Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Klog vejledning til ægtepar

Klog vejledning til ægtepar

Klog vejledning til ægtepar

„Lad hustruerne underordne sig deres mænd som under Herren, I mænd, elsk fortsat jeres hustruer.“ — EFESERNE 5:22, 25.

1. Hvordan bør man rettelig se på ægteskabet?

JESUS sagde at ægteskabet er indstiftet af Gud, en forening af mand og kvinde til „ét kød“. (Mattæus 19:5, 6) Det er to mennesker med hver sin personlighed der nu skal leve sammen, og som skal lære at have fælles interesser og arbejde hen imod fælles mål. Ægteskabet er en livslang forpligtelse til at holde sammen, ikke en midlertidig ordning der kan ophæves i en håndevending. I mange lande er det ikke svært at opnå skilsmisse, men for en kristen er ægteskabet helligt. Det ophæves kun hvis der er en meget alvorlig grund til det. — Mattæus 19:9.

2. (a) Hvilken hjælp er til rådighed for ægtepar? (b) Hvorfor er det vigtigt at stræbe efter at få et lykkeligt ægteskab?

2 En ægteskabsrådgiver har sagt: „Et godt ægteskab er en stadig skiftende proces med nye udfordringer og nye problemer som ægtefællerne må tage sig af med de ressourcer de har til rådighed på det givne stadium i livet.“ For kristne ægtefæller indbefatter disse ressourcer vise råd fra Bibelen, støtte fra trosfæller og et nært bønsforhold til Jehova. Et godt ægteskab varer ved og vil i årenes løb føre til lykke og tilfredshed for ægtefællerne. Og endnu vigtigere: Det vil være til ære for ægteskabets Indstifter, Jehova Gud. — 1 Mosebog 2:18, 21-24; 1 Korinther 10:31; Efeserne 3:15; 1 Thessaloniker 5:17.

Efterlign Jesus og hans menighed

3. (a) Opsummér Paulus’ vejledning til ægtepar. (b) Hvilket eksempel efterlod Jesus sig?

3 For to tusind år siden gav apostelen Paulus klog vejledning til kristne ægtepar da han skrev: „Ligesom menigheden underordner sig Messias, således må hustruerne også underordne sig deres mænd i alt. I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den.“ (Efeserne 5:24, 25) Her bruges nogle smukke sammenligninger. Kristne hustruer som ydmygt underordner sig deres ægtemænd, efterligner menigheden ved at anerkende og respektere ledelsens princip. Troende ægtemænd som fortsat elsker deres hustruer under såvel gunstige som ugunstige forhold, viser at de nøje følger Kristi eksempel, idet han elskede menigheden og havde omsorg for den.

4. Hvordan kan ægtemænd følge Jesu eksempel?

4 Kristne ægtemænd er deres families overhoved, men de har selv et hoved over sig, Jesus Kristus. (1 Korinther 11:3) Ligesom Jesus havde omsorg for sin menighed, sådan drager ægtemænd kærligt omsorg for deres familie, både åndeligt og fysisk, selvom det kræver personlige ofre. De lader familiens velfærd komme før deres egne ønsker. Jesus sagde: „Derfor, alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) Dette princip gælder især i ægteskabet. Det viste Paulus da han sagde: „Mændene [bør] elske deres hustruer som deres egne legemer . . . ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og plejer det.“ (Efeserne 5:28, 29) En mand bør sørge for sin hustru med føde og andre ting sådan som han sørger for sig selv.

5. Hvordan kan hustruer efterligne den kristne menighed?

5 Gudfrygtige hustruer har den kristne menighed at se hen til som deres eksempel. Da Jesus levede på jorden, forlod hans disciple med glæde deres tidligere beskæftigelse og fulgte ham. Efter hans død var de stadig underlagt ham, og i de næsten 2000 år der er gået siden da, har den sande kristne menighed fortsat været underlagt ham og har fulgt hans ledelse i alle ting. Kristne hustruer forholder sig til ægteskabet på samme måde. De respekterer deres mænd og underordner sig ledelsens princip i ægteskabet. De hjælper og støtter deres mænd, underordner sig dem og samarbejder med dem og er på den måde til opmuntring for dem. Når både mand og hustru handler på denne måde i kærlighed, vil de få et lykkeligt ægteskab og finde glæde i det.

