Der kastes lys over bibelteksten fra Ruslands ældste bibliotek

TO FORSKERE er på jagt efter gamle bibelhåndskrifter. De rejser hver for sig gennem ørkener og gennemsøger grotter, klostre og klippeboliger, hvor de gør nogle af de mest spændende bibelfund verden nogen sinde har set. Mange år senere fandt disse skatte vej til Ruslands ældste offentligt tilgængelige bibliotek. Hvem var disse mænd? Og hvordan gik det til at disse håndskrifter endte i Rusland?

Gamle håndskrifter bevidner Guds ords pålidelighed

For at møde en af disse forskere må vi tilbage til begyndelsen af det 19. århundrede, hvor en intellektuel revolution fejede hen over Europa. Der blev gjort store videnskabelige og kulturelle fremskridt i denne periode. Disse fremskridt medvirkede til at man satte spørgsmålstegn ved traditionelle opfattelser. Den højere bibelkritik søgte at undergrave Bibelens autoritet, og der var forskere som rejste tvivl om hvorvidt selve bibelteksten var pålidelig.

Nogle af dem der forsvarede Bibelen, blev klar over at hvis man fandt nye tekstvidner, altså bibelhåndskrifter som var ældre end de allerede eksisterende, ville det tale til støtte for Guds ords pålidelighed. Sådanne håndskrifter ville være tavse vidnesbyrd om at bibelteksten var intakt, til trods for at der gentagne gange og i en lang periode var gjort forsøg på at forplumre og fordreje dens budskab. Ved hjælp af disse håndskrifter kunne man afsløre de få steder hvor forkerte gengivelser havde sneget sig ind i teksten.

De heftigste debatter om Bibelens pålidelighed fandt sted i Tyskland. Her forlod en ung professor sin komfortable tilværelse som akademiker for at begive sig ud på en rejse der skulle medføre at han gjorde et af de største bibelfund nogen sinde. Den unge professors navn var Konstantin von Tischendorf. Han forkastede den højere bibelkritik, og det åbnede mulighed for at han kunne føre et vellykket forsvar for pålideligheden af bibelteksten. Hans første rejse til Sinaj Ørken i 1844 gik over al forventning. Et tilfældigt blik i en papirkurv i Sankt Katharinaklosteret afslørede et gammelt eksemplar af Septuaginta,  en græsk oversættelse af De Hebraiske Skrifter — det ældste der nogen sinde var blevet fundet!

Til sin store glæde fik Tischendorf lov til at tage 43 blade med sig. Han var overbevist om at der var mere at finde, men det eneste han fandt da han vendte tilbage i 1853, var et fragment. Hvor var resten? Efter sin hjemkomst besluttede Tischendorf at drage af sted igen for at opspore gamle håndskrifter. Men han havde ikke råd til rejsen og måtte derfor søge økonomisk bistand hos en rig mæcen. Inden han drog ud på sin mission, ville han rette en indtrængende anmodning til den russiske zar.

Zarens interesse bliver vakt

Tischendorf har muligvis spekuleret over hvilken modtagelse han som protestantisk forsker ville få i det russisk-ortodokse Rusland. Lykkeligvis var Rusland trådt ind i en æra der var præget af forandring og reformer. Man lagde stor vægt på undervisning, og derfor havde kejserinde Katarina II (Katarina den Store) grundlagt Sankt Petersborgs kejserlige bibliotek i 1795. Dette første offentlige bibliotek i Rusland gjorde det muligt for millioner af mennesker at få adgang til et væld af trykt materiale.

Det kejserlige bibliotek blev hædret som det flotteste i Europa, men det havde en mangel. Halvtreds år efter sin grundlæggelse var biblioteket kun i besiddelse af seks håndskrifter på hebraisk, og det var ikke tilstrækkeligt til at holde trit med den stigende interesse der var i Rusland for at studere Bibelens grundsprog og oversættelser af Bibelen. Katarina II havde sendt lærde folk til universiteter i Europa for at studere hebraisk. Da de vendte tilbage, blev der oprettet hebraiskkurser på de store russisk-ortodokse præsteseminarier, og for første gang begyndte russiske bibelkyndige at udarbejde en nøjagtig oversættelse af Bibelen fra hebraisk til russisk. Men disse sprogkyndige manglede økonomiske midler, og de mødte endda modstand fra konservative kirkeledere. Tiden var endnu ikke inde til at de der oprigtigt søgte efter bibelkundskab, ville finde sand oplysning.

