’Hvis man pålægger dig en tvungen tjeneste’

„HALLØJ, du dér! Kom herover og bær min oppakning for mig!“ Hvordan tror du en travl jøde i det første århundrede ville have reageret hvis en romersk soldat havde sagt dét til ham? I sin bjergprædiken sagde Jesus: „Hvis en myndighedsperson pålægger dig som tvungen tjeneste at gå en mil, så gå to mil med ham.“ (Mattæus 5:41) Hvordan ville Jesu tilhørere opfatte denne opfordring? Og hvad betyder udtalelsen for os i dag?

For at få svar på disse spørgsmål må vi kende noget til den tvungne tjeneste i oldtiden. Det var en praksis som indbyggerne i Israel kun kendte alt for godt.

Tvungen tjeneste

Vidnesbyrdene i det nære østen om en „tvungen tjeneste“ går så langt tilbage som til det 18. århundrede før vor tidsregning. Offentlige dokumenter fra den syriske oldtidsby Alalakh omtaler arbejdshold som blev udskrevet af staten til at udføre en tvungen tjeneste. I Ugarit på den syriske kyst var fæstebønder underlagt en lignende ordning medmindre de var blevet fritaget af kongen.

De folkeslag som var blevet undertvunget i en krig, blev hyppigt sat til at udføre tvangsarbejde. De ægyptiske arbejdsfogeder satte israelitterne til at lave teglsten. Senere brugte israelitterne kana’anæerne i det forjættede land til at arbejde for sig, og David og Salomon benyttede den samme praksis. — 2 Mosebog 1:13, 14; 2 Samuel 12:31; 1 Kongebog 9:20, 21.

Da israelitterne bad Samuel om at indsætte en konge over dem, forklarede han hvad kongen havde ret til at forlange af dem. Han ville tage nogle af sine undersåtter til at køre sine stridsvogne og sætte nogle af dem i sit rytteri; han ville tage nogle til at pløje og høste for sig, til at lave våben og så videre. (1 Samuel 8:4-17) Da Salomon byggede Jehovas tempel, tog han de fremmede som var efterladt i landet, til at udføre arbejde som trælle, „men af Israels sønner gjorde Salomon ingen til trælle, for de var stridsmænd og hans tjenere og hans øverste embedsmænd og hans adjudanter og øverster for hans stridsvogne og hans rytteri“. — 1 Kongebog 9:22.

Om de israelitter Salomon brugte i sine byggeprojekter, siges der i Første Kongebog 5:13, 14: „Kong Salomon udskrev så tvangsarbejdere fra hele Israel, og tvangsarbejderne udgjorde tredive tusind mand. Derpå sendte han dem til Libanon i skift på ti tusind om måneden. Én måned skulle de være i Libanon, to måneder hjemme.“ Som et arkæologisk tidsskrift siger: „Der er ingen tvivl om at de israelitiske og judæiske konger gjorde brug af tvangsarbejde for at sikre sig ulønnet arbejdskraft såvel til deres byggeprojekter som til at arbejde på den jord der hørte under kronen.“

Åget var tungt under Salomon, så tungt at da Rehabeam truede med at gøre det endnu  tungere, gjorde hele Israel oprør og stenede den embedsmand der var sat over dem der var udskrevet til at udføre tvangsarbejde. (1 Kongebog 12:12-18) Ordningen blev dog ikke afskaffet. Rehabeams sønnesøn Asa indkaldte folk fra Juda til at befæste Geba og Mizpa, og „ingen var undtaget“. — 1 Kongebog 15:22.

Under romersk overherredømme

Bjergprædikenen viser at jøderne i det første århundrede kendte til den ordning at man kunne få ’pålagt en tvungen tjeneste’. Udtrykket er en oversættelse af det græske ord aggareuʹō, der egentlig kommer fra Persien. Her brugte man det i forbindelse med de persiske kurerer, som var bemyndiget til at kræve at mænd, heste, skibe eller noget andet blev stillet til rådighed for dem i deres hverv som kurerer i statens tjeneste.

