Forkynd „frigivelse for fanger“

I BEGYNDELSEN af sin tjeneste erklærede Jesus at han skulle „forkynde frigivelse for fanger“. (Lukas 4:18) Sande kristne følger deres Herres eksempel og forkynder den gode nyhed om Riget for „alle slags mennesker“ så de kan blive udfriet fra deres åndelige fangenskab og hjælpes til at få et bedre liv. — 1 Timoteus 2:4.

I dag indbefatter dette at der bliver forkyndt for bogstavelige fanger som er kommet i fængsel for noget kriminelt, men som sætter pris på en åndelig udfrielse. I det følgende kan du læse nogle opmuntrende rapporter om hvordan Jehovas Vidner har forkyndt i fængsler i Ukraine og andre steder i Europa.

Fra stofmisbruger til kristen

Serhii * er 38 år gammel og har siddet bag tremmer i 20 år. Han gjorde endda sin skolegang færdig i fængselet. Han siger: „Jeg blev fængslet for mord for mange år siden, og jeg er ikke færdig med at afsone min dom. I fængselet opførte jeg mig som en tyran, og de andre indsatte var bange for mig.“ Fik det ham til at føle sig fri? Nej. I mange år tog Serhii stoffer, drak for meget og var slave af tobak.

Men så fortalte en anden indsat ham om sandheden fra Bibelen. Det var som en lysstråle i mørket. I løbet af et par måneder havde han gjort sig fri af sin afhængighed, han begyndte at forkynde den gode nyhed og blev døbt. Serhii lever nu et travlt liv i fængselet som heltidstjener for Jehova. Han har hjulpet syv forbrydere til at ændre kurs og blive hans åndelige brødre. Seks af dem er nu løsladt, men Serhii selv er fortsat fængslet. Han er ikke bitter, men tværtimod glad for at han kan hjælpe andre til at blive udfriet af åndeligt fangenskab. — Apostelgerninger 20:35.

En af dem Serhii studerede med i fængselet, var Victor, en tidligere stofmisbruger og narkohandler. Victor fortsatte med at gøre åndelige fremskridt efter at han var blevet løsladt, og kom senere på Skolen for Udnævnte Tjenere i Ukraine. Nu virker han som specialpioner i  Moldova. Victor fortæller: „Jeg begyndte at ryge da jeg var 8, var alkoholmisbruger da jeg var 12 og tog stoffer da jeg var 14. Jeg ville gerne ændre min livsstil, men alle mine forsøg mislykkedes. Så, i 1995, netop som min kone og jeg havde besluttet os for at flytte bort fra mine dårlige venner, blev hun stukket ihjel af en sindssyg morder. Mit liv blev fuldstændig ødelagt. ’Hvor er min kone nu? Ja, hvad sker der når et menneske dør?’ Jeg blev ved med at stille spørgsmål, men kunne ikke finde svarene. For at udfylde tomrummet tog jeg flere og flere stoffer. Jeg blev anholdt for at handle med stoffer og fik en dom på fem år. I fængselet hjalp Serhii mig til at finde svarene. Jeg havde ofte forsøgt at holde op med at tage stoffer, men nu lykkedes det mig med Bibelens hjælp. Guds ord har stor kraft!“ — Hebræerne 4:12.

Forhærdede forbrydere forandrer sig

Vasyl har aldrig taget stoffer, men har alligevel været i en form for fangenskab. Han fortæller: „Jeg var besat af kickboxing. Jeg lærte mig selv at tæve andre uden at de fik synlige skader.“ Vasyl stjal fra folk ved at bruge vold. „Jeg kom i fængsel tre gange, og det førte til at min kone forlod mig. Mens jeg afsonede min sidste dom på fem år, begyndte jeg at læse Jehovas Vidners publikationer. Det gav mig lyst til at undersøge Bibelen, men jeg var stadig engageret i min yndlingssport — kickboxing.

Efter at jeg havde læst Bibelen i seks måneder, begyndte der at ske en forandring med mig. Jeg følte ikke længere den samme glæde ved at vinde en kamp. Jeg begyndte at analysere mit liv i lyset af Esajas 2:4 og indså at jeg ville komme til at tilbringe resten af livet i fængsel hvis jeg ikke ændrede tankegang. Jeg smed derfor alt mit kampudstyr ud og begyndte at arbejde på min personlighed. Det var ikke let, men bøn og eftertanke hjalp mig lidt efter lidt til at komme af med mine dårlige vaner. Til tider bad jeg grædende til Jehova om at han ville give mig styrke til at komme fri af min lidenskab. Til sidst lykkedes det.

