Livsberetning

Udholdenhed som en Kristi soldat

FORTALT AF YURII KAPTOLA

„Nu er jeg overbevist om at du virkelig har tro!“ Ordene kom fra en uventet kant — en officer i den sovjetiske hær — og de styrkede mig da jeg mest trængte til det. Jeg havde udsigt til en lang fængselsstraf og havde bønfaldt Jehova om at holde mig oppe. Forude lå en lang kamp der krævede udholdenhed og beslutsomhed.

JEG er født den 19. oktober 1962 og voksede op i den vestlige del af Ukraine. Min far, som også hedder Yurii, kom samme år i kontakt med Jehovas Vidner, og inden længe var han den første der tilbad Jehova i vores landsby. Myndighederne var imod Jehovas Vidner, og min fars virksomhed gik ikke ubemærket hen.

Men de fleste af vores naboer respekterede mine forældre på grund af deres kristne egenskaber og den omsorg de viste andre. Lige fra vi var små, brugte mine forældre enhver lejlighed til at hjælpe mig og mine tre søstre med at opdyrke kærlighed til Gud, og det hjalp mig til at klare de mange vanskeligheder jeg kom ud for i skolen. En af dem opstod da eleverne fik besked om at bære et emblem der viste at de tilhørte Lenins Oktoberbørn. På grund af min kristne neutralitet tog jeg ikke et emblem på og skilte mig derfor ud fra de andre. — Johannes 6:15; 17:16.

Senere, mens jeg gik i tredje klasse, forlangte man at alle elever meldte sig ind i en kommunistisk ungdomsorganisation kaldet Pionerorganisationen. En dag blev  vores klasse ført ud i skolegården til en optagelsesceremoni. Jeg frygtede det og forventede at blive drillet og skældt ud. Alle undtagen mig havde taget et nyt rødt pionertørklæde med hjemmefra, og eleverne stod i en lang række foran skoleinspektøren, lærerne og elever fra de større klasser. Da de ældre skoleelever blev bedt om at binde tørklæderne om vores hals, sænkede jeg mit hoved og kiggede ned, i håb om at ingen ville lægge mærke til mig.

Sendt til fjerntliggende fængsler

Da jeg var 18, blev jeg som følge af min kristne neutralitet idømt tre års fængsel. (Esajas 2:4) Det første år afsonede jeg i byen Trudovoje i Vinnitskaja-distriktet i Ukraine. Mens jeg var der, mødte jeg omkring 30 andre Jehovas Vidner. Vi blev sendt af sted to og to til forskellige arbejdsafdelinger, for myndighederne ville forhindre at vi havde kontakt med hinanden.

I august 1982 blev Eduard, der også var et af Jehovas Vidner, sammen med mig og en gruppe andre fanger sendt til den nordlige del af Uralbjergene med en togvogn der var beregnet til fangetransport. I otte dage måtte vi udholde ekstrem varme og trange forhold indtil vi nåede Solikamsk-fængselet i Permskaja-distriktet. Her blev Eduard og jeg sat i to forskellige celler. To uger senere blev jeg sendt længere nordpå, til byen Vels i Krasnovisjerskij-området.

Vi kørte dertil og ankom midt om natten da det var bælgmørkt. Men en officer beordrede alligevel hele gruppen til at krydse floden i båd. Vi kunne hverken se floden eller båden! Vi famlede os frem og faldt til sidst over en båd, og skønt vi var bange, lykkedes det os at komme over floden. Da vi var nået til den modsatte side, gik vi hen mod et lys der kom fra en nærliggende bakke; her fandt vi nogle telte. De skulle være vores nye hjem. Jeg boede i et forholdsvis stort telt med omkring 30 andre fanger. I løbet af vinteren måtte vi udholde temperaturer der nåede helt ned på minus 40 grader, og teltet ydede ikke meget beskyttelse. Fangernes primære arbejde var at fælde træer, men jeg blev sat til at hjælpe med at bygge hytter til fangerne.

