Livsberetning

 Lykkelig for min andel i den globale bibelundervisning

FORTALT AF ANNA MATHEAKIS

Den 171 meter lange færge var i brand. Hvis skibet sank, ville jeg blive trukket med ned i havets våde grav. Jeg svømmede som en gal og kæmpede mod de voldsomme bølger for at komme i sikkerhed. Den eneste måde jeg kunne holde mig oven vande på, var ved at klamre mig til en kvinde der havde redningsvest på. Jeg anråbte Gud om styrke og mod. Det var alt hvad jeg kunne gøre.

ÅRET var 1971, og jeg var på vej tilbage til mit tredje missionærdistrikt, Italien. Ved skibbruddet mistede jeg næsten alt hvad jeg ejede. Men jeg havde stadig det allervigtigste i behold — mit liv, det kærlige kristne brodersamfund og det privilegium at tjene Jehova. Tjenesten for ham havde allerede ført mig til tre kontinenter, og skibbruddet var blot én hændelse i et begivenhedsrigt liv.

Jeg er født i 1922. Min familie boede i Ramallah, omkring 16 kilometer nord for Jerusalem. Mine forældre var begge fra Kreta, men min far var opvokset i Nazaret. Jeg var den yngste i en søskendeflok på tre drenge og to piger. Vores familie kom ud for en traumatisk oplevelse da min næstældste bror druknede i Jordanfloden under en skoleudflugt. Efter denne tragedie havde min mor ikke lyst til at blive i Ramallah, og da jeg var tre år, flyttede vi til Athen.

Vores familie hører om sandheden fra Bibelen

Kort efter at vi var flyttet til Grækenland, kom min ældste bror, Nikos, i kontakt med bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. På det tidspunkt var han 22 år gammel. Han var lykkelig for at lære Bibelen  at kende og blev meget ivrig i den kristne tjeneste. Det gjorde min far rasende, og han smed Nikos ud hjemmefra. Men når min far tog til Palæstina, gik min mor, min søster og jeg med Nikos til de kristne møder. Jeg kan stadig høre for mig hvor entusiastisk min mor var når hun talte om det hun hørte ved disse møder. Men kort efter bukkede hun under for kræft, og hun døde i en alder af 42 år. I denne svære tid påtog min søster, Ariadne, sig kærligt ansvaret for vores familie. Til trods for at hun var så ung, blev hun som en mor for mig i årene der kom.

Min far tog mig altid med i den ortodokse kirke når han var i Athen, og efter hans død fortsatte jeg med at gå til messe, men ikke så ofte. Da jeg ikke kunne få øje på noget inden for kirken der vidnede om gudsfrygt, holdt jeg efterhånden op med at komme dér.

Efter at min far var død, lykkedes det mig at få et godt job i finansministeriet. Min bror havde derimod valgt at bruge sit liv i forkyndelsen af Riget og havde allerede virket mange år i Grækenland. I 1934 flyttede han til Cypern. På det tidspunkt var der ingen døbte Jehovas Vidner på øen, så han havde den forret at føre an i forkyndelsesarbejdet der. Han giftede sig med Galatia, der herefter også virkede som heltidstjener i mange år. * Nikos sendte os jævnlig bibelske bøger og blade, men vi åbnede dem stort set aldrig. Han blev på Cypern resten af sit liv.

Jeg bliver overbevist om sandheden

I 1940 fik vi besøg af en ven af Nikos, et nidkært Jehovas vidne fra Athen der hed George Douras. Han inviterede os til at studere Bibelen sammen med en lille gruppe i sit hjem. Vi tog med glæde imod indbydelsen, og snart begyndte vi at fortælle andre om det vi lærte. Den bibelkundskab vi fik, bevægede min søster og mig til at indvi os til Jehova. Ariadne blev døbt i 1942, og jeg i 1943.

Da Anden Verdenskrig sluttede, inviterede Nikos os til at komme til Cypern, så i 1945 flyttede vi til Nicosia. På Cypern blev der ikke, som i Grækenland, lagt hindringer i vejen for vores forkyndelsesarbejde. Vi forkyndte ikke kun fra hus til hus, men også på gaden.

