Vær stolt af at være kristen!

„Lad den der roser sig, rose sig af Jehova.“ — 1 KORINTHER 1:31.

1. Hvilken holdning har mange til religion?

„APATEISME.“ En der kommenterer religiøse forhold, brugte for nylig dette ord for at beskrive den holdning mange har til deres tro. Han forklarede: „Den stærkeste strømning inden for moderne religion er slet ikke nogen religion — det er en holdning der bedst kan beskrives som ’apateisme’.“ Videre definerede han apateisme som „en tilbøjelighed til slet ikke at gå op i sin religion“. Han sagde at mange mennesker „tror på Gud . . . ; de er bare ikke særlig interesserede i ham“.

2. (a) Hvorfor er det ikke overraskende at folk er blevet åndeligt apatiske? (b) Hvorfor er ligegyldighed en fare for sande kristne?

² For dem der studerer Bibelen, er det ikke overraskende at apati har vundet indpas blandt folk. (Lukas 18:8) Og når det drejer sig om religion generelt, kan man heller ikke forvente andet end at der vil være en sådan mangel på interesse. Falsk religion har vildledt og skuffet menneskene i lange tider. (Åbenbaringen 17:15, 16) Men for sande kristne kan den omsiggribende tendens til halvhjertethed og mangel på iver udgøre en fare. Vi kan ikke tillade os at få en ligegyldig holdning til vores tro og miste vores engagement i tjenesten for Gud og kærligheden til Bibelens sandheder. I sit budskab til menigheden i Laodikea i det første århundrede advarede Jesus imod en sådan lunkenhed: „Du [er] hverken . . . kold eller varm. Jeg ville ønske du var kold eller varm. . . . Du er lunken.“ — Åbenbaringen 3:15-18.

Bevidstheden om hvem vi er

3. Hvorfor kan kristne være stolte af deres identitet?

³ For at kristne skal kunne bekæmpe åndelig apati, må de have en klar opfattelse af hvem de er, og de må føle en passende stolthed over deres særlige identitet. Som tjenere for Jehova og disciple af Kristus kan vi finde beskrivelser i Bibelen af hvem vi er. Vi er „vidner“ for Jehova og „Guds medarbejdere“ når vi aktivt fortæller andre om den „gode nyhed“. (Esajas 43:10; 1 Korinther 3:9; Mattæus 24:14) Vi er trosfæller og ’elsker hinanden’. (Johannes 13:34) Sande kristne er mennesker der „gennem brugen har fået deres opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem ret og uret“. (Hebræerne 5:14) Vi er „lysspredere i verden“. (Filipperne 2:15) Og vi gør alt hvad vi kan, for at ’bevare vores adfærd god blandt folk fra nationerne’. — 1 Peter 2:12; 2 Peter 3:11, 14.

4. Hvordan kan tilbedere af Jehova afgøre hvad de ikke er?

⁴ Sande tilbedere af Jehova ved også hvad de ikke er. „De er ikke en del af verden“, ligesom deres fører og leder, Jesus Kristus, ikke var en del af verden. (Johannes 17:16) De holder sig adskilt fra „folk fra nationerne“, som er „formørkede og udelukkede fra det liv der hører Gud til“. (Efeserne 4:17, 18) Som følge  deraf siger Jesu disciple „nej til ugudelighed og verdslige ønsker og . . . [lever] efter et sundt sind og retfærdigt og gudhengivent midt i den nuværende tingenes ordning“. — Titus 2:12.

5. Hvad ligger der i opfordringen til at „rose sig af Jehova“?

⁵ Vores klare opfattelse af vores identitet og det forhold vi har til universets suveræne Hersker, motiverer os til at „rose [os] af Jehova“. (1 Korinther 1:31) Hvad vil det sige? Som sande kristne er vi stolte af at have Jehova som vor Gud. Vi følger opfordringen: „Lad den der roser sig, rose sig af dette: At have indsigt og at have kundskab om mig, at jeg er Jehova, som øver loyal hengivenhed, ret og retfærdighed på jorden.“ (Jeremias 9:24) Vi „roser“ os af det privilegium at kende Gud og af at blive brugt af ham til at hjælpe andre.