Zar Aleksander II forstod hurtigt hvor stor betydning Tischendorfs mission havde, og han ydede ham økonomisk bistand. Til trods for „nidkær og fanatisk modstand“ kunne Tischendorf vende tilbage fra sin tredje mission til Sinaj med den resterende del af Septuaginta. * Dette bibelhåndskrift, som senere blev kaldt Codex Sinaiticus, er stadig et af de ældste der kendes. Da Tischendorf igen befandt sig i Sankt Petersborg, begav han sig i hast til zarens vinterpalads. Her bad han zaren om at give sin støtte til „et af de mest omfattende tekstkritiske studier af Bibelen“ — en trykt udgave af det håndskrift man netop havde fundet. Denne udgave blev senere indlemmet i det kejserlige biblioteks bogsamling. Zaren indvilligede straks i at støtte dette projekt, så Tischendorf kunne senere opstemt skrive: „Forsynet har i vor tid . . . givet os den sinaitiske bibel, der kaster et fuldt og klart lys over hvad der er den nøjagtige tekst til Guds skrevne ord, og som hjælper os til at forsvare sandheden ved at fastlægge teksten i dens oprindelige skikkelse.“

 Kostbare bibelhåndskrifter fra Krim

Hvem var den anden der også søgte efter værdifulde bibelhåndskrifter, og som blev nævnt i indledningen? Nogle få år inden Tischendorf var vendt tilbage til Rusland, havde det kejserlige bibliotek fået tilbudt en så enestående samling håndskrifter at det påkaldte zarens interesse og fik forskere fra hele Europa til at rejse til Rusland. De kunne næsten ikke tro deres egne øjne da de så den enorme samling af håndskrifter og andet materiale. Den bestod af det svimlende antal af 2412 dele, heriblandt 975 skriftruller og håndskrifter. Af disse var de 45 bibelhåndskrifter, som dateres til tiden før det 10. århundrede. Hvor utroligt det end lyder, havde en mand ved navn Abraham Firkovitj næsten egenhændigt indsamlet alle håndskrifterne. Han var en karæisk sprogkyndig, som på det tidspunkt var over 70 år gammel! Men hvem var karæerne? *

Det var den russiske zar også meget interesseret i at vide. Rusland havde udvidet sine grænser og annekteret områder der tidligere havde tilhørt andre lande. Derved var nye etniske grupper blevet underlagt kejserriget. Langs Sortehavets kyst på den maleriske Krimhalvø boede et folk der lod til at være jødisk, men som fulgte tyrkiske skikke og talte et sprog der var beslægtet med tatarisk. De var karæere og førte deres historie tilbage til de jøder der var blevet tvunget i eksil til Babylon efter Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. Til forskel fra de rabbinske jøder forkastede de Talmud og lagde vægt på læsning af De Hebraiske Skrifter. Karæerne på Krimhalvøen var opsatte på at vise zaren at de adskilte sig fra de rabbinske jøder, og at de derfor fortjente en særstatus. Det var karæernes håb at de ved at fremlægge deres gamle håndskrifter for ham kunne bevise at de nedstammede fra de jøder der var emigreret til Krim efter fangenskabet i Babylon.

Abraham Firkovitj begyndte sin søgen efter gamle optegnelser og håndskrifter i klippeboligerne ved Tjufut-Kale på Krim. Disse boliger var små huse bygget af udhuggede klippestykker og havde i generationer fungeret som boliger og tilbedelsessteder for karæerne. Dette folk tilintetgjorde aldrig slidte eksemplarer af De Hellige Skrifter, for det blev betragtet som helligbrøde fordi Guds navn, Jehova, forekom i disse skrifter. Skrifterne blev omhyggeligt anbragt i et lille opbevaringsrum kaldet en geniza, der er hebraisk og betyder „skjulested“. Eftersom karæerne havde dyb respekt for Guds navn, var der sjældent nogen der rørte de gamle pergamentruller i genizaen.

Abraham Firkovitj gennemsøgte omhyggeligt alle disse opbevaringsrum uden at lade sig afskrække af alt det støv der havde samlet sig gennem århundreder. I et af dem fandt han det berømte håndskrift der nu er kendt som Sankt Petersborg-kodeksen med de senere profeter. Håndskriftet er dateret til 916 e.v.t og er et af de ældste kendte eksemplarer af De Hebraiske Skrifter.