Efter at jeg var blevet løsladt fra fængselet, blev jeg genforenet med min familie. I øjeblikket arbejder jeg i en kulmine. Det giver mig tid nok til at forkynde sammen med min kone og  tage mig af mine ansvarsopgaver i menigheden.“

Mykola og hans venner røvede adskillige banker i Ukraine. Det endte med at han fik ti års fængsel. Før han blev indsat, havde han kun været i kirke én gang — og det var som forberedelse til at plyndre den. Røveriet mislykkedes. Mykolas besøg i kirken havde blot givet ham det indtryk at Bibelen var fyldt med kedelige fortællinger om lys, helligdage og ortodokse præster. Han siger: „Af en eller anden grund begyndte jeg at læse i Bibelen. Den var helt anderledes end jeg havde forestillet mig!“ Han bad om et bibelstudium og blev døbt i 1999. Når man ser ham i dag, er det vanskeligt at forestille sig at denne ydmyge menighedstjener engang har været en farlig bankrøver.

Vladimir blev dømt til døden. Mens han ventede på eksekveringen af dommen, bad han til Gud og lovede at tjene ham hvis han blev skånet. I mellemtiden blev loven lavet om, og hans dødsstraf blev ændret til livsvarigt fængsel. For at holde sit løfte begyndte Vladimir at søge efter den sande tro. Han tog et korrespondancekursus og fik et diplom gennem adventistkirken, uden dog at blive tilfreds.

Helt anderledes gik det da Vladimir læste Vagttårnet og Vågn op! i fængselets bibliotek. Han skrev til Jehovas Vidners afdelingskontor i Ukraine og bad om et besøg. Da de lokale brødre besøgte ham, betragtede han allerede sig selv som et af Jehovas Vidner og forkyndte i fængselet. Han blev hjulpet til at kvalificere sig som forkynder af Riget. I skrivende stund venter Vladimir og syv andre i fængselet på at blive døbt. Da Vladimir og hans cellekammerater har samme tro, har de imidlertid et problem. De der er idømt livsvarigt fængsel, sidder sammen med andre livstidsfanger med samme religiøse overbevisning. Så hvem skal de forkynde for? De forkynder den gode nyhed for fængselsvagterne og skriver breve.

Nazar flyttede fra Ukraine til Tjekkiet, hvor han sluttede sig til en røverbande. Det førte til at han blev fængslet i tre og et halvt år. Mens han sad inde, lyttede han interesseret til Jehovas Vidner når de kom fra byen Karlovy Vary for at forkynde. Han lærte sandheden at kende og blev fuldstændig resocialiseret. En af fængselsbetjentene lagde mærke til denne forandring og sagde til en af Nazars cellekammerater: „Hvis I alle sammen ville være som ham ukraineren dér, kunne jeg få mig et andet arbejde.“ En anden sagde: „Disse Jehovas Vidner forstår hvad der skal til. Ind i fængselet kommer en forbryder, og ud kommer en hæderlig mand.“ Nu er Nazar vendt tilbage til sit hjem. Han har lært tømrerhåndværket og er blevet gift, og han og hans kone er i heltidstjenesten. Han er meget taknemmelig for de besøg Jehovas Vidner aflagde i fængselet.

Anerkendelse udefra

Det er ikke kun de indsatte der er taknemmelige for det Jehovas Vidner gør i fængslerne. Miroslaw Kowalski, talsmand for et fængsel i Polen, siger: „Vi er meget glade for deres besøg. Nogle af de indsatte kommer fra et dårligt miljø. Sandsynligvis er de aldrig blevet behandlet som mennesker. . . . Den hjælp vi får [af Jehovas Vidner], er meget værdifuld, eftersom vi ikke har personale og undervisere nok.“

Fængselsinspektøren i et andet fængsel i Polen skrev til afdelingskontoret og bad Jehovas Vidner om at forøge deres aktivitet i fængselet. Hvorfor? Han forklarer: „Hvis repræsentanter fra Vagttårnet besøgte fængselet noget oftere, kunne det hjælpe de indsatte til at udvikle nogle socialt ønskværdige egenskaber og mindske deres aggressioner.“

