Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Genspejler du Guds herlighed?

Genspejler du Guds herlighed?

Genspejler du Guds herlighed?

„Vi . . . genspejler Jehovas herlighed.“ — 2 KORINTHER 3:18.

1. Hvad så Moses, og hvad skete der derefter?

DET var et af de mest ærefrygtindgydende syner et menneske nogen sinde havde fået. Mens Moses var alene, højt oppe på Sinaj Bjerg, fik han opfyldt et usædvanligt ønske. Han fik lov at se noget som intet menneske før havde set — Jehovas herlighed. Moses så naturligvis ikke Jehova direkte, for Guds skikkelse er så strålende at intet menneske kan se ham og leve. Jehova lagde derfor sin „hånd“ skærmende over Moses idet Han gik forbi, øjensynlig repræsenteret ved en engel. Derefter tillod Jehova Moses at se efterglansen af denne manifestation af hans guddommelige herlighed. Jehova talte også til Moses gennem en engel. Bibelen beskriver hvad der videre skete: „Da Moses gik ned fra Sinaj Bjerg . . . vidste han ikke at hans ansigtshud strålede fordi han havde talt med [Jehova].“ — 2 Mosebog 33:18–34:7, 29.

2. Hvad skrev apostelen Paulus om den herlighed kristne genspejler?

2 Forestil dig at du selv befandt dig på dette bjerg sammen med Moses. Tænk hvor betagende det ville være at se den Almægtiges blændende pragt og at lytte til hans ord! Sikken et privilegium det ville være at vandre ned ad Sinaj Bjerg ved siden af Moses, Lovpagtens mellemmand! Men er du klar over at sande kristne i en vis forstand genspejler Guds herlighed på en måde der endda overgår den måde Moses genspejlede den på? Denne tankevækkende oplysning findes i et brev skrevet af apostelen Paulus. Han skrev at salvede kristne „genspejler Jehovas herlighed“. (2 Korinther 3:7, 8, 18) Og i en vis forstand genspejler kristne med et jordisk håb også Guds herlighed.

Hvordan kristne genspejler Guds herlighed

3. Hvordan har vi lært Jehova at kende på måder som ikke var mulige for Moses?

3 Hvordan kan vi på nogen måde genspejle Guds herlighed? Vi har ikke set Jehova eller hørt ham tale på den måde Moses gjorde. Imidlertid har vi lært Jehova at kende på nogle måder som ikke var mulige for Moses. Jesus fremstod først som Messias næsten 1500 år efter at Moses var død. Derfor kunne Moses ikke vide hvordan Loven ville blive opfyldt på Jesus, som døde for at genløse mennesker fra syndens og dødens tunge byrde. (Romerne 5:20, 21; Galaterne 3:19) Desuden kunne Moses kun i begrænset omfang forstå storheden i Jehovas hensigt, der var nært knyttet til det messianske rige og det jordiske paradis som det vil indføre. Når vi ser Jehovas herlighed, er det ikke med vore bogstavelige øjne, men med troens øjne fordi vi har fået tro på Bibelens lære. Endvidere har vi hørt Jehovas stemme, ikke gennem en engel, men gennem Bibelen — især evangelierne, som så smukt beskriver Jesu undervisning og forkyndelse.

4. (a) Hvordan genspejler salvede kristne Guds herlighed? (b) Hvordan kan de der har et jordisk håb, genspejle Guds herlighed?

4 Selvom kristne ikke genspejler Guds herlighed ved at deres ansigtshud stråler, er det tydeligt at deres øjne stråler når de fortæller andre om Jehovas vidunderlige personlighed og hensigt. Om vor tid forudsagde profeten Esajas at Guds folk skulle „fortælle om [Jehovas] herlighed blandt nationerne“. (Esajas 66:19) Desuden læser vi følgende i Andet Korintherbrev 4:1, 2: „Da vi har denne tjeneste . . . [har vi] frasagt os de skjulte ting som man ville skamme sig over, idet vi ikke vandrer med underfundighed og heller ikke forfalsker Guds ord, men ved at gøre sandheden kendt anbefaler vi os til ethvert menneskes samvittighed for Guds øjne.“ Her sigtede Paulus især til salvede kristne, som er „en ny pagts tjenere“. (2 Korinther 3:6) Men deres tjeneste har gavnet talrige andre som har fået håb om evigt liv på jorden. Begge grupper genspejler Jehovas herlighed, ikke kun i deres undervisning, men også i deres måde at leve på. Det er et ansvar og et privilegium at genspejle den allerhøjeste Guds herlighed!