Udfordringen

6. Hvorfor synes nogle det er en udfordring at bevare en klar opfattelse af deres identitet som kristne?

⁶ Det skal indrømmes at det ikke altid er nemt for os som kristne at bevare en klar opfattelse af vores særlige identitet. En ung mand der var opdraget som kristen, mindes at han på et tidspunkt oplevede en periode med åndelig svaghed: „Indimellem følte jeg at jeg ikke vidste hvorfor jeg var et af Jehovas Vidner. Jeg havde kendt sandheden lige siden jeg var lille. Men nogle gange følte jeg at dette blot var endnu et i rækken af etablerede trossamfund.“ Andre kristne har måske ladet deres identitet forme af underholdningsverdenen, massemedierne og verdens gudfremmede livssyn. (Efeserne 2:2, 3) Nogle kristne gennemlever fra tid til anden perioder hvor de mister tilliden til sig selv og begynder at tvivle på deres egne mål og værdier.

7. (a) Hvilken form for selvransagelse bør tjenere for Gud foretage? (b) Hvilke farer er der?

⁷ Er enhver form for selvransagelse noget man bør undgå? Nej, for apostelen Paulus tilskyndede som bekendt kristne til at blive ved med at ransage sig selv. Han sagde: „Bliv ved med at prøve jer selv, om I er i troen, bliv ved med at bedømme jer selv.“ (2 Korinther 13:5) Apostelen opmuntrede her sine trosfæller til at gøre en indsats for på en sund og afbalanceret måde at spore sig frem til åndelige svagheder som kunne have udviklet sig. Målet skulle være at gøre det nødvendige for at afhjælpe svaghederne. En kristen der vil prøve sig selv, om han er i troen, må finde ud af om det han siger og gør, harmonerer med det han hævder at tro på. Man må imidlertid være opmærksom på at en selvransagelse der får en forkert drejning og får en kristen til at søge sin „identitet“ eller lede efter svar uden at tage forholdet til Jehova og den kristne menighed i betragtning, vil vise sig at være uden mening og kan være åndeligt ødelæggende. * Der er naturligvis ingen af os der ønsker at ’lide skibbrud med hensyn til troen’. — 1 Timoteus 1:19.

Vi er ikke immune over for udfordringer

8, 9. (a) Hvordan gav Moses udtryk for at han tvivlede på sig selv? (b) Hvordan reagerede Jehova på Moses’ følelse af utilstrækkelighed? (c) Hvordan virker det på dig at tænke over Jehovas løfter?

⁸ Skulle kristne som en gang imellem tvivler på sig selv, føle at de ikke slår til? Nej, selvfølgelig ikke! De kan finde trøst i bevidstheden om at sådanne følelser ikke er af ny dato. Trofaste vidner for Gud i fortiden oplevede dem også. Tag for eksempel Moses, som viste en usædvanlig tro, loyalitet og gudhengivenhed. Da han fik tildelt en opgave der virkede helt uoverkommelig, spurgte han selvudslettende: „Hvem er jeg?“ (2 Mosebog 3:11) De tanker der fyldte hans sind, var åbenbart: ’Jeg er ingenting!’ eller ’Jeg er helt uduelig!’ Mange aspekter ved Moses’ baggrund kan have fået ham til at føle sig utilstrækkelig:  Han tilhørte en nation af trælle. Han var blevet afvist af israelitterne. Han var ikke veltalende. (2 Mosebog 1:13, 14; 2:11-14; 4:10) Han var hyrde, en beskæftigelse der blev foragtet af ægypterne. (1 Mosebog 46:34) Det er ikke så underligt at han følte sig uegnet til at være den der skulle udfri Guds trælbundne folk!

⁹ Jehova styrkede og beroligede Moses ved at give ham to magtfulde løfter: „Jeg vil vise at jeg er med dig, og dette er tegnet for dig på at det er mig der har sendt dig: Når du har ført folket ud af Ægypten, vil I komme til at dyrke den sande Gud på dette bjerg.“ (2 Mosebog 3:12) Gud fortalte sin usikre og tøvende tjener at han bestandig ville være med ham. Desuden lovede Jehova at han helt sikkert ville udfri sit folk. Op gennem århundrederne har Gud givet sine tjenere lignende løfter om at han vil være med dem. Gennem Moses sagde han for eksempel følgende til Israels nation lige før de skulle ind i det forjættede land: „Vær modige og stærke. . . . Jehova din Gud drager selv med dig. Han vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.“ (5 Mosebog 31:6) Jehova styrkede også Josua med ordene: „Ingen vil kunne holde stand over for dig alle dit livs dage. . . . Jeg [vil] være med dig. Jeg vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.“ (Josua 1:5) Og han giver hver eneste kristen følgende løfte: „Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.“ (Hebræerne 13:5) At vi har så stærk en støtte bag os, skulle få os til at være stolte over at være kristne!

