Hvordan man kan genoprette et godt forhold

BILL hadede Ed, der lå for døden. Ed havde tyve år tidligere truffet en beslutning der førte til at Bill mistede sit arbejde, og derved var det kommet til et brud mellem disse engang så nære venner. Nu forsøgte Ed at give en undskyldning så han kunne dø i fred. Men Bill ville ikke høre på ham.

Da Bill næsten tredive år senere nærmede sig døden, forklarede han hvorfor han ikke dengang havde tilgivet sin ven. „Ed havde ikke behøvet at behandle sin bedste ven på den måde. Jeg ville bare ikke forsones med ham efter tyve år. Det var måske forkert af mig, men det var sådan jeg så på det.“ *

Det er ikke altid at personlige uoverensstemmelser får så sørgeligt et udfald, men ofte vil de implicerede føle sig sårede eller bitre. Forestil dig at du var i samme situation som Ed. Efter at have indset at din beslutning har voldt stor skade, er det muligt at du må leve med dårlig samvittighed og med følelsen af et stort tab. Og alligevel sårer det dig at tænke på hvordan din fornærmede ven kastede vrag på jeres venskab.

Hvis du på den anden side var i samme situation som Bill, ville du måske betragte dig selv som et uskyldigt offer og være bitter og fornærmet. Som du ser sagen, vidste din tidligere ven bedre og skadede dig måske med vilje. Ofte er begge parter i en strid overbeviste om at de har ret, og at den anden part bærer hele skylden. Resultatet kan blive at to tidligere  venner i overført betydning kommer i krig med hinanden.

De fører en krig med tavse våben ved for eksempel at vende sig bort når den anden går forbi, og ignorerer hinanden når de mødes i en gruppe. De holder øje med hinanden på afstand eller sender hinanden kolde og hadske blikke. Når de endelig veksler et par ord, er det med skarpe og fornærmende bemærkninger der sårer som sværdhug.

Selv om en forsoning virker umulig, er der sikkert nogle ting de kunne blive enige om. Måske erkender de at det er et alvorligt problem, og at det er sørgeligt at bryde med en ven. De er sandsynligvis begge smerteligt berørt af bruddet, og de er klar over at der bør gøres noget for at læge det. Men hvem vil tage det første skridt til at genoprette det ødelagte forhold og slutte fred? Det er ingen af dem villige til.

For to tusind år siden kom Jesu Kristi apostle en gang imellem op at skændes. (Markus 10:35-41; Lukas 9:46; 22:24) Efter en af deres ophedede diskussioner spurgte Jesus: „Hvad diskuterede I på vejen?“ De tav skamfuldt og svarede ham ikke. (Markus 9:33, 34) Jesu lære hjalp dem til at komme overens igen. Vejledningen fra ham og nogle af hans disciple hjælper også i dag folk til at løse konflikter og genoprette brudte venskaber. Lad os se hvordan.

Stræb efter at slutte fred

„Jeg vil hverken se ham eller tale med ham mere.“ Hvis du nogen sinde har sagt sådan, bliver du nødt til at gøre noget, som det fremgår af følgende passage fra Bibelen.

Jesus sagde: „Derfor, hvis du er i færd med at bringe en offergave til alteret, og du dér kommer i tanker om at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå; slut først fred med din broder.“ (Mattæus 5:23, 24) Han sagde også: „Hvis nu din broder begår en synd, så gå hen og blotlæg hans fejl mellem dig og ham alene.“ (Mattæus 18:15) Hvad enten det er dig der har fornærmet en anden, eller omvendt, understreger Jesu ord at du bliver nødt til hurtigt at tale med vedkommende. Og du bør gøre det „i mildhedens ånd“. (Galaterne 6:1) Målet med samtalen er ikke at du skal søge at retfærdiggøre dig selv, eller at du skal tvinge din modstander til at sige undskyld, nej, målet er at slutte fred. Virker dette bibelske råd?

Ernest er overordnet på et stort kontor. * Hans arbejde har i mange år krævet at han tager følsomme sager op med alle mulige mennesker, og samtidig bevarer et godt forhold til dem på arbejdspladsen. Han har set hvor let der kan komme en kurre på tråden, og siger: „Jeg er nogle gange kommet på kant med andre. Men når det sker, sætter jeg mig ned sammen med ham eller hende og drøfter problemet. Det virker altid at gå direkte til vedkommende for at slutte fred.“

Alicia, som har mange venner fra forskellige kulturer, siger: „Jeg fornemmer nogle gange at jeg har sagt noget som kan have fornærmet en. Så går jeg hen og siger undskyld. Ja, jeg undskylder nok flere gange end det er nødvendigt; for selv om vedkommende ikke er blevet fornærmet, har jeg det bedst med at vide at der ikke er opstået en misforståelse.“

 Hvordan hindringer kan overvindes

Vejen til at genoprette et godt forhold til en anden kan ofte være spærret af forhindringer. Har du nogen sinde tænkt: ’Hvorfor skal det være mig der tager skridt til at stifte fred? Det hele var hans skyld.’ Eller har du nogen sinde henvendt dig til en person for at få et problem ud af verden, blot for at høre vedkommende sige: „Vi har vist ikke noget at tale om“? Nogle reagerer på den måde på grund af deres sårede følelser. Ordsprogene 18:19 siger: „En forurettet broder er mere utilnærmelig end en stærk stad, og nogle stridigheder er som en slå for en tårnborg.“ Tag derfor hensyn til den andens følelser. Hvis vedkommende afviser dig, så vent et lille stykke tid, og forsøg igen. Da kan det være at ’den stærke stad’ er åben, og at ’slåen’ er skudt fra så døren til forsoning kan åbnes.

