Frelst, ikke ved gerninger alene, men ved ufortjent godhed

„I [er] frelst ved tro; . . . det skyldes ikke gerninger, for at ikke nogen skulle kunne rose sig.“ — EFESERNE 2:8, 9.

1. Hvordan adskiller kristne sig fra folk i almindelighed med hensyn til hvad de personligt har udrettet, og hvad er grunden?

FOLK i dag er stolte af det de udretter, og de vil gerne rose sig af det. Kristne er anderledes. De fremhæver ikke deres gerninger; ikke engang dem der har med den sande tilbedelse at gøre. De glæder sig over det Jehovas folk udretter som et hele, men de holder en lav profil med hensyn til deres egen andel i arbejdet. De er klar over at i tjenesten for Jehova er det rette motiv vigtigere end de personlige resultater. Den der til sidst får det evige livs gave, har ikke opnået det ved gerninger, men ved tro og ved Guds ufortjente godhed. — Lukas 17:10; Johannes 3:16.

2, 3. Hvad roste Paulus sig af, og hvorfor gjorde han det?

² Det var apostelen Paulus klar over. Efter at han tre gange havde bedt om at blive befriet for „en torn i kødet“, fik han Jehovas svar: „Min ufortjente godhed er dig nok; for min kraft gøres fuldkommen i svaghed.“ Ydmygt accepterede han Jehovas afgørelse og sagde: „Med største glæde vil jeg derfor hellere rose mig af mine svagheder, for at Messias’ kraft kan være over mig som et  telt.“ Denne ydmyge indstilling skulle vi ønske at efterligne. — 2 Korinther 12:7-9.

³ Selvom Paulus opnåede enestående resultater i den kristne tjeneste, forstod han at det ikke skyldtes nogen særlige evner hos ham selv. Beskedent sagde han: „Til mig, der er ringere end den ringeste af alle hellige, blev denne ufortjente godhed skænket, at forkynde den gode nyhed om Messias’ uudgrundelige rigdom for folk fra nationerne.“ (Efeserne 3:8) Her var ingen selvros og intet selvretfærdigt hovmod! „Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ (Jakob 4:6; 1 Peter 5:5) Følger vi Paulus’ eksempel og betragter ydmygt os selv som ringere end den ringeste af vore brødre?

’Agt de andre højere end jer selv!’

4. Hvorfor kan det undertiden være svært at agte andre højere end sig selv?

⁴ Apostelen Paulus skrev til de kristne i Filippi: „Gør min glæde hel og fuld ved at I . . . intet gør af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed agter de andre højere end jer selv.“ (Filipperne 2:2, 3) Det kan være svært at følge dette råd, især hvis vi har en stilling der medfører et ansvar. At det er svært, skyldes måske at vi er blevet påvirket af den konkurrenceånd der præger verden i dag. Måske har vi som børn været vant til at konkurrere, enten med vore søskende eller med vore klassekammerater. Vi er måske konstant blevet opfordret til at stræbe efter at blive den bedste på sportsholdet eller at være den dygtigste i klassen. Naturligvis er det prisværdigt at yde sit bedste, men når kristne gør det, er det ikke for at påkalde sig opmærksomhed, men for at få størst mulig gavn af det selv og måske samtidig gavne andre. Men det er farligt altid at stræbe efter at blive nummer ét. Hvorfor?

5. Hvad kan en konkurrencepræget indstilling føre til hvis den ikke bremses?

⁵ Hvis man giver en konkurrencepræget og egoistisk indstilling lov til at trives uhæmmet i en, kan det føre til at man bliver respektløs og arrogant. Man kan for eksempel misunde andre deres evner og privilegier. Ordsprogene 28:22 siger: „En mand med misundeligt øje har travlt med at samle sig velstand, men han ved ikke at armod vil komme over ham.“ Det kan endog få en til respektløst at stræbe efter at få en stilling som man ikke har ret til. For at retfærdiggøre sin handling begynder man måske at kritisere og at snakke i krogene — noget kristne bør undgå. (Jakob 3:14-16) Man risikerer også at opelske den indstilling at det kun er ens egen mening der duer.

6. Hvordan advarer Bibelen os mod at få en konkurrencepræget indstilling?

⁶ Bibelen siger derfor: „Lad os ikke blive selvoptagne, så vi udfordrer hinanden og misunder hinanden.“ (Galaterne 5:26) Apostelen Johannes nævnte en som åbenbart  var bukket under for denne indstilling. Han siger: „Jeg skrev noget til menigheden, men Diotrefes, som gerne vil være først iblandt dem, tager ikke imod noget fra os med respekt. Det er grunden til at jeg, når jeg kommer, vil minde om hans gerninger som han fortsætter med at gøre, idet han snakker om os med onde ord.“ Det er sørgeligt når det går sådan! — 3 Johannes 9, 10.

