Livsberetning

Vi lærte at stole helt på Jehova

FORTALT AF NATALIE HOLTORF

Det var en dag i juni 1945. En bleg mand kom hen til vores hus og stod tålmodigt uden for hoveddøren. Min yngste datter, Ruth, råbte forskrækket: „Mor, der står en fremmed mand uden for døren!“ Hun vidste ikke at denne ’fremmede’ var hendes far, min elskede mand, Ferdinand. To år tidligere, kun tre dage efter at Ruth var født, var Ferdinand taget af sted hjemmefra. Han blev arresteret og senere sendt til en nazistisk koncentrationslejr. Men nu kunne Ruth endelig møde sin far, og vores familie var samlet igen! Ferdinand og jeg havde så meget at fortælle hinanden.

FERDINAND og jeg er begge født i Tyskland. Han i Kiel i 1909, og jeg i Dresden i 1907. Da jeg var 12 år, kom min familie første gang i kontakt med bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Som 19-årig meldte jeg mig ud af den evangeliske kirke og indviede mit liv til Jehova.

I mellemtiden var Ferdinand blevet færdig på søfartsskolen og arbejdede som sømand. Under sine rejser spekulerede han over om der fandtes en Skaber. Hjemme i Tyskland besøgte Ferdinand sin bror, der var bibelstudent. Dette besøg var tilstrækkeligt til at overbevise ham om at Bibelen havde svarene på de spørgsmål der plagede ham. Han forlod den lutherske kirke og besluttede også at stoppe som sømand. Siden han første gang var med i forkyndelsesarbejdet,  har han næret et stærkt ønske om at udføre dette arbejde resten af livet. Den samme aften Ferdinand var i forkyndelsen for første gang, indviede han sit liv til Jehova. Han blev døbt i august 1931.

Sømand og forkynder

I november 1931 steg Ferdinand på et tog til Holland for at hjælpe til med forkyndelsen der. Da Ferdinand fortalte broderen som organiserede arbejdet i landet, at han havde været sømand, udbrød han: „Du er lige den mand vi mangler!“ Brødrene havde lejet en båd så en gruppe pionerer (heltidsforkyndere) kunne forkynde for dem der boede langs kanalerne i den nordlige del af landet. Der var fem mand på båden, men ingen af dem kunne sejle den. Ferdinand blev derfor skipper.

Et halvt år senere blev Ferdinand bedt om at tage til Tilburg i det sydlige Holland som pioner. Omkring samme tid ankom jeg også til Tilburg som pioner, og jeg lærte Ferdinand at kende. Men vi blev med det samme bedt om at flytte til Groningen, en by i den nordlige del af landet. Her blev vi gift i oktober 1932 og kom til at bo i et hus hvor der boede flere andre pionerer. Vores hvedebrødsdage tilbragte vi i pionertjenesten.

I 1935 blev vores datter Esther født. Vi tjente ikke ret mange penge, men var besluttede på at fortsætte som pionerer. Vi flyttede til en landsby hvor vi boede i et meget lille hus. Vi skiftedes til at blive hjemme og passe Esther, mens den anden brugte hele dagen i tjenesten. Dagen efter blev rollerne byttet om. Det stod på indtil hun var gammel nok til at komme med os ud i forkyndelsen.

Kort efter trak ildevarslende skyer sammen over Europas politiske horisont. Vi hørte om hvordan Jehovas Vidner i Tyskland blev forfulgt, og vi indså at det snart blev vores tur. Vi spekulerede på hvordan vi kunne holde ud under stærk forfølgelse. I 1938 udstedte de hollandske myndigheder et dekret der forbød udlændinge at udføre kolportørarbejde og uddele religiøse bøger og blade. Som en hjælp til at fortsætte som pionerer overlod de hollandske forkyndere os navnene på folk der havde vist interesse, og vi fik mulighed for at undervise nogle af dem i Bibelen.

