De italienske biblers problemfyldte historie

„BIBELEN er en af de mest udbredte bøger i vores land [Italien], men måske også en af de mindst læste. De troende bliver stadig næsten aldrig opfordret til at lære Bibelen at kende og får ikke megen hjælp til at læse den som Guds ord. Der er nogle som ønsker at lære Bibelen at kende, men der er sjældent nogen der vil bryde Ordets brød for dem.“

Denne udtalelse, som blev fremsat af nogle biskopper ved et møde som den italienske bispekonference holdt i 1995, rejser nogle spørgsmål. Hvor almindeligt har det i de forgangne århundreder været at læse i Bibelen i Italien? Hvorfor fik den ikke så hurtig udbredelse dér som den fik i andre lande? Hvorfor er Bibelen stadig en af de mindst læste bøger i Italien? En gennemgang af italienske bibeludgavers historie kan give os nogle svar.

Det tog flere hundrede år for de romanske sprog — fransk, italiensk, portugisisk, spansk, og så videre — at udvikle sig fra latin. I forskellige europæiske lande med en latinsk baggrund blev folkesproget efterhånden tillagt større værdighed og blev endog brugt i litterære værker. Folkesprogets udvikling havde direkte indflydelse på arbejdet med bibeloversættelse. Hvordan? På et tidspunkt blev kløften mellem kirkesproget, latin, og det jævne folks sprog, med alle dets dialekter og lokale varianter, så bred at latin ikke længere kunne forstås af folk med begrænsede skolekundskaber.

Selv hvis indbyggerne på den italienske halvø omkring år 1000 havde kunnet anskaffe sig den latinske Vulgata-oversættelse af Bibelen, ville de fleste have haft svært ved at læse den. I århundreder havde kirkens hierarki monopol på undervisning og uddannelse, herunder undervisningen på de få universiteter der fandtes, og det var kun et privilegeret fåtal der nød gavn af den. Bibelen blev derfor med tiden „en ukendt bog“. Mange mennesker ønskede dog at få adgang til Guds ord og at læse det på deres eget sprog.

Gejstligheden i almindelighed gjorde modstand mod at Bibelen blev oversat. De var bange for at det ville øge udbredelsen af såkaldte kætterske opfattelser. Ifølge historikeren Massimo Firpo ville „anvendelsen af folkesproget ødelægge en sprogbarriere [brugen af latin] som beskyttede de gejstliges monopol på religiøse anliggender“. Det er således  en kombination af kulturelle, religiøse og sociale faktorer der er årsag til den generelle mangel på bibelkundskab som stadig er fremherskende i Italien.

De første oversættelser af dele af Bibelen

De første oversættelser af Bibelens forskellige bøger fra latin til italiensk forelå i det 13. århundrede. Disse oversættelser var håndskrevne og meget dyre. I det 14. århundrede medførte fremstillingen af flere deloversættelser at næsten hele Bibelen kunne fås på italiensk. Dog var de enkelte bøger blevet oversat af forskellige mennesker på forskellige tidspunkter og steder. De fleste af disse oversættelser, der blev foretaget af anonyme oversættere, blev købt af rige eller lærde, som var de eneste der havde råd til at anskaffe sig dem. Selv da trykkekunsten gjorde det væsentligt billigere at fremstille bøger, var bibler „kun tilgængelige for de få,“ siger historikeren Gigliola Fragnito.

I mange århundreder var der fortsat udbredt analfabetisme blandt befolkningen. Endda så sent som i 1861 da Italien blev samlet, var 74,7 procent af befolkningen analfabeter. Det er værd at bemærke at da den nye italienske regering ville give alle adgang til gratis og obligatorisk undervisning, sendte pave Pius IX en skrivelse til kongen i 1870 hvori han tilskyndede ham til at modsætte sig loven. Paven betegnede denne lov som en „pest“ der havde til formål „fuldstændig at ødelægge de katolske skoler“.

