Livsberetning

Vi udnyttede vores skiftende omstændigheder til at forkynde vidt og bredt

FORTALT AF RICARDO MALICSI

Da jeg mistede mit job på grund af min kristne neutralitet, bad min familie og jeg til Jehova om hjælp til at planlægge fremtiden. I bønnen gav vi udtryk for at vi ønskede at udvide vores tjeneste. Kort efter begyndte vi en nomadetilværelse som gjorde at vi kom til at bo i otte fremmede lande på to forskellige kontinenter. Det førte til at vi kom til at forkynde disse fjerne steder.

JEG er født i Filippinerne i 1933, og min familie var tilknyttet en filippinsk frikirke. Alle familiens 14 medlemmer tilhørte denne kirke. Da jeg var omkring 12 år gammel, bad jeg en bøn til Gud og anmodede ham om at lede mig til den sande tro. En af mine lærere tilmeldte mig religionsundervisning, og snart blev jeg en ivrig katolik. Jeg undlod aldrig at gå til skrifte om lørdagen eller til messe om søndagen. Men med tiden blev jeg skeptisk og utilfreds. Spørgsmål om hvad der sker med os når vi dør, samt om helvede og treenigheden, nagede mig. De svar jeg fik fra religiøse ledere, var utilfredsstillende og ulogiske.

Tilfredsstillende svar

Mens jeg gik på college, sluttede jeg mig til en studenterklub, og det bevirkede at jeg blev involveret i slåskampe, hasardspil, rygning og andre dårlige ting. En aften mødte jeg moderen til en af mine klassekammerater. Hun var et af Jehovas Vidner, så jeg stillede hende de samme spørgsmål som jeg havde stillet mine religionslærere. Hun besvarede dem alle ud  fra Bibelen, og jeg var overbevist om at det hun fortalte, var sandheden.

Jeg købte en bibel og begyndte at studere den sammen med Jehovas Vidner, og inden længe kom jeg til alle deres møder. Jeg fulgte Bibelens kloge vejledning om at „dårligt selskab ødelægger gode vaner“, og holdt op med at komme sammen med mine umoralske venner. (1 Korinther 15:33) Det hjalp mig til at gøre fremskridt i mit studium af Bibelen og indvi mig til Jehova. Efter min dåb i 1951 virkede jeg som heltidsforkynder (pioner) i en periode. I december 1953 giftede jeg mig med Aurea Mendoza Cruz, som blev min livsledsager og trofaste makker i forkyndelsen.

Svar på vores bønner

Det var vores store ønske at blive pionerer og gøre mere i tjenesten for Jehova, men det lykkedes ikke for os lige med det samme. Imidlertid holdt vi aldrig op med at bede Jehova om at der ville vise sig nogle muligheder for at vi kunne udvide vores tjeneste for ham. Til trods for at det var hårde tider, havde vi altid vores åndelige mål for øje, og i en alder af 25 blev jeg udnævnt som menighedstjener, eller præsiderende tilsynsmand, i en af Jehovas Vidners menigheder.

Efterhånden som jeg fik mere bibelkundskab og en bedre forståelse af Jehovas principper, indså jeg at mit job ikke kunne forenes med min kristne samvittighed i forbindelse med neutralitetsspørgsmålet. (Esajas 2:2-4) Jeg besluttede derfor at sige min stilling op. Det viste sig at blive en trosprøve for os. Hvordan skulle jeg nu forsørge min familie? Igen lagde vi vores problemer frem for Jehova i bøn. (Salme 65:2) Vi gav udtryk for de bekymringer vi havde, men også for vores ønske om at tjene ham hvor der var et stort behov for forkyndere. (Filipperne 4:6, 7) På det tidspunkt havde vi ingen anelse om alle de muligheder der senere ville åbne sig for os.

