endda tårer. Men disse mænd vil forlade lokalet stærkere end da de kom.“ Bagefter blev vi alle 12 erklæret skyldige i sammensværgelse mod staten. Jeg blev idømt tre års fængsel, og alle mine ejendele blev konfiskeret af staten.

Stadig aktiv trods høj alder

Selv efter at jeg var kommet hjem, holdt det hemmelige politi opsyn med mig. Alligevel genoptog jeg min teokratiske tjeneste og fik betroet at føre åndeligt tilsyn i vores menighed. Vi fik lov til at bo i vores konfiskerede hus, men det blev først juridisk set givet tilbage til os omkring 40 år senere, efter kommunismens fald.

Jeg var ikke den sidste i familien som kom i fængsel. Jeg havde kun været hjemme i tre år da Eduard blev indkaldt til militærtjeneste. Som følge af sin bibeloplærte samvittighed nægtede han at tjene som soldat og blev fængslet. Nogle år senere kom Eduards søn, Peter, ud for det samme, til trods for at han havde dårligt helbred.

I 1989 brød det kommunistiske styre i Tjekkoslovakiet sammen. Hvor jeg nød at jeg efter 40 år med forbud frit kunne forkynde fra hus til hus! (Apostelgerninger 20:20) Så længe mit helbred tillod det, glædede jeg mig over denne form for tjeneste. Jeg er nu 98 år, og mit helbred er ikke hvad det har været, men jeg er taknemmelig for at jeg stadig kan fortælle folk om Jehovas skønne løfter for fremtiden.

Jeg kan nævne 12 statsoverhoveder for fem forskellige lande som min hjemby har været underlagt. Der har været diktatorer, præsidenter og en konge. Ingen af dem har haft en varig løsning på de problemer som befolkningen har kæmpet med under deres styre. (Salme 146:3, 4) Jeg er Jehova taknemmelig for at jeg tidligt i livet fik lov til at lære ham at kende. Derved har jeg fået en god forståelse af hvordan livets problemer vil blive løst under det messianske rige, og har undgået tomheden ved et liv uden Gud. Jeg har forkyndt den bedste nyhed i mere end 75 år, og det har givet mig en mening med livet, stor tilfredshed og et vidunderligt håb om evigt liv på jorden. Hvad mere kan man ønske sig? *

[Fodnoter]

[Illustration på side 26]

Kort efter vores bryllup

[Illustration på side 26]

Med Eduard i begyndelsen af 1940’erne

[Illustration på side 27]

Avertering af stævnet i Brno, 1947