Jehovas Vidner skulle på dette tidspunkt til at afholde et stævne. Vi ville gerne overvære stævnet, men havde ingen penge til togbilletten. Vi begav os derfor ud på en tre dage lang cykeltur med lille Esther i et barnesæde på styret. Vi overnattede undervejs hos vore trosfæller. Hvor vi nød at overvære vores første landsstævne! Programmet styrkede os til at klare de prøvelser der lå forude. Frem for alt blev vi mindet om at stole på Gud. Ordene i Salme 31:6 blev vores motto: „Jeg har sat min lid til Jehova.“

 Jaget af nazisterne

I maj 1940 invaderede nazisterne Holland. Kort efter overraskede Gestapo, eller det hemmelige politi, os med et besøg mens vi var ved at åbne en forsendelse med bibelsk læsestof. Ferdinand blev ført til Gestapos hovedkvarter. Esther og jeg besøgte ham ofte, og nogle gange blev han afhørt og slået mens vi så på det. I december blev Ferdinand pludselig løsladt, men hans frihed varede kun kort. En aften da vi kom hjem, fik vi øje på en af Gestapos vogne der holdt ved vores hus. Det lykkedes Ferdinand at slippe væk mens Esther og jeg gik ind i huset. Gestapo ventede på os. De ville have fat i Ferdinand. Samme aften, da Gestapo var gået, kom det hollandske politi og tog mig med til forhør. Den følgende dag søgte Esther og jeg skjul hos familien Norder, et nydøbt ægtepar der tilbød os husly og beskyttelse.

I slutningen af januar 1941 blev et pionerægtepar der boede på en husbåd, arresteret. Dagen efter gik en kredstilsynsmand (rejsende tilsynsmand) og min mand om bord på husbåden for at hente nogle af ægteparrets ejendele, men Gestapos kollaboratører fik fat i de to brødre. Det lykkedes Ferdinand at slippe fri og flygte på sin cykel, men kredstilsynsmanden blev fængslet.

De ansvarshavende brødre bad Ferdinand om at overtage kredstilsynsmandens opgave. Det betød at han kun ville være hjemme cirka tre dage om måneden. Det var en ny udfordring for os, men jeg fortsatte som pioner. Gestapo havde intensiveret jagten på forkynderne, og vi måtte derfor hele tiden skifte opholdssted. I 1942 flyttede vi tre gange. Til sidst slog vi os ned i Rotterdam, en by der lå langt fra det sted hvor Ferdinand arbejdede i det skjulte. På det tidspunkt ventede jeg vores andet barn. Familien Kamp, hvis to sønner kort forinden var blevet sendt i koncentrationslejr, tog sig kærligt af os, og vi fik lov til at bo hos dem.

Med Gestapo i hælene

Vores andet barn, Ruth, blev født i juli 1943. Lige efter at Ruth var blevet født, fik Ferdinand mulighed for at være hos os i tre dage, men så var han nødt til at tage af sted igen. Det var det sidste vi så til ham i lang tid. Omkring tre uger senere blev han arresteret i Amsterdam. Han blev ført til Gestapos hovedkvarter, hvor hans identitet blev bekræftet. I et forsøg på at tvinge ham til at give oplysninger om vores forkyndelsesarbejde blev han underkastet indgående forhør. Men det eneste Ferdinand ville røbe, var at han var et af Jehovas Vidner, og at han ikke tog del i nogen politiske aktiviteter. Gestapoofficererne var rasende over at Ferdinand, en tysk statsborger, ikke havde meldt sig til militærtjeneste, og de truede med at henrette ham som forræder.

I de næste fem måneder sad Ferdinand indespærret i en fængselscelle mens han gentagne gange blev truet med at blive henrettet af en eksekutionspeloton. Men han var urokkelig i sin loyalitet over for Jehova. Hvad hjalp ham til at forblive åndeligt stærk? Guds ord, Bibelen. Som et af Jehovas Vidner havde Ferdinand selvfølgelig ikke lov til at have en bibel. Men andre fanger kunne bede om at få en. Ferdinand overtalte derfor sin cellekammerat til at bede sin familie om at sende en bibel. Og det gjorde manden. Flere år senere, når Ferdinand talte om denne tid, strålede hans øjne, og han udbrød: „Hvor var den bibel til stor trøst for mig!“

I begyndelsen af januar 1944 blev Ferdinand pludselig sendt til en koncentrationslejr i Vught i Holland. Dette viste sig imod al forventning at blive en velsignelse for  ham, for her mødte han 46 andre forkyndere. Da jeg hørte at Ferdinand var blevet flyttet, jublede jeg af glæde over at finde ud af at han stadig var i live!