En avis i Ukraine skrev om en deprimeret indsat som havde forsøgt at begå selvmord, men havde fået hjælp af Jehovas Vidner. I artiklen stod der: „Nu er denne mand ved at få det bedre rent følelsesmæssigt. Han følger den daglige arbejdsgang i fængselet og er et eksempel for de andre indsatte.“

 Gode resultater uden for fængselet

Det er ikke kun inden for fængselsmurene at Jehovas Vidners arbejde har en gavnlig virkning. Det hjælper også fangerne efter at de er blevet løsladt. To af Jehovas Vidner, Brigitte og Renate, har i nogle år hjulpet tidligere indsatte. Den tyske avis Main-Echo Aschaffenburg fortæller hvordan: „De tager sig af tidligere indsatte i tre til fem måneder efter deres løsladelse og opmuntrer dem til at finde en mening med livet. . . . De er officielt anerkendt som frivillige tilsynsværger. . . . Desuden har de et konstruktivt og positivt samarbejde med fængselspersonalet.“ Som følge af denne form for hjælp har flere tidligere fanger indviet sig til Jehova.

Også fængselspersonalet nyder gavn af Jehovas Vidners bibelundervisningsarbejde. For eksempel var Roman major ved militæret og psykolog i et ukrainsk fængsel. Da Jehovas Vidner besøgte ham i hans hjem, gik han med til at studere Bibelen. På et tidspunkt fandt han ud af at forkynderne ikke havde tilladelse til at besøge de indsatte der hvor han arbejdede. Derfor bad han fængselsinspektøren om tilladelse til at bruge Bibelen i sit arbejde med de indsatte. Det fik han lov til, og omkring ti fanger viste interesse. Roman fortalte dem med jævne mellemrum om alt det han selv var ved at lære om Bibelen, og det gav gode resultater. Nogle af fangerne fortsatte med at gøre fremskridt efter deres løsladelse og blev senere døbt som Jehovas Vidner. Da Roman så hvor stor virkning Guds ord kan have, tog han sit studium af Bibelen mere alvorligt. Han forlod militæret og fortsatte med at lære hvad Bibelen siger. Nu arbejder han sammen med en tidligere fange i forkyndelsesarbejdet.

„Her lever vi på Bibelen, bibelsk læsestof og bibelstudium,“ skrev en fange. Disse ord beskriver udmærket hvor stort et behov der er for bibelsk læsestof i visse fængsler. En menighed i Ukraine skriver om arbejdet med at undervise i Bibelen i et lokalt fængsel: „Ledelsen er taknemmelig for det læsestof vi kommer med. Vi afleverer 60 eksemplarer af hver udgave af Vagttårnet og Vågn op!“ En anden menighed skriver: „Vi har ansvar for en fængselsinstitution med 20 små biblioteker. Vi har forsynet hvert bibliotek med vore vigtigste publikationer. Det er blevet til 20 kartoner læsestof i alt.“ I ét fængsel opbevarer vagterne alle vore blade i biblioteket så de indsatte kan få gavn af hvert enkelt nummer.

I 2002 oprettede afdelingskontoret i Ukraine en afdeling der formidler kontakten til fængslerne og de indsatte. Indtil nu har denne særlige afdeling haft kontakt med 120 fængselsinstitutioner og givet forskellige menigheder til opgave at besøge dem. Hver måned modtager afdelingen omkring 50 breve fra de indsatte, og de fleste af dem beder om læsestof eller et bibelstudium. Afdelingskontoret sender bøger, blade og brochurer til fængslerne indtil de lokale brødre har fået kontakt med fangerne.

„Husk på dem der er i lænker,“ skrev apostelen Paulus til sine medkristne. (Hebræerne 13:3) Her tænkte han på dem der var fængslet for deres tro. I dag husker Jehovas Vidner på dem der sidder i fængsel, ved at besøge dem og forkynde „frigivelse for fanger“. — Lukas 4:18.

[Fodnote]

[Illustration på side 9]

Fængselsmur, Lviv, Ukraine

[Illustration på side 10]

Mykola

[Illustration på side 10]

Vasyl og hans kone, Iryna

[Illustration på side 10]

Victor