Fortsæt med at leve sammen med dem

6. Hvilken vejledning gav Peter ægtemænd, og hvorfor er den vigtig?

6 Apostelen Peter gav også vejledning til ægtepar, og hans ord til ægtemændene var især meget direkte. Han sagde: „I mænd skal på samme måde leve sammen med [jeres hustruer] i overensstemmelse med kundskab, idet I viser dem ære som det svagere kar, det kvindelige, da I også er arvinger sammen med dem til den ufortjente gave som livet er, for at jeres bønner ikke skal blive hindret.“ (1 Peter 3:7) Alvoren i Peters vejledning ses af de sidste ord i verset. Hvis en ægtemand ikke viser sin hustru ære, vil det skade hans forhold til Jehova. Hans bønner vil blive hindret.

7. Hvordan viser en ægtemand sin hustru ære?

7 Hvordan kan en ægtemand da vise sin hustru ære? Det kan han ved at behandle hende kærligt, værdigt og med respekt. At behandle sin hustru på denne måde kan have forekommet mange usædvanligt dengang. En bibelkommentar forklarer: „Under romersk lov havde en kvinde ingen rettigheder. Ifølge loven var og blev hun et barn. . . . Hun var helt underlagt sin mand, fuldstændig overladt til hans nåde og barmhjertighed.“ Hvilken kontrast til den kristne lære! Den kristne ægtemand ærede sin hustru. Hans forhold til hende var ledet af kristne principper, ikke af tilfældige luner. Desuden tog han hensyn til hende „i overensstemmelse med kundskab“ i betragtning af at hun var „det svagere kar“.

8, 9. I hvilke henseender er kvinder ligestillede med mænd?

8 Med udtrykket „det svagere kar“ mente Peter ikke at kvinder er svagere end mænd intellektuelt og åndeligt. Det er sandt at mange kristne mænd har tjenesteforrettigheder i den kristne menighed som kvinder ikke har, og at gifte kvinder er underordnet deres mænd. (1 Korinther 14:35; 1 Timoteus 2:12) Men af alle, mænd som kvinder, kræves den samme tro og udholdenhed og den samme høje moral. Og som Peter sagde, er både mand og hustru „arvinger . . . til den ufortjente gave som livet er“. Med hensyn til frelsen er de ligestillede over for Jehova Gud. (Galaterne 3:28) Peter skrev til salvede kristne i det første århundrede. Hans ord mindede derfor kristne ægtemænd om at de og deres hustruer som „Kristi medarvinger“ havde det samme himmelske håb. (Romerne 8:17) En dag ville de begge tjene som præster og konger i Guds himmelske rige! — Åbenbaringen 5:10.

9 Salvede kristne hustruer var på ingen måde mindreværdige i forhold til deres salvede kristne ægtemænd. Og i princippet gælder dette også dem som har et jordisk håb. Både mænd og kvinder i ’den store skare’ vasker deres lange klæder og gør dem hvide i Lammets blod. I hele verden er både mænd og kvinder med til at lovprise Jehova „dag og nat“. (Åbenbaringen 7:9, 10, 14, 15) Både mænd og kvinder ser frem til at opnå „Guds børns herlige frihed“, hvor de vil kunne glæde sig over „det virkelige liv“. (Romerne 8:21; 1 Timoteus 6:19) Alle kristne, uanset om de tilhører de salvede eller de andre får, vil sammen tjene Jehova som „én hjord“ under „én hyrde“. (Johannes 10:16) I sandhed en stærk grund til at kristne ægtefæller viser hinanden den ære der tilkommer dem!

10. I hvilken forstand er kvinder „svagere kar“?

10 På hvilken måde er kvinder da „svagere kar“? Peter tænkte måske på at kvinder som regel er spinklere bygget og ikke har den samme fysiske styrke som mænd. I vores ufuldkomne tilstand er en graviditet og en fødsel desuden en stor belastning for en kvinde — hvor storslået en gave det end er. Kvinder i den fødedygtige alder har også med regelmæssige mellemrum de gener og det ubehag der hører med til denne alder. De har sandelig brug for særlig omsorg og hensyntagen i disse perioder og når de gennemgår en udmattende fødsel. En ægtemand der ærer sin hustru og forstår at hun har brug for støtte, vil i høj grad bidrage til at de får et lykkeligt ægteskab.