Jeg får åndelig føde

Jeg var det eneste Jehovas vidne i lejren, men Jehova svigtede mig aldrig. En dag kom der en pakke fra min mor, som stadig boede i det vestlige Ukraine. Da en af vagterne åbnede den, så han med det samme en lille bibel. Han tog den op og begyndte at blade i den. Jeg brød min hjerne med hvad jeg skulle sige for at forhindre at den åndelige skat blev konfiskeret. „Hvad er det?“ spurgte han brysk. Inden jeg nåede at svare, sagde en politiassistent der stod i nærheden: „Nåh det, det er en ordbog.“ Jeg sagde ikke noget. (Prædikeren 3:7) Politiassistenten undersøgte resten af pakken, hvorefter han gav mig den, sammen med den dyrebare bibel. Jeg blev så glad at jeg tilbød ham nogle nødder fra pakken. Da jeg fik denne forsendelse, vidste jeg at Jehova ikke havde glemt mig. Han viste mig kærlighed og sørgede for at mine åndelige behov blev dækket. — Hebræerne 13:5.

Jeg fortsætter med at forkynde

Til min overraskelse modtog jeg efter kun få måneder et brev fra en broder som sad i fængsel omkring 400 kilometer fra hvor jeg var. Han bad mig om at lede efter en mand som havde vist interesse, og som nu muligvis befandt sig i samme lejr som mig. Det var uklogt af ham at skrive dette i et almindeligt brev, for alle breve blev censureret. Som ventet kaldte en af lejrlederne mig ind til sit kontor og advarede  mig strengt imod at forkynde. Derefter beordrede han mig til at underskrive et dokument hvori der stod at jeg ville holde op med at tale med andre om min tro. Jeg svarede at jeg ikke kunne forstå hvorfor jeg skulle underskrive en sådan erklæring eftersom alle i forvejen vidste at jeg var et af Jehovas Vidner. Jeg nævnte at andre fanger gerne ville vide hvorfor jeg var i fængsel. Hvad skulle jeg sige til dem? (Apostelgerninger 4:20) Lejrlederen indså at han ikke kunne afskrække mig, så han besluttede i stedet at komme af med mig. Jeg blev sendt til en anden lejr.

Jeg blev overført til landsbyen Vaja, der lå 200 kilometer væk. Her respekterede de tilsynsførende mit kristne standpunkt, og de gav mig arbejde som ikke havde noget med militæret at gøre — først som tømrer og senere som elektriker. Men der var også udfordringer i forbindelse med disse job. Ved en lejlighed fik jeg besked om at tage mit værktøj med hen til landsbyens forsamlingshus hvor nogle soldater tog imod mig. De blev glade for at se mig, for de havde problemer med at få lysene der udsmykkede nogle militære symboler, til at virke ordentligt. De ville gerne have mig til at hjælpe dem med det, for de var ved at gøre klar til den årlige fejring af Den Røde Hærs dag. Efter at have bedt og overvejet hvad jeg skulle gøre, fortalte jeg dem at jeg ikke kunne udføre den slags arbejde. Jeg gav dem mit værktøj og forlod stedet. Soldaterne indberettede mig til vicedirektøren. Han lyttede til anklagerne mod mig, og til min store overraskelse sagde han så: „Det respekterer jeg ham for. Han er en principfast mand.“

En uventet opmuntring

Den 8. juni 1984, efter nøjagtig tre års fængsel, blev jeg løsladt. Da jeg kom tilbage til Ukraine, måtte jeg lade mig registrere hos militsen som forhenværende fange. Her fortalte man mig at jeg om seks måneder igen ville komme for en domstol, og at jeg ville gøre klogt i helt at forlade området. Derfor forlod jeg Ukraine og fandt arbejde i Letland. For en tid mødtes jeg med en lille gruppe Vidner som boede i og omkring hovedstaden, Riga, og jeg forkyndte også sammen med dem. Men efter kun et år blev jeg igen indkaldt til militærtjeneste. På hvervningskontoret fortalte jeg officeren at jeg tidligere havde afvist at gøre militærtjeneste. Til det skreg han: „Ved du egentligt hvad det er du gør? Lad os se hvordan du vil forklare det over for oberstløjtnanten!“