To år senere blev Ariadne nødt til at rejse tilbage til Grækenland. Dér mødte hun en mand som hun senere blev gift med, og som også var en tjener for Jehova, så hun blev i Athen. Inden længe tilskyndede min søster og svoger mig til at komme tilbage til Grækenland og tage heltidstjenesten op i hovedstaden. Eftersom pionertjenesten hele tiden havde været mit mål, vendte jeg tilbage til Athen, hvor behovet var større.

Nye døre åbnes

Den 1. november 1947 begyndte jeg i pionertjenesten og brugte hver måned 150 timer i forkyndelsen. Vores menighed havde et vidtstrakt distrikt, og jeg måtte spadsere meget. Men det skortede ikke på oplevelser.

Politiet arresterede ofte Jehovas Vidner som de greb i at forkynde eller overvære kristne møder, og der gik ikke lang tid før turen kom til mig. Jeg blev anklaget for at hverve proselytter, hvilket var en alvorlig lovovertrædelse på det tidspunkt. Jeg blev idømt en straf på to måneder og skulle afsone den i  kvindefængselet Averof i Athen. Her sad i forvejen et andet kvindeligt Jehovas vidne, og vi nød et skønt og opbyggende kristent fællesskab med hinanden selvom vi var spærret inde. Efter at jeg havde udstået min straf, fortsatte jeg med glæde som pioner. Mange af dem jeg dengang studerede Bibelen med, tjener stadig Jehova trofast, og det varmer mig om hjertet.

I 1949 blev jeg indbudt til at overvære den 16. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead i USA, hvor heltidstjenere uddannes som missionærer. Både jeg og mine slægtninge blev henrykte! Jeg planlagde at rejse til et internationalt stævne i New York i sommeren 1950 og derefter overvære Gileadskolen.

Da jeg var ankommet til USA, havde jeg i nogle få måneder det privilegium at gøre rent på Jehovas Vidners hovedkontor i New York. Det var et behageligt og opbyggende miljø at færdes i, og jeg var omgivet af smilende brødre og søstre. Det er altid med varme følelser jeg tænker tilbage på det halve år jeg var der. Så kom tiden til at overvære Gileadskolen, hvor fem måneder med intensivt studium og undervisning fløj af sted. Det gik op for os elever hvor værdifuld og smuk kundskaben fra Bibelen er, og det øgede vores glæde og gav os et endnu større ønske om at give andre del i den livgivende kundskab om sandheden.

Mit første missionærdistrikt

På Gileadskolen fik vi lov til at vælge vores fremtidige makkere inden vi modtog vores tildelte missionærdistrikt. Ruth Hemmig (nu Bosshard) blev min makker, og hun var en usædvanlig dejlig søster. Ruth og jeg blev ovenud begejstrede for meddelelsen om at vi skulle til Istanbul i Tyrkiet — hvor Asien og Europa mødes! Vi vidste at forkyndelsesarbejdet endnu ikke var anerkendt i Tyrkiet, men vi var på intet tidspunkt i tvivl om at Jehova ville være med os.

Istanbul var en smuk kosmopolitisk by. Der fandtes et hav af basarer, madkunst fra mange lande, interessante museer, charmerende bydele og et altid fascinerende havnemiljø. Men det væsentligste var at vi fandt oprigtige mennesker der ønskede at lære mere om Gud. Den lille gruppe Jehovas Vidner i Istanbul bestod hovedsagelig af armeniere, grækere og jøder. Men der var også adskillige andre nationaliteter i byen, og det var nyttigt at kunne begå sig på flere sprog ud over tyrkisk. Vi nød at tale med mennesker fra forskellige befolkningsgrupper som tørstede efter sandheden. Mange af disse tjener stadig Jehova trofast.

Desværre var det umuligt for Ruth at få fornyet sin opholdstilladelse, og hun blev tvunget til at forlade landet. Hun virker stadig i heltidstjenesten i Schweiz. Selv efter alle disse år savner jeg hendes behagelige, opbyggende selskab.