5. Hvad vidner vores åndelige velstand om?

5 I dag bliver den herlige gode nyhed om Guds rige forkyndt på hele den beboede jord, som Jesus forudsagde. (Mattæus 24:14) Enkeltpersoner af alle nationer, stammer, folk og tungemål har begejstret taget imod den gode nyhed og gjort forandringer i deres liv for at gøre Guds vilje. (Romerne 12:2; Åbenbaringen 7:9) Ligesom de første kristne kan de ikke holde op med at tale om det de har set og hørt. (Apostelgerninger 4:20) I dag er der over seks millioner mennesker, flere end nogen sinde før i historien, der genspejler Guds herlighed. Er du blandt dem? Guds folks åndelige velstand viser med al ønskelig tydelighed at Jehova velsigner og beskytter sine tjenere. At vi har Jehovas ånd, er endnu mere tydeligt når man tager i betragtning hvilke magtfulde kræfter vi er oppe imod. Lad os nu se hvorfor det må forholde sig sådan.

Guds folk vil ikke blive bragt til tavshed

6. Hvorfor kræver det tro og mod at tage standpunkt for Jehova?

6 Forestil dig at du blev bedt om at møde i retten og vidne imod en hensynsløs forbryder. Du véd at forbryderen har en magtfuld organisation bag sig og med alle midler vil søge at hindre dig i at afsløre ham. Hvis du skal vidne imod en sådan forbryder, vil det kræve både mod og tillid til at myndighederne vil beskytte dig. Vi befinder os i en lignende situation. Når vi aflægger vidnesbyrd om Jehova og hans hensigt, vidner vi imod Satan Djævelen og afslører ham som en manddraber og løgner der vildleder hele den beboede jord. (Johannes 8:44; Åbenbaringen 12:9) Det kræver både tro og mod af dig at tage standpunkt for Jehova og vidne imod Djævelen.

7. Hvor indflydelsesrig er Satan, og hvad prøver han på?

7 Jehova er naturligvis den Allerhøjeste. Hans magt er uendeligt meget større end Satans. Og vi kan være sikre på at Jehova ikke kun er i stand til, men også ivrig efter, at beskytte os når vi loyalt tjener ham. (2 Krønikebog 16:9) Ikke desto mindre hersker Satan både over dæmonerne og over menneskehedens gudfremmede verden. (Mattæus 12:24, 26; Johannes 14:30) Satan har fået sit virkefelt begrænset til jordens nærhed og har „stor harme“, og derfor modstår han bittert Jehovas tjenere. I sit forsøg på at lukke munden på alle der forkynder den gode nyhed, gør han brug af den verden som han har myndighed over. (Åbenbaringen 12:7-9, 12, 17) Hvordan gør han det? På mindst tre måder.

8, 9. Hvordan forsøger Satan at lede vores kærlighed i en forkert retning, og hvorfor skal vi vælge vore venner med omhu?

8 En af de måder Satan prøver at distrahere os på, har at gøre med dagliglivets bekymringer. Her i de sidste dage er folk pengekære, egenkærlige og venner af fornøjelser. De er ikke venner af Gud. (2 Timoteus 3:1-4) De fleste er travlt optaget af hverdagens forehavender og ’giver ikke agt’ på den gode nyhed vi bringer ud til dem. De er ganske enkelt ikke interesserede i at lære sandheden fra Bibelen at kende. (Mattæus 24:37-39) En sådan indstilling kan smitte af på os og lulle os åndeligt i søvn. Hvis vi giver os selv lov til at opdyrke kærlighed til materielle ting og livets fornøjelser, vil vores kærlighed til Gud blive kold. — Mattæus 24:12.

Kristne er derfor meget påpasselige med hvem de vælger at komme sammen med. „Den der vandrer med de vise bliver vís, men den der omgås tåber går det dårligt,“ skrev kong Salomon. (Ordsprogene 13:20) Lad os ’vandre’ med dem der afspejler Guds herlighed. Det er noget der giver virkelig stor glæde! Når vi kommer sammen med vore åndelige brødre og søstre ved møderne og på andre tidspunkter, bliver vi opmuntret af deres kærlighed, glæde, tro og visdom. Et sådant opbyggende fællesskab styrker vores beslutning om at holde ud i tjenesten.