Forkyndelsesarbejdet fortsætter i koncentrationslejren

Livet i lejren var meget hårdt. Hver dag måtte fangerne kæmpe med underernæring, bidende kulde og mangelen på varmt tøj. Ferdinand fik en alvorlig halsbetændelse. Efter et langvarigt navneopråb ude i kulden henvendte han sig på lejrinfirmeriet. Patienter med 40 graders feber eller derover fik lov til at blive. Men det måtte Ferdinand ikke, for hans feber var kun på 39 grader! Han fik besked på at gå tilbage til sit arbejde. Nogle af de andre fanger viste deres medfølelse ved at holde ham skjult et varmt sted i korte perioder ad gangen. Det hjalp også da vejret blev varmere. Når nogle af brødrene modtog pakker med mad, delte de indholdet med de andre, og på den måde fik Ferdinand nogle af sine kræfter tilbage.

Inden min mand blev fængslet, havde forkyndelsen haft en stor plads i hans liv, og i lejren fortsatte han med at fortælle andre om sin tro. Fangevogterne kom ofte med hånlige bemærkninger om hans lilla trekant, et mærke der viste at han var et af Jehovas Vidner. Men Ferdinand betragtede sådanne bemærkninger som en mulighed for at indlede en samtale med dem. Til at begynde med kunne brødrene kun forkynde i de barakker hvor der hovedsagelig boede Jehovas Vidner. Brødrene tænkte: ’Hvordan kan vi nå ud til flere fanger?’ Uden at vide af det kom lejrledelsen med en løsning. Hvordan?

Brødrene havde en hemmelig forsyning af bibelsk læsestof og 12 bibler. En dag fandt vagterne nogle publikationer, men de kunne ikke finde ud af hvem de tilhørte. Lejrledelsen besluttede derfor at sammenholdet blandt Jehovas Vidner skulle knækkes. Som straf blev alle brødrene derfor flyttet til barakker som kun var beboet af fanger der ikke var Jehovas Vidner. Ikke engang når de spiste, måtte de sidde ved siden af deres trosfæller. Denne ’straf’ viste sig at være en fordel. Nu kunne brødrene gøre det de hele tiden havde ønsket — at forkynde for så mange af deres medfanger som muligt.

Opdrager to piger alene

I mellemtiden boede mine to døtre og jeg stadig i Rotterdam. Vinteren 1943/44 var usædvanlig barsk. Bag huset stod et luftværnsbatteri bemandet med tyske soldater. Foran huset lå Waal-havnen, et yndet mål for de allieredes bombefly. Det var ikke ligefrem det mest sikre sted at skjule sig! Derudover var der knapt med mad. Vi lærte mere end nogen sinde før at stole helt på Jehova. — Ordsprogene 3:5, 6.

Esther på otte hjalp til i vores lille familie ved at stå i kø ved et suppekøkken. Men når det blev hendes tur, var der ofte ikke mere mad tilbage. En af de gange hvor hun var ude for at skaffe mad, blev hun fanget midt i et luftangreb. Jeg gik i panik da jeg hørte eksplosionerne, men snart blev min bekymring afløst af glædestårer da hun kom uskadt hjem og endda havde et par sukkerroer med. „Hvad skete der?“ var det første jeg spurgte om. Roligt svarede hun: „Da bomberne faldt, gjorde jeg som far havde sagt: ’Kast dig ned på jorden, bliv liggende, og bed’. Og det virkede!“

På grund af min tyske accent var det mere sikkert at Esther gik ud og skaffede os den smule man stadig kunne få. Dette undgik ikke de tyske soldaters opmærksomhed, og de begyndte at udspørge Esther. Men hun røbede ikke noget. I hjemmet underviste jeg Esther i Bibelen, og da hun ikke kunne gå i skole, lærte jeg hende at læse og skrive og andre færdigheder.