Noget andet der kan hindre en i at genoprette et fredeligt forhold, er frygten for at miste sin selvrespekt. Nogle finder det ydmygende at give en undskyldning eller at tale med en modstander. Det er i orden at bekymre sig om sin selvrespekt, men opbygger eller nedbryder det ens selvrespekt at nægte at slutte fred? Kunne denne bekymring for ens selvagtelse være et dække for stolthed?

Bibelskribenten Jakob viser at der er en forbindelse mellem det at have en stridbar ånd og at være stolt. Efter at have afsløret de „krige“ og „stridigheder“ nogle kristne fører mod hinanden, fortsætter han med at sige: „Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ (Jakob 4:1-3, 6) Hvordan kan hovmod eller stolthed stille sig i vejen for at man slutter fred?

Stolthed er bedragerisk og får folk til at tro at de er bedre end andre. Og de hovmodige føler at de har ret til at fælde dom over deres medmennesker. Hvordan det? Når der opstår uoverensstemmelser, betragter de ofte deres modstandere som håbløse tilfælde. Ja, stolthed får nogle til at mene at de mennesker de er uenige med, ikke er værdige til at få deres opmærksomhed — og da slet ikke til at få en oprigtig undskyldning. Nogle der er drevet af en personlig æresfølelse, lader ofte konflikter fortsætte i stedet for at bilægge dem.

Ligesom en afspærring sætter en stopper for trafikken på en vej, sådan sætter stolthed ofte en stopper for vejen til en fredelig løsning. Så hvis du holder dig tilbage fra at slutte fred med en anden, kan problemet være stolthed. Hvordan kan man overvinde stolthed? Ved at opdyrke den modsatte egenskab, ydmyghed.

Vis ydmyghed

Bibelen fremhæver ydmyghed som noget meget positivt. „Lønnen for ydmyghed og frygt for Jehova er rigdom og ære og liv.“ (Ordsprogene 22:4) I Salme 138:6 læser vi hvordan Gud betragter de ydmyge og de stolte: „Jehova er ophøjet, og dog ser han den ydmyge; den hovmodige, derimod, kender han kun på afstand.“

Mange mener at de ved at vise ydmyghed selv bliver ydmyget. Noget kunne tyde på at verdens ledere ser sådan på det. Selv om hele nationer underkaster sig deres vilje, har politiske ledere svært ved ydmygt at indrømme deres fejl. At høre et statsligt overhoved sige: ’Det beklager jeg,’ er godt nyhedsstof. Da en tidligere regeringsembedsmand for et par år siden undskyldte en fejltagelse han havde begået i forbindelse med en frygtelig katastrofe, fik hans ord stor presseomtale.

Læg mærke til hvordan ydmyghed defineres i en ordbog: „Den egenskab at være ydmyg eller ikke at tænke højt om sig selv . . . det modsatte af at være stolt eller hovmodig.“ Ydmyghed har altså noget at gøre med det syn man har på sig selv, og ikke det syn andre har på en. Det er ikke ydmygende for et menneske at indrømme sine fejl eller oprigtigt at bede om tilgivelse; tværtimod skaber et sådant menneske sig et godt omdømme. Bibelen siger: „Forud for fald er manden stolt i hjertet, men ydmyghed går forud for ære.“ — Ordsprogene 18:12.

 En iagttager har sagt om politikere der ikke undskylder deres fejl: „Beklageligvis mener de tilsyneladende at det er et svaghedstegn at komme med sådan en indrømmelse. Svage og usikre mennesker siger næsten aldrig undskyld. Men modige og storsindede mennesker føler ikke det går ud over deres selvrespekt at sige: ’Jeg har begået en fejltagelse.’“ Det gælder ikke kun politikere. Gør man en indsats for at erstatte stolthed med ydmyghed, er chancerne for at bilægge en uoverensstemmelse betydelig bedre. Læg mærke til hvordan en familie erfarede rigtigheden af dette.

En uoverensstemmelse skabte et spændt forhold mellem Julie og hendes broder William. William blev så vred på Julie og hendes mand, Josef, at han afbrød al kontakt med dem. Han gav endda Julie og Josef alle de gaver tilbage som de i årenes løb havde givet ham. Som månederne gik, blev den fortrolighed som dette søskendepar før havde haft, erstattet af bitterhed.

Josef valgte imidlertid at følge vejledningen i Mattæus 5:23, 24. Han forsøgte at henvende sig til sin svoger i mildhedens ånd og sendte ham breve hvori han undskyldte at han havde fornærmet ham. Desuden tilskyndede han sin kone til at tilgive sin bror. Efterhånden forstod William at Julie og Josef oprigtigt ønskede at slutte fred, og han blev mildere stemt. William og hans kone mødtes med Julie og Josef; de sagde alle undskyld, omfavnede hinanden, og det gode venskab var genoprettet.

Hvis du længes efter at bringe en uoverensstemmelse ud af verden, så følg Bibelens vejledning og slut fred med vedkommende. Jehova vil hjælpe dig. Og da vil det som Gud sagde til det gamle Israel, også gælde dig: „Hvis blot du gav agt på mine bud! Da ville din fred blive som floden, og din retfærdighed som havets bølger.“ — Esajas 48:18.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 7]

En undskyldning kan ofte genoprette det gode forhold