„Hvor er det godt med et ord i rette tid!“

VED et af Jehovas Vidners stævner bestræbte Kim sig for at lytte og tage notater samtidig med at hun forsøgte at få sin lille datter på to et halvt år til at sidde stille. Da programmet var slut, vendte en søster på samme række sig om mod Kim og roste oprigtigt hende og hendes mand for at have taget sig godt af deres datter under programmet. Den ros betød så meget for Kim at hun selv i dag, flere år senere, siger: „Når jeg føler mig særlig træt ved møderne, tænker jeg på det søsteren sagde. Hendes venlige ord animerer mig til fortsat at oplære vores datter.“ Ja, de rigtige ord sagt på rette tid kan være til stor opmuntring for andre. Som Bibelen siger: „Hvor er det godt med et ord i rette tid!“ — Ordsprogene 15:23.

For nogle er det imidlertid svært at rose andre. Til tider kan bevidstheden om ens egen utilstrækkelighed gøre det vanskeligt. Som en kristen broder siger: „For mig er det som at stå på sumpet grund. Jo mere jeg prøver at løfte andre op, jo mere føler jeg at jeg selv synker i.“ Det er heller ikke let at rose andre hvis man føler sig genert og usikker eller er bange for at blive misforstået. Og hvis man kun sjældent eller aldrig er blevet rost under sin opvækst, kan det være svært at rose andre.

Til gengæld kan bevidstheden om at ros gavner både giveren og modtageren, være en tilskyndelse til at prøve at rose andre når der er lejlighed til det. (Ordsprogene 3:27) Lad os kort se på nogle af de positive virkninger ros kan have.

Positive virkninger

Ægte ros kan øge andres selvtillid. „Når nogen roser mig, føler jeg at de tror på mig og har tillid til mig,“ siger en gift søster ved navn Elaine. Når en der mangler selvtillid, bliver rost, kan det give vedkommende nyt mod til at overvinde problemer og dermed gøre ham eller hende gladere. Unge kan især have gavn af at få velfortjent ros. En teenager som indrømmer at hendes egne negative tanker gør hende nedtrykt, siger: „Jeg gør altid mit bedste for at glæde Jehova, men nogle gange føler jeg at lige meget hvad jeg gør, er det ikke godt nok. Når nogen roser mig, gør det mig virkelig glad.“ Det er sandt når et ordsprog i Bibelen siger: „Som guldæbler i ornamenter af sølv er et ord som er talt i rette tid.“ — Ordsprogene 25:11.

Ros og anerkendelse kan motivere og opmuntre andre. En heltidsforkynder siger: „Ros motiverer mig til at anstrenge mig endnu mere; det giver mig lyst til at forbedre kvaliteten af min forkyndelse.“ En mor til to har også lagt mærke til at hvis hendes børn bliver rost af andre når de svarer ved menighedens møder, giver det dem endnu større lyst til at deltage. Ja, ros kan hjælpe børn og unge til at gøre åndelige fremskridt. Vi har alle brug for at få at vide at andre påskønner og værdsætter os. Det  er en stresset verden vi lever i, og vi kan blive udmattede og nedslåede. En kristen ældste siger: „Når jeg indimellem føler mig langt nede, er ros som et svar på mine bønner.“ Og Elaine siger: „Nogle gange føler jeg at Jehova viser mig sin godkendelse gennem det andre siger til mig.“

Ros kan skabe en følelse af samhørighed. Det er betænksomt at rose andre, og det medvirker til at skabe en atmosfære der er præget af varme, tryghed og gensidig påskønnelse. Ved at rose viser vi at vi har ægte kærlighed til vores trosfæller, og at vi værdsætter dem. En mor ved navn Josie siger: „Førhen måtte jeg stå op for sandheden i en religiøst delt husstand. På det tidspunkt var åndeligt modne brødre og søstres ros en styrke for mig; den hjalp mig til ikke at give op.“ Ja, „vi er lemmer der tilhører hinanden“. — Efeserne 4:25.

Ønsket om at rose andre hjælper os til at se deres gode sider. Vi vil fokusere på andres stærke sider frem for deres svage sider. En kristen ældste ved navn David siger: „Hvis vi sætter pris på det andre gør, vil vi have lettere ved at rose dem.“ Noget der også kan hjælpe os til at være hurtige til at rose andre, er at tænke på hvor villigt Jehova og hans søn roser os ufuldkomne mennesker. — Mattæus 25:21-23; 1 Korinther 4:5.

De fortjener det

Da Jehova har skabt alt, fortjener han mere end nogen anden at blive lovprist. (Åbenbaringen 4:11) Han har naturligvis ikke brug for at få styrket sin selvtillid eller  at blive motiveret, men når vi priser ham for hans vælde og loyale hengivenhed, kommer han os nærmere, og vi udvikler et godt forhold til ham. Ved at give Gud æren hjælpes vi desuden til at bevare ligevægten og være beskedne. Når det går os godt, vil det være naturligt for os at takke Jehova for det. (Jeremias 9:23, 24) Jehova indbyder alle retsindige mennesker til at få evigt liv. Det giver os endnu en grund til at herliggøre ham. (Åbenbaringen 21:3, 4) Fortidens kong David var ivrig efter at „lovsynge Guds navn“ og „lovprise ham med taksigelse“. (Salme 69:30) Sådan skulle vi også have det.