Vi begynder at rejse

I april 1965 sagde jeg ja til et job i Vientianes internationale lufthavn i Laos som sikkerhedsrådgiver for redningsarbejde i forbindelse med flykatastrofer. I byen Vientiane, hvor vi nu var flyttet til, var der 24 Jehovas Vidner, og vi glædede os over at forkynde sammen med missionærerne og de få lokale forkyndere. Senere blev jeg overflyttet til lufthavnen i Udon Thani i Thailand. Men i Udon Thani var der ingen Jehovas Vidner. Som familie holdt vi derfor selv alle ugens møder. Desuden forkyndte vi fra hus til hus, gik på genbesøg og oprettede bibelstudier.

Vi huskede på den tilskyndelse Jesus gav sine disciple om at de skulle ’bære megen frugt’. (Johannes 15:8) Vi besluttede derfor at følge deres eksempel og fortsatte med at forkynde den gode nyhed. Inden længe gav det resultater. En ung thailandsk pige tog imod sandheden fra Bibelen og blev vores åndelige søster. To nordamerikanere i området blev også Jehovas Vidner, og med tiden blev de begge ældste i den kristne menighed. I mere end ti år fortsatte vi med at forkynde den gode nyhed i det nordlige Thailand. Vi glæder os over at der nu er en menighed i Udon Thani. Noget af den sandhedssæd som vi såede, giver stadig resultater.

Desværre måtte vi flytte igen, men vi bad om at „høstens Herre“ ville hjælpe os til fortsat at kunne være med i forkyndelsesarbejdet. (Mattæus 9:38) Vi blev overflyttet til Teheran, Irans hovedstad. Det var i tiden under shahens styre.

Forkyndelse i områder med store udfordringer

Da vi ankom til Teheran, opsøgte vi straks vores åndelige brødre. Vi arbejdede sammen med en lille gruppe af Jehovas Vidner fra 13 forskellige nationaliteter. For at kunne forkynde den gode nyhed i Iran var det nødvendigt at vi tilpassede os de lokale forhold.  Selvom vi ikke oplevede nogen direkte modstand, måtte vi alligevel være forsigtige.

Når vi skulle lede bibelstudier med interesserede, måtte vi indrette os efter deres arbejdstider. Derfor foregik det nogle gange ved midnatstid eller senere — og sluttede først i de tidlige morgentimer. Men vi glædede os over at se frugten af det hårde arbejde. Flere filippinske og koreanske familier tog imod sandheden og indviede sig til Jehova.

Min næste arbejdsopgave var i Dhaka, Bangladesh, hvor vi ankom i december 1977. Heller ikke her var forkyndelsesarbejdet nemt. Vi havde dog altid for øje at vi måtte forblive aktive. Med Guds ånds ledelse fandt vi frem til mange familier som bekendte sig til kristendommen. Nogle af dem tørstede efter sandhedens forfriskende vand, som findes i Bibelen. (Esajas 55:1) Så vi begyndte at studere med mange af dem.

Vi mindede os selv om at det er Guds vilje at „alle slags mennesker skal frelses“. (1 Timoteus 2:4) Heldigvis prøvede ingen at skabe problemer for os. For at overvinde eventuelle fordomme sørgede vi for at være yderst venlige over for dem vi talte med. Ligesom apostelen Paulus prøvede vi på at ’blive alt for alle slags mennesker’. (1 Korinther 9:22) Når folk spurgte om grunden til vores besøg, forklarede vi venligt hvorfor vi kontaktede dem, og de fleste af dem var flinke.

I Dhaka fandt vi et lokalt Jehovas vidne og opmuntrede hende til at være med til vores kristne møder og senere i forkyndelsesarbejdet. Derudover studerede min kone Bibelen med en familie som hun inviterede med til vores møder, og med Jehovas kærlige hjælp kom hele familien i sandheden. To af døtrene var senere med til at oversætte bibelsk læsestof til bengali, og flere af deres slægtninge lærte også Jehova at kende. Mange af de andre vi studerede Bibelen med, tog også imod sandheden, og de fleste af dem er nu ældste eller pionerer.