10. På hvilke måder har Satan udsat dem der genspejler Guds herlighed, for latterliggørelse?

10 En anden måde hvorpå Satan prøver at hindre kristne i at genspejle Guds herlighed, er ved at gøre brug af latterliggørelse. Den taktik burde vi ikke lade os overrumple af. Jesus blev latterliggjort da han var her på jorden — man hånede ham, lo ad ham, gjorde nar af ham, behandlede ham uforskammet og spyttede endda på ham. (Markus 5:40; Lukas 16:14; 18:32) Også de første kristne kom ud for spot og latterliggørelse. (Apostelgerninger 2:13; 17:32) Og Jehovas tjenere i dag udsættes for en lignende behandling. Ifølge apostelen Peter ville de blive kaldt falske profeter. Hans forudsigelse lød: „I de sidste dage vil der komme folk som angriber med latterliggørelse og som vandrer efter deres egne ønsker og siger: ’Hvor er denne hans lovede nærværelse? . . . Alt [er] jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.’“ (2 Peter 3:3, 4) Guds tjenere bliver hånet som nogle der har mistet jordforbindelsen. Bibelens moralnormer betragtes som gammeldags. I manges øjne er det budskab vi forkynder, tåbelighed. (1 Korinther 1:18, 19) Som kristne udsættes vi måske for latterliggørelse i skolen, på arbejdspladsen og til tider også i familien. Det lader vi os ikke afskrække af, men fortsætter med at genspejle Guds herlighed gennem vores forkyndelse. Ligesom Jesus véd vi at Guds ord er sandhed. — Johannes 17:17.

11. Hvordan har Satan gjort brug af forfølgelse i sit forsøg på at bringe kristne til tavshed?

11 En tredje fremgangsmåde Djævelen benytter sig af i sit forsøg på at få os til at tie stille, er modstand og forfølgelse. Jesus sagde til sine disciple: „Man [vil] overgive jer til trængsel og dræbe jer, og I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn.“ (Mattæus 24:9) Som Jehovas Vidner har vi virkelig været udsat for voldsom forfølgelse mange steder i verden. Vi er klar over at Jehova for længe siden forudsagde at der ville opstå had, eller fjendskab, mellem dem der tjener Gud, og dem der tjener Satan Djævelen. (1 Mosebog 3:15) Vi ved også at vi når vi bevarer vores integritet under prøvelse, aflægger vidnesbyrd om at Jehova med rette er universets suveræne Hersker. Bevidstheden om dét kan give os styrke til at klare selv de mest ekstreme forhold. Hvis vi holder fast ved vores beslutning om at genspejle Guds herlighed, vil ingen forfølgelse kunne bringe os til tavshed for bestandig.

12. Hvorfor har vi grund til at fryde os når vi holder trofast ud trods Satans modstand?

12 Modstår du verdens tillokkelser og forbliver trofast på trods af latterliggørelse og modstand? Så har du grund til at fryde dig. Jesus gav dem der ønskede at følge ham, denne forsikring: „Lykkelige er I når folk skælder jer ud og forfølger jer og løgnagtigt siger alt muligt ondt om jer for min skyld. Fryd jer og spring af glæde, for jeres belønning er stor i himlene; på den måde forfulgte man jo profeterne før jer.“ (Mattæus 5:11, 12) Din udholdenhed vidner om at Jehovas magtfulde hellige ånd er med dig og giver dig kraft til at genspejle hans herlighed. — 2 Korinther 12:9.

Det er Jehova der skænker udholdenhed

13. Hvad er en af hovedårsagerne til at vi holder ud i vores kristne tjeneste?

13 En af hovedårsagerne til at vi holder ud i tjenesten for Jehova, er at vi elsker ham og fryder os over at genspejle hans herlighed. Mennesker er tilbøjelige til at efterligne dem de elsker og respekterer, og der findes ingen som i højere grad er værd at efterligne end Jehova Gud. I sin store kærlighed sendte Jehova sin søn til jorden for at han kunne aflægge vidnesbyrd om sandheden og genløse lydige mennesker. (Johannes 3:16; 18:37) Ligesom Gud ønsker vi at alle slags mennesker skal nå til en sindsændring og blive frelst; det er derfor vi forkynder for dem. (2 Peter 3:9) Dette ønske og beslutningen om at efterligne Gud bevæger os til at blive ved med at genspejle hans herlighed gennem forkyndelsen.

