Livsberetning

Mine forældres eksempel gav mig styrke

FORTALT AF JANEZ REKELJ

Året var 1958. Min hustru, Stanka, og jeg befandt os højt oppe i bjergkæden Karavankerne, som vi forsøgte at krydse for at flygte fra det daværende Jugoslavien til Østrig. Det var meget farligt eftersom bevæbnede jugoslaviske grænsepatruljer gjorde alt for at hindre nogen i at krydse grænsen. Vi gik indtil vi stod ved en stejl skrænt og stirrede ned i dybet. Stanka og jeg kendte intet til den østrigske side af bjergene. Vi fortsatte mod øst indtil vi kom til en skråning med sten og grus. Her bandt vi os fast til en presenning som vi havde med, og kurede ned ad bjergsiden mod en usikker fremtid.

LAD mig fortælle hvad der førte til at vi befandt os i denne situation, og om hvordan mine forældres eksempel i trofasthed motiverede mig til at forblive loyal mod Jehova i vanskelige tider.

Jeg er opvokset i Slovenien, der i dag er et lille centraleuropæisk land. Det ligger i Alperne, med Østrig mod nord, Italien mod vest, Kroatien mod syd og Ungarn mod øst. Da mine forældre, Franc og Rozalija Rekelj, blev født, var Slovenien dog en del af Det Østrig-ungarske Rige. Ved slutningen af den første verdenskrig blev Slovenien en del af en ny stat under navnet Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere. I 1929 blev landets navn ændret til Jugoslavien, ordret „Syd-slavien“. Jeg blev født den 9. januar samme år i udkanten af landsbyen Podhom, nær den maleriske Bledsø.

 Mor var opdraget strengt katolsk. En af hendes farbrødre var præst, og tre af hendes fastre var nonner. Mor havde et brændende ønske om at eje en bibel og at læse og forstå den. Far havde imidlertid et kritisk syn på religion. Han følte sig frastødt af det medansvar religionen havde i Den Store Krig i 1914-18.

Lærer sandheden at kende

Et stykke tid efter krigens slutning blev min mors fætter, Janez Brajec, og hans hustru, Ančka, bibelstudenter, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. På det tidspunkt boede de i Østrig. Fra omkring 1936 og fremefter kom Ančka flere gange og besøgte mor. Hun sørgede for at mor fik en bibel, som hun hurtigt læste, samt eksemplarer af Vagttårnet og andre bibelske publikationer på slovensk. Da Hitler i 1938 annekterede Østrig, flyttede Janez og Ančka tilbage til Slovenien. Jeg husker dem som nogle der var meget velorienterede og klarttænkende og havde stor kærlighed til Jehova. Deres bibelske samtaler med mor førte i 1938 til at hun indviede sig til Jehova og blev døbt.

Det skabte røre i området at mor holdt op med at deltage i ubibelske skikke, såsom at fejre jul, og at hun ikke længere ville spise blodpølse. Da hun tog alle de helgenbilleder vi ejede, og brændte dem, lod modstanden ikke vente på sig. Mors fastre, nonnerne, forsøgte gennem breve at overtale hende til at vende tilbage til Jomfru Maria og kirken. Men da mor skrev tilbage og stillede dem konkrete bibelske spørgsmål, fik hun ingen svar. Min morfar modstod hende også kraftigt. Han var ikke noget ondt menneske, men lå under for et stort pres fra slægtninge og fra samfundets side. Derfor ødelagde han flere gange mors bibelske publikationer, men han rørte aldrig hendes bibel. Han faldt på knæ og tryglede hende om at vende tilbage til kirken. Han gik endog så vidt som til at true hende med en kniv. Min far lod ham da i utvetydige vendinger forstå at en sådan opførsel ikke kunne tolereres.

Far blev ved med at støtte mor i hendes ret til at læse Bibelen og selv at bestemme hvad hun ville tro. I 1946 blev også han døbt. Det at se hvordan Jehova styrkede min mor til frygtløst at stå op for sandheden trods modstand, og hvordan han belønnede hende for hendes trofasthed, tilskyndede mig til at uddybe mit eget forhold til Gud. Det kom mig også til  gavn at mor plejede at læse højt for mig fra Bibelen og de bibelske publikationer.

Mor havde også lange drøftelser med sin søster, Marija Repe, og i midten af juli 1942 blev både moster Marija og jeg døbt. En broder kom og holdt et kort foredrag hvorefter dåben fandt sted i et stort trækar i vores hjem.

Tvangsarbejde under Anden Verdenskrig

I 1942, midt under Anden Verdenskrig, blev Slovenien invaderet af Tyskland og Italien, og landet blev delt mellem de to lande og Ungarn. Mine forældre nægtede at tilslutte sig Volksbund, en nazistisk landsforening, og jeg ville ikke sige „Heil Hitler“ i skolen. Min lærer underrettede åbenbart myndighederne om situationen.

