Hvor kristendom og hedenskab stødte sammen

RUINERNE af oldtidens Efesus på Lilleasiens vestkyst har i mere end hundrede år været genstand for omfattende arkæologiske udgravninger. Adskillige bygninger er blevet rekonstrueret, og talrige fund er blevet studeret og fortolket af arkæologerne. Som følge heraf er Efesus en af de mest populære turistattraktioner i Tyrkiet.

Hvad har man så fundet ud af med hensyn til Efesus? Hvilket billede tegner der sig i dag af denne fascinerende oldtidsby? Et besøg både i Efesus sådan som byen ligger i dag, og i Efesus-museet i Wien i Østrig hjælper os til at forstå hvordan kristendom og hedenskab stødte sammen i Efesus. Først nogle baggrundsoplysninger.

En eftertragtet beliggenhed

I det 11. århundrede før vor tidsregning var Europa og Asien præget af uro på grund af store folkevandringer. Det var på det tidspunkt jonerne i Grækenland drog ud for at kolonisere Lilleasiens vestkyst. Her mødte de første indvandrere en befolkning der var kendt for at dyrke en modergudinde. Hun skulle senere blive kendt som efesernes Artemis.

I midten af det 7. århundrede før vor tidsregning kom kimmerierne, et nomadefolk der havde slået sig ned nord for Sortehavet, for at plyndre i Lilleasien. Senere, omkring 550 f.v.t., fremstod den lydiske kong Krøsus, der var kendt for sin enorme rigdom. Da Perserriget begyndte at ekspandere, underlagde perserkongen Kyros sig de joniske byer, deriblandt Efesus.

I 334 f.v.t. indledte Alexander den Store af Makedonien sit felttog mod perserne, og Efesus blev underlagt ham. Efter Alexanders pludselige død i 323 f.v.t. blev byen indviklet i magtkampen mellem hans generaler. I 133 f.v.t. testamenterede Pergamums barnløse konge, Attalos III, Efesus til romerne, og byen blev en del af den romerske provins Asien.

Kristendommen støder sammen med hedenskabet

Da apostelen Paulus i det første århundrede efter vor tidsregning kom til Efesus på sin anden missionsrejse, fandt han en by med omkring 300.000 indbyggere. (Apostelgerninger 18:19-21) På sin tredje missionsrejse vendte han tilbage til Efesus og talte med stor frimodighed i jødernes synagoge  om Guds rige. Efter tre måneder blev jødernes modstand imidlertid for stor, og han gik over til at holde foredrag i Tyrannus’ skolesal. (Apostelgerninger 19:1, 8, 9) Han fortsatte sin forkyndelse i to år og gjorde „kraftige gerninger af usædvanlig art“, for eksempel mirakuløse helbredelser og uddrivelse af dæmoner. (Apostelgerninger 19:10-17) Som følge heraf kom mange til troen, og Jehovas ord havde så stor fremgang at mange der havde øvet magi, kom med deres kostbare trolddomsbøger og brændte dem for alles øjne. — Apostelgerninger 19:19, 20.

Paulus’ forkyndelse bevirkede dog ikke alene at mange holdt op med at dyrke gudinden Artemis, men den vakte også vrede hos dem der støttede denne hedenske gudsdyrkelse. Det var nemlig en indbringende forretning at lave Artemistempler af sølv. Da sølvsmedene så at deres håndværk var truet, lykkedes det en vis Demetrius at ophidse dem til at lave optøjer. — Apostelgerninger 19:23-32.

Opstanden nåede sit højeste da folkemængden i hele to timer hysterisk råbte: „Stor er efesernes Artemis!“ (Apostelgerninger 19:34) Da uroen havde lagt sig, opmuntrede Paulus endnu en gang sine trosfæller og fortsatte så på sin rejse. (Apostelgerninger 20:1) Men hans afrejse til Makedonien forhindrede ikke at Artemisdyrkelsen var dømt til undergang.

