Undgå skikke der mishager Gud

PÅ EN lille, solbeskinnet afrikansk gårdsplads defilerer de sørgende forbi en åben kiste. En ældre mand standser op, bøjer sig over den afdøde, ser bedrøvet på ham og spørger: „Hvorfor sagde du ikke til mig at du tog bort? Hvorfor forlod du mig uden videre? Nu hvor du er vendt tilbage, vil du så fortsat hjælpe mig?“

Et andet sted i Afrika bliver et nyfødt barn holdt indendørs i nogle dage. Først derefter bliver det båret udenfor og navngivet ved en ceremoni.

Mange synes sikkert at det er underligt at tale til en afdød eller skjule et spædbarn. Men i nogle kulturer er folks handlinger og deres opfattelser angående fødsel og død præget af en rodfæstet tro på at de døde fortsat lever og er ved bevidsthed.

Denne antagelse er så stærk at den sætter sig spor i de mange skikke og ritualer som er knyttet til næsten alle sider af tilværelsen. For eksempel tror millioner af mennesker at skelsættende livsfaser — for eksempel når man bliver født, kommer i puberteten, bliver gift, får børn og til sidst dør — er stadier man gennemgår på sin vej til forfædrenes ånders verden. Man tror at de døde fortsat kan gribe ind i de efterladtes tilværelse og leve videre ved at blive genfødt.

 Med det formål at sikre en problemfri overgang mellem alle disse faser udføres der mange skikke og ritualer. De udspringer af troen på at noget inden i os lever videre efter døden. Sande kristne undgår enhver skik der er forbundet med den opfattelse. Hvorfor?

Hvad er de dødes tilstand?

Bibelen beskriver tydeligt de dødes tilstand. Der siges ganske enkelt: „De levende ved . . . at de skal dø, men de døde ved slet ingenting . . . Deres kærlighed og deres had og deres skinsyge er allerede gået til grunde . . . Der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol [menneskehedens fælles grav] hvor du går hen.“ (Prædikeren 9:5, 6, 10) Guds sande tilbedere har længe fattet betydningen af denne grundlæggende bibelske sandhed. De har forstået at sjælen ikke er udødelig, men kan dø og dermed gå til grunde. (Ezekiel 18:4) De ved også at de døde ikke lever videre som åndevæsener. (Salme 146:4) I fortiden befalede Jehova utvetydigt sit folk at tage fuldstændig afstand fra enhver skik og ethvert ritual der var forbundet med troen på at de døde er ved bevidsthed og kan påvirke de levende. — 5 Mosebog 14:1; 18:9-13; Esajas 8:19, 20.

Også de kristne i det første århundrede holdt sig fra alle skikke og ceremonier med tilknytning til falsk religiøs lære. (2 Korinther 6:15-17) På samme måde undgår Jehovas Vidner fra alle etniske grupper og i alle samfund enhver tradition og skik der har at gøre med den falske lære at noget i mennesket lever videre efter døden.

Hvordan kan vi som kristne afgøre om vi vil følge en bestemt skik eller ikke? Vi må omhyggeligt undersøge om den kan kædes sammen med en ubibelsk lære, for eksempel den at de dødes ånder kan påvirke os mennesker. Desuden bør vi overveje om vi ved at følge en bestemt skik eller deltage i en bestemt ceremoni kunne volde anstød hos nogle der er klar over hvad Jehovas Vidner tror og lærer. Lad os med det i tanke se nærmere på skik og brug ved to markante begivenheder — fødsel og død.

Ceremonier forbundet med fødsel og navngivning

Mange skikke i forbindelse med en fødsel er helt på deres plads. Men de steder hvor fødselen betragtes som overgangen fra forfædrenes ånders verden til menneskenes verden, må sande kristne være på vagt. For eksempel er der som nævnt steder i Afrika hvor nyfødte holdes indendørs og først får navn efter en vis tid. Ventetiden varierer fra sted til sted, og den slutter med en ceremoni hvor barnet bliver båret ud og formelt præsenteret for familie og venner. Ved samme lejlighed får de tilstedeværende barnets navn at vide.