Officeren tog mig med til et værelse på første sal hvor oberstløjtnanten sad bag et langt bord. Oberstløjtnanten lyttede opmærksomt mens jeg forklarede min situation, hvorefter han fortalte mig at jeg stadig havde tid til at ombestemme mig inden jeg skulle møde hvervningskomiteen. Idet vi forlod oberstløjtnantens kontor, udbrød officeren som lige havde skældt mig ud: „Nu er jeg overbevist om at du virkelig har tro!“  Foran militærkomiteen forklarede jeg igen mit neutrale standpunkt, og indtil videre lod de mig gå.

På det tidspunkt boede jeg på et herberg, og en aften hørte jeg en svag banken på døren. Jeg lukkede op, og udenfor stod en mand i jakkesæt og med en mappe. Han præsenterede sig og sagde: „Jeg er fra statssikkerhedstjenesten. Jeg ved at du har nogle vanskeligheder, og at du står over for at skulle stilles for retten.“ „Ja, det er korrekt,“ svarede jeg. Han fortsatte: „Hvis du samarbejder med os, kan vi hjælpe dig.“ „Nej, det kan jeg ikke gøre,“ sagde jeg. „Jeg ønsker at forblive loyal over for min kristne tro.“ Han gik uden yderligere forsøg på at overtale mig.

Fængsling og forkyndelse

Den 26. august 1986 idømte Rigas landsret mig fire års tvangsarbejde, og jeg blev ført til Riga Centralfængsel. Her blev jeg sat i en stor fængselscelle med 40 andre fanger, og jeg forsøgte at forkynde for hver af dem. Nogle sagde at de troede på Gud; andre lo bare. Jeg havde lagt mærke til at mændene var samlet i forskellige grupper, og da der var gået to uger, sagde lederne for disse grupper til mig at jeg ikke måtte forkynde fordi jeg ikke fulgte deres uskrevne regler. Jeg forklarede at det netop var derfor jeg sad i fængsel — jeg levede efter andre regler.

Diskret fortsatte jeg med at forkynde for dem der måtte være interesserede i åndelige emner, og jeg fik lejlighed til at studere med fire forskellige. I løbet af de samtaler vi havde, noterede de grundlærdommene fra Bibelen ned i en notesbog. Nogle måneder senere blev jeg sendt til en stærkt bevogtet lejr i Valmiera, hvor jeg arbejdede som elektriker. Mens jeg var der, studerede jeg med en anden elektriker som fire år senere blev et af Jehovas Vidner.

Den 24. marts 1988 blev jeg flyttet fra denne stærkt bevogtede lejr til en mere åben lejr i nærheden. Det var en stor velsignelse, for det betød at jeg fik mere frihed. Jeg blev tildelt arbejde på forskellige byggepladser, og jeg søgte altid efter muligheder for at forkynde. Ofte var jeg væk fra lejren fordi jeg forkyndte til sent om aftenen, men der var aldrig nogen vanskeligheder når jeg vendte tilbage.

Jehova velsignede mine anstrengelser. Der var flere Jehovas Vidner i området, men i selve byen boede der kun én, Vilma Krūmina, en ældre søster. Søster Krūmina og jeg påbegyndte mange bibelstudier med unge mennesker. Nogle gange kom der brødre og søstre fra Riga og tog del i tjenesten, og der kom endog nogle pionerer fra Leningrad (nu Sankt Petersborg). Med Jehovas hjælp oprettede vi mange bibelstudier. Inden længe meldte jeg mig som pioner og brugte 90 timer i forkyndelsen hver måned.