Den første bibel på italiensk

Den første komplette bibel på italiensk blev trykt i Venedig i 1471, cirka 16 år efter at man i Europa var begyndt at bruge løse typer. Nicolò Malerbi, en kamaldulenser-munk, fremstillede sin oversættelse på otte måneder. Han støttede sig stærkt til de allerede eksisterende oversættelser, redigerede dem på grundlag af den latinske Vulgata og erstattede visse ord med nogle der var almindeligt brugt i området omkring Venedig. Hans oversættelse var den første trykte italienske udgave af Bibelen der fik stor udbredelse.

En anden der udgav en oversættelse af Bibelen i Venedig, var Antonio Brucioli. Han var humanist og hældede til protestantismen, men brød dog aldrig med den katolske kirke. I 1532 oversatte han Bibelen fra originalsprogene, hebraisk og græsk. Det var den første bibel der blev oversat fra grundteksten til italiensk. Selvom denne oversættelse ikke er et fint litterært værk, er dens trofasthed mod grundteksten bemærkelsesværdig når man tænker på den tids viden om oldtidssprogene. I nogle udgaver genindsatte han Guds navn i formen „Ieova“. I næsten hundrede år var hans bibel meget skattet blandt italienske protestanter og religiøse afvigere.

Andre italienske oversættelser, som i realiteten var reviderede udgaver af Bruciolis bibel, blev udgivet — nogle af katolikker. Ingen af dem fik dog særlig stor udbredelse. I 1607 blev der i Genève udgivet endnu en italiensk bibel oversat fra grundsprogene. Oversætteren hed Giovanni Diodati, en calvinistisk præst hvis forældre var flygtet til Schweiz for at undgå religiøs forfølgelse. Hans oversættelse blev brugt af italienske protestanter i århundreder. I betragtning af den periode hvori den blev fremstillet, anses den for at være en særdeles god italiensk oversættelse. Diodatis bibel hjalp italienere til at forstå Bibelens lære. Men kirkelig censur skabte problemer for denne og andre oversættelser.

Bibelen — „en ukendt bog“

„Kirken har altid opfyldt sin pligt til at kontrollere indholdet af bøger, men inden trykketeknikken blev opfundet, anså den det ikke for nødvendigt at udfærdige en fortegnelse  over forbudte bøger, eftersom de skrifter der betragtedes som farlige, blev brændt,“ oplyser Enciclopedia Cattolica. Selv efter at reformationen var begyndt, gjorde de gejstlige i adskillige europæiske lande deres yderste for at begrænse udbredelsen af såkaldte kætterske bøger. I 1546 blev spørgsmålet om oversættelser af Bibelen til forskellige sprog drøftet ved Tridentinerkoncilet. Deltagerne delte sig i to lejre. De der gik ind for et forbud mod sådanne oversættelser, mente at Bibelen på det jævne folks sprog var „moderen og kilden til alt kætteri“. De der var imod, påpegede at deres „modstandere“, protestanterne, ville hævde at den katolske kirke forbød bibler på menigmands sprog for at dække over „svindel og bedrag“.

Eftersom man ikke nåede til enighed, afholdt koncilet sig fra at træffe en endelig afgørelse i spørgsmålet og nøjedes med at bekræfte ægtheden af Vulgata-oversættelsen, som blev den katolske kirkes officielle bibel. Carlo Buzzetti, som underviser ved det pavelige universitet Salesianum i Rom, siger imidlertid at man ved at betegne Vulgata-oversættelsen som „ægte“ „støttede tanken om at den i virkeligheden var den eneste lovlige bibeludgave“. At det forholdt sig sådan, bekræftes af begivenheder der fandt sted i tiden derefter.

I 1559 udgav pave Paul IV den første fortegnelse over forbudte bøger, en liste over værker som katolikker ikke måtte læse, sælge, oversætte eller være i besiddelse af. Disse skrifter blev betragtet som slette og religiøst og moralsk skadelige. Fortegnelsen forbød at man læste bibeloversættelser på folkesprog, deriblandt Antonio Bruciolis oversættelse. De der overtrådte dette forbud, blev ekskommunikeret. Den liste der blev udstedt i 1596, var endnu mere restriktiv. Ifølge den var oversættelse af Bibelen til folkesprog og trykning af disse oversættelser ikke længere tilladt. Sådanne bibler skulle destrueres.

