Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Sejrrig på en særlig måde

Sejrrig på en særlig måde

Sejrrig på en særlig måde

MØDER du modstand på grund af din tro, måske på dit arbejde, i skolen, i familien eller i form af begrænsninger fra statens side? Så mist ikke modet. Mange Jehovas Vidner har været udsat for lignende prøver og er kommet sejrende ud af dem. Hør engang om Erna Ludolph.

Erna blev født i Lübeck i 1908. Som den eneste i sin familie blev hun en tjener for Jehova. Da Hitlers regime i 1933 kom til magten, blev det meget svært for Jehovas Vidner. Ernas arbejdskolleger angav hende fordi hun ikke ville sige „Heil Hitler!“, og hun blev derfor arresteret af nazisterne. Hun tilbragte otte år i forskellige fængsler samt koncentrationslejre i Hamburg-Fuhlsbüttel, Moringen, Lichtenburg og Ravensbrück. Mens Erna opholdt sig i Ravensbrück, skete der noget som er et vidnesbyrd om at hun sejrede.

En usædvanlig hushjælp

Professor Friedrich Holtz og hans kone, Alice, som boede i Berlin, tilhørte ikke nazistpartiet og gik ikke ind for dets ideologi. De var dog i familie med en senior SS-officer som havde ansvaret for visse koncentrationslejrfanger. Så da professoren og hans kone ledte efter en hushjælp, lod denne SS-officer dem vælge en blandt de kvindelige fanger. I marts 1943 tog Alice derfor til Ravensbrück for at udsøge sig en hushjælp. Og hun valgte Erna Ludolph. Erna flyttede ind hos familien Holtz, som behandlede hende godt. Da krigen sluttede, flyttede hun med familien Holtz til Halle ved floden Saale. Her kom Erna igen ud for modstand, denne gang fra det socialistiske styre i Østtyskland. I 1957 blev familien deporteret til Vesttyskland, og Erna flyttede med. Endelig kunne hun frit praktisere sin tro.

På hvilken særlig måde kom Erna sejrende ud af prøven? Som følge af Ernas gode adfærd og måde at forkynde den gode nyhed på blev både Alice Holtz og hendes fem børn Jehovas Vidner. Desuden tjener 11 af Alices børnebørn også Jehova. To af dem arbejder på Jehovas Vidners afdelingskontor i Selters. „Det skyldes hovedsagelig Ernas gode eksempel at vores familie er i sandheden,“ siger Susanne, en af Alices døtre. Ernas udholdenhed er blevet rigt belønnet. Hvis du trofast holder ud i en vanskelig situation, kan du måske få en lignende belønning. Ja, din gode adfærd og forkyndelse kan også føre til at du sejrer på en særlig måde. *

[Fodnote]

^ par. 6 Erna Ludolph døde i en alder af 96 år mens denne artikel blev gjort klar til udgivelse. Hun forblev trofast til det sidste.

[Illustration på side 31]

Erna Ludolph (siddende) med medlemmer af familien Holtz