Håb midt i fortvivlelsen — Et stævne i en flygtningelejr

I DEN nordlige del af Kenya tæt på grænsen til Sudan ligger Kakuma, en flygtningelejr hvor der bor over 86.000 mennesker. Der kan blive op til 50 grader varmt om dagen i dette tørre område. Man hører ofte om voldelige overfald blandt flygtningene. Mange der bor i denne lejr, er grebet af trøstesløshed, hvorimod andre er fortrøstningsfulde.

Blandt flygtningene er der flere Jehovas Vidner, som nidkært forkynder den gode nyhed om Riget. De udgør en del af en lille menighed i Lodwar, der ligger 120 kilometer syd for lejren. Fra Lodwar tager det otte timer at køre til den næste menighed.

Eftersom flygtningene ikke frit kan rejse ud af lejren, er det kun få der har mulighed for at overvære de stævner Jehovas Vidner afholder flere gange om året. Derfor blev der truffet forberedelse til at man kunne holde en særlig stævnedag inde i flygtningelejren.

Turen går mod nord

I byen Eldoret, 480 kilometer syd for lejren, besluttede 15 forkyndere og en bibelstudieelev at de ville støtte arrangementet, for de havde et dybtfølt ønske om at opmuntre og styrke deres brødre. Det betød at de skulle ud på en anstrengende rejse til de tørre egne i nord. Bibelstudieeleven stillede en minibus med chauffør til rådighed.

Turen begyndte en kølig morgenstund i Kenyas vestlige højland. En ujævn vej førte dem først op gennem dyrkede områder og skove og derefter ned på en hed, ørkenagtig busksteppe. Flokke af geder og kameler græssede i det næsten golde område, og langs vejen vandrede stammefolk i deres traditionelle klædedragt, mange bærende på køller, buer og pile. Efter at have rejst i elleve timer ankom forkynderne til Lodwar, en varm og støvet by med næsten 20.000 indbyggere. De rejsende fik en hjertelig velkomst af de lokale Jehovas Vidner i Lodwar, hvorefter de gik til ro for at være veludhvilede til den travle weekend.

Den næste morgen tog gæsterne ud på sightseeing. Noget man absolut må se, er Turkanasøen, den største sø i Kenya. Den er omgivet af flere tusind kvadratkilometer kratbevoksning og er hjemsted for verdens største krokodillebestand. Søen, hvis vand er basisk, danner livsgrundlag for de få mennesker der bor langs dens bredder. Om aftenen nød gæsterne  at overvære Den Teokratiske Skole og tjenestemødet sammen med den lokale menighed. Deres smukke nye rigssal er bygget i 2003 som et led i Jehovas Vidners byggeprogram for lande med begrænsede midler.

Den særlige stævnedag

Søndagen var sat til side til den særlige stævnedag. Brødrene i Lodwar og de 16 der var på besøg fra Eldoret, havde fået tilladelse til at komme ind i lejren klokken otte om morgenen. Forkynderne ville derfor gerne køre så tidligt som muligt. Vejen mod grænsen til Sudan snoede sig gennem et goldt landskab med forrevne bjerge, hvorimod landskabet omkring Kakuma var mere fladt, og man kunne se vidt omkring. Det havde regnet, så jordvejen til lejren var nogle steder oversvømmet. De fleste af husene har lerklinede mure overdækket af et bliktag eller en presenning. Etiopierne, somalierne, sudanerne og andre befolkningsgrupper bor i hver deres område. Flygtningene hilste begejstret på de rejsende.

Stævnet blev holdt i et undervisningscenter. På væggene i centret var der tegninger som skildrede de rædsler flygtninge kommer ud for, men den dag var stemningen en helt anden. Lokalet emmede af håb. Hvert foredrag blev holdt på engelsk og swahili. Nogle talere mestrede begge sprog og oversatte endda selv  deres foredrag. En broder der var flygtet fra Sudan, holdt det indledende foredrag, „Vi må ransage vort symbolske hjerte“. Andre dele af programmet blev fremholdt af ældste som var på besøg.