10, 11. Hvordan blev levitten Asaf hjulpet til at bevare værdsættelsen af sin tjeneste for Jehova?

¹⁰ Omkring fem hundrede år efter Moses fortalte en trofast levit ved navn Asaf åbent om sin tvivl med hensyn til værdien af at følge en retskaffen kurs. Mens Asaf kæmpede for at tjene Gud på trods af trængsler og fristelser, så han at nogle som spottede Gud, blev mere og mere velhavende og indflydelsesrige. Hvordan påvirkede det Asaf? „Mine fødder var næsten bøjet af fra vejen,“ sagde han. „Mine skridt var nær ved at glide. Jeg misundte nemlig dem der praler, når jeg så de ugudeliges fred.“ Han begyndte at tvivle på værdien af at være en tilbeder af Jehova. „Ja, det er til ingen nytte at jeg rensede mit hjerte og vaskede mine hænder i uskyld,“ tænkte Asaf. „Og jeg ramtes dagen lang.“ — Salme 73:2, 3, 13, 14.

¹¹ Hvordan tacklede Asaf disse foruroligende følelser? Benægtede han dem? Nej. Han gav udtryk for dem i bøn til Gud, som vi læser i Salme 73. Vendepunktet for Asaf blev et besøg i tempelhelligdommen. Mens han var der, gik det op for ham at et liv i gudhengivenhed altid vil være den bedste livsform. Da Asaf havde fået styrket sin værdsættelse af det åndelige, forstod han at Jehova hader ondskab, og at han til sin fastsatte tid vil straffe de ugudelige. (Salme 73:17-19) I forløbet fik Asaf styrket sin identitetsfølelse som en privilegeret tjener for Jehova. Han sagde til Gud: „Jeg er til stadighed hos dig; du har grebet fat i min højre hånd. Med dit råd fører du mig, og senere  henter du mig til herlighed.“ (Salme 73:23, 24) Asaf begyndte igen at rose sig af sin Gud. — Salme 34:2.

De havde en stærk identitetsfølelse

12, 13. Nævn nogle bibelske eksempler på tilbedere som var stolte af deres forhold til Gud.

¹² En måde hvorpå vi kan styrke vores kristne identitetsfølelse, er ved at se nærmere på og efterligne den tro loyale tjenere for Gud har vist, mennesker som på trods af modstand var virkelig stolte af deres forhold til Gud. Tag for eksempel patriarken Jakobs søn Josef. I en ung alder blev han af sine brødre solgt som træl og bragt til Ægypten, hundreder af kilometer væk fra sin gudfrygtige far, og til et liv der stod i grel kontrast til den varme og beskyttende atmosfære i hans hjem. Mens Josef var i Ægypten, havde han ingen ved sin side som han kunne vende sig til for at få gudgiven vejledning, og han kom ud for vanskelige situationer som satte hans moral og tillid til Gud på prøve. Ikke desto mindre gjorde han en bevidst indsats for at bevare en stærk identitetsfølelse som en tjener for Gud, og han forblev trofast mod det han vidste var rigtigt. Han var stolt af at være en tjener for Jehova, selv da han befandt sig i et fjendtligsindet miljø, og han veg ikke tilbage fra at give udtryk for hvad han følte. — 1 Mosebog 39:7-10.

¹³ Otte hundrede år senere blev en lille tilfangetagen israelitisk pige træl for den aramaiske hærfører Na’aman. Hun glemte heller ikke sin identitet som en tjener for Jehova. Da lejligheden bød sig, aflagde hun frimodigt et godt vidnesbyrd om Jehova ved at omtale  Elisa som profet for den sande Gud. (2 Kongebog 5:1-19) Mange år efter dette satte den unge kong Josias nogle langsigtede religiøse reformer i gang og istandsatte Guds tempel til trods for at han befandt sig i et fordærvet miljø, og han førte nationen tilbage til Jehova. Han var stolt af sin tro og sin gudsdyrkelse. (2 Krønikebog, kapitlerne 34 og 35) Daniel og hans tre hebraiske venner i Babylon glemte heller aldrig deres identitet som tjenere for Jehova, og selv da de kom under pres og blev udsat for fristelser, bevarede de deres integritet. Det er tydeligt at de var stolte af at være tjenere for Jehova. — Daniel 1:8-20.