På Jesu tid var Israel besat af romerne, der gjorde brug af et lignende system. I de østlige provinser kunne de ud over den normale skat kræve at befolkningen regelmæssigt eller lejlighedsvis udførte tvangsarbejde. Denne ordning var meget upopulær. Desuden var det almindeligt at romerne uden bemyndigelse lagde beslag på dyr, kuske eller vogne til transport for staten. Ifølge den amerikanske historiker Michael Rostovtzeff var der embedsmænd der „prøvede at regulere og systematisere [ordningen], for så længe den eksisterede, måtte den nødvendigvis få uønskede konsekvenser. Men det lykkedes ikke for dem. Bekendtgørelse efter bekendtgørelse blev udstedt af præfekterne, der ærligt bestræbte sig for at komme den vilkårlighed og undertrykkelse der prægede ordningen, til livs. . . . Men den undertrykkende ordning fortsatte.“

„Enhver kunne få pålagt at bære en militærpersons oppakning over en vis strækning,“ siger den græskkyndige William Barclay, „og enhver kunne tvinges til at udføre en tjeneste for besættelsesmagten.“ Det skete for Simon fra Kyrene, der af de romerske soldater fik pålagt „som tvungen tjeneste“ at bære Jesu marterpæl. — Mattæus 27:32.

Rabbinske tekster omtaler også denne upopulære ordning. For eksempel fik en rabbiner  pålagt at transportere et parti myrter til et palads. Arbejdere kunne blive taget fra deres arbejdsgivere og sat til at udføre andet arbejde mens arbejdsgiverne stadig måtte betale dem deres løn. Pakæsler og okser kunne blive beslaglagt, og hvis de i det hele taget blev leveret tilbage, var de uden tvivl i en sådan tilstand at de ikke kunne bruges mere. Man forstår hvorfor en midlertidig beslaglæggelse var det samme som en permanent konfiskation. Derfor hed det i et jødisk ordsprog: „Angareia er døden.“ En historiker siger: „En landsby kunne gå helt til grunde hvis de okser man pløjede med, blev beslaglagt og brugt i stedet for almindelige trækdyr.“

Man kan forestille sig hvor upopulær den tvungne tjeneste var, især når den der pålagde den, ofte optrådte arrogant og uretfærdigt. I betragtning af jødernes indædte had til den romerske overmagt følte de sig dybt krænkede over at blive tvunget til at udføre et så ydmygende arbejde. Der eksisterer ingen love i dag som oplyser os om hvor langt en jøde kunne få pålagt at bære en byrde, men det er helt sikkert at mange ikke ville gå ét skridt mere end loven krævede.

Det var altså denne ordning Jesus tænkte på da han sagde: „Hvis en myndighedsperson pålægger dig som tvungen tjeneste at gå en mil, så gå to mil med ham.“ (Mattæus 5:41) Nogle af dem som hørte ham sige det, må have syntes at det var urimeligt. Hvad mente Jesus?

Hvordan de kristne skulle forholde sig

Helt enkelt sagde Jesus til sine tilhørere at hvis en myndighedsperson pålagde dem at udføre en tjeneste som var i overensstemmelse med loven, skulle de gøre det villigt og uden at føle sig krænkede. På den måde betalte de ’kejseren det der var kejserens’ uden at de forsømte pligten til at betale ’Gud det der var Guds’. — Markus 12:17. *

Desuden lød Paulus’ opfordring til de kristne: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder, for der er ingen myndighed uden af Gud; de eksisterende myndigheder er af Gud anbragt i deres relative stillinger. Derfor, den der modstår myndigheden, står Guds ordning imod; . . . hvis du gør det onde, da frygt; det er nemlig ikke for ingenting den bærer sværdet.“ — Romerne 13:1-4.

Jesus og Paulus anerkendte således en konges eller øvrigheds ret til at straffe dem der overtrådte lovens krav. Hvad gik straffen ud på? Den græske filosof Epiktet, der levede i det første og andet århundrede efter vor tidsregning, giver ét svar: „Hele dit legeme bør du behandle ligesom et stakkels belæsset æsel, så længe som det er muligt, . . . og hvis det kommer ud for en kampordre, og en soldat får fat på det, så giv det fra dig, strit ikke imod, knur ikke. Ved den modsatte opførsel vil du lige fuldt blive slået og  miste dit lille æsel.“ — Epiktets livsvisdom, 4. bog, kapitel 1. Oversat af Andreas Simonsen.