Artemistemplet vakler

Artemisdyrkelsen havde dybe rødder i Efesus. Før kong Krøsus’ tid var modergudinden Kybele den centrale religiøse figur i dette område. Kong Krøsus sørgede imidlertid for at der blev skabt et mytisk slægtskabsbånd mellem Kybele og den græske gudeverden, og håbede derved at kunne indføre en guddom som kunne anerkendes af både grækere og andre. Med hans støtte begyndte derfor arbejdet på Kybeles efterfølger Artemis’ tempel. Det var omkring midten af det 6. århundrede før vor tidsregning.

Templet var en milepæl i græsk arkitektur. Aldrig før havde man brugt så store marmorblokke til en bygning af denne størrelse og art. Dette tempel blev ødelagt ved en ildebrand i 356 f.v.t. Men det genopbyggede tempel var lige så storslået. Det gav arbejde til mange og tiltrak pilgrimme. Det blev opført på en 73 meter bred og 127 meter lang platform, mens selve templet var 50 meter bredt og 105 meter langt. Det blev regnet for at være et af verdens syv underværker. Men det var ikke alle der syntes om det. Den græske filosof Heraklit fra Efesus sammenlignede den uoplyste gang der førte op til alteret, med skændighedens mørke, og han anså templets moral for at være lavere end dyrenes. De fleste var dog af den opfattelse at Artemistemplet i Efesus aldrig ville gå til grunde. Historien viser imidlertid noget andet. Bogen Ephesos — Der neue Führer (udgivet af Det Østrigske Arkæologiske Institut i 1995) siger: „I det 2. århundrede [e.v.t.] skete der en drastisk tilbagegang i dyrkelsen af Artemis og andre etablerede guddomme i den hedenske gudeverden.“

I det 3. århundrede efter vor tidsregning rystedes Efesus af et voldsomt jordskælv. Dertil kom at Artemistemplet blev plyndret for store  rigdomme af goterne, der kom ad søvejen fra Sortehavet, og de satte ild til templet. Førnævnte bog siger: „Hvordan kunne Artemis, som nu var slagen og ude af stand til at beskytte sin egen bolig, betragtes som byens beskytterinde ret meget længere?“ — Salme 135:15-18.

Endelig, hen imod slutningen af det 4. århundrede, erklærede kejser Theodosius I „kristendommen“ for statsreligion. Snart blev det førhen så berømte tempel for Artemis blot en ruin hvorfra man hentede byggematerialer. Artemisdyrkelsen sank ned i glemsel. En unavngiven besøgende gav følgende kommentar til et vers der lovpriste templet som et af oldtidens underværker: „Nu er det et i høj grad øde og trøstesløst sted.“

Fra Artemis til „Guds moder“

I Milet advarede Paulus de ældste fra menigheden i Efesus om at der efter hans bortgang ville „komme undertrykkende ulve“ ind iblandt dem, og at der fra dem selv ville fremstå mænd der ville „fremføre fordrejede ting“. (Apostelgerninger 20:17, 29, 30) Det skete nøjagtig som forudsagt. Historien viser at der eksisterede en falsk gudsdyrkelse i Efesus i form af en frafalden kristendom.

I år 431 fandt det tredje økumeniske koncil sted i Efesus, hvor spørgsmålet om Kristi natur var til debat. Bogen Ephesos — Der neue Führer forklarer: „Deltagerne fra Alexandria vandt en fuldstændig sejr. Det var dem der holdt på at Kristus udelukkende var af guddommelig natur.“ Det fik vidtrækkende følger. Den afgørelse man nåede til i Efesus — hvorved Maria blev ophøjet fra at være Kristus-føderske til at være Gud-føderske — kom ikke alene til at danne grundlag for Mariadyrkelsen, men blev også årsag til det første store skisma i kirken. . . . Denne debat har varet ved til den dag i dag.“

Dyrkelsen af Kybele og Artemis blev altså afløst af dyrkelsen af Maria som „Gud-føderske“ eller „Guds moder“. Som bogen siger: „Mariadyrkelsen praktiseres den dag i dag i Efesus, . . . en tradition som ikke kan forklares uden at den ses som en fortsættelse af Artemisdyrkelsen.“

Forvist til historiens pulterkammer

Efter Artemisdyrkelsens ophør gik Efesus i forfald. Jordskælv, malaria og havnens gradvise tilsanding gjorde livet i byen mere og mere besværligt.

