Livsberetning

Jehova belønner dem der holder sig til hans vej

FORTALT AF ROMUALD STAWSKI

Da den anden verdenskrig brød ud i september 1939, blev det nordlige Polen skueplads for heftige kampe. Jeg var en nysgerrig dreng på ni år og tog derfor hen til en nærliggende slagmark for at se hvordan der så ud. Det var et gruopvækkende syn. Ligene lå spredt overalt, og en kvælende røg fyldte luften. Skønt jeg mest af alt tænkte på hvordan jeg kunne nå sikkert hjem, trængte spørgsmålene sig på i mit hoved: „Hvorfor tillader Gud at der sker så frygtelige ting? Hvis side er han på?“

VED slutningen af krigen blev unge mænd tvunget til at arbejde for det tyske regime. Vovede nogen at sætte sig imod det, blev vedkommende hængt i et træ eller på en bro med et skilt hæftet på brystet med ordene „forræder“ eller „sabotør“. Vi boede i byen Gdynia, der lå midt imellem de fjendtlige hære. Når vi gik uden for byen for at hente vand, fløj kuglerne og bomberne gennem luften, og min lillebror Henryk blev dødeligt såret. De frygtelige forhold fik min mor til at bringe os fire børn i sikkerhed i en kælder. Der døde min bror Eugeniusz af difteri, kun to år gammel.

Igen spurgte jeg mig selv: „Hvor er Gud? Hvorfor tillader han alt dette?“ Jeg var en ivrig katolik og gik regelmæssigt i kirke, men fandt alligevel ikke svarene.

Jeg finder sandheden fra Bibelen

Svarene på mine spørgsmål kom fra en helt uventet kant. Krigen sluttede i 1945, og tidligt  i 1947 kom der et af Jehovas Vidner til vores hjem i Gdynia. Min mor talte med forkynderen, og jeg hørte noget af det der blev sagt. Det lød logisk, så jeg tog imod en indbydelse til at overvære et kristent møde. Kun en måned senere, og skønt jeg endnu ikke havde den store forståelse af sandheden, sluttede jeg mig til en gruppe af lokale forkyndere for at fortælle andre om at der ville komme en bedre verden uden krig og grusomhed. Det gav mig stor glæde.

I september 1947 blev jeg døbt ved et kredsstævne i Sopot. I maj året efter begyndte jeg som pioner, det vil sige at jeg brugte det meste af min tid til at forkynde Bibelens sandheder for andre. Den lokale præst modstod bittert vores arbejde og opildnede folk til at anvende vold over for os. Engang blev vi angrebet af en hob der kastede med sten og pryglede os. Ved en anden lejlighed blev vi på foranledning af lokale nonner og præster angrebet af en pøbelsværm. Vi søgte tilflugt på politistationen, men hoben omringede bygningen i den hensigt at gennembanke os. Til sidst måtte politiet tilkalde forstærkning, og vi blev ført bort under stor politieskorte.

På det tidspunkt var der ingen menighed i det område hvor vi forkyndte. Til tider overnattede vi i skoven under åben himmel. Vi var lykkelige for at vi kunne forkynde på trods af forholdene. I dag er der en aktiv menighed i området.

Beteltjeneste og arrestation

I 1949 blev jeg indbudt til at komme på Betel i Łódź. Det var et stort privilegium at få lov til at tjene dér. Desværre kom mit ophold ikke til at vare ret længe. I juni 1950, en måned inden vores arbejde officielt blev forbudt, blev jeg og andre brødre fra Betel arresteret. Jeg kom i fængsel, hvor der ventede mig et grusomt forhør.

Eftersom min far arbejdede på et skib der regelmæssigt sejlede til New York, forsøgte forhørslederne at få mig til at bekræfte at han spionerede for amerikanerne. Det var et nådeløst forhør. Desuden forsøgte fire betjente samtidig at få mig til at vidne imod broder Wilhelm Scheider, som førte tilsyn med arbejdet i Polen. De slog mig under hælene med tykke stokke. Da jeg lå blødende på gulvet og følte at jeg ikke kunne klare mere, råbte jeg: „Jehova, hjælp mig!“ Mine forfølgere blev så overraskede at de holdt op med at slå. Der gik ikke mange minutter før de alle var faldet i søvn. Jeg var lettet og genvandt min styrke. Det overbeviste mig om at Jehova kærligt besvarer sine indviede tjeneres bønner når de kalder på ham. Det styrkede min tro og lærte mig at sætte al min lid til Gud.

Den endelige forhørsrapport indeholdt et falsk vidneudsagn der skulle virke som om det var mig der havde afgivet det. Da jeg protesterede, sagde en betjent til mig: „Det må du forklare i retten.“ En venlig cellekammerat beroligede mig med at der ikke var grund til at være bange eftersom den endelige rapport skulle verificeres af en militær anklager, hvilket ville give mig lejlighed til at modbevise det falske vidnesbyrd. Og sådan kom det også til at gå.

