Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Gud giver kundskab der styrker familielivet

Gud giver kundskab der styrker familielivet

„Min hjælp er fra Jehova“

Gud giver kundskab der styrker familielivet

ET ÆGTEPAR i Argentina der levede som hund og kat og simpelt hen ikke kunne holde hinanden ud, lod bygge en mur tværs igennem deres hus. De kaldte den „Berlinmuren“.

Desværre er det ikke ualmindeligt at ægtepar har det sådan. I mange familier er ufred, utroskab og direkte fjendskab velkendt. Det er sørgeligt, i betragtning af at det er Gud der har indstiftet familieordningen. (1 Mosebog 1:27, 28; 2:23, 24) Familieordningen er faktisk en gave fra Gud som giver rig mulighed for at vise dyb kærlighed. (Rut 1:9) Når familiens medlemmer lever op til det ansvar Gud har givet dem, er de en velsignelse for hinanden og til ære for Jehova. *

Eftersom det er Gud der har indstiftet familieordningen, må vi lade hans syn på denne ordning påvirke vores forståelse af hvordan familien skal fungere. Hans ord giver mange praktiske råd som kan hjælpe familier, især når der opstår problemer. Med hensyn til ægtemanden siger Bibelen: „Mændene [bør] elske deres hustruer som deres egne legemer.“ Når manden lever op til dette krav, er det ikke svært for hustruen at have „dyb respekt for sin mand“. — Efeserne 5:25-29, 33.

Om forholdet mellem forældre og børn skrev apostelen Paulus: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ (Efeserne 6:4) Hvis denne vejledning følges, vil der råde en behagelig atmosfære i familien som gør det nemmere for børnene at adlyde deres forældre. — Efeserne 6:1.

Disse eksempler viser at Bibelen indeholder gavnlig vejledning til familien. Mange som har fulgt Guds principper, har fået et godt familieliv. Tag for eksempel ægteparret fra Argentina som blev nævnt i indledningen. Da de havde studeret Bibelen sammen med Jehovas Vidner i tre måneder, begyndte de begge at følge dens vise råd angående ægteskabet. De gjorde en energisk indsats for at blive bedre til at tale sammen, vise forståelse for hinandens behov og være tilgivende. (Ordsprogene 15:22; 1 Peter 3:7; 4:8) De lærte at styre deres vrede og at søge hjælp hos Gud når tingene var ved at køre af sporet. (Kolossenserne 3:19) Snart rev de „Berlinmuren“ ned.

Gud kan styrke familielivet

Familier der lærer Guds normer at kende, og følger dem, udrustes til at klare pres. Og det er vigtigt, for apostelen Paulus forudsagde at der i vor tid ville blive rettet et ondsindet angreb mod familieordningen som ville medføre en nedbrydning af moralen og en opløsning af samfundet. Han sagde at „de sidste dage“ ville være kendetegnet af illoyalitet, af mangel på „naturlig hengivenhed“ og af ulydighed mod forældre, selv blandt nogle der gav det udseende af at de var kristne. — 2 Timoteus 3:1-5.

Hvis man gør hvad man kan for at glæde Gud, modvirker det den skadelige påvirkning som familien udsættes for. Mange familier har erfaret at de har brug for hjælp fra Gud hvis de skal klare de mange udfordringer de møder. Ønsker familiens medlemmer at bevare et godt forhold til Gud, må de frem for alt anvende Bibelens principper og indse at „hvis ikke Jehova bygger huset, er det forgæves at de der bygger det har haft møje med det“. (Salme 127:1) Når familiens medlemmer sætter Gud først, skaber det de bedste muligheder for at opnå et lykkeligt familieliv. — Efeserne 3:14, 15.

På Hawaii har en mand ved navn Dennis erfaret sandheden i dette. Skønt han betragtede sig selv som kristen, var verbal og fysisk vold blevet hans livsstil. Efter at have gjort tjeneste i hæren blev han endnu mere aggressiv og fyldt med had. „Jeg var altid oppe at slås,“ fortæller han. „Jeg var ligeglad med hvad der skete med mig, og jeg var ikke bange for at skulle dø. Det dårlige sprog og slagsmålene fortsatte. Min kone, som var et af Jehovas Vidner, tilskyndede mig til at studere Bibelen.“

Dennis var afvisende over for sin hustrus forslag. Men hendes kristne adfærd gjorde ham mildere stemt. Dennis indvilligede til sidst i at tage med hende og børnene til et kristent møde. Der blev derefter oprettet et bibelstudium med Dennis, og han foretog mærkbare forandringer. Efter at have røget i 28 år lagde han tobakken på hylden og afbrød forbindelsen til de venner som var optaget af det han forsøgte at holde op med. I taknemmelighed mod Jehova siger han: „Mit familieliv blev bedre. Vi tog sammen til møde og ud i forkyndelsen. Mine to børn var ikke længere bange for mig, for jeg lærte at styre mit temperament og holdt op med at bruge grove ord. Vi kunne tale sammen om bibelske emner. Uden sandheden fra Bibelen ville jeg ikke have været her i dag; jeg kunne ikke styre mit temperament.“

Man kan opnå et lykkeligt familieliv hvis man arbejder ihærdigt på at gøre Jehovas vilje. Erfaringen viser at selv hvis kun én i familien følger Bibelens principper, har det en gavnlig virkning. Der skal en energisk indsats til for at opbygge et kristent familieliv; det er noget der må læres, og det tager tid. Men familiens medlemmer kan i så fald være forvissede om at Jehova vil støtte dem i deres bestræbelser. De kan tilslutte sig salmistens ord: „Min hjælp er fra Jehova.“ — Salme 121:2.

[Fodnote]

^ par. 4 Se Jehovas Vidners kalender 2005, maj og juni.

[Tekstcitat på side 9]

„Enhver slægt i himmelen og på jorden skylder [Gud] sit navn.“ — EFESERNE 3:15

[Ramme på side 8]

JEHOVA SÆTTER FAMILIEORDNINGEN HØJT

„Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden.’“ — 1 Mosebog 1:28.

„Lykkelig er enhver der frygter Jehova . . . Din hustru skal være som en frugtbærende vinstok inderst i dit hus.“ — Salme 128:1, 3.