Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et besøg på øen Saba

Et besøg på øen Saba

Et besøg på øen Saba

ØEN Saba i De Hollandske Antiller tjente engang som tilflugtssted for sørøvere der sejlede på plyndringstogter i Det Caribiske Hav. Denne lille ø, der ligger 240 kilometer øst for Puerto Rico, har i dag omkring 1600 indbyggere, hvoraf fem er Jehovas Vidner. Disse uforfærdede forkyndere søger imidlertid efter noget der har langt større værdi end plyndringsgods. De prøver omhyggeligt at finde frem til mennesker der er „ret indstillet til evigt liv“. — Apostelgerninger 13:48.

Den gode nyhed om Guds rige kom første gang til øen den 22. juni 1952 da Sibia, en 60-fods skonnert hvis besætning bestod af Jehovas Vidner, ankrede op ud for Sabas kyst. (Mattæus 24:14) Missionærerne Gust Maki og Stanley Carter fulgte en sti med over 500 trin der var udhugget i klippen, op til hovedbyen Bottom. * Denne smalle sti var i århundreder den eneste farbare vej til øens indbyggere.

Den første rapport om kristen forkyndelse på Saba kunne man læse i den engelske udgave af Jehovas Vidners Årbog for 1966. Ifølge denne rapport var der kun én forkynder på øen. Senere brugte en familie fra Canada adskillige år på at forkynde den gode nyhed dér. For nylig tog Russel og Kathy, et pensioneret ægtepar fra USA, til Saba for at være med i forkyndelsen. Her følger deres beretning.

Vi besøger Saba

Min kone og jeg ankommer med fly og skal bo hos Ronald, der gennem det meste af 1990’erne var den eneste forkynder på øen. Vores vært venter på os ved landingspladsen. Han er glad for den lille kasse grøntsager vi har taget med som gave, eftersom der ikke findes kommercielle landbrug på øen. I en lille lastbil snor vi os langsomt op til toppen af bjerget Scenery, der er en udslukt vulkan.

Vi stopper i landsbyen Hell’s Gate mens Ronald tjekker byens opslagstavle for at se om invitationen til søndagens offentlige foredrag stadig hænger der. Det gør den. Han springer igen op i lastbilen, og vi fortsætter vores opstigning til Windwardside, øens største landsby. Som navnet antyder, ligger denne maleriske landsby på øens vindside, omkring 400 meter over havets overflade. Idet vi kører op ad indkørselen til Ronalds hus, ser vi et farvestrålende skilt på verandaen der viser at det er Jehovas Vidners rigssal.

Under frokosten spørger jeg vores vært: „Hvordan gik det til at du kom til Saba for at forkynde?“

Ronald fortæller: „Da opførelsen af Jehovas Vidners afdelingskontor i Puerto Rico var fuldført i 1993, var min kone og jeg interesseret i at komme til at tjene i et fremmed land. Vi havde tidligere besøgt Saba sammen med et andet pionerægtepar og fundet ud af at der var 1400 indbyggere, men ingen forkyndere. Så vi talte med afdelingskontorets udvalg i Puerto Rico om at flytte hertil.

Det endte med at vi fik lov til at tage af sted. To år senere blev min kone desværre alvorligt syg, og vi rejste hjem til Californien. Efter hendes død rejste jeg tilbage til Saba. Jeg kan nemlig ikke lide at begynde på noget uden at gøre det færdigt.“

Hus til hus-forkyndelse på Saba

Stuen i Ronalds hundrede år gamle hus tjener et dobbelt formål, idet den også benyttes som rigssal. * Mens vi nyder vores morgenmad i det udendørs køkken og forbereder os til tjenesten, begynder det at regne. Det er stadig skyet da vi efter morgenmaden tager af sted for at forkynde fra hus til hus i Bottom. Ronald hilser på alle dem vi besøger, ved at bruge deres navn. Vores samtale tager udgangspunkt i en lokal begivenhed der for nylig har fundet sted. De fleste kender Ronald og hans forkyndelse, og mange tager velvilligt imod bibelsk læsestof.

Det kan være svært at føre notater over dem der er interesseret i budskabet om Riget hvis man ikke kender landsbyboerne. Ronald fortæller hvorfor: „Loven kræver nemlig at alle husene bliver malet i samme farve.“ Jeg ser mig omkring — og, ganske rigtigt, alle husene er hvide og har røde tage.

Efter vores bibelske samtale indbyder vi beboerne til det offentlige foredrag der holdes om søndagen i rigssalen. Når Ronald er hjemme på øen, holder han offentligt foredrag hver uge. I øjeblikket ledes der 17 bibelstudier på Saba. I 2004 var der 20 som overværede højtiden til minde om Kristi død. Og selvom dette antal måske ikke lyder af så meget, svarer det til én procent af Sabas befolkning!

Ja, Jehovas Vidner har gjort sig store anstrengelser for at nå ud til så mange som muligt med Guds frelsesbudskab. Hvad enten det er på en lille ø som Saba eller på et helt kontinent, udfører Jehovas Vidner trofast det hverv at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. — Mattæus 28:19.

Desværre er vores besøg ved at være forbi. Mens vi går om bord i flyet, vinker vi farvel. Vi vil altid huske vores ophold på Saba og den tid vi tilbragte der!

[Fodnoter]

^ par. 3 Det lader til at pirater kaldte byen for Bottom (Bunden) fordi de mente at den lå på bunden af et vulkansk krater.

^ par. 12 Den 28. september 2003 tog forkyndere fra Florida i USA til Saba og ombyggede et hus i nærheden der nu fungerer som rigssal.

[Kort på side 10]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

PUERTO RICO

[Kildeangivelse på side 10]

Baggrund: www.sabatourism.com