Hvordan du gør Jehova til din Gud

NOGLE af de personer der berettes om i Bibelen, havde et så nært forhold til Jehova at han blev kaldt deres Gud. For eksempel omtales Jehova som „Abrahams Gud“, „Davids Gud“ og „Elias’ Gud“. — 1 Mosebog 31:42; 2 Kongebog 2:14; 20:5.

Hvordan opnåede disse mænd hver især et nært forhold til Gud? Hvordan kan vi ligesom dem opbygge og bevare et stærkt, personligt forhold til Skaberen?

Abraham „troede på Jehova“

Abraham er den første der i Bibelen beskrives som en der „troede på Jehova“. Det var først og fremmest Abrahams tro der gjorde at han vandt Guds godkendelse. Ja, Abraham nød i den grad Jehovas gunst at Gud senere over for Moses omtalte sig selv som „Abrahams Gud“ og hans søn Isaks og hans sønnesøn Jakobs Gud. — 1 Mosebog 15:6; 2 Mosebog 3:6.

Hvordan fik Abraham en så stærk tro på Gud? Først og fremmest byggede han den på et solidt grundlag. Måske har han lært om Jehova ved at lytte til Noas søn Sem, der havde været øjenvidne til Jehovas frelsesgerninger. Sem var et levende vidnesbyrd om at Jehova havde bevaret „Noa, en forkynder af retfærdighed, sammen med syv andre, da han bragte en vandflod over en verden af ugudelige“. (2 Peter 2:5) Abraham har måske lært af Sem at når Jehova lovede noget, blev det usvigelig sikkert opfyldt. I hvert fald glædede Abraham sig da han selv modtog et løfte fra Gud, og han baserede hele sin tilværelse på den sikre forvisning om at løftet ville blive opfyldt.

Da Abraham havde et solidt grundlag for sin tro, styrkede han den ved gerninger. Som Paulus skrev: „Ved tro adlød Abraham da han blev kaldet til at gå ud til et sted han skulle få i arv; og han drog ud skønt han ikke vidste hvor han kom hen.“ (Hebræerne 11:8) Abrahams lydige handling forstærkede hans tro, og herom siger disciplen Jakob: „Du ser at troen virkede sammen med hans gerninger, og ved hans gerninger blev troen gjort fuldkommen.“ — Jakob 2:22.

Desuden lod Jehova Abrahams tro blive prøvet så den blev endnu fastere. Paulus fortsatte: „Det var ved tro at Abraham, da han blev prøvet, så godt som ofrede Isak.“ Prøvelser lutrer og styrker troen så den får  „langt større værdi end guld“. — Hebræerne 11:17; 1 Peter 1:7.

Abraham levede ikke længe nok til at erfare opfyldelsen af alt det Gud havde lovet, men han fik den glæde at se andre følge hans eksempel. Hans hustru Sara og tre af hans efterkommere — Isak, Jakob og Josef — bliver også omtalt rosende i Bibelen for deres stærke tro. — Hebræerne 11:11, 20-22.

En tro som Abrahams i dag

Enhver der ønsker at gøre Jehova til sin Gud, må have tro. Paulus skrev: „Uden tro er det umuligt at have [Guds] velbehag.“ (Hebræerne 11:6) Hvordan kan vi som Guds tjenere i dag opdyrke en stærk tro som Abrahams?

Ligesom Abraham må vi sikre os at vores tro har et solidt grundlag. Det kræver først og fremmest at vi ofte fordyber os i Bibelen og bibelske publikationer. Når vi læser i Bibelen og tænker over stoffet, kan det give os forvisning om at Guds løfter vil blive opfyldt. Dernæst bliver vi motiveret til at indrette vores liv efter denne sikre forventning. Vores tro vil yderligere blive styrket når vi viser lydighed i handling, blandt andet ved at forkynde og overvære de kristne møder. — Mattæus 24:14; 28:19, 20; Hebræerne 10:24, 25.

Vores tro vil blive prøvet, for eksempel ved modstand, alvorlig sygdom, dødsfald blandt vore nærmeste eller på andre måder. Når vi forbliver loyale mod Jehova under prøve, styrkes vores tro og bliver mere værd end guld. Selvom vi skulle miste livet inden alle Guds løfter bliver opfyldt, vil vores tro have draget os nærmere til Jehova. Desuden vil vi ved vores eksempel opmuntre andre til at efterligne vores tro. (Hebræerne 13:7) Sådan var det med Ralph, der iagttog og efterlignede sine forældres tro. Han beretter:

„Mens jeg boede hjemme, opmuntrede mine forældre alle i familien til at stå tidligt op så vi kunne læse Bibelen sammen. Vi læste hele Bibelen på den måde.“ Ralph læser stadig i Bibelen hver morgen som en god begyndelse på dagen. Desuden gik han i forkyndelsen med sin far hver uge. „Dengang lærte jeg at aflægge genbesøg og lede bibelstudier,“ fortæller han. Ralph arbejder i dag på et af Jehovas Vidners afdelingskontorer i Europa. Ja, hans forældres tro er blevet rigt belønnet!

