Kæmper du med lavt selvværd?
Kæmper du med lavt selvværd?
I DET meste af sit liv har Lena haft et negativt syn på sig selv. „Mange års seksuelt misbrug i barndommen ødelagde en stor del af min selvrespekt,“ siger hun. „Jeg følte ikke at jeg duede til noget.“ Også Simone har dårlige minder fra sine unge år. Hun siger: „Jeg følte mig helt tom indvendig og havde mistet næsten al mit selvværd.“ Mange i dag er dybt ulykkelige på grund af sådanne følelser. En telefonisk rådgivningstjeneste for teenagere oplyser at næsten halvdelen af dem der ringer op, giver udtryk for at de „lider af lavt selvværd“.
Ifølge nogle eksperter opstår en sådan følelse af utilstrækkelighed når andre nedgør en. For eksempel kan man få den følelse når man hele tiden bliver skældt ud, kritiseret, talt ned til eller groft udnyttet. Uanset hvad årsagen er, kan det få nogle skadelige og endog ødelæggende konsekvenser. En nylig lægevidenskabelig undersøgelse har vist at mennesker med manglende selvværd har
svært ved at tro på sig selv og vise andre tillid; derved ødelægger de ubevidst nære forhold og venskaber. „På en måde er det dem selv der skaber de situationer som de frygter mest,“ siges der i rapporten.Folk der har lavt selvværd, er mange gange ofre for det som Bibelen kalder deres egne „foruroligende tanker“. (Salme 94:19) De mener ikke at de er gode nok. Når noget går galt, skyder de instinktivt skylden på sig selv. Skønt andre roser dem for det de gør, føler de sig inderst inde som bedragere der før eller siden vil blive afsløret. Mange forfalder til en selvdestruktiv adfærd fordi de er overbeviste om at de ikke fortjener at være lykkelige. Og de magter ikke at ændre på det. Lena, som blev nævnt før, fik en alvorlig spiseforstyrrelse på grund af manglende selvrespekt. Hun siger: „Jeg følte mig ude af stand til at gøre noget ved det.“
Er de der kæmper med sådanne „foruroligende tanker“, dømt til at have det sådan resten af deres liv? Kan man gøre noget for at bekæmpe disse negative følelser? Bibelen indeholder principper og praktiske råd som har hjulpet mange til at vinde kampen. Hvilke principper er der tale om, og hvordan har de hjulpet nogle i den situation til at finde glæde ved livet? Det vil blive behandlet i næste artikel.