Jeg flytter til en anden verdensdel

I 1963 kunne jeg ikke længere få min opholdstilladelse i Tyrkiet fornyet. Det var svært for mig at forlade kristne trosfæller som jeg havde set gøre åndelige fremskridt og overvinde mange vanskeligheder. For at opmuntre mig betalte mine slægtninge gavmildt min billet til New York så jeg kunne overvære et stævne der. Jeg havde endnu ikke fået min næste distriktstildeling.

 Efter stævnet blev jeg sendt til Lima i Peru. Sammen med en ung søster som skulle være min makker, rejste jeg direkte fra New York til mit nye distrikt. Jeg lærte spansk og boede på missionærhjemmet, der lå samme sted som Jehovas Vidners afdelingskontor. Det var skønt at forkynde i dette land og at lære de lokale brødre og søstre at kende.

Et nyt distrikt og et nyt sprog

Som tiden gik, begyndte mine slægtninge hjemme i Grækenland at føle sig tynget af høj alder og et svigtende helbred. De bad mig aldrig om at afbryde min heltidstjeneste og vende tilbage til et såkaldt normalt liv for at hjælpe dem. Men efter moden overvejelse og mange bønner indså jeg at det ville være bedre for mig at tjene nærmere min familie. De ansvarshavende brødre var fuldt indforståede med det og gav mig en ny distriktstildeling i Italien, og mine slægtninge tilbød at dække omkostningerne ved flytningen. Det viste sig at der faktisk var stort behov for forkyndere i Italien.

Endnu en gang måtte jeg lære et nyt sprog — italiensk. Mit første distrikt var i byen Foggia. Senere blev jeg overflyttet til Napoli, hvor behovet var større. Mit distrikt var Posillipo, en af Napolis smukkeste bydele. Det var et enormt stort område, og der var kun én forkynder. Jeg nød forkyndelsen meget, og Jehova hjalp mig til at påbegynde mange bibelstudier. Med tiden opstod der en stor menighed i området.

Blandt de første lokale jeg studerede Bibelen med, var en mor og hendes fire børn. Hun og hendes to døtre tjener stadig Jehova. Jeg studerede også med et ægtepar som havde en lille pige. Hele familien rettede deres liv ind efter sandheden og symboliserede deres indvielse ved vanddåben. Nu er datteren gift med en der ligesom hun nidkært tjener Gud. På et tidspunkt studerede jeg Bibelen med en stor familie, og i den forbindelse gjorde det dybt indtryk på mig at se den kraft der er i Guds ord. Vi læste en række skriftsteder som viser at Jehova ikke godkender brugen af billeder i tilbedelsen, og pludselig rejste moderen sig op. Uden at vente på at vi blev færdige med studiet, samlede hun alle sine billeder sammen og smed dem ud!

I farer på havet

På mine ture mellem Italien og Grækenland rejste jeg som regel med skib. Normalt var det en meget behagelig rejse. Men én tur, i sommeren 1971, blev ikke som alle de andre. Jeg var på vej tilbage til Italien med skibet Heleanna. Tidligt om morgenen den 28. august udbrød der brand i skibets køkken. Ilden bredte sig, og det samme gjorde panikken. Kvinder besvimede, børn græd, og mænd udslyngede trusler og beklagelser. Folk løb hen mod redningsbådene på dækket. Men mekanismen der skulle sænke redningsbådene i havet, virkede ikke ordentligt, og der var for få redningsveste. Jeg fik ikke nogen, og flammerne blev stadig voldsommere, så det eneste fornuftige var at springe i havet.

Da jeg kom ned i vandet, fik jeg øje på en kvinde med en redningsvest som drev rundt i nærheden af mig. Det så ud til at hun ikke kunne svømme, så jeg greb hende i armen for at trække hende væk fra det synkende skib. Havet kom mere og mere i oprør, og jeg blev  udmattet af at kæmpe for at holde mig oven vande. Situationen virkede håbløs, men jeg blev ved med at trygle Jehova om mod, og jeg mærkede hans styrke. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på apostelen Paulus, der også havde oplevet et skibbrud. — Apostelgerninger, kapitel 27.