7. Hvad vil en kristen undgå i vore dages konkurrenceprægede verden?

⁷ Selvom man er kristen, er det urealistisk at tro at man kan undgå enhver form for konkurrence. I forretningsverdenen, for eksempel, kan man komme ud for at skulle konkurrere økonomisk med andre personer eller virksomheder der fremstiller de samme produkter som en selv eller tilbyder de samme tjenesteydelser. Men endda i disse tilfælde vil en kristen vise andre forretningsdrivende venlighed, respekt og hensyntagen. Han vil ikke gøre brug af ulovlige eller ukristne midler og vil undgå at blive en der er kendt for at bruge hårdhændede forretningsmetoder. Han vil ikke have den indstilling at det vigtigste i livet er at være nummer ét — på et hvilket som helst område. Hvis dette gælder verdslige anliggender, hvor langt mere da ikke ens gudsdyrkelse!

„Ikke i sammenligning med en anden“

8, 9. (a) Hvorfor har kristne ældste ikke grund til at konkurrere med hinanden? (b) Hvorfor gælder Første Petersbrev 4:10 egentlig alle Jehovas tjenere?

⁸ Den indstilling kristne bør have til deres gudsdyrkelse, er beskrevet med disse inspirerede ord: „Lad enhver prøve sin egen gerning, og så kan han have grund til at rose sig i forhold til sig selv alene, og ikke i sammenligning med en anden.“ (Galaterne 6:4) De ældste i en menighed vil forstå at de må arbejde nært sammen som en enhed og ikke skal konkurrere med hinanden. De glæder sig over hver især at kunne bidrage til hele menighedens vel. På den måde undgår de enhver ødelæggende konkurrence og er et eksempel på godt samarbejde for alle i menigheden.

⁹ Nogle ældste kan på grund af deres alder, erfaring eller naturlige evner gøre mere end andre. De kan også have større indsigt. Som følge heraf har ældste fået forskellige ansvarsopgaver tildelt i Jehovas organisation. Men i stedet for at sammenligne sig med hinanden tænker de på Peters vejledning: „I samme forhold som hver enkelt har fået en gave, skal I bruge den sådan at I tjener hinanden som gode husholdere over Guds ufortjente godhed, der kommer til udtryk på forskellige måder.“ (1 Peter 4:10) Egentlig gælder dette skriftsted alle Jehovas tjenere, for til en vis grad har alle fået den gave der består i nøjagtig kundskab, som de  har den forret at dele ud af i den kristne forkyndelse.

10. Hvad er betingelsen for at Jehova kan godkende vores hellige tjeneste?

¹⁰ Vores hellige tjeneste er kun velbehagelig for Jehova når vi yder den af kærlighed og hengivenhed og ikke for at ophøje os over andre. Det er derfor vigtigt at have et ligevægtigt syn på det vi gør for at fremme den sande tilbedelse. Ingen kan til fulde bedømme en andens motiver. Jehova, derimod, „bedømmer hjerter“. (Ordsprogene 24:12; 1 Samuel 16:7) Vi gør derfor vel i fra tid til anden at spørge os selv: ’Hvad er mit motiv til at gøre trosgerninger?’ — Salme 24:3, 4; Mattæus 5:8.

Det rette syn på vore gerninger

11. Hvilke spørgsmål angående det vi gør i den kristne forkyndelse, er det fornuftigt at stille?

¹¹ Hvis motivet er det vigtigste for at vinde Jehovas godkendelse, hvor stor vægt skal vi da lægge på trosgerninger? Så længe vi udfører tjenesten med det rette motiv, er det da nødvendigt at holde regnskab med hvad vi gør, eller hvor meget vi gør? Det er fornuftige spørgsmål da vi ikke ønsker at lægge mere vægt på tal og statistik end på trosgerninger eller ønsker at gøre en god rapport til det vigtigste i vores kristne tjeneste.

12, 13. (a) Nævn nogle grunde til at vi rapporterer vores forkyndelse. (b) Hvilke grunde har vi til at glæde os når vi ser den samlede rapport for hele verden?

¹² Læg mærke til hvad bogen Organiseret til at gøre Jehovas vilje siger: „De første af Jesu Kristi disciple viste interesse for rapporter om fremgangen i forkyndelsen. (Mark. 6:30) Bogen Apostelgerninger i Bibelen fortæller at der var omtrent 120 til stede da den hellige ånd blev udgydt over disciplene på Pinsedagen. Snart voksede disciplenes antal til 3000, og derefter til 5000. . . . (Apg. 1:15; 2:5-11, 41, 47; 4:4; 6:7)“ Beretningen om denne vækst må have været til stor opmuntring for disciplene. På samme måde søger Jehovas Vidner at føre nøjagtige optegnelser over det arbejde der udføres på verdensplan som en opfyldelse af Jesu ord: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) Sådanne optegnelser, eller  rapporter, giver et realistisk billede af det der udrettes i den verdensomspændende forkyndelse. De viser hvor der er behov for hjælp, hvilke publikationer der er brug for, og hvor stor en mængde der skal bruges for at fremme forkyndelsen.