Bogen Ghana — Understanding the People and Their Culture forklarer hvad der ligger bag denne skik: „I barnets første syv levedage anser man det for at være ’på besøg’ undervejs fra åndeverdenen til det jordiske liv. . . . Barnet bliver normalt holdt inden døre, og ingen andre end familien får lov at se det.“

Hvorfor venter man med at give barnet navn? Bogen Ghana in Retrospect svarer: „Barnet bliver ikke anset for at være et rigtigt menneske før det er otte dage gammelt. Det bliver mere eller mindre sat i forbindelse med den anden verden som det er kommet fra.“ Bogen fortsætter: „Eftersom det er navnet der så at sige gør barnet til et menneske, udsætter forældre der frygter at barnet vil dø, almindeligvis  navngivningen indtil de er sikre på at barnet vil leve. . . . Derfor tillægger man dette overgangsritual umådelig betydning for barnet og dets forældre. Det er ved den ceremoni at barnet optages i menneskenes verden.“

Almindeligvis forestår et ældre medlem af familien ceremonien. Forløbet varierer fra sted til sted, men ofte omfatter ritualerne at der udgydes et drikoffer, og at man takker forfædrenes ånder for at barnet er nået frem i god behold.

Ceremonien kulminerer med at barnets navn bliver bekendtgjort. Det påhviler ganske vist forældrene at give barnet navn, men slægtninge har som regel stor indflydelse på valget. Nogle navne har symbolsk betydning på lokalsproget, for eksempel „Gået bort og vendt tilbage“, „Moder er kommet for anden gang“ eller „Fader er kommet igen“. Andre navne har betydninger der skal afskrække forfædrene fra at hente den nyfødte tilbage til de dødes verden.

Et barns fødsel er naturligvis en anledning til stor glæde. Der er intet at indvende mod den skik at opkalde barnet efter en anden eller give det et navn der skildrer omstændighederne ved dets fødsel. Og det er en personlig sag hvornår man inden for den frist loven fastsætter, vil navngive et barn. Men kristne ønsker at behage Gud og undlader derfor omhyggeligt at overholde skikke og deltage i ceremonier der kunne give indtryk af at de tror at barnet er en „gæst“ som er på vej fra forfædrenes åndeverden til de levendes samfund.

Desuden bør kristne ikke kun tænke på om mange i lokalsamfundet betragter navngivningsceremonien som et betydningsfuldt overgangsritual. De bør tage hensyn til andres samvittighed og overveje hvordan deres valg vil virke på anderledestroende. Hvordan kunne man for eksempel opfatte det hvis kristne forældre holdt et nyfødt barn isoleret indtil det fik navn ved en ceremoni? Hvad ville andre lægge i det hvis forældrene gav barnet et navn hvis betydning rejser tvivl om at de holder sig til Bibelens sande lære?

Derfor bestræber kristne sig for at ’gøre alt til Guds ære’ og undgå at volde anstød når de skal beslutte hvornår de vil give deres barn navn, og hvad det skal hedde. (1 Korinther 10:31-33) De ’tilsidesætter ikke Guds bud for at kunne beholde overleveringer’ der i sidste instans har til hensigt at ære de døde. De ærer og herliggør derimod den levende Gud, Jehova. — Markus 7:9, 13.

I forbindelse med dødsfald

Mange afrikanere formoder at døden ligesom fødselen er en overgang, blot fra den synlige verden til de dødes usynlige åndeverden. De er overbeviste om at det er vigtigt at følge visse skikke og ritualer i forbindelse med begravelsen for ikke at tirre forfædrenes ånder, der menes at have magt til at straffe og belønne de levende. Denne opfattelse præger i høj grad tilrettelægningen og gennemførelsen af begravelser.

Man prøver at formilde de døde ved at give følelserne frit løb i form af hysteriske klageråb i nærheden af den døde og ved at holde et muntert gilde bagefter. Det er typisk at begravelserne ledsages af løsslupne festligheder, drikkeri og dans til høj musik. Begravelser er så vigtige at selv de fattigste familier ofte forsøger at skrabe midler sammen til „en passende begravelse“ selvom de må lide afsavn og stifte gæld.