Vær stolt af din kristne identitet

14, 15. Hvad vil det sige at rose sig af sin kristne identitet?

¹⁴ Det gik disse tjenere for Gud godt fordi de bevarede en sund følelse af stolthed over deres forhold til Gud. Hvad med os i dag? Hvad vil det sige at rose sig af sin kristne identitet?

¹⁵ Først og fremmest indebærer det at man er dybt taknemmelig for at være en del af det folk der bærer Jehovas navn, og for at man har hans velsignelse og godkendelse. Gud er ikke i tvivl om hvem der hører ham til. Apostelen Paulus, der levede i en tid som var præget af stor religiøs forvirring, skrev: „Jehova kender dem der hører ham til.“ (2 Timoteus 2:19; 4 Mosebog 16:5) Ja, Jehova er stolt af dem „der hører ham til“. Han erklærer: „Den der rører jer, rører min øjesten.“ (Zakarias 2:8) Det er tydeligt at Jehova elsker os. Til gengæld må vores forhold til ham også være grundlagt på dyb kærlighed. Paulus sagde: „Hvis nogen elsker Gud, så er han kendt af ham.“ — 1 Korinther 8:3.

16, 17. Hvorfor kan både unge og ældre kristne være stolte af deres åndelige arv?

¹⁶ Unge der er blevet opdraget som Jehovas Vidner, gør klogt i at ransage sig selv for at finde ud af om deres kristne identitetsfølelse bliver stærkere og stærkere som følge af deres forhold til Gud. De kan ikke bare læne sig op ad deres forældres tro. Om hver eneste tjener for Gud skrev Paulus: „For sin egen herre står eller falder han.“ Og han fortsatte: „Hver enkelt af os [skal] altså aflægge regnskab for sig selv over for Gud.“ (Romerne 14:4, 12) Det er tydeligt at en halvhjertet videreførelse af en familietradition ikke er nok til at man kan få et nært og varigt forhold til Jehova.

¹⁷ Op gennem historien har der været en lang række af vidner for Jehova, lige fra den trofaste mand Abel — for omkring 60 århundreder siden — til ’den store skare’ af vidner i dag. I fremtiden vil der være en talrig flok af tilbedere af Jehova som vil kunne glæde sig over en evig fremtid. (Åbenbaringen 7:9; Hebræerne 11:4) Vi er de seneste i denne lange række af trofaste tilbedere. Tænk hvilken dyrebar åndelig arv vi har!

18. Hvordan skiller vore værdier og normer os ud fra verden?

¹⁸ Vores kristne identitet omfatter også det sæt af værdier, egenskaber, normer og karakteristika der identificerer os som kristne. Denne livsform kaldes „Vejen“ og er den eneste levevis der giver glæde og behager Gud. (Apostelgerninger 9:2; Efeserne 4:22-24) Kristne ’forvisser sig om alt’ og ’holder fast ved det gode’. (1 Thessaloniker 5:21) Vi har en klar forståelse af den store forskel der er mellem kristendommen og den verden der har taget afstand fra Gud. Jehova giver ikke rum for  nogen sammenblanding af sand og falsk tilbedelse. Gennem sin profet Malakias erklærede han: „I skal igen se forskel på en retfærdig og en ugudelig, på en der tjener Gud og en der ikke tjener ham.“ — Malakias 3:18.

19. Hvad vil sande kristne aldrig bukke under for?

¹⁹ Eftersom det i denne forvirrede og desorienterede verden er så vigtigt at rose sig af Jehova, hvad kan så hjælpe os til at bevare en sund stolthed over vor Gud og en stærk kristen identitetsfølelse? Det kommer den næste artikel med nogle gode forslag til. Mens du gennemgår dem, kan du glæde dig over at sande kristne aldrig bukker under for „apateisme“.

[Fodnote]

Husker du?

• Hvordan kan kristne „rose sig af Jehova“?

• Hvad har du lært af eksemplerne med Moses og Asaf?

• Nævn nogle bibelske personer som var stolte af deres tjeneste for Gud.

• Hvad vil det sige at rose sig af sin kristne identitet?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 14]

I en periode tvivlede Moses på sig selv

[Illustrationer på side 15]

Mange af fortidens tjenere for Jehova var stolte af deres særlige identitet