Vores trosfæller fortjener oprigtig anerkendelse og ros. Ved at rose dem følger vi buddet om at „give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger“. (Hebræerne 10:24) Apostelen Paulus var et godt eksempel i den henseende. Til menigheden i Rom skrev han: „Først og fremmest takker jeg min Gud gennem Jesus Kristus for jer alle, fordi jeres tro bliver omtalt i hele verden.“ (Romerne 1:8) Og apostelen Johannes roste på lignende måde sin kristne trosfælle Gajus fordi han var et godt eksempel på en der ’vandrede i sandheden’. — 3 Johannes 1-4.

I dag kan vi også rose en trosfælle som i særlig grad formår at lægge en bestemt kristen egenskab for dagen, holder et velforberedt indlæg eller giver et svar fra hjertet ved et af møderne. Vi kan også rose et barn der ihærdigt bestræber sig for at slå skriftstederne op ved møderne. Elaine som blev citeret tidligere, siger: „Det er forskelligt hvilke gaver vi hver især har. Når vi lægger mærke til det andre gør, viser vi at vi værdsætter den store variation af gaver der er blandt Guds folk.“

 I familien

Hvad så med at udtrykke værdsættelse for dem i vores egen familie? Det kræver tid, kræfter og kærlig omsorg af forældre at tage sig af deres families åndelige, følelsesmæssige og materielle behov. De fortjener at høre nogle rosende ord fra hinanden og børnene. (Efeserne 5:33) Guds ord siger om en dygtig hustru: „Hendes sønner rejser sig og priser hende lykkelig, hendes ægtemand rejser sig og priser hende.“ — Ordsprogene 31:10, 28.

Børn fortjener også at blive rost. Desværre er nogle forældre hurtige til at fortælle deres børn hvad de forventer af dem, men roser dem sjældent når de bestræber sig for at vise respekt og lydighed. (Lukas 3:22) Hvis et barn får anerkendelse tidligt i livet, fører det ofte til at det føler sig ønsket og mere trygt.

Det kræver selvfølgelig en indsats at rose andre, men der er mange fordele ved at gøre det. Jo mere opmærksomme vi er på at rose dem der fortjener det, jo gladere vil vi selv blive. — Apostelgerninger 20:35.

Giv og modtag ros i den rette ånd

For nogle kan det at blive rost imidlertid være en prøve på deres karakter. (Ordsprogene 27:21) En der har tendens til at være stolt, kan for eksempel let komme til at føle sig overlegen. (Ordsprogene 16:18) Der er derfor grund til at være på vagt. Apostelen Paulus gav denne ligefremme vejledning: „Jeg [siger] nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke, men tænke med et sundt sind, hver enkelt sådan som Gud har tildelt ham et mål af tro.“ (Romerne 12:3) For at hjælpe andre til ikke at komme til at tænke for højt om sig selv kan det derfor være klogt at undgå at fokusere på sådan noget som intelligens eller udseende. Det er bedre at rose andre for det gode de gør.

Ros givet og modtaget i den rette ånd kan have en positiv indvirkning på os. Det kan bevæge os til at udtrykke vores taknemmelighed mod Jehova når det vi udretter, fører til noget godt. Ros kan også animere os til fortsat at have en god adfærd.

Oprigtig og velfortjent ros er en gave vi alle sammen kan give hinanden. Når vi betænksomt giver andre denne gave, kan det betyde meget mere for dem end vi kan forestille os.

[Ramme/illustration på side 18]

Et brev der rørte hendes hjerte

En rejsende tilsynsmand husker tydeligt hvordan han og hans kone efter en råkold vinterdag i forkyndelsen vendte tilbage til deres logi. Han siger: „Min kone frøs, var nedslået og sagde at hun ikke følte at hun kunne holde til mere. ’Det ville være meget bedre hvis vi fortsatte vores heltidstjeneste i en menighed hvor vi kunne blive på samme sted og have vores egne bibelstudier,’ sagde hun. Jeg holdt mig tilbage fra at træffe en beslutning og sagde at jeg syntes vi skulle fortsætte resten af ugen og derefter se hvordan hun havde det. Hvis hun stadig havde et stærkt ønske om at holde op i rejsetjenesten, ville jeg tage hensyn til det. Samme dag tog vi på posthuset, og der fandt vi et brev fra afdelingskontoret til min kone. I brevet blev hun rost for sin indsats i forkyndelsen og for sin udholdenhed, især i betragtning af at det kan være svært at skulle bo et nyt sted hver uge. Hun blev så rørt over den anerkendelse og ros at hun aldrig mere talte om at forlade rejsetjenesten. Faktisk var det tit hende der opmuntrede mig til at fortsætte når jeg overvejede at stoppe.“ Dette ægtepar forblev i rejsetjenesten i næsten 40 år.

[Illustration på side 17]

Hvem i din menighed fortjener ros?

[Illustration på side 19]

Børn elsker at få kærlig opmærksomhed og ros