Et særligt højdepunkt ved Jehovas Vidners stævner er dåben. Ved dette stævne var der kun én som skulle døbes. Alles øjne var rettet mod ham da han rejste sig ved afslutningen af dåbsforedraget. Han hed Gilbert og var flygtet med sin far fra deres hjemland under et folkedrab i 1994. De var først flygtet til Burundi, hvor de havde håbet at finde tryghed, men de blev snart klar over at de stadig var i fare. Gilbert flygtede til Zaire, derefter til Tanzania — hvor han til tider gemte sig i skovene — og til sidst til Kenya. Mange var dybt bevægede da taleren bød ham velkommen som en broder i menigheden. Han stod foran den lille forsamling på 95 tilhørere og svarede klart og uden tøven „ndiyo“ — som betyder ja på swahili — da taleren stillede ham de to spørgsmål. Gilbert havde sammen med nogle andre brødre gravet et lille bassin med hænderne og foret det med den presenning der tidligere havde dækket hans hytte i lejren. Den selv samme morgen han skulle døbes, havde han helt alene fyldt bassinet med vand, spand for spand. Det siger noget om hvor ivrig han var efter at blive døbt.

Et af højdepunkterne under eftermiddagens program var nogle oplevelser der gav indblik i forkyndernes specielle situation som flygtninge. En broder fortalte at han havde henvendt sig til en mand der sad og hvilede sig under et træ, og havde spurgt ham:

„Kan man altid føle sig tryg når man sidder under et træ?“

„Ja,“ svarede manden og tilføjede: „Men ikke om natten.“

Broderen læste så ordene i Mika 4:3, 4 for ham: „De skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve.“ Derefter sagde han: „I Guds nye verden vil man altid kunne sidde trygt under et træ.“ Manden tog imod en publikation der forklarede Bibelen.

En søster fra Eldoret som var taget med til stævnet i Kakuma, havde kort forinden mistet tre nære familiemedlemmer. Hun kommenterede brødrenes situation i lejren og sagde: „Det er et sted hvor der er mange vanskeligheder; og alligevel har brødrene bevaret en stærk tro. De lever under nogle ulykkelige forhold, men de tjener Jehova med glæde. De har fred med Gud. Det har hjulpet mig til også at bevare min indre fred og fortsat tjene Jehova. Jeg har ingen grund til klage.“

Alt for hurtigt var stævnedagen ved at være forbi. I det afsluttende foredrag pegede taleren på at otte nationaliteter var repræsenteret ved stævnet. En af forkynderne i lejren sagde at dette stævne havde været et vidnesbyrd om den enhed og kærlighed der eksisterer blandt Jehovas Vidner i en splittet verden. De tilhører et sandt kristent brodersamfund. — Johannes 13:35.

 [Ramme/illustration på side 25]

DE BORTKOMNE DRENGE FRA SUDAN

Siden borgerkrigen i Sudan brød ud i 1983, er fem millioner blevet fordrevet fra deres hjem. Blandt disse fordrevne var der cirka 26.000 børn som var kommet bort fra deres familie. Tusindvis af dem flygtede til lejre i Etiopien, hvor de opholdt sig i omkring tre år. Derefter blev de igen tvunget til at flygte og vandrede i et helt år gennem Sudan til det nordlige Kenya. De blev ramt af sygdomme og udsat for angreb fra soldater, banditter og vilde dyr. Kun halvdelen af børnene overlevede disse anstrengende strabadser, og de kom til at udgøre kernen i Kakumalejren. De er af nødhjælpsorganisationer blevet kendt som de bortkomne drenge fra Sudan.

I Kakuma er der både flygtninge fra Sudan, Somalia, Etiopien og andre lande. Når en flygtning ankommer til lejren, får han udleveret nogle simple byggematerialer og en presenning så han kan få husly. To gange om måneden får hver flygtning tildelt 6 kilo mel, 1 kilo bønner og noget olie og salt. Mange flygtninge sælger lidt af deres ration for at skaffe sig andre fornødenheder.

Nogle af de bortkomne drenge er blevet genforenet med deres familier eller genbosat i andre lande. Men ifølge kontoret for genbosættelse af flygtninge „har tusinder flere måttet forblive i denne støvede og fluebefængte flygtningelejr. Her må de desperat søge efter mad og kæmpe hårdt for at få en uddannelse.“

[Kildeangivelse på side 25]

Med tilladelse af Refugees International

[Kort på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

KENYA

Kakumalejren

Turkanasøen

Lodwar

Eldoret

Nairobi

[Illustration på side 23]

Leveforholdene i lejren er vanskelige

[Illustration på side 23]

Vandet i Kakumalejren er rationeret

[Illustration på side 23]

Kenyanske forkyndere begiver sig af sted på en anstrengende rejse nordpå for at opmuntre deres brødre

[Illustration på side 24]

En missionær oversætter et foredrag der holdes af en lokal specialpioner

[Illustration på side 24]

Dåbsbassin

[Kildeangivelse på side 23]

Vand der rationeres, og Kakumalejren: Med tilladelse af Refugees International