Mari — ørkenens gamle dronning

„JEG var en smule omtumlet da jeg om natten kom til mit sovekammer efter at jeg og mine medarbejdere havde fejret vores held,“ fortæller den franske arkæolog André Parrot. I januar 1934 havde han og hans hold afdækket en statue ved Tell Hariri i nærheden af den lille by Abu Kamal ved Eufratfloden i Syrien. Statuen bar følgende indskrift: „Lamgi-Mari, konge af Mari, Enlils ypperstepræst.“ De var henrykte over at have gjort dette fund.

Endelig havde man fundet byen Mari! Hvorfor er det interessant for bibellæsere?

Hvorfor er det en interessant opdagelse?

Man vidste fra gamle tekster at Mari havde eksisteret, men hvor byen helt nøjagtigt havde ligget, forblev længe en uløst gåde. Ifølge sumeriske skrivere var Mari residensby for en kongeslægt der måske på et tidspunkt havde behersket hele Mesopotamien. Byen havde en strategisk vigtig placering, for den var bygget ved Eufratflodens bred og lå ved en korsvej hvor flere handelsruter krydsede hinanden og forbandt Den Persiske Bugt med Assyrien, Mesopotamien, Anatolien og Middelhavskysten. Det betød at man transporterede varer, blandt andet træ, metal og  sten, gennem byen, materialer der var stor mangel på i Mesopotamien. Skatterne på disse varer øgede i høj grad byens velstand og var med til at befæste byens førende stilling i området. Men denne ophørte da Sargon af Akkad erobrede Syrien.

I de næste 300 år efter Sargons indtagelse af Mari blev byen styret af en række militærguvernører. Under deres ledelse opnåede byen på ny en vis velstand. Men under Maris sidste hersker, Zimri-Lim, oplevede den en nedgangstid. Zimri-Lim forsøgte gennem flere erobringer, traktater og ægteskaber at styrke sit rige. Men omkring 1760 f.v.t. blev byen erobret og ødelagt af kong Hammurabi af Babylon, som derved gjorde ende på det som André Parrot kaldte „en af de højest udviklede civilisationer i oldtidens verden“.

Da Hammurabis tropper nedbrød bymurene af soltørrede lersten, gjorde de uden at vide det nutidens historikere og arkæologer en stor tjeneste. Murbrokkerne begravede visse bygninger under et lag sten der nogle steder var 5 meter tykt. På den måde blev disse bygninger bevaret for eftertiden. Arkæologer har afdækket ruiner af templer og paladser samt en masse genstande og tusinder af inskriptioner der har kastet lys over denne gamle civilisation.

Hvorfor er det interessant for os at vide noget om Maris ruiner? Tænk på hvornår Abraham levede. Han blev født i 2018 f.v.t. Det var 352 år efter Vandfloden. Hans generation var den tiende efter Noa. På Guds befaling forlod Abraham sin fødeby Ur og begav sig til Karan. Og i 1943 f.v.t., da Abraham var 75 år gammel, forlod han Karan for at drage mod Kana’ans land. „Abrahams rejse fra Ur til Jerusalem [i Kana’an] fandt sted i den periode hvor Mari eksisterede,“ siger den italienske arkæolog Paolo Matthiae. Det har stor betydning at man har opdaget Mari, for det hjælper os til at forestille os hvordan verden så ud dengang Guds trofaste tjener Abraham levede. * — 1 Mosebog 11:10–12:4.

Hvad afslører ruinerne?

Religion indtog en stor plads i Mari, ligesom den gjorde alle andre steder i Mesopotamien. Man mente dengang at enhver var forpligtet til at tjene guderne, og man søgte at kende gudernes vilje før man traf vigtige afgørelser. Arkæologer har fundet rester af seks templer. Blandt dem er løvernes tempel (som nogle mener har været et tempel for Dagan, en gud der i Bibelen er kendt under navnet Dagon) og helligdommene for frugtbarhedsgudinden Isjtar og solguden Shamash. I disse templer har der oprindelig stået en statue af guddommen som man har bedt og ofret til. På bænke i helligdommen anbragte de troende smilende statuetter af sig selv i bøn fordi de troede at billedet ville forlænge tilbedelseshandlingen når de ikke personligt var  til stede. Parrot bemærker: „Statuetten var i realiteten en slags stedfortræder for den troende og indtog samme funktion som lys i katolsk gudsdyrkelse, men blot i endnu større grad.“

Det mest imponerende man har fundet blandt ruinerne af Tell Hariri, var resterne af et stort paladskompleks, som havde navn efter dets sidste beboer, kong Zimri-Lim. Den franske arkæolog Louis-Hugues Vincent har beskrevet paladset som „det ypperste af oldtidens orientalske arkitektur“. Komplekset dækkede et område på to og en halv hektar og havde omkring 300 værelser foruden gårdspladser. Dette palads blev selv i oldtiden betragtet som et af verdens vidundere. „Det var så berømt,“ skriver Georges Roux i sin bog Ancient Iraq, „at kongen af Ugarit på den syriske kyst ikke tøvede med at sende sin søn 600 kilometer ind i landet udelukkende for at besøge ’Zimri-Lims hus’.“

