Hvem var Pontius Pilatus?

„DEN hånlige, skeptiske Pilatus er en historisk skikkelse der pirrer vores fantasi. For nogle er han en helgen, for andre indbegrebet af menneskelig svaghed, prototypen på en politiker der er villig til at ofre én mand for at bevare stabiliteten.“ — Pontius Pilate af Ann Wroe.

Uanset om du deler et af disse synspunkter eller ej, er Pontius Pilatus gået over i historien på grund af den måde han behandlede Jesus Kristus på. Hvem var Pilatus? Hvad ved man om ham? Et bedre kendskab til hans stilling vil øge vores forståelse af de vigtigste begivenheder der nogen sinde har fundet sted på jorden.

Stilling, pligter og magtbeføjelser

Den romerske kejser Tiberius udnævnte Pilatus til landshøvding over provinsen Judæa i år 26 e.v.t. Sådanne præfekter var mænd af den såkaldte ridderstand — lavadelen, i modsætning til aristokrater med senatorstatus. Pilatus gik sandsynligvis ind i hæren som militærtribun, eller officer. Han steg i graderne i løbet af flere tjenesteperioder og blev udnævnt til landshøvding inden han var fyldt 30.

Pilatus’ uniform har sikkert bestået af en lædertunika og et brystharnisk af metal. Hans officielle klædning var en hvid toga med en lilla bort. Han har haft kort hår og været glatbarberet. Nogle mener at han kom fra Spanien, men hans navn antyder at han tilhørte Pontii-familien, samnitiske adelsmænd fra Syditalien.

Præfekter af Pilatus’ rang blev sædvanligvis sendt til uciviliserede områder. Romerne regnede Judæa for at være et sådant område. Ud over at opretholde lov og orden førte Pilatus tilsyn med opkrævningen af indirekte skatter og kopskat. Rutinesager blev behandlet af de jødiske domstole, men sager hvor der kunne idømmes dødsstraf, blev sandsynligvis indbragt for landshøvdingen, som var den højeste retsinstans.

Pilatus og hans hustru boede sammen med en lille stab af skrivere, riddere og budbringere i havnebyen Cæsarea. Pilatus havde kommandoen over fem kohorter fodfolk der hver bestod af 500 til 1000 mand samt et kavaleriregiment der sandsynligvis bestod af 500 mand. Hans soldater pælfæstede rutinemæssigt forbrydere. I fredstid foregik henrettelserne efter summariske rettergange, men under en opstand blev oprørerne dræbt på stedet og i massevis. For eksempel pælfæstede romerne 6000 slaver i et forsøg på at standse det oprør Spartacus stod i spidsen for. Hvis der var problemer under opsejling i Judæa, kunne landshøvdingen normalt hente hjælp hos den kejserlige legat i Syrien, som havde befalingen over flere legioner. I en stor del af Pilatus’ embedstid  var legaten imidlertid fraværende, og Pilatus måtte hurtigt slå optøjer ned.

Landshøvdinger kommunikerede regelmæssigt med kejseren. Sager der berørte kejserens værdighed eller havde at gøre med trusler mod romersk myndighed, skulle rapporteres til kejseren og resulterede i kejserlige befalinger. Det var sikkert meget magtpåliggende for landshøvdingen at give kejseren sin egen version af hvad der var sket i hans provins, inden nogen kunne nå at klage. Med de ulmende problemer i Judæa havde Pilatus al grund til at nære sådanne bekymringer.

Ud over evangelieberetningerne er historikerne Flavius Josefus og Filon de vigtigste kilder til oplysninger om Pilatus. Den romerske historiker Tacitus fortæller også at Pilatus henrettede Kristus, som de kristne tog deres navn efter.

Pilatus provokerer jøderne

Josefus fortæller at romerske landshøvdinger tog hensyn til jødernes modvilje mod brugen af billeder og derfor undgik at bringe felttegn med billeder af kejseren ind i Jerusalem. Fordi Pilatus ikke holdt sig tilbage fra at gøre dette, tog krænkede jøder i hast til Cæsarea for at klage. I fem dage gjorde Pilatus intet. Den sjette dag beordrede han sine soldater til at omringe de protesterende jøder og true med at henrette dem hvis ikke de spredtes. Da jøderne sagde at de hellere ville dø end se deres lov blive overtrådt, bøjede Pilatus af og gav ordre til at billederne skulle fjernes.

Pilatus var i stand til at gøre brug af magt. I et tilfælde som Josefus beretter om, begyndte Pilatus i sin egenskab af præfekt at arbejde på en akvædukt der skulle føre vand til Jerusalem, og han anvendte penge fra tempelkassen til at finansiere projektet. Pilatus tog ikke uden videre pengene, for han vidste at plyndring af templet var en helligbrøde som ville få vrede jøder til at anmode Tiberius om at afsætte ham. Det ser altså ud til at Pilatus har samarbejdet med de ansvarlige ved templet. Indviede midler, kaldet „korban“, kunne lovligt bruges til offentlige arbejder som skulle gavne byen. Men tusinder af jøder samledes for at give udtryk for deres harme.

Pilatus lod nogle af sine tropper blande sig med folkemængden og gav dem ordre til ikke at bruge sværd, men knipler. Han ønskede øjensynlig at få styr på hoben uden at forårsage et blodbad. Det ser ud til at have haft den ønskede virkning, skønt nogle døde. Måske var det denne begivenhed nogle henviste til da de fortalte Jesus at Pilatus havde blandet galilæeres blod med deres slagtofre. — Lukas 13:1.