I det 7. århundrede var islam begyndt at brede sig. Denne religion begrænsede sig ikke til blot at forene de arabiske stammer under sit banner. I det 7. og 8. århundrede plyndrede arabiske flåder Efesus, og Efesus’ skæbne var endeligt beseglet da havnen sandede fuldstændig til og byen blev en ruinhob. Af den engang så prægtige storby er kun en lille bebyggelse ved navn Aya Soluk (nu Selçuk) tilbage.

En tur gennem Efesus’ ruiner

For at få et indtryk af Efesus’ tidligere glans og storhed kan man besøge byens ruiner. Vi begynder turen ved den øvre, østlige indgang og bliver straks belønnet med en storslået udsigt ned over Kuretergaden til Celsus’ Bibliotek. På højre hånd har vi Odeon, et lille amfiteater som blev bygget i det 2. århundrede efter vor tidsregning. Det havde plads til cirka 1500 og blev sandsynligvis brugt til rådsforsamlinger, men derudover også til mindre koncerter. På begge sider af Kuretergaden er der bygninger, som for eksempel Statsagoraen, hvor man behandlede statsanliggender; desuden ruinerne af Hadrians tempel og  nogle terrassevillaer, hvor byens fornemme borgere boede. Her findes også resterne af nogle offentlige fontæner.

Det elegante Celsus’ Bibliotek, der blev opført i det 2. århundrede og nu er restaureret, er en ualmindelig smuk bygning og byens vigtigste seværdighed. Bibliotekets samling af bogruller blev opbevaret i nicher i en stor læsesal. De fire statuer der pryder bygningens facade, repræsenterer de fire egenskaber man særligt måtte forvente af en så højtstående romersk embedsmand som Celsus. Figurerne forestiller Sofia (visdom), Arete (dyd), Ennoia (tankevirksomhed) og Episteme (viden, forstand). De statuer som står her, er afstøbninger, men originalerne kan ses i Efesus-museet i Wien. Fra bibliotekets forgård fører en monumental port til højre ind til den store markedsplads, Tetragonos-agoraen. På dette vældige torv, der var omgivet af overdækkede søjlegange, handlede byens indbyggere og de mange tilrejsende fremmede.

Herefter går man ad Marmorgaden, der fører hen til det store teater. Efter de sidste udvidelser, der fandt sted i den romerske kejsertid, havde teatret plads til 25.000 tilskuere. Facaden var rigt udsmykket med søjler, relieffer og statuer. Man kan levende forestille sig det røre sølvsmeden Demetrius skabte i den folkemængde der var forsamlet her.

En pragtgade strækker sig fra det store teater til byens havn. Den er 500 meter lang og 11 meter bred og flankeret af søjler på begge sider. Langs denne gade findes også teatergymnasiet og havnegymnasiet med deres sportsanlæg. Den imponerende havneport for enden af Havnegaden var porten til verden, og her slutter vores korte tur gennem nogle af de mest spændende ruiner fra oldtidens verden. På Efesus-museet i Wien kan man se en model i træ af denne historiske storby samt talrige monumenter derfra.

Når man går gennem museet og ser statuen af efesernes Artemis, kan man ikke lade være med at tænke på den udholdenhed som de kristne i Efesus måtte være i besiddelse af. De måtte bo i en by der var gennemtrængt af spiritisme, og hvis befolkning var forblindet af religiøs fordom. Budskabet om Riget mødte hård modstand fra dem der dyrkede Artemis. (Apostelgerninger 19:19; Efeserne 6:12; Åbenbaringen 2:1-3) I disse ugæstfri omgivelser slog den sande tilbedelse rod. Denne tilbedelse af den sande Gud vil også blive stående når vor tids falske religion går til grunde, sådan som det skete med Artemisdyrkelsen i oldtiden. — Åbenbaringen 18:4-8.

[Kort/illustration på side 26]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

MAKEDONIEN

Sortehavet

LILLEASIEN

Efesus

Middelhavet

ÆGYPTEN

[Illustration på side 27]

En rest af Artemistemplet

[Illustration på side 28, 29]

1. Celsus’ Bibliotek

2. Statuen af Arete

3. Marmorgaden, som fører til det store teater