En mand efter Jehovas hjerte

David, der blev født cirka 900 år efter Abraham, indtager en særlig plads blandt Jehovas tjenere der er omtalt i Bibelen. Om Jehovas valg af David som fremtidig konge havde profeten Samuel sagt: „Jehova skal søge sig en mand efter sit hjerte.“ Så tæt var Jehova og David knyttet til hinanden at profeten Esajas over for kong Ezekias brugte betegnelsen „Jehova, din forfader Davids Gud“. — 1 Samuel 13:14; 2 Kongebog 20:5; Esajas 38:5.

Skønt David var en mand efter Jehovas hjerte, skete det flere gange at han lod sine følelser løbe af med sig. Tre gange begik han alvorlige overtrædelser: Han lod pagtens ark transportere på en uret måde da den skulle bringes til Jerusalem; han begik ægteskabsbrud med Batseba og sendte hendes mand, Urias, i døden; og imod Jehovas vilje foretog han en folketælling i Israel og Juda. I hvert  af tilfældene overtrådte David Guds lov. — 2 Samuel 6:2-10; 11:2-27; 24:1-9.

Men når David blev konfronteret med sine synder, tog han ansvaret på sig i stedet for at skyde skylden på andre. Han indrømmede at transporten af arken ikke var blevet tilrettelagt rigtigt, og han tilføjede: „Vi søgte . . . ikke [Jehova] på rette måde.“ Da profeten Natan afslørede Davids ægteskabsbrud, svarede han: „Jeg har syndet mod Jehova.“ Og da det gik op for David hvor tåbeligt det havde været at tælle folket, sagde han ærligt: „Jeg har begået en stor synd ved det jeg har gjort.“ David angrede sine synder og bevarede sit nære forhold til Jehova. — 1 Krønikebog 15:13; 2 Samuel 12:13; 24:10.

Når vi begår overtrædelser

Davids eksempel er til opmuntring for os i vores bestræbelser for at gøre Jehova til vor Gud. Hvis en der i den grad var ’en mand efter Jehovas hjerte’, kunne synde så groft, behøver vi ikke at fortvivle hvis vi trods vore ihærdigste anstrengelser somme tider kommer til kort eller endog begår store overtrædelser. (Prædikeren 7:20) Vi kan hente trøst i bevidstheden om at David blev tilgivet da han angrede. Det samme erfarede Uwe * for nogle år siden.

Uwe var ældste i en af Jehovas Vidners menigheder. Ved en lejlighed bukkede han under for urette ønsker og begik umoralitet. Først forsøgte han ligesom kong David at holde sagen skjult i håb om at Jehova ville se igennem fingre med hans overtrædelse. Men efter nogen tid nagede Uwes samvittighed ham så stærkt at han bekendte sin synd til en medældste, og der blev taget skridt til at hjælpe Uwe åndeligt på fode igen.

Uwe angrede sin synd og holdt sig nær til Jehova og menigheden. Han var så taknemmelig for den hjælp han havde modtaget, at han nogle uger senere skrev til de ældste og udtrykte sin oprigtige og dybtfølte taknemmelighed. „I har hjulpet mig til at rense Jehovas navn for skændsel,“ skrev han. Det lykkedes Uwe at bevare sit forhold til Jehova, og med tiden blev han igen udnævnt til tjener i den samme menighed.

„Et menneske med de samme svagheder som vi“

Elias, der levede i århundredet efter David, var en af Israels mest fremtrædende profeter. Han var forkæmper for den sande tilbedelse i en tid med udbredt fordærv og umoralitet, og han vaklede aldrig i sin loyalitet mod Jehova. Det kan ikke undre at hans efterfølger, Elisa, ved en lejlighed kaldte Jehova „Elias’ Gud“. — 2 Kongebog 2:14.

