„Vær gæstfri mod hinanden“

FØBE, en kristen kvinde i det første århundrede, havde et problem. Hun var på vej fra Kenkreæ i Grækenland til Rom, men kendte ikke sine trosfæller i denne by. (Romerne 16:1, 2) Ifølge bibeloversætteren Edgar Goodspeed var „den romerske verden [på den tid] ond og brutal, og det var almindeligt kendt at et herberg ikke var et sted for en anstændig kvinde, og slet ikke en kristen kvinde“. Hvor kunne Føbe da overnatte?

Folk rejste meget på Bibelens tid. Jesus Kristus og hans disciple forkyndte den gode nyhed overalt i Judæa og Galilæa. Senere bragte kristne missionærer som Paulus budskabet ud til forskellige dele af Middelhavsområdet, deriblandt Rom, hovedstaden i Romerriget. Hvor overnattede de kristne i det første århundrede når de var på rejse i eller uden for det jødiske område? Hvilke vanskeligheder stod de over for når de skulle finde logi? Og hvad kan vi lære af dem med hensyn til at vise gæstfrihed?

„I dag bør jeg være gæst i dit hus“

En ordbog definerer en der er gæstfri, som en der „gerne vil modtage gæster og fremmede, og som er imødekommende og gavmild over for dem“. Gæstfrihed har altid kendetegnet Jehovas sande tilbedere. For eksempel viste Abraham, Lot og Rebekka gæstfrihed. (1 Mosebog 18:1-8; 19:1-3; 24:17-20) Patriarken Job gav udtryk for sin indstilling til fremmede med ordene: „Ingen tilrejsende har måttet tilbringe natten udenfor; mine døre lod jeg stå åbne mod stien.“ — Job 31:32.

Det var ofte tilstrækkeligt for rejsende at sætte sig på byens torv og vente på at en af deres jødiske landsmænd ville vise dem gæstfrihed. (Dommerne 19:15-21) Værten vaskede sædvanligvis gæsternes fødder og tilbød dem mad og drikke, og han sørgede også for foder til deres dyr. (1 Mosebog 18:4, 5; 19:2; 24:32, 33) Rejsende der ikke ønskede at ligge deres værter til byrde, havde brød og vin med til sig selv samt halm og foder til deres æsler. De havde kun brug for husly for natten.

Bibelen nævner sjældent hvordan Jesus fandt et sted at overnatte på sine forkynderture, men et eller andet sted måtte han og hans disciple jo sove. (Lukas 9:58) Da de gæstede Jeriko, sagde Jesus slet og ret til Zakæus: „I dag bør jeg være gæst i dit hus.“ Zakæus modtog sin gæst „med glæde“. (Lukas 19:5, 6) Jesus var en hyppig gæst hos sine venner Marta, Maria og Lazarus i Betania. (Lukas 10:38; Johannes 11:1, 5, 18) Og det ser ud til at Jesus boede hos Simon Peter når han var i Kapernaum. — Markus 1:21, 29-35.

 Jesu instruktioner angående tjenesten til de 12 apostle siger noget om hvordan de kunne forvente at blive modtaget i Israel. Jesus sagde til dem: „I skal ikke skaffe jer guldpenge eller sølvpenge eller kobberpenge til jeres bælter, eller en madpose til rejsen, eller to underklædninger, eller sandaler eller en stav; for den der arbejder, er sin føde værd. Hvor I kommer ind i en by eller landsby, dér skal I finde frem til hvem i den der fortjener det, og dér skal I blive indtil I tager videre.“ (Mattæus 10:9-11) Han vidste at folk med et oprigtigt hjerte ville byde disciplene indenfor og give dem føde, logi og andre fornødenheder.

Der ville dog komme en tid hvor rejsende evangelieforkyndere ville være nødt til at sørge for sig selv og dække deres egne omkostninger. I betragtning af at den gode nyhed skulle forkyndes i områder uden for Israels grænser, og at disciplene fremover kunne forvente fjendtlighed, sagde Jesus: „Lad den der har en pengepung tage den med, ligeså også en madpose.“ (Lukas 22:36) Det ville blive nødvendigt at rejse og finde steder at overnatte for at udbrede den gode nyhed.

„Følg gæstfrihedens vej“

Relativ fred og et stort netværk af brolagte veje over hele romerriget i det første århundrede var medvirkende til at folk rejste meget. * De mange rejsende skabte et stort behov for overnatningsmuligheder. Derfor sørgede man for at der langs landevejene lå herberger med en dagsrejses mellemrum. Dog siges der i The Book of Acts in Its Graeco-Roman Setting: „Det vi gennem litteraturen får af viden om sådanne faciliteter tegner et noget trist billede. De tilgængelige litterære og arkæologiske kilder vidner generelt om at herbergerne var faldefærdige, og at der var uhygiejniske faciliteter, praktisk taget umøblerede rum, væggelus, ussel føde og dårlige drikkevarer, utroværdige ejere og personale, et fordægtigt klientel og en overvejende slap moral.“ Forståeligt nok ville en rejsende med en god moral så vidt muligt undgå et ophold på et sådant herberg.