14. Hvordan styrker Jehova os til at holde ud i vores tjeneste?

14 I sidste instans er det dog Jehova der giver os styrken til at holde ud i den kristne tjeneste. Han holder os oppe og styrker os ved hjælp af sin ånd, sin organisation og sit ord, Bibelen. Der siges om Jehova at han „skænker udholdenhed“ til dem der er villige til at genspejle hans herlighed. Han besvarer vore bønner og giver os visdom til at klare prøvelser. (Romerne 15:5; Jakob 1:5) Desuden tillader Jehova ikke at vi bliver udsat for nogen som helst prøvelse som det er umuligt for os at klare. Hvis vi stoler på Jehova, vil han skabe en udvej så vi kan blive ved med at genspejle hans herlighed. — 1 Korinther 10:13.

15. Hvad hjælper os til at holde ud?

15 Vores udholdenhed i tjenesten vidner om at vi har Guds ånd. Det kan illustreres på følgende måde: Forestil dig at en bad dig om at gå fra dør til dør og uddele en bestemt slags brød uden at tage penge for det. Du får at vide at du skal bruge din fritid på det og selv må dække omkostningerne. Desuden bliver du hurtigt klar over at det faktisk kun er meget få der vil have dit brød; nogle modarbejder endda dine bestræbelser på at uddele det. Tror du at du ville blive ved med at udføre dette arbejde måned efter måned, år efter år? Sikkert ikke. Og dog har du måske i årevis, eller endda i årtier, anstrengt dig for at forkynde den gode nyhed i din fritid og for egen regning. Hvorfor? Er det ikke fordi du elsker Jehova, og fordi han med sin ånd velsigner dine bestræbelser og hjælper dig til at holde ud? Jo, ganske afgjort!

Et arbejde der vil blive husket

16. Hvad betyder udholdenhed i vores forkyndelse for os selv og for dem der lytter til os?

16 Den nye pagts tjeneste er noget dyrebart. (2 Korinther 4:7) På samme måde er den kristne forkyndelse der udføres af de andre får jorden over, noget meget værdifuldt. Når du holder ud i din tjeneste, kan du, som Paulus skrev til Timoteus, „frelse både dig selv og dem der hører på dig“. (1 Timoteus 4:16) Tænk over hvad det betyder. Den gode nyhed du forkynder, giver andre mulighed for at opnå evigt liv. Du kan knytte et stærkt venskab med dem du hjælper åndeligt. Forestil dig hvilken glæde det vil blive at leve evigt i Paradiset sammen med dem du har hjulpet til at lære Gud at kende! De vil aldrig nogen sinde glemme dine bestræbelser for at hjælpe dem. Vil det ikke være en stor tilfredsstillelse?

17. Hvad gør den tid vi lever på, til en ganske særlig tid i historien?

17 Du lever på en ganske særlig tid i historien. Aldrig igen vil den gode nyhed blive forkyndt midt i en verden der har taget afstand fra Gud. Noa levede i en sådan verden, og han så den forsvinde. Hvor må han have frydet sig over at vide at han trofast udførte Guds vilje ved at bygge en ark, et arbejde som førte til at han selv og hans familie blev bevaret i live. (Hebræerne 11:7) Du kan også få en sådan glæde. Tænk over hvordan du vil have det når du i den nye verden ser tilbage på det du udrettede i forkyndelsen i disse sidste dage, og véd at du gjorde hvad du kunne for at fremme Rigets interesser.

18. Hvilken opmuntrende forsikring giver Jehova sine tjenere?

18 Lad os da blive ved med at genspejle Guds herlighed. Vore bestræbelser for at gøre det vil være noget vi vil huske i al evighed. Også Jehova husker vores arbejde. Bibelen giver os denne opmuntring: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn, idet I har ydet de hellige hjælpetjeneste og fortsat yder dem hjælpetjeneste. Men vi ønsker brændende at enhver af jer viser den samme flid, så I til det sidste har fuld forvisning i håbet, for at I ikke skal blive sløve, men efterligne dem som gennem tro og tålmodighed arver løfterne.“ — Hebræerne 6:10-12.

Kan du forklare følgende?

• Hvordan genspejler kristne Guds herlighed?

• Hvilke taktikker bruger Satan i sit forsøg på at bringe Guds folk til tavshed?

• Hvilket vidnesbyrd er der om at vi har Guds ånd?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 15]

Moses’ ansigt genspejlede Jehovas herlighed

[Illustrationer på side 16, 17]

Vi genspejler Guds herlighed i vores forkyndelse