Men Elias var ikke et overmenneske. Jakob skrev: „Elias var et menneske med de samme svagheder som vi.“ (Jakob 5:17) Det viste sig for eksempel da dronning Jesabel truede ham på livet fordi han havde tilføjet ba’alsdyrkerne i Israel et alvorligt nederlag. Hvordan reagerede han? Han blev bange og flygtede ud i ørkenen, hvor han satte sig under en gyvelbusk og klagede: „Det er nok. Nu, Jehova, tag min sjæl bort, for jeg er ikke bedre end mine forfædre.“ Elias ønskede at opgive sin profetgerning og foretrak at dø. — 1 Kongebog 19:4.

Jehova viste imidlertid at han forstod hvordan Elias havde det. Han styrkede Elias og forsikrede ham om at han ikke var alene, for der fandtes andre som var loyale mod den sande gudsdyrkelse. I tilgift viste Jehova at han stadig stolede på Elias og havde flere opgaver til ham. — 1 Kongebog 19:5-18.

At Elias blev fortvivlet, betød ikke at han havde mistet Guds gunst. Hvem var det der cirka 1000 år senere af Jehova blev udvalgt til at vise sig i det syn hvor Jesus blev forvandlet for øjnene af Peter, Jakob og Johannes? Moses og Elias. (Mattæus 17:1-9) Det  var tydeligt at Jehova regnede Elias for at være en profet der var et godt eksempel. Elias var blot „et menneske med de samme svagheder som vi“, men Gud påskønnede hans energiske kamp for at genoprette den sande tilbedelse og hellige Guds navn.

Når vi kæmper med negative følelser

Når nutidige tjenere for Jehova bliver mismodige eller bekymrede, er det en trøst for dem at vide at Elias kendte til de samme følelser. Det er opmuntrende for os at tænke på at ligesom Jehova forstod Elias’ følelser, forstår han vores kamp med negative følelser. — Salme 103:14.

Vi elsker Gud og vore medmennesker, og vi ønsker at forkynde den gode nyhed om Riget, sådan som Jehova har pålagt os. Samtidig er vi måske skuffede over at vi ikke får flere resultater, eller vi er måske ligefrem bekymrede over trusler fra modstandere af den sande tilbedelse. Men ligesom Jehova styrkede Elias til at blive ved, styrker han i dag sine tjenere. Det fremgår af eksemplet med Herbert og Gertrud.

Herbert og Gertrud blev i 1952 døbt som Jehovas Vidner i Leipzig i det daværende DDR. Forkyndelsen var forbudt, så det var ikke let at tjene Gud. Hvad syntes Herbert om at vidne fra hus til hus? Han fortæller:

„Til tider var vi meget bange. Når vi gik fra hus til hus, vidste vi ikke om myndighederne pludselig ville dukke op og anholde os.“ Hvordan overvandt Herbert og andre deres frygt? „Vi gjorde meget ud af vores personlige bibelstudium. Og Jehova gav os styrke til at blive ved med at forkynde.“ Herbert oplevede flere gange noget der styrkede, ja, ligefrem morede ham.

Engang traf han en midaldrende kvinde der viste interesse for Bibelen. Da Herbert kom igen nogle dage senere, var der en ung mand til stede som overværede samtalen. Efter nogle minutters forløb fik Herbert øje på noget der gav ham kuldegysninger — på en stol i hjørnet lå der en politikasket. Den tilhørte den unge mand, en politibetjent som åbenbart var besluttet på at arrestere Herbert!

„Du er et af Jehovas Vidner!“ udbrød betjenten. „Lad mig se din legitimation.“ Herbert rakte ham sit legitimationskort. Men i det samme skete der noget uventet: Kvinden vendte sig om mod betjenten og sagde advarende: „Hvis der sker denne Guds mand noget, er du ikke længere velkommen her i huset!“

Den unge mand tøvede et øjeblik, men så leverede han Herberts legitimationskort tilbage og lod ham gå. Herbert fandt siden ud af at betjenten kom sammen med kvindens datter. Han foretrak åbenbart at blive ved med at komme sammen med den unge pige frem for at arrestere Herbert.

Hvordan vi gør Jehova til vor Gud

Hvad kan vi lære af disse begivenheder? Ligesom Abraham må vi have en fast tro på Jehovas løfter. Ligesom David må vi søge Jehova i oprigtig anger når vi fejler. Og ligesom Elias må vi støtte os til Jehova og hente styrke hos ham når vi er bekymrede. Derved kan vi gøre Jehova til vor Gud nu og i al evighed. Han er nemlig „en levende Gud, som er frelser for alle slags mennesker, især for de troende og trofaste“. — 1 Timoteus 4:10.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 25]

Abrahams tro blev styrket ved hans lydige handlinger

[Illustration på side 26]

Ligesom David må vi angre vore synder

[Illustration på side 28]

Ligesom Jehova forstod Elias’ følelser, forstår han vores