Da Dhaka er en meget tæt befolket by, indbød vi nogle af vores familiemedlemmer til at komme og hjælpe os i forkyndelsesarbejdet. Flere af dem tog imod opfordringen og sluttede sig til os i Bangladesh. Hvor er vi taknemmelige mod Jehova fordi vi fik mulighed for at være med til at forkynde den gode nyhed i dette land. Fra en spæd begyndelse med kun én forkynder er der nu to menigheder i Bangladesh.

I juli 1982 måtte vi rykke teltpælene op og forlade Bangladesh, men det var med tårer i øjnene vi tog afsked med vores trosfæller. Kort efter fik jeg arbejde i den internationale lufthavn i Entebbe i Uganda, og vi kom til at bo i landet i fire år og syv måneder. Hvad kunne vi gøre for at ære Jehovas store navn her?

Vi tjener Jehova i Østafrika

Da vi ankom til den internationale lufthavn i Entebbe, blev min kone og jeg hentet af en chauffør som skulle køre os hen til det sted hvor vi skulle bo. Mens vi kørte ud af lufthavnsområdet, begyndte jeg at tale med chaufføren om Guds rige. Han spurgte mig: „Er du et af Jehovas Vidner?“ Da jeg svarede bekræftende, sagde han: „En af dine brødre arbejder i kontroltårnet.“ Straks bad jeg ham om at vise mig derop. Vi blev introduceret for  broderen som var meget glad for at se os, og der blev truffet aftale om møder og forkyndelse.

Dengang var der kun 228 forkyndere i Uganda. Sammen med et par brødre fra Entebbe gik det første år med at så sandhedens sædekorn. Folk var meget glade for at læse, så vi uddelte meget litteratur, deriblandt i hundredvis af blade. I weekenderne indbød vi brødre og søstre fra Kampala, hovedstaden, til at hjælpe os med at forkynde i vores distrikt. Første gang jeg holdt et offentligt foredrag, var vi fem ialt.

I løbet af de næste tre år oplevede vi noget af det skønneste i vores liv idet vi så dem vi underviste, tage imod sandheden og hurtigt gøre fremskridt. (3 Johannes 4) Ved et kredsstævne blev seks af dem vi havde studeret Bibelen med, døbt. Mange af dem sagde at de havde fået lyst til at blive heltidsforkyndere fordi de så at vi var pionerer på trods af at vi havde heltidsjob.

Vi fandt ud af at vores arbejdsplads også var et distrikt der kunne bære frugt. Ved en lejlighed talte jeg med en brandmand der arbejdede i lufthavnen, om Bibelens håb om et paradis på jorden. Ud fra hans egen bibel viste jeg ham at mennesker der adlyder Gud, vil komme til at leve i fred og enhed og aldrig mere lide på grund af fattigdom, mangel på husly, krig, sygdom eller død. (Salme 46:9; Esajas 33:24; 65:21, 22; Åbenbaringen 21:3, 4) Da han læste det i sin egen bibel, blev hans interesse vakt, og vi begyndte at studere sammen. Han kom snart til alle møderne, og inden længe indviede han sig til Jehova og blev døbt. Senere sluttede han sig til os i heltidstjenesten.

Mens vi var i Uganda, oplevede vi to gange uroligheder i landet, men det kunne ikke standse vores åndelige aktiviteter. Familiemedlemmer til dem der arbejdede for internationale virksomheder, blev overflyttet til Nairobi i Kenya i seks måneder. De af os der blev tilbage i Uganda, fortsatte med at komme til de kristne møder og at forkynde. Men vi måtte være diskrete og forsigtige.