Alligevel har kristne, både før og nu, følt at de ikke med god samvittighed kunne rette sig efter alle øvrighedens krav. Det har undertiden fået alvorlige konsekvenser. Nogle kristne er blevet dømt til døden. Andre har siddet mange år i fængsel for at nægte at deltage i noget der ville være en krænkelse af deres kristne neutralitet. (Esajas 2:4; Johannes 17:16; 18:36) I andre tilfælde har kristne følt at de godt kunne gøre det de blev bedt om. For eksempel føler nogle kristne at de med god samvittighed kan udføre en tjeneste under en civil myndighed og gøre et almindeligt samfundsnyttigt arbejde. Det kunne for eksempel være at hjælpe ældre eller handicappede, være brandmænd, rydde op på strandarealer, udføre arbejde i parker, skove eller biblioteker med mere.

Situationerne varierer fra land til land. Derfor må den enkelte følge sin egen bibeloplærte samvittighed og selv afgøre om han eller hun vil efterkomme øvrighedens krav.

Gå to mil!

Det princip Jesus fremførte, og som gik ud på at man måtte være villig til at efterkomme retmæssige krav, gælder ikke alene øvrighedens krav, men også ganske almindelige dagligdags krav mennesker imellem. Det kunne for eksempel være at en overordnet beder dig om at gøre noget som du helst ikke vil gøre, men som ikke er i modstrid med Guds lov. Hvordan reagerer du så? Du synes måske at det vil gøre et urimeligt indhug i din tid og dine kræfter, og protesterer derfor kraftigt. Det kan føre til et dårligt forhold mellem jer. Hvis du på den anden side modstræbende retter dig efter anmodningen, kan du miste din indre fred. Hvad er løsningen? Gør som Jesus sagde — gå to mil! Gør ikke alene det du bliver bedt om, men gør mere end det! Og gør det villigt og med glæde! Med den indstilling vil du ikke føle at du bliver udnyttet, men vil stadig være fri og være herre over dine egne handlinger.

„Mange mennesker går gennem livet og gør kun lige det de skal,“ siger en forfatter. „For dem er livet hårdt og opslidende, og de er konstant trætte. Andre gør mere end det de skal, og giver gavmildt af sig selv.“ I virkeligheden er der mange situationer hvor man har valget mellem tvungent at gå blot én mil — eller at gå to mil. I det første tilfælde vil man måske holde på sin ret. I det andet tilfælde får man måske de bedste oplevelser. Hvad gør du? Sandsynligvis vil du være meget gladere og kunne yde mere hvis du ikke betragter det du gør, som en blot og bar pligt — noget du skal gøre — men som noget du ønsker at gøre.

Og hvad nu hvis du er en der har myndighed over andre? Det siger sig selv at det hverken er kærligt eller kristent at bruge sin myndighed til at tvinge andre til at gøre noget som de kun gør modstræbende. „Nationernes herskere spiller herrer over dem, og de store udøver myndighed over dem,“ sagde Jesus. Men sådan skulle de kristne ikke være. (Mattæus 20:25, 26) Det kan godt være at man opnår resultater ved at være streng og krævende, men man får et langt bedre forhold til andre hvis man fremsætter en venlig og hensynsfuld anmodning og den bliver mødt med respekt og villighed til at efterkomme anmodningen. Ja, er vi villige til at gå to mil i stedet for blot én, vil vi få et lykkeligere liv!

[Fodnote]

[Ramme på side 25]

MISBRUG AF TVUNGEN TJENESTE I OLDTIDEN

At man ofte gjorde brug af tvungen tjeneste som et middel til at udnytte andres arbejdskraft, ses af de forordninger der blev udstedt for at forhindre eller bremse et sådant misbrug. I 118 f.v.t. påbød den ægyptiske Ptolemaios VIII Euergetes II således at hans embedsmænd „ikke måtte pålægge nogen af landets indbyggere en tvungen tjeneste til embedsmændenes egen fordel, eller rekvirere (aggareuein) deres kvæg til et personligt formål“. Yderligere hed det: „Ingen må rekvirere . . . fartøjer til eget brug under noget som helst påskud.“ Af en inskription dateret år 49 e.v.t., fundet i Den Store Oases Tempel i Ægypten og udfærdiget af den romerske præfekt Vergilius Capito, fremgår det at soldater har foretaget ulovlige beslaglæggelser, og præfekten fastsætter nu at „ingen må tage eller beslaglægge . . . noget medmindre han har en skriftlig bemyndigelse fra mig“.

[Illustration på side 24]

Simon fra Kyrene fik pålagt en tvungen tjeneste

[Illustration på side 26]

Mange Jehovas Vidner har siddet i fængsel fordi de har holdt fast ved deres kristne standpunkt