Når ægtefællerne ikke har samme tro

11. Kan et ægteskab blive lykkeligt selvom mand og hustru ikke har samme tro?

11 Hvad nu hvis ægtefællerne ikke har den samme tro fordi den ene af dem har taget imod sandheden fra Bibelen efter at de er blevet gift, mens den anden ikke har? Kan et sådant ægteskab blive lykkeligt? Ja, det viser erfaringen. En ægtemand og en hustru der ser forskelligt på trosspørgsmål, kan godt få et lykkeligt og varigt ægteskab der gør dem begge glade og tilfredse. Desuden er ægteskabet stadig gyldigt i Jehovas øjne; de er stadig „ét kød“. Af den grund får kristne ægtefæller den vejledning at de skal blive hos den ikketroende ægtefælle hvis vedkommende er indforstået med det. Hvis der er børn, vil de høste gavn af den kristne ægtefælles trofasthed. — 1 Korinther 7:12-14.

12, 13. Hvordan kan en kristen hustru hjælpe en ikketroende ægtemand ifølge Peters vejledning?

12 Peter giver opmuntring og vejledning til kristne kvinder der i religiøs henseende lever i en delt husstand. Og i princippet gælder hans ord også kristne ægtemænd i samme situation. Peter skriver: „I hustruer [skal] underordne jer jeres egne mænd, for at de af dem som ikke er lydige mod ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers adfærd efter at have været øjenvidner til jeres rene adfærd og dybe respekt.“ — 1 Peter 3:1, 2.

13 Hvis en hustru taktfuldt kan forklare sin tro for sin mand, er det godt. Men hvad nu hvis han ikke vil høre på hvad hun siger? Så må hun affinde sig med dét. Det er hans valg. Men dermed er alt håb ikke ude. Hustruens kristne adfærd kan også være et magtfuldt vidnesbyrd. Mange ægtemænd som i begyndelsen ikke var interesserede i deres hustruers tro, måske oven i købet var imod den, er blevet „ret indstillet til evigt liv“ efter at have lagt mærke til hustruens gode adfærd. (Apostelgerninger 13:48) Og selvom en ægtemand ikke tager imod troen, kan hustruens adfærd stadig gøre et gunstigt indtryk og udvirke at de får et godt ægteskab. En mand der er gift med et af Jehovas Vidner, indrømmede at han ikke kunne leve op til de høje moralnormer som Jehovas Vidner følger. Men han erklærede alligevel at han var „den lykkelige ægtemand til en dejlig kone“ og udtalte sig rosende om hende og hendes trosfæller i et brev til avisen.

14. Hvordan kan en ægtemand hjælpe en ikketroende hustru?

14 Kristne ægtemænd der har fulgt Peters vejledning, har på samme måde ved deres adfærd vundet deres hustruer for troen. Ikketroende hustruer har lagt mærke til at deres ægtemænd har fået større ansvarsfølelse, er holdt op med at bruge penge på tobak, drikkeri og spil og gøre brug af et dårligt sprog. Nogle af disse ægtefæller har lært andre medlemmer af den kristne menighed at kende, og det kristne fællesskab har gjort indtryk på dem. Det har bevirket at de følte sig draget mod Jehova. — Johannes 13:34, 35.

„Hjertets skjulte menneske“

15, 16. Hvilken adfærd hos en kristen hustru kan vinde en ikketroende ægtemand for troen?

15 Hvilken adfærd kan vinde en ægtemand for troen? Det er den adfærd som helt naturligt kommer til at kendetegne kristne kvinder. Peter siger: „Lad ikke jeres prydelse være det udvendige, håret I fletter, guldsmykkerne I tager på eller yderklæderne I bærer, men lad det være hjertets skjulte menneske, med den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt, der er af stor værdi i Guds øjne. For således plejede også tidligere de hellige kvinder som håbede på Gud, at pryde sig, idet de underordnede sig deres egne mænd, ligesom Sara plejede at adlyde Abraham, idet hun kaldte ham ’herre’. Og I er blevet hendes børn, hvis I altså bliver ved med at gøre det gode uden at frygte noget som kunne skræmme.“ — 1 Peter 3:3-6.