Mens jeg klyngede mig til den anden kvinde, kæmpede jeg i fire timer med bølgerne, svømmede når jeg havde kræfter til det, og råbte til Jehova om hjælp. Til sidst fik jeg øje på en mindre båd der nærmede sig. Jeg blev reddet, men kvinden med redningsvesten var allerede død. Da vi nåede byen Bari i Italien, blev jeg indlagt på et hospital og fik førstehjælp. Jeg måtte blive der i nogle dage, og mange Jehovas Vidner kom for at besøge mig, og de sørgede omsorgsfuldt for alt hvad jeg havde behov for. Den kristne kærlighed de viste mig, gjorde stort indtryk på nogle af de andre patienter. *

Da jeg havde genvundet mine kræfter, fik jeg tildelt et distrikt i Rom. Jeg fik til opgave at forkynde i forretningsdistriktet i midtbyen, og det gjorde jeg i fem år, med Jehovas hjælp. Jeg havde den glæde at forkynde i Italien i 20 år og kom til at elske det italienske folk.

Tilbage til udgangspunktet

Som tiden gik, blev Ariadnes og hendes mands helbred dårligere og dårligere. Jeg indså at hvis jeg boede i nærheden af dem, ville jeg lettere kunne gengælde noget af alt det de så kærligt havde gjort for mig. Jeg må indrømme at det var hårdt at forlade Italien. Men de ansvarshavende brødre gav deres samtykke, og siden sommeren 1985 har jeg været pioner i Athen — hvor jeg i 1947 begyndte i heltidstjenesten.

Jeg forkyndte i min menigheds distrikt og spurgte brødrene på afdelingskontoret om jeg også kunne få lov til at forkynde i forretningsdistriktet i bymidten. Dette gjorde jeg så i tre år sammen med en pionermakker, og vi aflagde et grundigt vidnesbyrd for mennesker der ellers er svære at træffe hjemme.

Mit ønske om at tjene Jehova bliver større og større som tiden går, men mine kræfter bliver færre og færre. Nu er min svoger død, og min søster, Ariadne, der har været som en mor for mig, er blevet blind. Mit eget helbred var godt i de år jeg var i heltidstjenesten. Men for nylig snublede jeg ned ad en marmortrappe og brækkede højre arm. Derefter faldt jeg og fik bækkenbrud. Jeg måtte igennem en operation og var sengeliggende i en lang periode. Nu kan jeg ikke længere bevæge mig frit omkring. Jeg bruger stok og kan kun gå ud hvis nogen ledsager mig. Alligevel gør jeg mit bedste og håber på at min fysiske tilstand bliver bedre. Det der bidrager allermest til min glæde og tilfredshed, er at jeg stadig kan have en andel i bibelundervisningsarbejdet, om end den nu er begrænset.

Når jeg tænker tilbage på de lykkelige år jeg har brugt i heltidstjenesten, svulmer mit hjerte af taknemmelighed mod Jehova. Han og hans organisation har konstant sørget for sund vejledning og værdifuld hjælp der har gjort at jeg fuldt og helt har kunnet bruge mit liv i tjenesten for Jehova. Mit inderlige ønske er at Jehova vil styrke mig til at fortsætte i hans tjeneste. Jeg er lykkelig for den beskedne andel jeg har haft i det globale bibelundervisningsarbejde som han leder. — Malakias 3:10.

[Fodnoter]

[Illustration på side 9]

Sammen med min søster, Ariadne, og hendes mand, Michalis, da jeg skulle af sted til Gilead

[Illustration på side 10]

Ruth Hemmig og jeg fik distriktstildeling i Istanbul, Tyrkiet

[Illustration på side 11]

I Italien i begyndelsen af 1970’erne

[Illustration på side 12]

Min søster, Ariadne, og mig i dag