¹³ Ved at rapportere vores forkyndelse bliver vi således i stand til mere effektivt at opfylde befalingen om at forkynde den gode nyhed. Desuden er det til opmuntring for os alle at høre om det arbejde der udføres i andre dele af verden. Det fylder os med glæde at høre om vækst og fremgang, tilskynder os til større aktivitet og viser at Jehova velsigner arbejdet. Og er det ikke tilfredsstillende at vide at vores personlige rapport indgår i rapporten for hele verden? Ganske vist er vores andel kun ringe i sammenligning med den, men Jehova lægger mærke til hvad vi gør. (Markus 12:42, 43) Og husk at uden din rapport ville den samlede rapport være ufuldstændig!

14. Hvad hører med til vores tilbedelse af Jehova ud over at forkynde og undervise?

¹⁴ Meget af det vi hver især gør for at bære vores ansvar som indviede tjenere for Jehova, står imidlertid ikke på rapporten. For eksempel fremgår det ikke af den hvor meget tid vi bruger på det personlige studium, overværelse og deltagelse i de kristne møder, pligter i menigheden, hjælp til trosfæller, og hvad vi yder af økonomisk støtte til det verdensomspændende forkyndelsesarbejde, og så videre. Så mens rapporten over vores arbejde i forkyndelsen tjener det formål at hjælpe os til at bevare vores nidkærhed og undgå at sløje af, må vi også se den i det rette perspektiv. Vi skal ikke betragte den som et adgangstegn til livet i den nye verden.

„Et folk som er nidkært for gode gerninger“

15. Hvorfor er gerninger nødvendige selvom de alene ikke kan frelse os?

¹⁵ Det er klart at gerninger er nødvendige, selvom de alene ikke kan frelse os. Det er grunden til at de kristne bliver kaldt „et folk der [er] . . . nidkært for gode gerninger“, og at de bliver opfordret til at „give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger“. (Titus 2:14; Hebræerne 10:24) En anden bibelskribent, disciplen Jakob, siger kort og godt: „Ligesom legemet er dødt uden ånd, således er også troen død uden gerninger.“ — Jakob 2:26.

16. Hvad er endnu vigtigere end gerninger, og hvad skal man passe på?

¹⁶ De gode gerninger er altså vigtige, men motivet til dem er endnu vigtigere. Det vil derfor være klogt fra tid til anden at ransage vore motiver. Men da intet menneske til fulde kender en andens motiver, skal vi passe på ikke at dømme. „Hvem er du at du dømmer en andens hustjener?“ spørges der. Og svaret lyder: „For sin egen herre står eller falder han.“ (Romerne 14:4) Jehova, alles Herre, og hans udnævnte dommer, Kristus  Jesus, vil dømme os, ikke på grundlag af vore gerninger alene, men også på grundlag af vore motiver og muligheder, vores kærlighed og hengivenhed. Kun Jehova og Kristus Jesus kan med rette bedømme hvorvidt vi har gjort dét som kristne bliver opfordret til at gøre, og som apostelen Paulus udtrykker med ordene: „Gør dit yderste for at fremstille dig for Gud som godkendt, som en arbejder der intet har at skamme sig over, som behandler sandhedens ord på rette måde.“ — 2 Timoteus 2:15; 2 Peter 1:10; 3:14.

17. Hvorfor bør vi have Jakob 3:17 i tanke samtidig med at vi søger at gøre vort yderste?

¹⁷ Jehova er rimelig med hensyn til det han forventer af os. I Jakob 3:17 siges der at „visdommen ovenfra“ er „rimelig“. Vil det da ikke være visdom — og en virkelig god gerning mod vore medmennesker — at efterligne Jehova i denne henseende? Derfor bør vi ikke sætte urimelige og uopnåelige mål hverken for os selv eller vore brødre.

18. Hvad kan vi se frem til når vi har et ligevægtigt syn på vore gerninger og på Jehovas ufortjente godhed?

¹⁸ Så længe vi har et ligevægtigt syn på vore egne trosgerninger og Jehovas ufortjente godhed, vil vi bevare den glæde der kendetegner Jehovas sande tjenere. (Esajas 65:13, 14) Vi kan glæde os over at Jehova udøser velsignelser over sit folk som et hele, uanset hvor meget vi selv formår at gøre. I vore ’bønner, anråbelser og taksigelser’ vil vi til stadighed anmode Gud om at hjælpe os til at gøre vort yderste. Så vil ’Guds fred, som overgår al forstand, ved Kristus Jesus beskytte vore hjerter og sind’. (Filipperne 4:4-7) Ja, vi kan hente trøst og opmuntring i bevidstheden om at vi kan blive frelst, ikke ved gerninger alene, men ved Jehovas ufortjente godhed!

Kan du forklare hvorfor kristne

• ikke roser sig af det de udretter?

• undgår at have en konkurrencepræget indstilling?

• rapporterer deres tjeneste i forkyndelsen?

• undgår at dømme deres trosfæller?

[Studiespørgsmål]

[Illustrationer på side 15]

„Min ufortjente godhed er dig nok“

[Illustrationer på side 16, 17]

Ældste glæder sig over det de hver især kan yde til bedste for menigheden

[Illustrationer på side 18, 19]

Uden din rapport ville den samlede rapport være ufuldstændig