Det lykkedes Abraham Firkovitj at indsamle et betydeligt antal håndskrifter, og i 1859 besluttede han at tilbyde sin store samling til det kejserlige bibliotek. I 1862 købte biblioteket med støtte fra Aleksander II samlingen for  125.000 rubler — et dengang kolossalt beløb i betragtning af at bibliotekets årlige budget ikke var på mere end 10.000 rubler! Et af de håndskrifter som biblioteket på denne måde erhvervede sig, var den berømte Codex Leningradensis (B 19^A). Den er dateret til 1008 og er det ældste fuldstændige eksemplar af De Hebraiske Skrifter. En forsker har bemærket at det „sandsynligvis er det vigtigste bibelhåndskrift, for det udgør tekstgrundlaget for de fleste nutidige tekstkritiske udgaver af den hebraiske bibel“. (Se rammen). Samme år, 1862, blev Tischendorfs Codex Sinaiticus udgivet, og den vandt anerkendelse i hele verden.

Åndelig oplysning i vore dage

Det kejserlige bibliotek, der nu hedder Det Russiske Nationalbibliotek, rummer en af verdens største samlinger af gamle håndskrifter. * Dette bibliotek har som en afspejling af Ruslands historie skiftet navn syv gange i løbet af de sidste 200 år. Et af dets mere berømte navne var Saltykov-Sjtjedrin-biblioteket. Biblioteket kom ikke uskadt igennem det 20. århundredes omvæltninger, men håndskrifterne er stadig intakte trods to verdenskrige, hvor den sidste omfattede en belejring af Leningrad. Hvilken gavn har vi af disse håndskrifter?

Gamle håndskrifter danner et pålideligt grundlag for mange nutidige bibeloversættelser. De gør det muligt for dem der oprigtigt søger sandheden, at få en mere nøjagtig bibeloversættelse. Både Codex Sinaiticus og Codex Leningradensis har bidraget væsentligt til New World Translation of the Holy Scriptures (Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter). Denne engelske oversættelse er udgivet af Jehovas Vidner og udkom i sin fuldstændige form i 1961. Komiteen bag den engelske udgave af Ny Verden-Oversættelsen har således gjort brug af Biblia Hebraica Stuttgartensia og Kittels Biblia Hebraica, der er baseret på Leningrad-kodeksen og gengiver tetragrammet, Guds navn, 6828 gange i grundteksten.

Forholdsvis få bibellæsere er klar over i hvor stor gæld de står til det fredfyldte bibliotek i Sankt Petersborg og dets håndskrifter, som for nogles vedkommende kaldes ved byens tidligere navn, Leningrad. Men den vi skylder alt, er Bibelens Forfatter, Jehova, som giver åndeligt lys. Derfor bad salmisten ham: „Udsend dit lys og din sandhed. Måtte disse føre mig.“ — Salme 43:3.

[Fodnoter]

[Ramme på side 13]

GUDS NAVN VAR KENDT OG BRUGT

Jehova har i sin visdom sørget for at hans ord, Bibelen, er blevet bevaret frem til i dag. Det omhyggelige arbejde som skriftlærde har udført op igennem tiden, har været medvirkende til Bibelens bevarelse. De der gik mest grundigt til værks, var masoreterne, professionelle hebraiske skriftlærde der virkede fra det sjette til det tiende århundrede efter vor tidsregning. Oldhebraisk blev skrevet uden vokaltegn, så efterhånden som aramaisk erstattede hebraisk, var der fare for at den rigtige udtale kunne gå i glemme. Masoreterne opfandt derfor et system af vokalpunkter som de indsatte i bibelteksten til angivelse af den rigtige udtale af de hebraiske ord.

Det er værd at bemærke at masoreternes vokalpunkter i Leningrad-kodeksen angiver udtalen af tetragrammet — de fire hebraiske bogstaver som Guds navn består af — som Jehwahʹ, Jehwihʹ og Jehowahʹ. I hele verden er „Jehova“ den mest almindelige udtale af Guds navn. Det var et levende og kendt udtryk som bibelskribenterne og andre før i tiden var fortrolige med. I dag er Guds navn kendt og bliver brugt af millioner der anerkender at ’Jehova alene er den Højeste over hele jorden’. — Salme 83:18.

[Illustration på side 10]

Nationalbibliotekets sal med håndskrifter

[Illustration på side 11]

Kejserinde Katarina II

[Illustration på side 11]

Konstantin von Tischendorf (i midten) og den russiske zar Aleksander II

[Illustration på side 12]

Abraham Firkovitj

[Kildeangivelse på side 10]

Begge billeder: Ruslands Nationalbibliotek i Sankt Petersborg

[Kildeangivelser på side 11]

Katarina II: Ruslands Nationalbibliotek, Sankt Petersborg; Aleksander II: Fra bogen Spamers Illustrierte Weltgeschichte, Leipzig, 1898