Som følge heraf foregik der mange bogbrændinger på kirkepladserne i tiden der fulgte. Folk i almindelighed kom til at betragte Bibelen som kætternes bog — en opfattelse der stadig er meget udbredt. Næsten alle bibler og bibelkommentarer i offentlige og private biblioteker blev ødelagt, og i de næste 200 år oversatte ingen katolikker Bibelen til italiensk. De eneste bibler der cirkulerede på den italienske halvø — men i hemmelighed af frygt for konfiskation — var nogle som var  oversat af protestantiske lærde. Historikeren Mario Cignoni siger: „I praksis læste lægfolk slet ikke i Bibelen i flere århundreder. Bibelen blev praktisk taget en ukendt bog, og millioner af italienere gik gennem livet uden at have læst en eneste side i den.“

Forbuddet slækkes

I et dekret til listen over forbudte bøger dateret den 13. juni 1757 lempede pave Benedikt XIV den tidligere afgørelse ved at „tillade læsning af oversættelser til folkesprog som var godkendt af pavestolen og udgivet under ledelse af biskopperne“. Som følge heraf gik Antonio Martini, der senere blev ærkebiskop af Firenze, i gang med at oversætte Vulgata. Den første del blev udgivet i 1769, og hele oversættelsen blev fuldført i 1781. Ifølge en katolsk kilde var Antonio Martinis oversættelse „den første der fortjener særlig omtale“. Indtil da var katolikker som ikke forstod latin, ikke i stand til at læse en bibel der var autoriseret af kirken. I de næste 150 år var Martinis oversættelse af Bibelen den eneste som italienske katolikker måtte læse i.

Der kom et vendepunkt ved Det Andet Vatikankoncil. I 1965 slog dokumentet Dei Verbum for første gang til lyd for at der blev udarbejdet „gode og korrekte oversættelser . . . til forskellige sprog, især oversættelser fra grundteksten til de hellige bøger“. Nogle år forinden, i 1958, udgav Pontificio istituto biblico „den første komplette katolske oversættelse fra grundteksten“. I denne oversættelse blev Guds navn genindsat nogle få steder i formen „Jahve“.

Modstand mod bibler på italiensk har haft alvorlige negative følger, der kan mærkes den dag i dag. Som Gigliola Fragnito siger, har den „fået troende til at tvivle på deres frihed til at tænke selv og til at stole på deres samvittighed“. Der er desuden blevet lagt stor vægt på religiøse traditioner, som mange katolikker prioriterer højere end Bibelen. Alt dette har bevirket at folk er ukendt med Bibelen, og det til trods for at analfabetisme stort set er udryddet.

Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde har imidlertid vakt interessen for Bibelen på italiensk. I 1963 udgav de Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter på italiensk, og i 1967 blev hele Bibelen tilgængelig. Alene i Italien er der blevet uddelt over 4.000.000 eksemplarer af denne oversættelse. Ny Verden-Oversættelsen, hvori Guds navn, Jehova, er blevet genindsat, udmærker sig ved sin nøjagtighed og sin trofasthed mod grundteksten.

Jehovas Vidner går fra hus til hus og fortæller alle der vil lytte, om Bibelens budskab som giver håb. (Apostelgerninger 20:20) Næste gang du møder Jehovas Vidner, hvorfor da ikke bede dem om at vise dig hvad din egen bibel siger i forbindelse med Guds vidunderlige løfte om at han snart vil oprette „en ny jord hvori retfærdighed skal bo“? — 2 Peter 3:13.

[Kort på side 13]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Venedig

ROM

[Illustration på side 15]

Bruciolis oversættelse brugte Guds navn i formen Ieova

[Illustration på side 15]

I fortegnelsen over forbudte bøger stod oversættelser af Bibelen til italiensk opført som farlige

[Kildeangivelse på side 13]

Titelblad i bibel: Biblioteca Nazionale Centrale di Roma

[Kildeangivelser på side 15]

Bruciolis oversættelse: Biblioteca Nazionale Centrale di Roma; Fortegnelsen: Su concessione del Ministero per i Beni e le Attività Culturali