 Esther hjalp mig også i forkyndelsen. Inden jeg tog af sted til et bibelstudium, gik Esther i forvejen for at se om der var fri bane. Hun sikrede sig at de tegn jeg havde aftalt med bibelstudieeleven, var i orden. For eksempel stillede den person jeg skulle besøge, en potteplante et bestemt sted i vindueskarmen for at fortælle mig at jeg kunne komme ind. Under bibelstudiet blev Esther udenfor og holdt øje med eventuelle faresignaler mens hun skubbede barnevognen med lille Ruth op og ned ad gaden.

Til Sachsenhausen

Hvordan klarede Ferdinand sig? I september 1944 blev han sammen med mange andre ført til en jernbanestation hvor fanger i grupper på 80 blev presset ind i ventende godsvogne. Hver godsvogn havde én spand som toilet og en anden med drikkevand. Togrejsen varede tre døgn, og alle måtte stå op på grund af pladsmangel. Der var næsten ingen luft. Godsvognene var lukkede, og der var kun nogle få sprækker her og der. Den varme, sult og tørst — for slet ikke at tale om stanken — de måtte udholde, kan ikke beskrives.

Toget sagtnede farten og standsede omsider ved den berygtede koncentrationslejr Sachsenhausen. Fangerne fik frataget alt hvad der hed personlige ejendele — undtagen de 12 små bibler som forkynderne havde taget med på turen!

Ferdinand og otte andre brødre blev sendt til en filiallejr i byen Rathenow for at arbejde med fremstilling af krigsmateriel. Til trods for at brødrene ofte blev truet med henrettelse, nægtede de at udføre den form for arbejde. For at opmuntre hinanden til at stå fast i troen drøftede de hver morgen et vers fra Bibelen, som for eksempel Salme 18:2, som de kunne grunde over i løbet af dagen. Det hjalp dem til at tænke på åndelige ting.

Langt om længe kunne man på lyden af artilleri høre at de allierede og de russiske tropper nærmede sig. Russerne var de første der nåede frem til den lejr hvor Ferdinand og hans venner var. De gav fangerne mad og beordrede dem til at forlade lejren. I slutningen af april 1945 gav den russiske hær dem lov til at rejse hjem.

Endelig samlet som familie

Den 15. juni kom Ferdinand til Holland. Han fik en varm velkomst af brødrene i Groningen. Kort efter fik han at vide at vi var i live og boede et andet sted i landet, og vi fik besked om at han var kommet tilbage. Det føltes som en evighed før han kom hjem. Men en dag råbte lille Ruth: „Mor, der står en fremmed mand uden for døren!“ Det var min elskede mand og børnenes far.

Der var mange problemer som skulle løses før vi kunne fungere som en normal familie igen. Vi havde ikke noget sted at bo, og det var en stor udfordring at få permanent  opholdstilladelse i Holland. Eftersom vi var tyskere, blev vi i flere år behandlet som pariaer af de hollandske embedsmænd. Med tiden fik vi dog mulighed for at bosætte os og genoptage den tilværelse vi længtes efter — at tjene Jehova som familie.

„Jeg har sat min lid til Jehova“

Hver gang Ferdinand og jeg senere mødtes med nogle af vores venner der også havde oplevet disse vanskelige tider, mindedes vi Jehovas kærlige hjælp. (Salme 7:1) Vi glædede os over at vi i årenes løb havde været med til at fremme Rigets interesser, takket være Jehova. Vi gav også tit udtryk for hvor lykkelige vi var for at have brugt vores ungdom i Jehovas hellige tjeneste. — Prædikeren 12:1.

Efter perioden med nazisternes forfølgelse tjente Ferdinand og jeg sammen i over 50 år inden han afsluttede sit jordiske livsløb den 20. december 1995. Jeg bliver snart 98. Hver dag takker jeg Jehova for at vores børn støttede os i disse vanskelige år, og at jeg stadig kan tjene ham og ophøje hans navn. Jeg er taknemmelig for alt hvad Jehova har gjort for mig, og jeg ønsker af hele mit hjerte at blive ved med at leve op til mit motto: „Jeg har sat min lid til Jehova.“ — Salme 31:6.

[Illustration på side 19]

Med Ferdinand i oktober 1932

[Illustration på side 19]

Forkynderbåden „Almina“ med dens besætning

[Illustration på side 22]

Med Ferdinand og børnene