16 Peter giver en kristen kvinde den vejledning at hun ikke skal lægge vægt på det ydre. Hun skal i stedet lade sin mand se den virkning Bibelens lære øver på hende. Han skal kunne se at hun har fået en ny personlighed. Måske kan han se forskellen på den og den gamle personlighed som hans hustru før havde. (Efeserne 4:22-24) Han vil sikkert finde hendes ’stille og milde ånd’ behagelig og tiltalende. Denne ’stille og milde ånd’ tiltaler ikke alene hendes mand, men den er også „af stor værdi i Guds øjne“. — Kolossenserne 3:12.

17. Hvordan er Sara et godt eksempel for kristne hustruer?

17 Sara anføres som et eksempel, og hun er i sandhed et værdigt forbillede for gifte kristne kvinder, uanset om deres ægtemænd er troende eller ej. Sara betragtede virkelig Abraham som sit hoved. Selv i sit hjerte kaldte hun ham „herre“. (1 Mosebog 18:12) Men det berøvede hende ikke hendes værdighed. Hun var tydeligvis en åndeligt stærk kvinde i kraft af sin egen stærke tro på Jehova. Ja, hun hører til den ’store sky af vidner’ hvis tro skulle tilskynde os til „med udholdenhed [at] løbe det væddeløb der ligger foran os“. (Hebræerne 11:11; 12:1) Det ville afgjort være en anbefaling for en kristen hustru at blive sammenlignet med Sara!

18. Hvilke principper må man holde sig for øje i en delt husstand?

18 I en religiøst delt husstand er manden stadig hovedet. Hvis han er troende, vil han tage hensyn til sin hustrus opfattelse uden at gå imod sin egen tro. Hvis det er hustruen der er troende, vil hun heller ikke gøre noget der kunne gå imod hendes tro. (Apostelgerninger 5:29) Men hun vil ikke underkende sin mands ledelse. Hun vil respektere hans stilling og forblive under „mandens lov“. — Romerne 7:2.

Bibelens kloge vejledning

19. Hvilke forhold kan være en belastning for ægteskabet, og hvad kan hjælpe en i de nævnte situationer?

19 I dag er der meget der kan være en belastning for ægteskabet. Nogle mænd undlader at påtage sig deres ansvar. Nogle kvinder anerkender ikke mandens ledelse. I nogle ægteskaber udsætter den ene ægtefælle den anden for vold, fysisk eller verbalt. Desuden kan økonomiske problemer, den menneskelige ufuldkommenhed og denne verden med dens umoralitet og forvrængede syn på værdier være en prøve på en kristens loyalitet. Men kristne mænd og kvinder der følger Bibelens principper, vil uanset deres situation erfare Jehovas velsignelse. Selv hvis blot den ene af ægtefællerne følger de bibelske principper, vil det være bedre end hvis ingen af dem gjorde det. Desuden hjælper og støtter Jehova dem der forbliver tro mod deres ægteskabsløfte, selv under vanskelige forhold. Han glemmer ikke deres loyalitet. — Salme 18:25; Hebræerne 6:10; 1 Peter 3:12.

20. Hvilken vejledning og opfordring giver Peter alle kristne?

20 Apostelen Peter slutter sin vejledning til gifte mænd og kvinder med denne indtrængende opfordring: „Endelig skal I alle være enssindede, idet I viser medfølelse, nærer broderlig hengivenhed, har inderlig medlidenhed, er ydmyge af sind, ikke gengælder skade med skade eller skældsord med skældsord, men tværtimod velsigner, for hertil blev I kaldet, så I kan arve velsignelse.“ (1 Peter 3:8, 9) I sandhed kloge ord til alle, og især til ægtepar!

Husker du?

• Hvordan efterligner kristne ægtemænd Jesus?

• Hvordan efterligner kristne hustruer menigheden?

• På hvilken måde kan en ægtemand vise sin hustru ære?

• Hvilken klog vejledning får en kristen hustru der har en ikketroende mand?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 16]

En kristen ægtemand elsker sin hustru og har omsorg for hende

En kristen hustru respekterer og ærer sin mand

[Illustration på side 17]

Til forskel fra romersk lov krævede den kristne lære at en ægtemand skulle ære sin hustru

[Illustration på side 18]

Både mænd og kvinder som hører til ’den store skare’, ser frem til evigt liv i Paradiset

[Illustration på side 20]

Sara betragtede Abraham som sin herre