Som bekendt har Jehovas Vidner gennem mange år grundigt afsløret ubibelske  begravelsesskikke. * Blandt dem kan nævnes at man våger over den døde, taler til vedkommende og kommer med anmodninger, udgyder drikofre og omhyggeligt højtideligholder årsdagen for en begravelse, foruden andre skikke der har rod i troen på at noget inden i mennesket lever videre efter døden. Sådanne skikke er urene og vanærer Gud. De hører til „det tomme bedrag“ der bygger på „menneskers overlevering“ i modstrid med Guds sandhedsord. — Esajas 52:11; Kolossenserne 2:8.

Under pres til at overholde traditioner

Især i lande hvor der bliver lagt stor vægt på at ære de døde, har nogle haft svært ved at tage afstand fra de nævnte traditioner. Da Jehovas Vidner ikke ærer de døde, er de blevet mistænkeliggjort og beskyldt for at være afvigere der er respektløse over for de døde. Kritik og hårdt pres har skræmt nogle fra at skille sig ud trods deres rigtige forståelse af Bibelens lære. (1 Peter 3:14) Andre har anlagt det synspunkt at de ikke totalt kan tilsidesætte disse skikke, da de er en del af deres kultur. Atter andre har ræsonneret at hvis de afslår at følge skik og brug, vil det skabe fordomme mod Jehovas Vidner i lokalsamfundet.

Vi ønsker naturligvis ikke at støde andre unødigt. Men Bibelen advarer om at den verden der er fremmed for Gud, vil misbillige at vi tager et fast standpunkt for sandheden. (Johannes 15:18, 19; 2 Timoteus 3:12; 1 Johannes 5:19) Vi er indstillet på at fastholde vort standpunkt, for vi véd at vi må være anderledes end dem der befinder sig i åndeligt mørke. (Malakias 3:18; Galaterne 6:12) Vi efterligner Jesus, der modstod fristelsen fra Satan til at gøre noget der ville mishage Gud. (Mattæus 4:3-7) Sande kristne ligger ikke under for menneskefrygt, men søger først og fremmest at behage Jehova og ære ham som sandhedens Gud. Derfor lader de sig ikke presse til et kompromis om Bibelens normer for sand tilbedelse. — Ordsprogene 29:25; Apostelgerninger 5:29.

Hvordan man viser respekt for de døde og ærer Jehova

Sorg og smerte er naturlige følelser når døden berøver os en vi holder af. (Johannes 11:33, 35) Det er et passende udtryk for kærlighed at man viser agtelse for den afdødes minde og sørger for en anstændig begravelse. Men Jehovas Vidner gennemlever den dybe sorg ved et dødsfald uden at blive forledt til at følge skikke som mishager Gud. Det er naturligvis ikke let for dem der er vokset op i et samfund hvor frygten for de døde er stærk. Det kan være en udfordring at bevare ligevægten når vi føler smerten ved at miste en der står os nær. Men trofaste kristne bliver styrket af Jehova, „al trøsts Gud“, og henter støtte hos kærlige trosfæller. (2 Korinther 1:3, 4) Den faste tro på at de døde, som er uden bevidsthed, bliver husket af Gud og en dag vil få livet igen, giver sande kristne al grund til at holde sig langt fra ukristne begravelsesskikke der fornægter opstandelsen.

Bør vi ikke værdsætte at Jehova har kaldt os „ud af mørket ind til sit vidunderlige lys“? (1 Peter 2:9) Når vi glæder os over en fødsel, og når vi udholder sorgen over et dødsfald, bør vor dybe kærlighed til Jehova og vort stærke ønske om at gøre det der er rigtigt, altid motivere os til ’fortsat at vandre som lysets børn’. Måtte vi aldrig blive åndeligt besmittet ved ukristne skikke som mishager Gud. — Efeserne 5:8.

[Fodnote]