Opstandelsen — en lære der berører dig
Opstandelsen — en lære der berører dig
„Jeg har håb til Gud . . . at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ — APOSTELGERNINGER 24:15.
1. Hvordan blev opstandelsen et stridsspørgsmål i Sanhedrinet?
VED slutningen af sin tredje missionsrejse i år 56 befandt apostelen Paulus sig i Jerusalem. Efter at han var blevet arresteret af romerne, fik han lov til at møde for den jødiske højesteret, Sanhedrinet. (Apostelgerninger 22:29, 30) Paulus iagttog medlemmerne af denne domstol og lagde mærke til at nogle af dem var saddukæere og andre farisæere. Disse to grupper var uenige i et vigtigt spørgsmål. Saddukæerne benægtede opstandelsen, hvorimod farisæerne troede på den. For at vise hvor han selv stod i dette spørgsmål, erklærede Paulus: „Mænd, brødre, jeg er farisæer, søn af farisæere. Det er for håbet om dødes opstandelse jeg står og skal dømmes.“ Med denne udtalelse skabte han forvirring i forsamlingen. — Apostelgerninger 23:6-9.
2. Hvorfor var Paulus parat til at forsvare sin tro på opstandelsen?
2 Da Paulus flere år tidligere havde været på vej til Damaskus, havde han fået et syn og hørt Jesu stemme. Paulus havde endda spurgt Jesus: „Hvad skal jeg gøre, Herre?“ Og Jesus havde svaret: „Rejs dig, gå til Damaskus, og dér vil der blive talt til dig om alt det som det er bestemt du skal gøre.“ Da Paulus kom til Damaskus, blev han opsøgt af en hjælpsom kristen discipel ved navn Ananias, der fortalte ham følgende: „Vore forfædres Gud har udvalgt dig til at lære hans vilje at kende og til at se den Retfærdige [den opstandne Jesus] og høre hans munds røst.“ (Apostelgerninger 22:6-16) Det er derfor ikke så underligt at Paulus nu var parat til at forsvare sin tro på opstandelsen. — 1 Peter 3:15.
Forkyndte offentligt håbet om en opstandelse
3, 4. Hvordan beviste Paulus at han var en modig forsvarer af troen på opstandelsen, og hvad kan vi lære af hans eksempel?
3 Senere blev Paulus bragt for landshøvdingen Felix. Ved denne lejlighed anklagede Tertullus, „en offentlig taler“ der fremlagde jødernes sag imod Paulus, ham for at stifte oprør og være anfører for en sekt. Som svar erklærede Paulus uden tøven: „Jeg indrømmer dette over for dig: i overensstemmelse med den vej som de kalder en ’sekt’, således yder jeg mine forfædres Gud hellig tjeneste.“ Og med det samme tog han det egentlige spørgsmål op idet han sagde: „Jeg har håb til Gud, et håb som disse også selv nærer, at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ — Apostelgerninger 23:23, 24; 24:1-8, 14, 15.
4 Omkring to år senere indbød Felix’ efterfølger, Porkius Festus, kong Herodes Agrippa til at være med til forhøret af fangen Paulus. Festus forklarede at de der anklagede Paulus, bestred hans påstand om at „en vis Jesus som var død . . . var i live“. I sin forsvarstale spurgte Paulus: „Hvorfor bliver det bedømt som utroligt blandt jer at Gud oprejser døde?“ Dernæst erklærede han: „Ved den hjælp jeg fik fra Gud har jeg fortsat indtil denne dag med at vidne for både små og store, og jeg siger intet ud over det som både profeterne og Moses har udtalt skulle ske, at Messias skulle lide, og at han som den første til at blive oprejst fra de døde skulle forkynde lys både for dette folk og for nationerne.“ (Apostelgerninger 24:27; 25:13-22; 26:8, 22, 23) Ja, Paulus var en modig forsvarer af troen på opstandelsen! Og ligesom Paulus kan vi med overbevisning forkynde at der vil finde en opstandelse sted. Men hvilken reaktion skal vi forvente at møde? Højst sandsynligt den samme som Paulus.
5, 6. (a) Hvilken reaktion mødte apostlene da de forsvarede opstandelseshåbet? (b) Hvad er vigtigt for os i forbindelse med at give udtryk for opstandelseshåbet?