Den 7. april 1990 blev min sag på ny prøvet ved folkedomstolen i Valmiera. Ved høringen kunne jeg genkende anklageren. Det var en ung mand som jeg før havde talt med om Bibelen. Han genkendte også mig og smilede, men han sagde ikke noget. Jeg husker stadig hvad dommeren sagde til mig den dag: „Yurii, afgørelsen om at sætte dig i fængsel for fire år siden var ulovlig. De burde ikke have dømt dig.“ Jeg var nu pludselig en fri mand!

En Kristi soldat

I juni 1990 måtte jeg endnu en gang lade mig registrere på hvervningskontoret for at få opholdstilladelse i Riga. Jeg kom ind på det samme kontor med det samme lange bord hvor jeg fire år forinden havde fortalt oberstløjtnanten at jeg ikke ville tjene i militæret. Denne gang rejste han sig op for at  hilse på mig. Han gav mig hånden og sagde: „Det er en skam at du har måttet udholde alt dette. Jeg er ked af det der er sket.“

Jeg svarede: „Jeg er en Kristi soldat, og jeg må fuldføre min opgave. Ved hjælp af Bibelen kan De også opnå det som Kristus lovede sine disciple — et lykkeligt liv og en evig fremtid.“ (2 Timoteus 2:3, 4) Obersten sagde: „For ikke så længe siden købte jeg en bibel, og jeg er i gang med at læse den.“ Jeg havde taget bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden med mig. * Jeg slog op på det kapitel der taler om tegnet på de sidste dage, og viste ham hvordan Bibelens profetier har med vores tid at gøre. Han var meget taknemmelig, rakte mig igen hånden og ønskede mig alt godt i mit arbejde.

Markerne var nu hvide til høst i Letland. (Johannes 4:35) I 1991 begyndte jeg at tjene som menighedsældste. Der var kun to udnævnte ældste i hele landet! Et år senere blev Letlands eneste menighed delt i to — en lettisk- og en russisksproget. Jeg fik den forret at tjene i den russiske menighed. Menigheden voksede så hurtigt at den allerede det følgende år måtte deles i tre! Når jeg ser tilbage, er det tydeligt for mig at det var Jehova selv der ledede sine får til organisationen.

I 1998 blev jeg udnævnt som specialpioner i Jelgava, en by der ligger 40 kilometer sydvest for Riga. Samme år blev jeg som en af de første fra Letland inviteret til at overvære Skolen for Udnævnte Tjenere på russisk, i Solnetjnoje, der ligger i nærheden af Sankt Petersborg. På skolen lærte jeg hvor vigtigt det er at holde af mennesker for at kunne udrette noget i tjenesten. Men det der gjorde størst indtryk på mig, mere end det vi lærte på skolen, var den kærlighed og omsorg som både betelfamilien og skolens lærere viste os.

En anden milepæl i mit liv var da jeg i 2001 giftede mig med en dejlig søster, Karina. Hun sluttede sig til mig i den særlige heltidstjeneste, og jeg føler mig hver dag opmuntret over at se hvor glad hun er når hun har været ude i tjenesten. Det er virkelig en stor glæde at kunne tjene Jehova. De barske oplevelser jeg havde under det kommunistiske styre, lærte mig at stole helt på ham. Intet offer er for stort når man ønsker at bevare sit venskab med Jehova og fortsat støtte hans suverænitet. Det at hjælpe andre til at lære ham at kende, har givet mit liv mening. Jeg betragter det som en stor ære at kunne tjene Jehova som „en god Kristi Jesu soldat“. — 2 Timoteus 2:3.

[Fodnote]

[Illustration på side 10]

Jeg blev idømt fire års tvangsarbejde og blev indsat i Riga Centralfængsel

[Illustration på side 12]

Sammen med Karina i tjenesten