Husker du?
Husker du?
Har du haft udbytte af at læse de seneste udgaver af Vagttårnet? Prøv om du kan besvare følgende spørgsmål:
• Hvorfor kan den første synd — Adams ulydighed — sammenlignes med en arvelig sygdom?
Synden kan sammenlignes med en sygdom fordi Adam har givet den videre til sine efterkommere. Vi har derfor arvet denne defekt, eller synd, ligesom nogle børn har fået en arvelig sygdom gennem deres forældre. — 15/8, side 5.
• Hvad er den egentlige årsag til den tiltagende vold i dag?
Satan prøver at få folk bort fra Jehova ved at fremme en voldspræget ånd i deres hjerte, blandt andet gennem musik, film og computerspil hvor spillerne brutalt skal hærge og dræbe. Medievold har bidraget til mange voldshandlinger. — 1/9, side 29.
• Hvem var Pontius Pilatus?
Han var romer af lavadelen og havde sandsynligvis været i militæret. Den romerske kejser Tiberius udnævnte Pilatus til landshøvding over provinsen Judæa i år 26. Under retssagen mod Jesus hørte Pilatus på de anklager som de jødiske ledere rettede imod ham. For at behage folkemængden gav han sin godkendelse til at Jesus blev henrettet. — 15/9, side 10-12.
• Hvad er „tegnet“ der nævnes i Mattæus 24:3?
Dette tegn består af flere begivenheder der tilsammen skulle kendetegne en bestemt tid. Tegnet indbefatter krig, hungersnød, pest og jordskælv, og det skulle gøre det muligt for Jesu disciple at forstå hvornår det var tiden for hans „nærværelse“ såvel som for „afslutningen på tingenes ordning“. — 1/10, side 4-5.
• Hvad var diasporaen, og hvilke områder omfattede den?
Udtrykket bruges om jødisk bosættelse uden for Palæstina. De største jødiske samfund i det første århundrede fandtes i Syrien, Lilleasien, Babylon og Ægypten. Desuden var der nogle mindre, jødiske samfund i den europæiske del af Romerriget. — 15/10, side 12.
• Kan en kristen bevare en god samvittighed hvis han tager imod et arbejde der kræver at han skal bære våben?
Spørgsmålet om at have et arbejde der kræver at man bærer våben, er noget den enkelte selv må tage stilling til. Men med en sådan beskæftigelse er man i fare for at pådrage sig blodskyld hvis det bliver nødvendigt at tage våbnet i anvendelse, og for at komme til skade eller blive dræbt under et angreb eller ved gengældelse. En kristen der bærer tjenestevåben, er ikke kvalificeret til at have særlige tjenesteforrettigheder i menigheden. (1 Timoteus 3:3, 10) — 1/11, side 31.
• Eftersom ordet „Harmagedon“ betyder „Megiddos Bjerg“, vil Harmagedonkrigen så blive udkæmpet på et bestemt bjerg i Mellemøsten?
Nej. Der findes ikke et bogstaveligt Megiddos Bjerg i Israel, kun en høj der hæver sig op over den nærliggende slette. Området ville slet ikke kunne rumme „jordens konger og deres hære“. Guds store krig vil blive udkæmpet på hele jorden, og den vil gøre ende på alle krige. (Åbenbaringen 16:14, 16; 19:19; Salme 46:8, 9) — 1/12, side 4-7.