5 Lad os se på hvad der var sket tidligere, under Paulus’ anden missionsrejse (omkring år 49-52) da han besøgte Athen. Han havde ræsonneret med folk der troede på mange forskellige guder, og tilskyndet dem til at gøre sig klart at Guds hensigt er at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som Han har udnævnt. Og denne mand var Jesus. Paulus forklarede at Gud havde givet en garanti for dette ved at oprejse Jesus. Hvordan var folks reaktion? Vi læser: „Men da de hørte om en opstandelse fra de døde, begyndte nogle at gøre nar, mens andre sagde: ’Vi vil høre dig fortælle om dette igen en anden gang.’“ — Apostelgerninger 17:29-32.
6 Denne reaktion svarede til den Peter og Johannes havde oplevet kort efter pinsedagen år 33. Også her havde saddukæerne spillet en fremtrædende rolle i striden. Apostelgerninger 4:1-4 beretter hvad der skete: „Mens de to nu talte til folket, stod de øverste præster og tempeløversten og saddukæerne pludselig hos dem, irriterede fordi de underviste folket og åbent forkyndte opstandelsen fra de døde i Jesu tilfælde.“ Dog var der andre der reagerede gunstigt, for der siges: „Mange af dem som havde hørt talen fik tro, og tallet på mændene blev omkring fem tusind.“ Det er altså tydeligt at vi kan forvente at møde forskellige reaktioner når vi taler om opstandelseshåbet. Og derfor er det vigtigt at vi styrker vores tro på denne lære.
Tro og opstandelsen
7, 8. (a) Hvordan kan ens tro være forgæves, som det fremgår af et brev til menigheden i Korinth i det første århundrede? (b) Hvordan adskiller den korrekte forståelse af opstandelseshåbet de sande kristne fra de falske?
7 Ikke alle som blev kristne i det første århundrede, syntes det var let at tro på opstandelsen. Blandt andet fandt nogle i menigheden i Korinth det svært. Til dem skrev Paulus: „Jeg har . . . overgivet til jer, blandt de første ting, det som jeg også har modtaget, at Kristus døde for vore synder ifølge Skrifterne.“ Derefter vidnede Paulus om denne sandhed ved at erklære at den opstandne Kristus ’havde vist sig for mere end fem hundrede brødre på én gang’, og han tilføjede at de fleste stadig var i live. (1 Korinther 15:3-8) Han ræsonnerede videre: „Når det nu om Kristus bliver forkyndt at han er blevet oprejst fra de døde, hvordan kan det så være at nogle iblandt jer siger at dødes opstandelse ikke finder sted? Hvis dødes opstandelse ikke finder sted, så er Kristus heller ikke blevet oprejst. Men hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er det vi forkynder jo forgæves, og vor tro forgæves.“ — 1 Korinther 15:12-14.
8 Ja, læren om opstandelsen er så fundamental at den kristne tro er forgæves hvis opstandelsen ikke accepteres som et faktum. Den korrekte forståelse af opstandelsen skiller i virkeligheden de sande kristne ud fra de falske. (1 Mosebog 3:4; Ezekiel 18:4) Paulus regner derfor læren om opstandelsen med til de sande kristnes ’grundlærdom’. Lad os være besluttede på at „skynde os frem til modenhed“. „Ja, dette vil vi gøre,“ siger Paulus, „hvis ellers Gud tillader det.“ — Hebræerne 6:1-3.
Opstandelseshåbet
9, 10. Hvad menes der når Bibelen omtaler opstandelsen?
9 Lad os styrke vores tro på opstandelsen yderligere ved at se på spørgsmål som: Hvad menes der når Bibelen omtaler opstandelsen? Hvordan fremhæver læren om opstandelsen Jehovas kærlighed? Svarene på disse spørgsmål vil drage os nærmere til Gud og samtidig hjælpe os til at undervise andre. — 2 Timoteus 2:2; Jakob 4:8.
10 „Opstandelse“ er en oversættelse af et græsk ord der bogstaveligt betyder „genopståen“. Hvad ligger der i dette udtryk? Ifølge Bibelen er håbet om en opstandelse forvisningen om at en der er død, kan få livet igen. Bibelen viser yderligere at personen bliver genskabt enten i et menneskelegeme eller i et åndeligt legeme, afhængigt af om han har et jordisk eller et himmelsk håb. Vi forundres over Jehovas store kærlighed, visdom og magt som kommer til udtryk i det vidunderlige løfte om en opstandelse.
