Hvad skete der med enheden i verden?

„For første gang siden den anden verdenskrig står verdenssamfundet forenet. . . . Verden kan derfor gribe denne lejlighed til at indfri det længe lovede løfte om en ny verdensorden.“

SÅDAN sagde en præsident for USA engang i 1990’erne. På det tidspunkt gav de internationale begivenheder det indtryk at enhed i verden var nært forestående. Det ene totalitære regime efter det andet brød sammen. Berlinmurens fald indvarslede en ny epoke for Europa. Sovjetunionen, som mange i Vesten mente stod bag globale konflikter, ophørte med at eksistere — til stor overraskelse for hele verden. Den kolde krig blev afsluttet, og man talte optimistisk om nedrustning, blandt andet af atomvåben. Der udbrød ganske vist krig i Den Persiske Golf, men det forekom blot at være et midlertidigt problem der bevirkede at en stor del af verden blev endnu mere opsat på at skabe en fredfyldt orden.

Det var ikke kun på den politiske scene at de positive tegn kunne ses, også på andre områder var de tydelige. Levefoden blev højere i mange dele af verden. Lægevidenskabelige fremskridt gjorde det muligt at udføre hvad man ville have kaldt mirakler blot nogle få årtier tidligere. Desuden var den økonomiske vækst i rivende udvikling, og den foregik så hurtigt at man skulle tro at det ville føre til velstand i hele verden. Kort sagt: Tingene så ud til at bevæge sig i den rigtige retning.

I dag, blot nogle år senere, må vi uvilkårligt spørge: ’Hvad gik der galt? Hvor er den verdensenhed man gav løfte om?’ Det ser snarere ud som om verden bevæger sig i den modsatte retning. Pressen rapporterer jævnlig om selvmordsbombere, terroristangreb, spredning af masseødelæggelsesvåben og andre foruroligende tendenser som synes at  gøre det sværere og sværere for verden at opnå enhed. En fremtrædende finansmand har for nylig sagt: „Vi er ved at blive fanget i en ond cirkel af eskalerende vold.“

Verdensenhed eller global splittelse?

Da De Forenede Nationer blev oprettet, var et af dens erklærede formål „at fremme venskabelige forhold mellem nationerne, hvilende på respekt for grundsætningen om folkenes ligeret og selvbestemmelse“. Har man efter snart 60 år nået dette ædle mål? Langtfra! I stedet for at skabe „venskabelige forhold“ synes nationerne at være mere optaget af „selvbestemmelse“. Befolkninger og etniske grupper kæmper for at skabe deres egen identitet og bevare deres suverænitet, og det har gjort verden mere og mere splittet. Ved oprettelsen af De Forenede Nationer var der 51 medlemslande. I dag er der 191.

Som vi har set, var der i slutningen af det 20. århundrede en udbredt forventning om enhed i verden. Denne forventning har vendt sig til forfærdelse, for vi har siden da været vidne til en stadig større splittelse af verdenssamfundet. Den voldelige opløsning af Jugoslavien, sammenstødene mellem Tjetjenien og Rusland, krigen i Irak og de fortsatte myrderier i Mellemøsten — alt sammen noget der i høj grad vidner om voksende uenighed.

Man har forsøgt at skabe fred. Og der er ingen tvivl om at mange af disse bestræbelser har været oprigtige og velmente. Til trods herfor synes det umuligt at opnå verdensenhed. Mange spørger sig selv: ’Hvorfor er det stadig så svært at skabe enhed i verden? Ja, hvor er verden på vej hen?’

[Kildeangivelser på side 3]

AP Photo/Lionel Cironneau

Arlo K. Abrahamson/AFP/Getty Images