Krig med ord — Hvorfor virker det sårende?

„Hvorfra stammer krige og hvorfra stridigheder iblandt jer?“ — JAKOB 4:1.

DET var ikke de krigsførende soldater i den romerske legion bibelskribenten Jakob rettede dette spørgsmål til. Han søgte heller ikke at finde motivet til den guerillakrig som de jødiske sicarii, eller dolkmænd, førte i det første århundrede. Jakob tænkte på de uoverensstemmelser der kunne opstå mellem nogle få mennesker indbyrdes, eller måske blot mellem to. Hvad ville han sige med sine ord? At personlige uoverensstemmelser kan være lige så destruktive som krige. Dette fremgår af nedenstående tre eksempler fra Bibelen.

Patriarken Jakobs sønner hadede deres bror Josef så meget at de solgte ham som træl. (1 Mosebog 37:4-28) Senere forsøgte Israels kong Saul at slå David ihjel. Hvorfor? Fordi han var misundelig på David. (1 Samuel 18:7-11; 23:14, 15) I det første århundrede var en uoverensstemmelse mellem to kristne kvinder, Evodia og Syntyke, skyld i at freden i en hel menighed blev forstyrret. — Filipperne 4:2.

Op gennem tiden har mænd afgjort deres kontroverser i dueller, hvor de mødte hinanden med sværd eller pistoler. Ofte blev den ene duellant dræbt eller fik varige mén. Når nogle i dag har fejder, begrænser de sig ofte til kun at bruge skarpe bemærkninger som våben. Selv om der ikke udgydes blod, virker de verbale angreb sårende og ødelægger andres navn og rygte. Ofte er det uskyldige som bliver ramt i disse ’krige’.

Som eksempel kan nævnes noget som fandt sted for nogle år siden da en anglikansk præst beskyldte en anden gejstlig for at forvalte kirkens midler forkert. Deres indbyrdes uenighed blev offentligt kendt og delte menigheden i to lejre. Nogle af kirkegængerne nægtede at overvære gudstjenesten hvis den blev holdt af den præst de havde noget imod. Begge grupper havde så dyb foragt for modparten at de bed ad hinanden når de var i kirke. Da den præst der havde fremsat anklagerne, blev beskyldt for uterlighed, intensiveredes striden.

 Ærkebiskoppen af Canterbury henvendte sig til de to præster og kaldte deres stridigheder for „en kræftknude“ og „en skandale der bringer skam over Vorherres navn“. I 1997 gik en af præsterne med til at lade sig pensionere. Den anden klamrede sig til sit embede indtil han måtte forlade det fordi han havde nået pensionsalderen. Han blev der dog så længe han overhovedet kunne, og gik på pension på sin halvfjerds års fødselsdag, den 7. august 2001. Den engelske statskirkes avis The Church of England Newspaper nævnte at hans fratræden fandt sted på „Sankt“ Victricius’ helgendag. Hvem var „Sankt“ Victricius? Det var en biskop fra det 4. århundrede som man mener blev pisket fordi han nægtede at kæmpe i hæren. Avisen, der havde hæftet sig ved modsætningsforholdet, sagde: „Det kunne ikke siges om [den pensionerede præst] at han nægtede at deltage i en kirkelig strid.“

Disse præster kunne have undgået at skade sig selv og andre hvis de havde fulgt vejledningen i Romerbrevet 12:17, 18: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt. Vær i forvejen indstillet på det der er godt i alle menneskers øjne. Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“

Hvordan reagerer du når nogen fornærmer dig? Får krænkede følelser dig til at føre en verbal krig? Eller undgår du hårde ord og er åben for at genoprette freden? Hvis du fornærmer en anden, undgår du så vedkommende og håber at det med tiden vil blive glemt? Eller er du hurtig til at sige undskyld? Hvad enten du beder om tilgivelse eller selv tilgiver andre, vil dét at slutte fred bidrage til jeres velbefindende. Bibelens vejledning kan hjælpe os til at løse selv årelange konflikter, som den følgende artikel vil vise.