11. Hvilket opstandelseshåb har Guds salvede tjenere?
11 Ved opstandelsen får Jesus og hans salvede brødre et åndeligt legeme der gør det muligt for dem at udføre deres tjeneste i himmelen. (1 Korinther 15:35-38, 42-53) Sammen vil de tjene som konger i det messianske rige, der vil omdanne jorden til et paradis. Med Jesus som ypperstepræst vil de salvede udgøre et kongeligt præsteskab. De vil anvende goderne af Kristi genløsningsoffer til gavn for menneskeheden i den retfærdige nye verden. (Hebræerne 7:25, 26; 9:24; 1 Peter 2:9; Åbenbaringen 22:1, 2) Indtil da ønsker de salvede der stadig er her på jorden, at blive ved med at stå i et godkendt forhold til Gud. Når de dør, vil de modtage deres „løn“ gennem en opstandelse til liv som udødelige åndeskabninger i himmelen. (2 Korinther 5:1-3, 6-8, 10; 1 Korinther 15:51, 52; Åbenbaringen 14:13) „Hvis vi er blevet forenet med [Kristus] i en død der ligner hans, skal vi visselig også være det i en opstandelse der ligner hans,“ skrev Paulus. (Romerne 6:5) Men hvad med dem for hvem opstandelsen vil betyde at de igen får liv som mennesker her på jorden? Hvordan kan opstandelseshåbet drage dem nærmere til Gud? Det kan vi lære meget om ved at se på Abrahams eksempel.
Opstandelsen og venskab med Jehova
12, 13. Hvilket solidt grundlag havde Abraham for at tro på opstandelsen?
12 Abraham, der blev kaldt „Jehovas ven“, var en mand med en usædvanlig stærk tro. (Jakob 2:23) I beskrivelsen af trofaste mænd og kvinder i Hebræerbrevet, kapitel 11, nævner Paulus tre gange Abrahams tro. (Hebræerne 11:8, 9, 17) Den tredje gang fokuserer han på den tro Abraham viste da han lydigt forberedte sig på at bringe sin søn Isak som et offer. Abraham var overbevist om at Jehova stod inde for det løfte han havde givet om at der ville fremstå et afkom gennem Isak. Selv hvis Isak måtte dø som et offer, „regnede [Abraham] med at Gud var i stand til at oprejse ham endog fra de døde“.
13 Situationen udviklede sig sådan at da Jehova så hvor stærk Abrahams tro var, sørgede han for et dyr der kunne ofres i stedet. Ikke desto mindre var dét Isak kom ud for, et billede på opstandelsen, for Paulus forklarede: „Derfra fik han [Abraham] ham [Isak] også tilbage på en billedlig måde.“ (Hebræerne 11:19) Desuden hvilede Abrahams tro på opstandelsen allerede på et solidt grundlag. Jehova havde nemlig givet Abraham forplantningsevnen igen så han og hans kone, Sara, kunne få en søn i deres alderdom. — 1 Mosebog 18:10-14; 21:1-3; Romerne 4:19-21.
14. (a) Hvad ventede Abraham på ifølge Hebræerbrevet 11:9, 10? (b) Hvad må der ske med Abraham for at han kan modtage Rigets velsignelser i den nye verden? (c) Hvordan kan vi modtage Rigets velsignelser?
14 Paulus beskrev Abraham som en udlænding der boede i telte og „ventede på byen som havde faste grundvolde, byen hvis bygmester og ophavsmand er Gud“. (Hebræerne 11:9, 10) Det var ikke en bogstavelig by som Jerusalem, stedet hvor Guds tempel lå. Nej, det var en symbolsk by — Guds himmelske rige bestående af Jesus Kristus og hans 144.000 medregenter. I deres himmelske herlighed omtales de 144.000 også som „den hellige by, det ny Jerusalem“, Kristi „brud“. (Åbenbaringen 21:2) I 1914 indsatte Jehova Jesus på tronen som den messianske konge i det himmelske rige og befalede ham at herske midt blandt sine fjender. (Salme 110:1, 2; Åbenbaringen 11:15) For at kunne modtage velsignelserne ved Rigets styre må „Jehovas ven“ Abraham have livet igen. En betingelse for at vi kan modtage Rigets velsignelser, er også at vi er i live i Guds nye verden, enten som medlemmer af den store skare der overlever Harmagedon, eller som nogle af dem der bliver oprejst fra de døde. (Åbenbaringen 7:9, 14) Men hvad er så grundlaget for håbet om en opstandelse?
Guds kærlighed — grundlaget for opstandelseshåbet
15, 16. (a) Hvordan danner den første profeti i Bibelen grundlaget for vores håb om en opstandelse? (b) Hvordan kan troen på opstandelsen drage os nærmere til Jehova?