Vi blev sat på et tog og transporteret til en borg der fungerede som arbejdslejr, nær landsbyen Hüttenbach i Bayern. Far sørgede for at jeg kom til at arbejde og bo sammen med den lokale bager og hans familie. Jeg kom i lære som bager, og det fik jeg senere stor gavn af. Siden blev resten af min familie (deriblandt moster Marija og hendes familie) overflyttet til lejren i Gunzenhausen.

Ved krigens slutning var jeg ved at slå følge med nogle der skulle dertil hvor mine forældre var. Aftenen før jeg skulle af sted, ankom far. Det er ikke godt at vide hvor jeg var endt hvis jeg havde holdt mig til denne gruppe personer med en tvivlsom karakter. Endnu en gang følte jeg Jehovas kærlige omsorg i form af mine forældres beskyttelse og oplæring. Far og jeg gik i tre dage for at mødes med familien. I juni 1945 var vi alle hjemme igen.

Efter krigen kom kommunistpartiet under ledelse af præsident Josip Broz Tito til magten i Jugoslavien. Det gjorde ikke forholdene mindre vanskelige for Jehovas Vidner.

I 1948 fik vi besøg af en broder fra Østrig som spiste hos os. Politiet fulgte ham overalt hvor han tog hen, og arresterede de brødre han besøgte. Far blev også arresteret og kom to år i fængsel fordi han viste ham gæstfrihed, og fordi han ikke meldte ham til politiet. Det var en vanskelig tid for mor, ikke kun fordi far var i fængsel, men også fordi hun vidste at min yngre bror og jeg snart skulle stå op for vores kristne neutralitet.

I fængsel i Makedonien

I november 1949 blev jeg indkaldt til militæret. Jeg gik ned for at melde mig og for at forklare at jeg af samvittighedsgrunde ikke kunne gøre tjeneste. Myndighederne lyttede slet ikke til mig, men satte mig på et tog med rekrutter der skulle til Makedonien, i den anden ende af Jugoslavien.

I tre år var jeg afskåret fra min familie og brodersamfundet og havde hverken en bibel eller bibelske publikationer. Det var meget svært. Jeg holdt mig åndeligt oppe ved at tænke på Jehova og på Jesu Kristi eksempel. Mine forældres eksempel var også en styrke for mig. Desuden bad jeg hele tiden om styrke og undgik således at miste håbet.

Senere blev jeg overflyttet til et fængsel i Idrizovo, i nærheden af Skopje. I dette fængsel arbejdede fangerne med forskellige opgaver og håndværk. I begyndelsen gjorde jeg rent og fungerede som piccolo på kontorerne.  Jeg blev ofte chikaneret af en fange som tidligere havde været i det hemmelige politi, men ellers havde jeg et godt forhold til alle andre — vagter, indsatte, ja, selv lederen af fabrikken i fængselet.

Senere blev jeg klar over at der var behov for en bager i fængselets bageri. Ved navneopråbet nogle få dage efter kom lederen. Han gik hen langs rækken, stoppede foran mig og spurgte: „Er du bager?“ „Ja, det er jeg,“ svarede jeg. „Meld dig i bageriet i morgen,“ var hans svar. Den fange som havde chikaneret mig, kom tit forbi bageriet, men dér kunne han ikke gøre mig noget. Jeg arbejdede i bageriet fra februar til juli i 1950.

Jeg blev herefter overført til kasernen Volkoderi, i det sydlige Makedonien, nær Prespasøen. Fra den nærliggende by Oteševo kunne jeg sende breve til dem derhjemme. Jeg var i et sjak der lavede veje, men størstedelen af tiden arbejdede jeg i bageriet, og det gjorde det hele nemmere for mig. Jeg blev løsladt i november 1952.

Der var blevet dannet en menighed i Podhom-området i den tid jeg havde været væk. I begyndelsen mødtes menigheden i et pensionat i Spodnje Gorje. Senere indrettede far et værelse i vores hus som mødesal. Jeg var glad for at kunne slutte mig til menigheden da jeg kom hjem fra Makedonien. Jeg fornyede desuden mit bekendtskab med Stanka, som jeg havde mødt inden jeg kom i fængsel. Den 24. april 1954 blev vi gift. Min frihed skulle dog kun vare kort.

I fængsel i Maribor

I september 1954 blev jeg indkaldt igen. Denne gang skulle jeg mere end tre og et halvt år i fængsel i Maribor, som ligger i det østlige Slovenien. Jeg sørgede for hurtigst muligt at købe noget papir og nogle blyanter. Så begyndte jeg at notere alt det ned jeg kunne huske — skriftsteder, citater fra Vagttårnet og tanker fra andre kristne publikationer. Jeg læste mine notater og tilføjede mere efterhånden som jeg kom i tanker om noget. Til sidst var bogen fuld, og den hjalp mig til at samle mine tanker om sandheden og forblive åndeligt stærk. Bøn og meditation var også af uvurderlig betydning for min åndelige styrke, og derigennem fik jeg mere mod til at drøfte sandheden med andre.