 I kredstjenesten og atter i fængsel

Jeg blev løsladt i januar 1951. En måned senere begyndte jeg i kredstjenesten. Trods forbuddet havde jeg og andre brødre til opgave at styrke menighederne og hjælpe trosfæller der var blevet spredt som følge af sikkerhedstjenestens virke. Vi opmuntrede brødrene til fortsat at forkynde. Senere hen støttede disse brødre modigt de rejsende tilsynsmænd og påtog sig opgaven med at trykke og uddele bibelske publikationer under jorden.

Efter et kristent møde i april 1951 blev jeg arresteret på gaden af en sikkerhedsvagt som nøje havde holdt øje med mig. Da jeg nægtede at svare på vagternes spørgsmål, blev jeg ført til fængselet i Bydgoszcz, og samme nat begyndte de at forhøre mig. Jeg blev beordret til at stå op ad en mur i seks dage og seks nætter uden mad og drikke og i en tyk tobaksos fra vagternes cigaretter. De slog mig med en stav og brændte mig med cigaretter. Når jeg besvimede, hældte de vand over mig og genoptog forhøret. Jeg bønfaldt Jehova om styrke til at holde ud, og han støttede mig.

Opholdet i fængslet i Bydgoszcz havde også sine fordele. Der kunne jeg forkynde Bibelens sandheder for folk som ikke kunne kontaktes på anden måde. Og der var mange muligheder for at aflægge vidnesbyrd. På grund af de indsattes sørgelige og ofte håbløse situation havde de et lydhørt øre og hjerte for den gode nyhed.

To store forandringer

Kort efter min løsladelse i 1952 mødte jeg Nela, en nidkær pionersøster. Hun havde været pioner i det sydlige Polen. Senere havde hun arbejdet i et af „bagerierne“, et hemmeligt sted hvor publikationerne blev trykt. Det var hårdt, og man måtte være agtpågivende og selvopofrende. Vi blev gift i 1954 og fortsatte i heltidstjenesten indtil vores datter, Lidia, blev født. Så besluttede vi at Nela, for at jeg kunne fortsætte i rejsetjenesten, skulle afbryde sin heltidstjeneste, vende hjem og tage sig af vores datter.

Samme år stod vi over for endnu en vigtig beslutning. Jeg blev spurgt om jeg ville virke som områdetilsynsmand i et område der dækkede en tredjedel af Polen. Vi overvejede sagen omhyggeligt under bøn. Jeg vidste hvor vigtigt det var at styrke brødrene under forbuddet. Mange blev arresteret, så der var et stort behov for åndelig opmuntring. Med Nelas støtte tog jeg imod opgaven. Jehova hjalp mig til at virke i denne opgave i 38 år.

Ansvaret for „bagerierne“

På den tid var det områdetilsynsmændene der havde ansvaret for „bagerierne“, som lå på afsidesliggende steder. Vi havde konstant politiet lige i hælene i deres forsøg på at finde og stoppe vores trykkevirksomhed. Nogle gange lykkedes det dem, men vi kom aldrig til at mangle den nødvendige åndelige føde. Det var et klart vidnesbyrd om at Jehova tog sig af os.

De der blev anmodet om at foretage det hårde og farlige arbejde med at trykke publikationerne, måtte være loyale, agtpågivende,  selvopofrende og lydige. Det var sådanne egenskaber som var grundlaget for at et „bageri“ fortsat kunne fungere sikkert. Det var også vanskeligt at finde egnede lokaliteter til vores undergrundstrykkerier. I nogle situationer havde vi steder der var egnede, men her var brødrene ikke forsigtige nok. Andre gange var situationen omvendt. Brødrene var villige til at bringe usædvanlige ofre. Jeg værdsætter virkelig alle de brødre og søstre jeg havde det privilegium at samarbejde med.

Forsvarer den gode nyhed

I disse vanskelige år blev vi konstant anklaget for at give os af med illegal og samfundsskadelig virksomhed og blev derfor slæbt i retten. Det var et problem at vi ikke havde advokater til at forsvare os. Nogle advokater var velvilligt indstillet over for os, men de fleste var bange for offentligheden og ønskede ikke at løbe den risiko at pådrage sig myndighedernes mishag. Jehova kendte imidlertid vores behov, og han sørgede for hjælp i rette tid.

Alojzy Prostak, en rejsende tilsynsmand fra Kraków, blev så brutalt mishandlet under et forhør at han måtte bringes til fængselets hospital. De andre fanger på hospitalet nærede stor respekt og beundring for ham på grund af hans faste standpunkt under den psykiske og fysiske tortur. En af dem var en advokat ved navn Witold Lis-Olszewski, som desuden var imponeret over det mod broder Prostak udviste. Han talte meget med broder Prostak og sagde: „Så snart jeg bliver løsladt og får lov til at genoptage min praksis, er jeg villig til at forsvare Jehovas Vidner.“ Han holdt hvad han lovede.