Det er derfor forståeligt at Skriften gentagne gange opfordrer kristne til at vise gæstfrihed. Paulus tilskyndede de kristne i Rom: „Del med de hellige, alt efter deres behov. Følg gæstfrihedens vej.“ (Romerne 12:13) Han mindede de jødiske kristne om følgende: „Glem ikke gæstfriheden, for ved den har nogle uden at vide det beværtet engle.“ (Hebræerne 13:2) Peter gav gentagne gange sine medkristne tilskyndelsen: „Vær gæstfri mod hinanden uden knurren.“ — 1 Peter 4:9.

Der opstod imidlertid situationer hvor det ville være upassende at vise gæstfrihed. Angående „enhver som går videre og ikke forbliver i Messias’ lære,“ skriver apostelen Johannes: „Modtag ham ikke i jeres hjem og hils ikke på ham. For den der hilser på ham er delagtig i hans onde gerninger.“ (2 Johannes 9-11) Om forhærdede syndere skriver Paulus: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller spotter eller dranker eller udsuger, ja end ikke spise sammen med en sådan.“ — 1 Korinther 5:11.

Bedragere og andre må have forsøgt at udnytte de kristnes gæstfrihed. Et skrift fra det andet århundrede om oldkirkens regler og forskrifter, kaldet Didaké, eller De tolv apostles lære, anbefaler at enhver rejsende forkynder skal beværtes „én dag, dog hvis det er nødvendigt, så yderligere én“. Når han derefter drager bort, „må han intet tage med undtagen brød . . . beder han om penge, er han en falsk profet“. Skriftet fortsætter: „Hvis han ønsker at slå sig ned hos jer, og han er håndværker, så lad ham arbejde og spise. Kan han ikke noget fag, så overvej i tide ud fra jeres eget skøn, hvorledes han kan leve hos jer som kristen uden lediggang. Men hvis han ikke  vil gøre det, er han en levebrødskristen. Tag jer i agt for sådanne folk.“

Apostelen Paulus sørgede omhyggeligt for ikke at lægge en ekstra byrde på sine værtsfolk når han opholdt sig længere tid i en by. Han arbejdede som teltmager for at forsørge sig selv. (Apostelgerninger 18:1-3; 2 Thessaloniker 3:7-12) De kristne i det første århundrede skrev øjensynlig anbefalingsbreve for at hjælpe de rejsende der fortjente det. Det gjorde Paulus for eksempel angående Føbe. „Jeg anbefaler jer Føbe, vor søster,“ skrev han, „for at I kan modtage hende i Herren . . . og stå hende bi i enhver sag hvor hun måtte behøve jer.“ — Romerne 16:1, 2.

Velsignelser ved at være gæstfri

Kristne missionærer i det første århundrede stolede på at Jehova ville dække alle deres behov. Men kunne de forvente at nyde gavn af deres trosfællers gæstfrihed? Lydia åbnede sit hjem for Paulus og andre. Paulus opholdt sig hos Akvila og Priskilla i Korinth. En arrestforvarer i Filippi dækkede bord for Paulus og Silas. Paulus blev gæstfrit modtaget af Jason i Thessalonika, af Filip i Cæsarea og af Mnason da han var på vej fra Cæsarea til Jerusalem. Og da Paulus var på vej til Rom, blev han beværtet af brødrene i Puteoli. Det må have været åndeligt berigende stunder for værtsfolkene. — Apostelgerninger 16:33, 34; 17:7; 18:1-3; 21:8, 16; 28:13, 14.

Bibelforskeren Frederick F. Bruce siger herom: „Disse venner og medarbejdere, værter og værtinder, havde kun ét motiv til at vise hjælpsomhed, nemlig deres kærlighed til Paulus og deres kærlighed til den Herre han tjente. De vidste at de ved at betjene den ene tjente den anden.“ Dette er et udmærket motiv til at vise gæstfrihed.

Der er stadig behov for at vise gæstfrihed. Tusinder af rejsende repræsentanter for Jehovas Vidner bliver vist gæstfrihed af deres trosfæller. Nogle forkyndere rejser for egen regning til fjerntliggende områder for at udbrede den gode nyhed på steder der kun sjældent bliver besøgt. Det bringer store velsignelser at åbne sit hjem, hvor beskedent det end er, for sådanne. Ægte gæstfrihed, der ikke behøver at omfatte andet end et enkelt måltid, giver rig anledning til ’sammen at opmuntres ved hinandens tro’ og til at vise kærlighed til sine brødre og til Gud. (Romerne 1:11, 12) Sådanne lejligheder er især til glæde for værten, eftersom „der er mere lykke ved at give end ved at modtage“. — Apostelgerninger 20:35.

[Fodnote]

[Illustration på side 23]

Kristne følger „gæstfrihedens vej“