I april 1988 var jeg færdig med min arbejdsopgave, og vi flyttede igen. Vi forlod menigheden i Entebbe med en følelse af stor tilfredshed over den åndelige fremgang der var sket. I juli 1997 fik vi mulighed for at besøge Entebbe igen. Nogle af dem vi før havde studeret Bibelen med, var nu ældste i menigheden. Hvor blev vi glade da vi så at der var 106 til stede ved det offentlige møde.

Vi flytter til urørte distrikter

Der åbnede sig nu nye muligheder for os i forkyndelsen, for min næste arbejdsplads var i den internationale lufthavn i Mogadishu i Somalia. Vi var besluttede på at gøre god brug af denne mulighed for at forkynde i et urørt distrikt.

Det var begrænset hvem vi kunne forkynde for. Som regel var det ambassadefolk, filippinske arbejdere og andre udlændinge. Ofte mødte vi dem på markedspladsen, men vi besøgte dem også i deres hjem. Ved at være opfindsomme og forsigtige og ved at have fuldstændig tillid til Jehova kunne vi forkynde Bibelens sandheder for andre, og det bar frugt  blandt folk af forskellige nationaliteter. Da der var gået to år, forlod vi Mogadishu — lige før der udbrød krig.

Den internationale organisation for civil luftfart som jeg arbejdede for, overflyttede mig til Rangoon i Myanmar. Og igen fik vi nye muligheder for at hjælpe retsindige til at lære Guds hensigt at kende. Efter Myanmar blev vi sendt til Dar es Salaam i Tanzania. Det var meget lettere at forkynde fra hus til hus her fordi der var en engelsktalende befolkningsgruppe.

I alle de lande hvor vi havde boet, havde vi haft meget få problemer med at forkynde på trods af at Jehovas Vidners arbejde i mange tilfælde var pålagt restriktioner. På grund af mit betydningsfulde arbejde, der sædvanligvis var forbundet med statslige eller internationale agenturer, stillede folk ingen spørgsmål om vores aktiviteter.

På grund af mit arbejde levede min kone og jeg som nomader i tre årtier. Imidlertid betragtede vi kun mit job som et middel til at opfylde vores egentlige mål — at fremme Guds riges interesser. Vi takker Jehova fordi han har hjulpet os til at gøre god brug af vores skiftende omstændigheder, og fordi vi har fået den store glæde og forret at kunne forkynde den gode nyhed vidt og bredt.

Tilbage hvor det hele begyndte

I en alder af 58 besluttede jeg at gå på pension og tage tilbage til Filippinerne. Da vi kom hjem, bad vi Jehova om at lede vores skridt. Vi sluttede os til en menighed i Trece Martires City i provinsen Cavite. Menigheden bestod dengang kun af 19 forkyndere. Men snart blev der arrangeret forkyndelse hver dag, og mange bibelstudier blev påbegyndt, så menigheden begyndte at vokse. På et tidspunkt havde min kone 19 bibelstudier, og jeg havde 14.

Der gik ikke lang tid før rigssalen blev for lille, så vi lagde problemet frem for Jehova i bøn. En broder og hans kone besluttede at skænke et stykke jord, og afdelingskontoret godkendte at der kunne optages et lån for at bygge en ny rigssal. Den nye bygning havde stor indflydelse på forkyndelsesarbejdet, og tilhørernes antal steg uge for uge. For øjeblikket bruger vi over en time hver vej for at hjælpe en anden menighed på 17 forkyndere.

Min kone og jeg påskønner den store forret det har været at kunne bruges i Jehovas tjeneste i så mange forskellige lande. Når vi ser tilbage på vores nomadeliv, føler vi en dyb tilfredshed over at vide at vi har brugt vores liv på den bedst mulige måde — nemlig med at hjælpe andre til at lære om Jehova.

[Kort på side 24, 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

TANZANIA

UGANDA

SOMALIA

IRAN

BANGLADESH

MYANMAR

LAOS

THAILAND

FILIPPINERNE

[Illustration på side 23]

Med min kone, Aurea