Witold Lis-Olszewski stillede selv et hold advokater til rådighed, og deres engagement var beundringsværdigt. På det tidspunkt hvor modstanden var værst, forsvarede de brødrene i omkring 30 retssager om måneden — gennemsnitlig en om dagen. Eftersom Witold Lis-Olszewski var nødt til at have et grundigt kendskab til de enkelte sager, fik jeg til opgave at være hans kontaktmand. Jeg arbejdede sammen med ham i syv år i løbet af 1960’erne og 70’erne.

Jeg lærte meget om juridisk arbejde i de år. Jeg overværede ofte retssagerne, hørte advokaternes udtalelser — både positive og negative — deres forsvar og de anklagede trosfællers vidneudsagn. Det var til stor gavn når jeg skulle hjælpe brødrene, især dem der blev indkaldt som vidner, så de kunne vide hvad de skulle sige i retten, og hvornår de skulle tie.

Når der var en retssag i gang, overnattede Witold Lis-Olszewski ofte hos nogle af Jehovas Vidner; ikke fordi han ikke havde råd til at bo på hotel, men som han sagde: „Inden en retssag, ønsker jeg at ’indsnuse’ noget af jeres ånd.“ Takket være hans hjælp vandt vi mange af retssagerne. Han forsvarede mig adskillige gange og tog aldrig imod penge fra mig. På et tidspunkt førte han 30 retssager for os gratis. Han gav som begrundelse: „Jeg ønsker at bidrage bare en lille smule til jeres arbejde.“ Og det var ikke nogen ringe sum. Det arbejde som Witold Lis-Olszewski og hans advokater udførte, undgik ikke myndighedernes opmærksomhed, men det svækkede ikke hans mod og lyst til at hjælpe os.

Det er vanskeligt at beskrive alle de mange gode vidnesbyrd brødrene aflagde under sådanne retssager. Mange andre mødte op i retten for at følge sagerne og støtte de anklagede brødre. På den tid hvor antallet af retssager toppede, talte jeg i løbet af et år mere end 30.000 der på denne måde støttede deres trosfæller. Virkelig en stor skare af Vidner.

En ny opgave

I 1989 blev forbuddet mod vores arbejde ophævet. Tre år senere var der blevet bygget og indviet et nyt afdelingskontor. Det glædede mig at blive indbudt til at komme og virke i Jehovas Vidners Hospitalinformation. Vi var tre som skulle støtte brødrene når de afslog at tage imod blodtransfusion, og hjælpe dem til at forsvare deres standpunkt  på grundlag af deres kristne samvittighed. — Apostelgerninger 15:29.

Min kone og jeg har været meget taknemmelige for det privilegium at tjene Jehova i den offentlige forkyndelse. Nela har altid støttet og opmuntret mig. Jeg er hende dybt taknemmelig for at hun aldrig har beklaget sig over at jeg var borte fra hjemmet, uanset om det var fordi jeg var travlt optaget af teokratiske opgaver, eller var i fængsel. I vanskelige perioder trøstede hun andre frem for at have ondt af sig selv.

I 1974, for eksempel, blev jeg og andre rejsende tilsynsmænd arresteret. Nogle af de brødre som var bekendt med det, ønskede at fortælle det til min kone så nænsomt som muligt. Da de så hende, spurgte de: „Søster Nela, er du forberedt på det værste?“ Først stivnede hun af frygt fordi hun troede jeg var død. Da hun så hørte hvad der var sket, sagde hun lettet: „Han er altså i live. Det er ikke første gang han er i fængsel.“ Brødrene fortalte mig senere at de var dybt imponerede over hendes positive måde at tage det på.

Selvom vi har haft nogle smertefulde oplevelser i tiden der er gået, har Jehova altid belønnet os for at holde os til hans vej. Vi har den store glæde at vores datter, Lidia, og hendes mand, Alfred DeRusha, er gode eksempler i kristen livsførelse. De har hjulpet deres sønner, Christopher og Jonathan, til at blive indviede tjenere for Gud, hvilket også er noget der bidrager til vores glæde. Min bror, Ryszard, og min søster, Urszula, har også været trofaste kristne i mange år.

Jehova har aldrig svigtet os, og vi ønsker fortsat at tjene ham af hele vores hjerte. Vi har altid holdt os ordene fra Salme 37:34 for øje: „Sæt dit håb til Jehova og hold dig til hans vej, så ophøjer han dig til at tage jorden i besiddelse.“ Vi ser frem til den tid hvor skriftstedet vil blive opfyldt i fuldt mål.

[Illustration på side 17]

Ved et stævne holdt i en broders have i Kraków i 1964

[Illustration på side 18]

Med min hustru, Nela, og vores datter, Lidia, i 1968

[Illustration på side 20]

Med en lille dreng før han gennemgik en transfusionsfri hjerteoperation

[Illustration på side 20]

Med doktor Wites, overlæge i transfusionsfri hjertekirurgi for børn, på et hospital i Katowice

[Illustration på side 20]

Nela og mig i 2002