I denne tid havde jeg lov til at modtage ét brev og få et kvarters besøg om måneden. Stanka rejste hele natten med tog for at kunne aflægge mig besøg i fængselet tidligt på dagen og nå tilbage samme dag. Hendes besøg var meget opmuntrende for mig. Så udtænkte jeg en plan for at få en bibel. Stanka og jeg sad over for hinanden ved et bord mens en vagt holdt øje med os. Da vagten så et andet sted hen, lagde jeg et brev ned i hendes håndtaske hvori jeg bad hende om at tage en bibel med i tasken næste gang hun kom.

Stanka og mine forældre mente at det var for farligt, så de delte et eksemplar af De Kristne Græske Skrifter op i flere sektioner og bagte siderne ind i nogle boller. På denne måde fik jeg den bibel jeg ønskede mig. På samme måde fik jeg også eksemplarer af Vagttårnet, som Stanka havde afskrevet i hånden. Jeg lavede straks min egen håndskrevne kopi og ødelagde originalen så ingen der eventuelt  fandt artiklerne, kunne vide hvor jeg havde dem fra.

Nogle medfanger mente at min ihærdige forkyndelse helt sikkert ville bringe mig i vanskeligheder. Ved en lejlighed havde jeg en ret livlig drøftelse med en medfange om Bibelen. Så hørte vi nøglen blive sat i låsen, og en vagt trådte ind. Jeg tænkte straks at jeg sikkert ville blive sat i isolationsfængsel. Men det var ikke vagtens hensigt. Han havde lyttet til samtalen og ville deltage i den. Da han havde fået svar på sine spørgsmål, gik han igen og låste døren bag sig.

Under den sidste måned af mit fangenskab fik jeg ros af den betjent der havde ansvaret for at resocialisere fangerne, fordi jeg beslutsomt var stået op for sandheden. Jeg tog det som en kompliment for mine bestræbelser for at gøre Jehovas navn kendt. I maj 1958 blev jeg igen løsladt.

Flygter til Østrig, ender i Australien

I august 1958 døde min mor efter nogen tids sygdom. I september 1958 blev jeg indkaldt for tredje gang. Den aften tog Stanka og jeg den vidtrækkende beslutning som førte til den dramatiske flugt over grænsen som jeg tidligere har nævnt. Uden at sige et ord til nogen pakkede vi et par rygsække og en presenning, forlod vores hjem gennem et vindue og satte kurs mod den østrigske grænse lige vest for bjerget Stol (Hochstuhl). Det virkede som om Jehova så at vi havde behov for at få det lidt lettere, og skabte en udvej.

De østrigske myndigheder sendte os til en flygtningelejr nær Salzburg. I det halve år hvor vi opholdt os der, var vi altid sammen med lokale Jehovas Vidner, så vi tilbragte ikke megen tid i lejren. Andre flygtninge var forbavsede over hvor hurtigt vi fik nye venner. I denne periode var vi til stævne for første gang. Vi kunne nu også for første gang forkynde frit fra hus til hus. Det var meget svært for os at forlade disse kære venner da tiden var kommet til at tage afsked.

De østrigske myndigheder gav os mulighed for at emigrere til Australien. Vi havde aldrig drømt om at skulle så langt væk. Vi rejste med tog til Genova i Italien og videre med skib til Australien. Til sidst kom vi til at bo i byen Wollongong i New South Wales. Her fik vi vores søn, Philip, den 30. marts 1965.

Vores liv i Australien har givet os mulighed for at deltage i mange tjenestegrene, deriblandt at forkynde for andre der er kommet fra det tidligere Jugoslavien. Vi takker Jehova for hans velsignelser, blandt andet det at vi kan tjene ham sammen som familie. Philip og hans hustru, Susie, har den glæde at virke på Jehovas Vidners afdelingskontor i Australien, og de har også haft den glæde at tjene to år på afdelingskontoret i Slovenien.

Til trods for de udfordringer og helbredsproblemer der følger med alderen, glæder min hustru og jeg os stadig over vores tjeneste for Jehova. Jeg er taknemmelig for mine forældres gode eksempel. Det er til stadig styrke for mig og hjælper mig til at følge Paulus’ opfordring: „Glæd jer i håbet. Hold ud under trængselen. Vær vedholdende i bønnen.“ — Romerne 12:12.

[Illustration på side 17]

Mine forældre sidst i 1920’erne

[Illustration på side 17]

Min mor, til højre, med Ančka, som lærte hende sandheden

[Illustration på side 18]

Med min hustru, Stanka, kort efter vores bryllup

[Illustration på side 19]

Menigheden som havde til huse hos os i 1955

[Illustration på side 20]

Med min hustru, vores søn, Philip, og hans hustru, Susie