15 Vores nære forhold til vor kærlige himmelske Fader, vores tro der er stærk som Abrahams, og vores lydighed mod Guds bud gør at vi kan blive erklæret retfærdige og blive betragtet af Jehova som hans venner. Det giver os udsigt til at nyde gavn af Rigets styre. I virkeligheden lægger den allerførste profeti der er nedskrevet i Guds ord, i Første Mosebog 3:15, grundlaget for håbet om en opstandelse og for venskab med Gud. Den forudsiger ikke kun at Satan vil få hovedet knust, men også at Guds kvindes afkom vil få hælen knust. Da Jesus døde på pælen, fik han billedligt talt hælen knust. Men skaden blev gjort god igen da Jesus blev oprejst på den tredje dag, og vejen blev banet for at der kunne gribes afgørende ind over for „ham . . . som har magt til at forårsage død, det er Djævelen“. — Hebræerne 2:14.
16 Paulus minder os om at „Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere“. (Romerne 5:8) Værdsættelse af denne ufortjente godhed bringer os nærmere til Jesus og vor kærlige himmelske Fader. — 2 Korinther 5:14, 15.
17. (a) Hvilket håb gav Job udtryk for? (b) Hvad viser Job 14:15 om Jehova, og hvilke følelser vækker det hos dig?
17 Den trofaste Job, der levede i førkristen tid, så også frem til en opstandelse. Han blev udsat for meget ondt fra Satans side. I modsætning til sine falske venner, der på intet tidspunkt nævnte opstandelsen, fandt Job trøst i dette håb og spurgte: „Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen?“ Som svar erklærede Job selv: „Jeg vil vente alle de dage min tvungne tjeneste varer, indtil min afløsning kommer.“ Henvendt til sin Gud, Jehova, sagde han: „Du vil kalde, og jeg vil svare dig.“ Og om vor kærlige Skabers følelser sagde Job: „Du vil længes efter dine hænders værk.“ (Job 14:14, 15) Ja, Jehova venter ivrigt på den dag hvor alle hans trofaste tjenere vil få livet igen i opstandelsen. Når vi grunder over den kærlighed og ufortjente godhed Jehova viser os til trods for at vi er ufuldkomne, drager det os virkelig nær til ham! — Romerne 5:21; Jakob 4:8.
18, 19. (a) Hvilken udsigt har Daniel til at få livet igen? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?
18 Profeten Daniel, der af Guds engel blev beskrevet som en ’højt skattet mand’, tjente Jehova trofast gennem et langt liv. (Daniel 10:11, 19) Han bevarede sin integritet over for Jehova lige fra han kom i landflygtighed i 617 f.v.t., til han døde nogen tid efter at have modtaget et syn i 536 f.v.t., i kong Kyros af Persiens tredje regeringsår. (Daniel 1:1; 10:1) På et tidspunkt i Kyros’ tredje regeringsår havde Daniel fået et syn af verdensrigernes march, som vil kulminere i den kommende store trængsel. (Daniel 11:1–12:13) Eftersom Daniel ikke fuldt ud forstod synet, spurgte han den engel der bragte ham budskabet: „Herre, hvad er det sidste af dette?“ Som svar henledte engelen opmærksomheden på „endens tid“, hvor „de som har indsigt skal forstå“. Men hvilke fremtidsudsigter havde Daniel selv? Engelen sagde til ham: „Du skal hvile, men stå op til din lod ved dagenes ende.“ (Daniel 12:8-10, 13) Daniel vil vende tilbage „i de retfærdiges opstandelse“, under Kristi tusindårsrige. — Lukas 14:14.
19 Vi lever langt henne på endens tid og er nærmere ved begyndelsen af Kristi tusindårsrige end da vi blev troende. Derfor må vi spørge os selv: ’Vil jeg være til stede i den nye verden sammen med Abraham, Job, Daniel og andre trofaste mænd og kvinder?’ Det vil vi, forudsat vi holder os nær til Jehova og adlyder hans bud. I den næste artikel vil vi se på nogle flere detaljer ved opstandelseshåbet for at finde ud af hvem der vil blive oprejst.
Husker du?
• Hvilken reaktion mødte Paulus da han gjorde rede for sit håb om en opstandelse?
• Hvordan adskiller håbet om en opstandelse de sande kristne fra de falske?
• Hvordan ved vi at Abraham, Job og Daniel troede på opstandelsen?
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 8]
Paulus forkyndte med overbevisning opstandelseshåbet da han var stillet for landshøvdingen Felix
[Illustration på side 10]
Hvorfor troede Abraham på opstandelsen?
[Illustration på side 12]
Job hentede trøst i opstandelseshåbet
[Illustration på side 12]
Daniel vil vende tilbage i de retfærdiges opstandelse