„Hvad er sandhed?“

Det der gør Pilatus berygtet, er hans undersøgelse af de anklager jødernes øverste præster og de ældste rettede mod Jesus da de beskyldte ham for at kalde sig konge. Da Pilatus hørte at Jesu opgave var at vidne om sandheden, indså han at fangen ikke udgjorde nogen trussel mod Rom. „Hvad er sandhed?“ spurgte han og mente åbenbart at sandhed var så udefinerligt et begreb at det ikke fortjente meget opmærksomhed. Hvilken konklusion nåede han frem til? „Jeg finder ingen skyld hos dette menneske.“ — Johannes 18:37, 38; Lukas 23:4.

Her burde retssagen mod Jesus have været endt, men jøderne fastholdt at han forledte  nationen til oprør. Det var misundelse der havde fået de øverste præster til at udlevere Jesus, og det vidste Pilatus. Han vidste også at det kunne skabe problemer hvis han frigav Jesus, og det ønskede han at undgå. Der havde allerede været nok af den slags, for Barabbas og andre var fængslet for oprør og mord. (Markus 15:7, 10; Lukas 23:2) Desuden havde tidligere stridigheder med jøderne plettet Pilatus’ omdømme hos Tiberius, som var kendt for at gribe strengt ind over for dårlige landshøvdinger. Det ville imidlertid være et tegn på svaghed at give efter for jøderne. Altså befandt Pilatus sig i et dilemma.

Efter at Pilatus havde hørt hvor Jesus var fra, prøvede han at overgive sagen til Herodes Agrippa, landsdelsherskeren over Galilæa. Da det mislykkedes, forsøgte Pilatus at få dem der havde forsamlet sig uden for hans palads, til at bede om at få Jesus givet fri i overensstemmelse med den skik at man frigav en fange ved påskehøjtiden. Men folkemængden krævede højlydt at få Barabbas givet fri. — Lukas 23:5-19.

Pilatus’ intention var måske at gøre det rigtige, men han ønskede også at redde sig selv og at behage folkemængden. Til slut valgte han at sætte sin karriere højere end sin samvittighed og retfærdighedens krav. Han bad om vand, vaskede sine hænder og erklærede at han var uskyldig i den henrettelse han nu gav sin officielle godkendelse af. * Skønt Pilatus troede at Jesus var uskyldig, lod han ham piske, og han tillod soldaterne at håne ham, slå ham og spytte på ham. — Mattæus 27:24-31.

Pilatus gjorde et sidste forsøg på at frigive Jesus, men folkemængden råbte at hvis han gjorde det, var han ikke kejserens ven. (Johannes 19:12) Så gav Pilatus efter. En forsker har sagt følgende om Pilatus’ afgørelse: „Løsningen var enkel: Henret manden. Det eneste der ville gå tabt, var en tilsyneladende ubetydelig jødes liv; det ville være tåbeligt at lade problemer udvikle sig på grund af ham.“

Hvad skete der med Pilatus?

Den sidste hændelse historien beretter om fra Pilatus’ karriere, var en anden konflikt. Josefus beretter at en stor mængde bevæbnede samaritanere samledes på Garizims Bjerg i håb om at afdække nogle skatte som Moses skulle have skjult der. Pilatus greb ind, og hans tropper dræbte mange i folkemængden. Samaritanerne klagede til Pilatus’ overordnede, Lucius Vitellius, der var landshøvding over Syrien. Om Vitellius mente at Pilatus var gået for vidt, siges der ikke noget om. Under alle omstændigheder beordrede han Pilatus til Rom for at give møde for kejseren og forsvare sine handlinger. Men inden han ankom, døde Tiberius.

„På dette tidspunkt,“ siger en kilde, „forsvinder Pilatus ud af historien og over i legenden.“ Men mange har prøvet at udfylde hullerne. Det er blevet hævdet at Pilatus blev kristen. Etiopiske „kristne“ gjorde ham til en „helgen“. Historikeren Eusebios, der levede i slutningen af det tredje og begyndelsen af det fjerde århundrede, blev den første af mange der sagde at Pilatus begik selvmord, ligesom Judas Iskariot. Men hvad der egentlig skete med Pilatus, kan man kun gisne om.

Pilatus kunne være stivsindet, respektløs og hårdhændet. Men han forblev i sit embede i ti år, hvorimod de fleste andre præfekter i Judæa havde langt kortere embedsperioder. Fra et romersk synspunkt var Pilatus altså kompetent. Han er blevet kaldt en kujon der forkasteligt valgte at beskytte sig selv ved at lade Jesus tortere og dræbe. Andre argumenterer for at Pilatus’ opgave ikke så meget var at værne om retfærdigheden som det var at fremme freden og de romerske interesser.

Pilatus’ tid var meget anderledes end vores. Men ingen dommer kunne med rette fælde dom over en mand han vurderede var uskyldig. Havde det ikke været for Pontius Pilatus’ møde med Jesus, ville han måske blot have været endnu et navn i historiebøgerne.

[Fodnote]

[Illustration på side 11]

Denne inskription der identificerer Pontius Pilatus som præfekt over Judæa, er blevet fundet i Cæsarea