Gæster havde adgang til en stor gård i det befæstede palads gennem en enkelt indgang der var flankeret af tårne. Maris sidste konge, Zimri-Lim, sad på en trone der var anbragt på et podium hvor han tog sig af militære, handelsmæssige og diplomatiske anliggender. Her afsagde han også domme og tog imod gæster og udsendinge fra fremmede riger. Der var værelser til overnatning for gæsterne, som kongen jævnligt indbød til overdådige banketter, hvor de blev beværtet med vin og mad. Retterne kunne bestå af stegt, grillet eller kogt kød af okser, får, gazeller, fisk eller fjerkræ — og som tilbehør blev der serveret stærke hvidløgssovse samt et stort udvalg af grøntsager og oste. Desserten bestod af  frugt der enten var frisk, tørret eller kandiseret, og kager der var bagt i kunstfærdige forme. Gæsterne kunne slukke tørsten i øl og vin.

Paladset havde også sanitære installationer. Man har fundet badeværelser der var udstyret med badekar i terrakotta og primitive toiletter. Gulvene og de nederste dele af væggene i disse rum var beskyttet med et lag beg. Afløbsrender af tegl ledte spildevandet bort, og keramiske rør som var imprægneret med beg, er i dag, 3500 år senere, stadig i brugbar stand. Da tre kvinder fra kongens harem på et tidspunkt blev ramt af en dødelig sygdom, skulle de følge nogle strenge forskrifter. Sådanne syge kvinder skulle holdes i karantæne. Forordningen lød: „Ingen må drikke af hendes bæger, spise ved hendes bord eller sidde på hendes plads.“

Hvad kan arkiverne fortælle os?

Parrot og hans hold fandt omkring 20.000 kileskrifttavler der var skrevet på akkadisk. Tavlerne var breve samt tekster der berørte administrative og økonomiske forhold. Kun en tredjedel af dette arkiv er blevet offentliggjort. Ikke desto mindre fylder teksterne 28 bind. Hvor stor betydning har disse tekster? Jean-Claude Margueron, der leder den arkæologiske udgravning af Mari, siger: „Inden man fandt arkiverne fra Mari, havde man næsten intet kendskab til Mesopotamiens og Syriens historie, institutioner og dagligliv som det var i begyndelsen af det andet årtusind. Takket være [disse tavler] har det været muligt at udfylde store huller i den historiske viden.“ Som André Parrot bemærkede, har arkiverne „afsløret forbløffende ligheder mellem de folkeslag som [arkiverne] omtaler, og det som Det Gamle Testamente beretter om patriarkernes tid“.

De tavler man har fundet i Mari, kaster også lys over bestemte passager i Bibelen. For eksempel viser tavlerne at det var „almindeligt blandt konger på det tidspunkt“ at tage en fjendes harem i besiddelse. Det var altså ikke nogen ny idé forræderen Akitofel kom med da han rådede Davids søn Absalom til at gå ind til sin fars medhustruer. — 2 Samuel 16:21, 22.

Siden 1933 er 41 hold af arkæologer draget til Tell Hariri for at foretage udgravninger. Indtil videre har man dog kun undersøgt 8 ud af Maris 110 hektarer. Man vil sikkert gøre endnu flere interessante fund i Mari, ørkenens gamle dronning.

[Fodnote]

[Kort på side 10]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Den Persiske Bugt

Ur

MESOPOTAMIEN

Eufratfloden

MARI

ASSYRIEN

Karan

ANATOLIEN

KANA’AN

Jerusalem

Middelhavet (Det Store Hav)

[Illustration på side 11]

I dette dokument praler Maris konge Jahdun-Lim af sine byggerier

[Illustration på side 11]

Da man fandt denne statue af Lamgi-Mari, kunne man med sikkerhed fastslå Maris beliggenhed

[Illustration på side 12]

Embedsmanden Ebih-II fra Mari i bøn

[Illustration på side 12]

Et podium i paladset hvor statuen af en gudinde kan have stået

[Illustration på side 12]

Ruiner af en bygning af soltørrede teglsten

[Illustration på side 12]

Et badeværelse i paladset

[Illustration på side 13]

Sejrsstele for Naram-Sin, der indtog Mari

[Illustration på side 13]

Man har fundet omkring 20.000 kileskrifttavler i paladsets ruiner

[Kildeangivelse på side 10]

© Mission archéologique française de Tell Hariri - Mari (Syrie)

[Kildeangivelser på side 11]

Dokument: Musée du Louvre, Paris; statue: © Mission archéologique française de Tell Hariri - Mari (Syrie)

[Kildeangivelser på side 12]

Statue: Musée du Louvre, Paris; podium og badeværelse: © Mission archéologique française de Tell Hariri - Mari (Syrie)

[Kildeangivelser på side 13]

Sejrsstele: Musée du Louvre, Paris; paladsruiner: © Mission archéologique française de Tell Hariri - Mari (Syrie)